Det evige fællesskab i nationen

præferencer, majoriteten af de to køn har Hvis stereotypen er sand, altså Der findes også falske stereotyper – såsom at kvinder, der går hjemme, er undertrykte, eller at traditionelle familiefædre er undertrykkere Selve ordet ‘stereotyp’ insinuerer, at den pågældende beskrivelse af måder, det ene eller andet køn ofte gør ting på, er falsk Falsk og ondsindet For ideologen er intet uskyldigt, intet er, bare som det er, fordi det nu engang er sådan, majoriteten har foretrukket det Således også kønnenes forskellige tilgange til så meget

Vores køn er et anker i tilværelsen En konstant, vi har med os gennem hele livet, som giver os retning og vished om, hvem vi er Enhver ideologi, der vil udjævne eller eliminere kønnetheden, begår et overgreb på vores karakter og hæmmer udfoldelsen af den eksistentielle struktur, kønnet er

Det evige fællesskab i nationen

Som politisk institution er nationen indlysende alternativerne overlegen, og det er det 20 århundrede en smertefuld påmindelse om Før krigene var Europa et miskmask af imperier og mystiske tværkulturelle statskonstruktioner Imperierne brød sammen I dag består Europa af mere eller mindre velkonsoliderede nationalstater, og vi ser stadigt flere politiske konflikter blive løst ved en udskillelse af mindre stater med ensartet kultur 264 Der er al mulig grund til at forvente en opløsning eller massiv decentralisering af eksempelvis Belgien og Spanien, og vi ser den samme bevægelse overalt i resten af verden Ligeledes handler konflikterne med få undtagelser om etnisk-kulturelle spændinger Ikke mindst hvor islam grænser op til andre civilisationer, men slet ikke kun der Mennesket kan mønstre et utroligt had til dem, der ikke minder om det selv og udgør en trussel mod dets måde at leve på Indenfor nationalstatens grænser ser vi derimod nogenlunde ens på tingene og er derfor villige til at tolerere anderledeshed Vi er sågar solidariske med hinanden og enige om retten til at leve nogenlunde frit Naturligvis betyder idealet om universel menne-

skelig værdi og ukrænkelighed også noget, men i praksis bygger tolerancen, solidariteten og friheden i Vesten først og fremmest på kulturel enshed Derfor kan vi i en nationalstat som den danske også bedre leve med, at politiske modstandere tager magten Nok ser vi forskeligt på statens indretning, men når det kommer til det fundamentale, er vi alligevel ens En socialdemokrat vil også fædrelandet det bedste

265

Oftest bliver nationen diskuteret som politisk institution, men den er måske lige så vigtig for den enkeltes følelse af mening Tabet af Gud har skabt en søgen efter alverdens alternative fælleskaber Det er indlysende, at mennesket har brug for noget at være fælles om, og vi har brug for et sted at høre til Men hvorfor er nationen så vigtigt et fælleskab? Kunne man ikke så lige godt finde sit holdepunkt i identiteten som biseksuel, kulturel minoritet, jazzmusiker, innovationskonsulent, økolog eller noget andet mere eller mindre selvvalgt? Det ene udelukker selvsagt ikke det andet Selv de mennesker, der proklamerer sig som globalister, europæere eller noget andet hævet over nationen, er i deres inderste lige så meget en del af det nationale fælleskab som os andre Hvis du er vokset op i et bestemt lands traditioner, er det umuligt at fralægge sig den indre påvirkning Det er pudsigt nok en pointe, vi har fra Heidegger Vores påstand er, at det er klogt at tage nationen til sig

Noget af det særlige ved nationen er, at den ikke er tilvalgt Den er givet Vi vælger ikke, hvilken familie vi fødes ind i, hvilket køn vi har, eller hvilke børn, søskende eller forældre vi får Vi vælger heller ikke vores fædreland Al forløjet forestilling om, at vi skal finde vores egen vej her i livet, bliver smadret i mødet med nationen Den er givet os Det er bare sådan, det er Og de blivende værdier giver ro i sjælen Sartre siger, at vi er fordømt til at være frie At vi kan vælge hvad som helst, og at intet er givet Men de vigtigste fælleskaber er netop ikke nogle, vi kan vælge i et eksistentialistisk forsøg på at opdage vores egentlige jeg

Samtidig er intet fællesskab så identitetsgivende som det nationale En identitet, der har vist sig at fungere både for fællesskabet og den enkelte – og som rækker ud over os selv Et fællesskab,

der er forbundet til vores familie, men også transcenderer den Nationen understøtter vores forhold til Gud, men er på en række hverdagsparametre bredere i sit indhold end troen Det sidste er en vigtig pointe Kristendommen som tro, ikke mindst den protestantiske, er ganske vist dybt meningsfuld, men handler mest af alt om et personligt forhold til Gud og giver ikke noget stort katalog af konkret hverdagsindhold Den er først og fremmest vertikal Der er bønnen og gudstjenesten, men ikke ret meget mere end det Til sammenligning gennemsyrer nationen vores hverdag – og al den kristendom, der er i kulturen, lever i rammen af det nationale Nationen er i sproget, i humoren og i de mennesker vi møder på vores vej Den er i arkitekturen, i murstenene, i måden at bygge på Den er i naturen, i træerne og den luft, vi indånder Den er i hjemmet, i den mad vi spiser, i møblerne og i de små pyntegenstande Den er i musikken, sangene, i litteraturen og de historier, vi læser for vores børn Noget af det er vi bevidste om, andet tænker vi først over, når vi vender hjem fra udlandet Det var ikke tilfældigt, at 1800-tallet som nationens gyldne tidsalder var sammenfaldende med en omfattende interesse for verden udenfor

Fordi nationen forener familie, Gud og hverdagslivet, er den et afgørende fælleskab for os Og et fælleskab, som vi er tjent med at dyrke og forstå nuancerne af Det giver os en eksistentiel ballast, vi kan møde verden med og læne os opad, når vi kommer i tvivl om meningen med det hele Nationen er indholdstung, og vi kan bruge hele livet på at forstå nuancerne i den Det er en kilde til livslang mening at læse litteraturen, sætte sig ind i historien, synge sangene, forstå humoren og talemåderne og påskønne årstidernes skiften Nationen lærer os at sætte os ud over os selv At der er noget større At vi skal tage hensyn til de mennesker, vi deler sprog, kultur og historie med

Hvad vil det sige at have ild for sit fædreland? Det vil først og fremmest sige taknemmelighed At vi påskønner det, der var, det, der er, og det, der vil komme Selvom nationen ikke er sakral, rækker den alligevel ud over de mennesker, der tilfældigvis bebor landet lige nu Nationen er noget særligt, selvom det kan være svært

at beskrive dens særlighed præcist Vi vil sige, at nationen mimer evigheden Den peger både mod fortiden og fremtiden, og selvom den består af et fysisk territorium, er nationen først og fremmest en idé Og idéer kan man ikke slå ihjel Tidsudstraktheden er netop en kvalitet ved nationen, der hæver den over andre fællesskaber Det blivende er indlysende intrinsisk mere værdifuldt for os mennesker end noget forgængeligt Ja, som nævnt er evigheden reelt et udtryk for det sakrale Og her har vi selvfølgelig modsagt os selv Enten er nationen forgængelig, eller også er den evig Den kan ikke være begge dele Svaret er, som skrevet, at nationen blot mimer evigheden Den er ikke hellig, men den er et af de vigtigste steder, hvor mennesket møder evigheden i hverdagslivet Derfor er nationen et enestående stykke klippegrund for mennesket Noget solidt i tilværelsen, der både er fundament og minder os om det ophøjede, om at gøre det rigtige og samtidig fylder vores liv med indhold

Hvad med skyggesiden? Er nationalistisk selvhævdelse ikke en evig kilde til blodsudgydelser? Kærlighed er en stærk følelse, og den kan slå over i jalousi og had Nationalitetsfølelsen kan således også stikke i en forkert retning Kærligheden til nationen bør være som kærligheden til vores børn Vi elsker ikke vores børn, fordi de er klogere eller dygtigere end de andre Vi elsker dem for dem, de er Det danske efterår, de danske sange og den danske historie er ikke intrinsisk bedre end den egyptiske Vi elsker det danske, fordi det er dansk Fordi det er vores Vi har heller ikke en ambition om at genskabe verden i vores eget billede Tværtimod er der for lille diversitet Uanset hvor man rejser rundt i verden, møder man de samme internationale (amerikanske) butikskæder, spiser den samme mad og hører den samme musik Vi ville være stillet bedre, hvis der var større forskelle og mere national egenart Truslen fra nationalistiske bevægelser er da også til at overse, mens det globale forsøg på at homogenisere verden er en evig kilde til konflikt Tag bare den neokonservative idé om at omdanne lande i Mellemøsten til liberale demokratier med universelle værdier Det var bestemt velment, men resultatet blev kaos