Epilog

Der er nok læsere, der vil mene, at der mangler noget i vores bog Ja, som måske endda ikke rigtig kan genkende beskrivelsen af, hvad der er den toneangivende tænkning Det kan vi godt forstå For hvis formålet er at forstå vores samtid bedre, så mangler hele den nuværende politiske debat Hvad med skattetrykket, menneskerettighederne, EU, det internationale samfund med videre? Har alt det slet ingen betydning for det moderne menneske? Det er et relevant spørgsmål, der kræver lidt plads at forklare Vi har gemt det til sidst, fordi svaret også rummer nogle vigtige perspektiver for fremtidens kulturkamp for den borgerlige orden

Og svaret må begynde med at vende spørgsmålet om, så det lyder således: hvorfor er de moralske forhold, vi gennemgår, fraværende fra den offentlige debat? Hvorfor er de ikke en del af de overvejelser, der går forud for den førte politik? Hvorfor taler vi ikke åbent om det skadelige og forkerte i utroskab? Hvorfor følges sager om løgnagtighed fra magtfulde mennesker ikke af en blomstrende debat om sanddruhed som samfundsvigtig dyd? Hvor er debatten om omkostninger for børn og ægtefæller, når den ene part forlader familien for at realisere sig selv? Hvorfor synes det moderne menneske, at det er grænseoverskridende at tale om moral som et fælles anliggende? Moral er en almenmenneskelig størrelse Den er afgørende for den enkeltes tilværelse og selve fundamentet for den borgerlige orden Så hvorfor er den så sjældent en del af den store samtale?

Den korte forklaring er: på grund af liberalisme Det overbeviser vi ikke mange med, så her følger den længere forklaring

Som vi beskrev tidligere i bogen, er det indlysende at liberale idéer har været dominerende siden Anden Verdenskrig Menneskerettigheder, EU, kapitalisme, FN og konkurrencestaten er alt sammen en del af den liberale verdensorden Men hvad dækker liberalisme mere præcist over?

Lad os begynde med en definition Liberalismen er en tænkning, der har frihed som sit mål – jævnfør ordets rod ‘liber’, som betyder ‘fri’ eller ‘uafhængig ’ Liberalismen er fokuseret på, hvordan de politiske institutioner kan optimere den enkeltes frihed og muligheder Den er individualistisk, den er rationel, og den er analytisk Nogle vil rimeligvis indvende, at det er en temmelig bred definition Er de fleste så ikke liberalister i dag? Svaret er jo

Faderen til moderne liberalisme er den amerikanske filosof John Rawls I 1970’erne genoplivede han politisk filosofi som disciplin med sit hovedværk En teori om retfærdighed 267 Fra ham fik vi samtidstænkningens forsvar for universelle, ukrænkelige rettigheder og forestillingen om, at vi kan bruge vores fornuft til at bestemme, hvordan et retfærdigt samfund skal indrettes I Danmark ville Rawls dog blive opfattet som socialdemokrat, fordi han samtidig argumenterer teoretisk for retfærdigheden i en høj grad af omfordeling Det synspunkt ville i USA til gengæld blive beskrevet som liberalt Man siger derfor ofte, at ‘liberal’ betyder noget modsat i USA og i Europa Det er derimod ikke sandt

Fra John Rawls opstod der to politisk-filosofiske hovedretninger Den egalitære liberalisme som Rawls selv tilhørte og libertarianismen, hvis vigtigste tænker var hans Harvard-kollega Robert Nozick I Nozicks hovedværk Anarki, stat and utopi var udgangspunktet netop den rawlsianske filosofi 268 Den radikale individualisme, de universelle ukrænkelige menneskerettigheder, det nationaløkonomiske analyseapparat og den konstruktivistiske politiske etik Til gengæld nåede Nozick frem til et modsat syn på omfordeling En detalje i et idéhistorisk perspektiv

Når vi bruger begrebet ‘liberalisme’ er det derfor i den fagfilosofiske betydning Den dækker både over den kontinentaleuropæiske og amerikanske betydning af ordet 269 De er begge

varianter af liberalismen, men har forskellige bud på, hvordan og i hvilket omfang, staten skal sikre den enkeltes frihed og muligheder Således betragtet er stort set hele det politiske spektrum fyldt op med liberalister af forskellig kulør Thatcher, Ronald Reagan, Tony Blair og Poul Nyrup Rasmussen er alle repræsentanter for en form for liberalisme Socialliberale er mere tilbøjelige til at bruge omfordeling til dette formål end højreliberale eller libertarianere, som ønsker en mindre stat Men anliggendet er det samme: Fremskridtet må og skal gå mod stadig større muligheder for at den enkelte kan udfolde sig i overensstemmelse med sine præferencer og lyster Med så få begrænsninger fra det omgivende samfund som muligt Frihed og frigørelse

De daglige politiske trakasserier handler om, hvor store skatterne skal være, hvem der skal have hvor mange penge, hvordan vi kan skrabe flere penge i kassen og den slags Men liberalisterne på tværs af de store politiske partier ser reelt utroligt ens på verden

Den store, politiske kamp i sidste halvdel af forrige århundrede stod mellem kommunisme og liberalisme – og liberalismen vandt eftertrykkeligt Men allerede inden da havde den øvet afgørende indflydelse på vores offentlighed, demokrati og på vores opfattelse af mennesket De seneste århundreder har været en glidende udvikling hen imod stadig mere liberalisme, selvfølgelig med visse ophold og undtagelser Men overordnet betragtet er der stort set ikke den politiske samfundsinstitution i Vesten, der ikke er liberal; og individualismen er det absolutte udgangspunkt for de fleste i de fleste henseender

Som den politiske tænker Patrick Deneen har påpeget, er liberalismens største opnåelse det, at den har ændret vores antropologi Den har omskabt vores verden i sit ideologiske billede 270 Antikken og den tidlige kristendom så mennesket som essentielt vævet ind i sin omverden Han eller hun blev først og fremmest defineret ved sin rolle i forskellige kollektiver – familie, lokalsamfund, bystat Individet som klart afgrænset og bærer af forskellige rettigheder er en opfindelse, som hører nyere tid til Med den klassisk liberale tænknings opståen i 1600-tallet får vi pludselig et nyt menneske,

der er defineret ved sin individualitet i naturtilstanden Individet fødes frit og uafhængigt Det er så at sige atomiseret, og dets forhold til verden skal måles i, hvor gode dets muligheder er for at opretholde denne uafhængighed Verden er kaotisk og vi har derfor brug for en stat, der kan garantere vores rettigheder og levere en orden, som lader os udfolde os så meget som muligt Udgangspunktet er nu, at vi først og fremmest er individer, og at målet for tilværelsens godhed er mængden af frihed og uafhængighed af omverdenen Det gamle menneske blev defineret af sociale sammenhænge, som ofte var baseret på religiøse eller mytologiske forestillinger Disse var irrationelle og en hæmsko for de ‘rene’ rettigheder, liberalismen deducerede sig frem til På den måde blev opløsningen af den overleverede kulturs normer et nødvendigt biprodukt af bevægelsen imod mere frihed Ikke sådan forstået, at den klassiske liberalisme var ligesom hadets filosoffer Liberalismen hadede ikke normerne specifikt, og den ønskede ikke at afskaffe den borgerlige orden Tværtimod ville den forbedre, forsikre og optimere alt det gode ved at fjerne det irrationelle, som ikke lod sig pusle ind i systemet af abstrakte principper

‘Frihed’ kom også til at betyde noget andet Fra ‘frihed fra at være slave af sine lyster’ til ‘frihed fra begrænsninger og tvang’ Den første definition hører antikken til og lægger sig op ad dydsetikken Den anden er vores moderne forståelse af frihed, der er ligeglad med den enkeltes karakter Det, der er gået tabt mellem de to forståelser af frihed, er præcis det, vi mangler i dag: forståelsen af, at moralske dyder, der deles i fællesskab, er absolut nødvendige for et samfund, der er godt at bo i for mennesker

Men er det da ikke godt, at man respekterer og anerkender og forsøger at bedre det enkelte individs vilkår? Vil vi tilbage til tyrannisk kollektivisme og stammetænkning? Bestemt ikke! Selvfølgelig er et mål af anerkendelse af den enkelte godt, og selvfølgelig er der meget dårligt at sige om rigide stammekulturer Men der må være noget imellem de to yderpunkter; mellem fællesskabets tyranni og ekstrem individualisme, der opløser vores livsverden Vores argument bogen igennem har været, at den tænkning, der skal

frigøre individet fra dets familie, dets køn, Gud, dets land og dets arv, skader den enkelte Og det er åbenlyst heller ikke sådan, at alle normsættende kollektiver er tyranniske Familien er et kollektiv, vi er bundet til af en blanding af pligt og kærlighed – det samme gælder kirken og nationen Det er eksempler på fællesskaber, vi fødes ind i, og som det er umuligt at tænke os uden Du eksisterede ikke uden dine forældre og bedsteforældre Og du er født et bestemt sted på et bestemt tidspunkt i en bestemt kultur Du er altid allerede indlejret, når du kommer til verden Med denne indlejrethed følger forpligtelser; over for vores familie, lokalsamfund og øvrige kontekst Er sådanne forpligtelser et overgreb? Det vil kun det mest asociale væsen hævde Og alligevel er det, hvad der indirekte bliver hævdet, når individets ret til uhæmmet udfoldelse og frihed fra andres moralske dom møder traditionelle normer Eksemplerne herpå er endeløse

Det vil også sige, at liberalismens antropologi er falsk Den postulerer uafhængighed, hvor der er afhængighed Den postulerer afgrænsethed, hvor grænserne er flydende (hvilke tanker er dine egne, og hvilke er et sammensurium af andres forestillinger og indtryk?) Den postulerer, at den rationelt kan udvikle en bedre verden – men den verden, den er med til at skabe, gør i stigende grad folk ulykkelige, angste, ensomme og destruktive Når værdier følger individet i stedet for kollektivet, tømmer det kollektivet for værdi Hvilket går ud over os alle

Lad os hermed vende tilbage til spørgsmålet i afsnittets indledning: hvorfor er moralen fraværende fra den politiske debat? Hvorfor er de moralske spørgsmål, vi har gennemgået i bogen, sekundære i den offentlige samtale? Svaret er, at det er sfærer af livet, som liberalismen ikke beskæftiger sig med Derfor vil hverken højre- eller venstreliberale finde det passende at bringe dem ind i samfundsdebatten

For hvad er liberalisme i sin grund? Den er en teori om forholdet mellem individ og stat Hverken mere eller mindre Den siger ikke noget om forholdet individerne imellem Den er med andre ord blind, døv og stum, når det kommer til socialitet, kultur

og moral Skal ægtefolk blive sammen for Guds og børnenes skyld? Skal man lade være med at få en unødvendig abort? Skal forældre være autoriteter? Skal voksne børn selv passe deres gamle forældre? Er pornografi godt? Skal borgerne i et land prioritere hinandens ve og vel over resten af verdens? I det omfang, det liberale gemyt har noget at sige om slige sager, vil det være progressivt, i betydningen: hvad der end optimerer den enkeltes frihed fra begrænsninger Hvilket er en fattig tilgang til tilværelsens og samfundets store spørgsmål

Det forklarer også, hvorfor vi kan spore en form for indbygget modstand i liberalismen mod at forholde sig til den slags: den har ikke de intellektuelle redskaber til at greje dem, og den ønsker egentlig heller ikke at beskæftige sig med dem, fordi det ligger uden for stat-individ-aksen Liberalismen vil aktivt ikke beskæftige sig med samfundets og den enkeltes moral, fordi dens etiske udgangspunkt er, at man skal beskæftige sig med politik Det, der handler om, hvordan man skal leve sit liv, må folk selv finde ud af Det er så at sige den upolitiske sfære af tilværelsen Det betyder, at disse afgørende spørgsmål ikke er en del af den offentlige samtale længere

Det, der tæller, er statens rolle og størrelse, hvilket højre- og venstreliberalister så skændes om Det er derfor, den offentlige debat primært udgøres af skærmydsler om skattetrykket, arbejdsmarkedspolitik, forskellige gruppers og individers rettigheder osv Det falder inden for de kategorier, liberalismen har dømt passende for den offentlige debat Det urene, irrationelle, ikke-deducérbare moralske stads er henvist til kulturlivet, i hænderne på opløserne

Hvad gør det mig, at nogle kunstnere laver klatmaleri? Det må de da selv om, så længe det ikke skader andre Hvad gør det samfundet, at nogle lektorer underviser i queer-teorier? Det må de da selv om, så længe det ikke skader andre Osv Det er sådan hadets filosofi har kunnet vokse Overtage hele kulturelle fællesområder, sætte sig på uddannelse og dermed indoktrinering af de kommende generationer, bestemme smagen i nyhedsproduktionen, indholdet i kunsten Liberalismens svaghed er hadets filosofis styrke Og

kombinationen af de to har været overordentlig destruktiv for den borgerlige orden

Liberalismens gennemsyring af samfundslivet og debatten har også en anden negativ konsekvens: den har skabt en kollektiv følelse af, at historien ikke er noget, vi har indflydelse på Som om det bare er den vej, det må gå Globaliseringen har fløjet middel- og arbejderklassens identitetsgivende produktion langt væk Tilbage er en masse mennesker, der er blevet sat af udviklingen Overklassen har det fortrinligt og udvikler sig akademisk i de store byer, hvor magten, æren og mulighederne er samlet og går i arv til de liberales børn, som udgør det nye aristokrati Fremvæksten af overnationale institutioner har centraliseret magten og fjernet demokratiet fra almindelige menneskers lokale og nationale livsverden Modløshed, vrede og en voksende apati i forhold til det politiske er det foreløbige resultat af liberalismen Hvilket bliver accelereret af manglen på alternativer til den liberale fremskridtstænkning: der er kun én vej, og det er frem, mod stadig mere liberalisme i alle henseender Mere frihed, færre grænser, mere uafhængighed, mere destruktion af den gamle ordens hæmmende bånd Mere til de dygtigste og rigeste; mindre til de dumme masser, der endnu ikke har vist taknemmelighed over al den frihed og materielle overflod, liberalismen dog har givet De blev fortalt, at hvis de bare opgav deres land og lokalsamfund, produktion og kulturelle identitet til fordel for globaliseringen, ville deres tab blive godtgjort med masser af billige dimser fra Kina og fladskærme Tab af livsverden kompenseres med tom konsum

I denne indholdstømte verden bliver alt for mange fristet til at vælge en modkulturel identitet Finde et holdepunkt i tilværelsen, der er i modsætning til alt, hvad de kommer fra, som på mange måder havde vokset sig falsk og hult Søgen efter sådan et modkulturelt holdepunkt er i sidste ende længslen efter en substitut for Gud En destruktiv substitut, desværre Men der er et alternativ Den borgerlige orden