Det borgerlige liv er det egentlige

Som vi har set, har hadets filosofi især virket ved at opløse den borgerlige orden Ved at lægge det borgerlige liv og de mennesker, der levede det, for had Ved at tegne de borgerlige institutioner som falske, tyranniske og nedrivningskrævende Affortryllelsen og profaneringen af vores fælles livsverden var startskuddet til en omfattende ødelæggelse Uden Gud er alt som bekendt tilladt Det almindelige, borgerlige menneske – i den førpolitiske betydning – som levede et liv med en vis grad af pligt, mådehold og selvopofrelse på en bund af kristendom, er trængt i defensiven Latterliggjort på grund af sine værdier, sine livsvalg og alt, der i øvrigt udgør vedkommende I stedet har man talt til det moderne, eksistentialistiske menneske Et væsen, der først og fremmest er for sig selv, frisat fra pligt og kontekst

Udtrykt i en hegelsk analyse har det eksistentialistiske menneske to mulige livsveje 262 Det kan enten vælge sig selv, sin selvrealisering og personlige nydelse og anerkendelse Eller det kan vælge en sag, et større politisk mål, med en mening, der rækker ud over det, men ikke er forbundet til det levede liv Begge veje er utilfredsstillende ekstremer Mennesket har brug for noget, der forener det nære og konkrete med et større formål – altså noget sakralt Vi er sociale væsener Vi er ikke skabt til at være enkeltstående individer, men til at vokse op i nære, forpligtende fællesskaber Sådanne fælleskaber finder vi først og fremmest i familien Den helt nære,

den udvidede, men også i et omfang hos vores venner Her kan vi finde andre mennesker, som det er værd at leve og dø for

Med forbindelsen til det sakrale behøver det borgerlige menneske ikke at bruge al sin vågne tid på at tegne sin identitet og male de rette kulisser at føre sig selv frem i Dette sceneliv er fernis Det er tomt Hvilket også er angstprovokerende: selviscenesættelsen er falsk, og falskhed er altid foruroligende Ikke at de enkelte gerninger som sådan er af det onde, men de foretages af hensyn til udseende, ikke rigtighed, sandhed eller tanke på andre Det horisontale liv, hvor forbindelsen mellem det sande ord og den gode gerning er kappet Det er fristende at leve sådan, i overfladen, fordi vandspejlet er så rent og modstandsløst Men det er kun et billede, en fantasme Livet som det er i sin uredigerede nødvendighed og sin påtrængende fylde, findes nedenunder, i det mudrede, næringsrige vand Den, der lever sit liv horisontalt, er fordømt til skøjteløberens morbide frihed Den kan gå til højre, til venstre, hurtigt og langsomt, den kan lade sig vejlede af impulser, kan bevæge sig fremad og tilbage – det gør ingen forskel Det eneste, den ikke kan, er at slå rødder, altså at få del i verdens sjæl Det er også det, der gør hadets filosofi så toksisk: den avler mere had, mere vrede, når dens tilhængere har brugt årtier af deres jordeliv på ødelæggelse På ikke at skabe noget vedvarende På at bekæmpe det nedarvede På at modgå det borgerlige liv og på at leve kunstlet, søgt, iscenesat og vredt Drevet af had til det normale, det overleverede, det omgivende, rødderne Og animositet videregives til de næste generationer – eksempelvis med en ideologisk radikal klimasag, feminisme eller postkoloniale racismefantasier

Det borgerlige menneske derimod er loyalt, tager sig af sine nære og kære Det borgerlige menneske er lokalt Det borgerlige menneske er nationalt Det borgerlige menneske er integreret i verden ved at have så dybe rødder, at ingen sværmeriske ideologier kan blæse det omkuld Det borgerlige menneske er vertikalt, hvor det moderne, eksistentialistiske individ er horisontalt og derfor også vokser op uden en altafgørende borgerdyd, nemlig taknemmelighed

Det kan virke underligt, at vi tillægger et høflighedsrelateret ord så stor værdi Men det er i sin essens den positive modsætning til eksistentialismens fordømte frihed Blandt alle de borgerlige dyder, såsom pligtskyldighed, samvittighedsfuldhed og loyalitet, er taknemmelighed måske den vigtigste Det er en forudsætning for vores livsform, for det kristne samfund og dermed den borgerlige orden og de liv, der leves deri, at alt hvad vi ser, alt hvad vi har, er os givet Udgangspunktet er og bør derfor altid være et taknemmeligt hjerte For det første er vi blevet skænket livet Der findes ingen større gave – det skulle da lige være, at vi får lov til selv at give den videre, når vi får børn

For det andet er vi blevet skænket en verden, som er fyldt med skønhed, kærlighed, venskab, fantastiske mennesker, utrolige dyr, knejsende blå bjerge, rindende vand i klare bække, dybe skove, gyldne solopgange og lavendelfarvede blomsterenge Fyldt chokolade og duften af nybagt brød Vind i håret på cyklen om sommeren Knirkende sne under støvlerne om vinteren Barnestemmer på villavejen Ældre mennesker, hvis hoveder er fyldt med minder fra righoldige liv Rynker, der smiler af fylden Alle landene med deres løfter om eventyr Vores fælles viden, nedfældet i læderindbundne bøger og på computere Storslåede civilisationer, som dagligt forbedrer menneskets vilkår Det stjernespækkede kosmos og mikroskopiske organismer med alskens finurligheder

Og nutidens menneske har ekstra grund til taknemmelighed Vi er så heldige at vokse op i den fredeligste, frieste og mest velstående periode af historien Vi er undtagelsen, og vores tid er undtagelsen En lillebitte pause fra menneskehedens lange fortælling, som i høj grad har handlet om rå overlevelse, ubarmhjertig naturovervindelse, krig, sult og nød Hos os kan man have åbne blomsterhaver med ulåste cykler i skuret Man kan bygge smukke huse, som viser det åndelige overskud i menneske og samfund Man kan tage sin bil på arbejde, køre på behagelige veje, lave sund og velsmagende mad og ringe til sin oldemor fra udlandet

Det, Heidegger mener, vi er så uheldige at være ‘kastet’ ind i, og som hos Sartre er konteksten for den ‘fordømte frihed’, er

verden Vores smukke verden, som i hadets filosofi er blevet til et ondt, undertrykkende sted, der må besejres, ændres eller smadres Hvilket prædikes alle vegne fra I kunsten I litteraturen I uddannelsessystemet Verden og samfundet er grundlæggende uretfærdige og skal omkalfatres De mennesker, der gik i døden for at bygge det mest menneskevenlige samfund nogensinde i klodens historie, diffameres Vores børn lærer at hade den kapitalisme, der har løftet milliarder af mennesker ud af fattigdom Vores børn, unge og voksne lærer at hade de kønsroller, der har givet mening og eksistentiel hjemfølelse for de fleste mænd og kvinder op gennem tiden Vores børn lærer at skamme sig og ledes ved det, der har rundet dem

Det har en lang række destruktive konsekvenser En af dem er åndshovmodet, som er så giftigt som noget for et menneskesind Taknemmelighed som dyd lærer os at være ydmyge: at forstå vores position som de heldige modtagere af noget Det ligger dermed i tanken, at vi accepterer at være underordnet Giveren Altså Vorherre At være taknemmelig er at forkaste stoltheden og hovmodet, som gerne vil have os til at føle, at verden er tilfældig, og at vi er dens martrede kaospiloter, menneskeguderne Nej, man må strække sig lidt i ånden for at nå derhen, hvorfra man kan sige tak En øvelse, der er lige så smuk, som den er god

Desværre lærer vi at være utaknemmelige og se tingene gennem vredens og bitterhedens prisme Ja, verden rummer også frygtelige hændelser og onde mennesker, det er sandt Men det er en selvstændig opgave ikke at fokusere på det At fæstne sit øje på det onde er at lukke det onde ind Visse moderne menneskers perverse granskning af det onde sind i makabre krimier og gyserfilm, er det samme som at lukke ondskaben ind Vi behøver ikke at forstå det onde – vi skal forsage det, lukke det ned, hvor end det viser sig og overstråle det med lys

At se livet og verden som en gave, vi er blevet givet af nogen, altså Gud, gør naturligvis det borgerlige projekt, vi her opridser, grundlæggende kristent Betyder det, at man ikke kan være borgerlig (husk at vi ikke mener borgerlig i politisk betydning), hvis

man ikke er troende? Det gør det ikke, men vi vil vove den påstand, at forståelsen af det værdifulde i den borgerlige orden ligger i naturlig forlængelse af kristentroen

Det er desværre alt for sjældent, man hører folk udtrykke taknemmelighed Hvilket skyldes en blanding af vane, dovenskab, ligegyldighed og så den permanente vrede og utilfredshed, hadets filosofi har injiceret i alle samfundets lag, og som taler til råddenskaben i os alle

Om vi er taknemmelige eller ej farver alt, hvad vi kigger på og rører ved gennem hele livet Det leder til en anden pointe, vi gerne vil berøre: at noget sådant som ‘taknemmelighed’ ikke kun er en følelse – det er også et karaktertræk En social dyd, om man vil Taknemmelighed er et personlighedselement, der har givet os, som kollektiv, en række afgørende fordele Det taknemmelige menneske er ikke hovent, og dermed i højere grad villigt til at arbejde hårdt for at opnå de goder, det ønsker Det taknemmelige menneske ønsker at beskytte det, det er taknemmelig for, hvorfor det bliver sværere at opvigle ham eller hende til radikale omvæltninger, som kan true det kære Det taknemmelige menneske er klar over sit held og går derfor til livet med en grundlæggende ydmyghed, der gør ham til en god nabo, ven og landsmand: han sætter ikke sig selv først, fordi han er klar over, at hans vilkår som tildelt livet er et, han deler med alle andre levende

Og mens taknemmelighed nok er afgørende, er der andre sociale dyder, den borgerlige orden afhænger af Dyder, vores livsform ikke kunne have overlevet så langt foruden Man kunne formulere disse på utallige måder; vi fremhæver her sandhedssøgen, samvittighedsfuldhed, pligt, loyalitet, kærlighed og ansvarlighed

Søgen efter sandhed er ingen selvfølge I hvert fald i betydningen ‘objektiv’ sandhed, som noget, der i de fleste tilfælde kan verificeres analytisk eller empirisk (eller fænomenologisk, ved introspektion) Det er en vestlig foreteelse, der har præget vores fælles historie mere end det meste andet: hvor var videnskaben foruden, hvor var den fælles offentlighed, hvor var den hverdags-

lige tillid mellem mennesker, hvis ikke vi stolede på, at hinanden efterstræbte at sige sandheden?

Ja, kan man overhovedet kommunikere meningsfuldt uden sandheden som præmis? Måske, men i givet fald med voldsomme begrænsninger Det påvirker al tale, al udveksling mellem mennesker For selve det, at det du siger måske-måske ikke er sandt, trækker dybe spor ind i psyke, i socialitet, i kultur Er ordet et, der kan stoles på, eller fødes det med mistænkelighed som sin arvesynd? Ingen tillid uden sandhed Og intet sammenhængende, fredeligt samfund uden de to Når man kan stole på hinanden, kan man leve sammen i fordragelighed

Sandhedssøgen er en nødvendig dyd for det borgerlige samfund Driften mod sandhed – ja, pligten til sandhed – er endnu en livsvigtig arv fra kristendommen Bibelen er fyldt med referencer til nødvendigheden af at sige det sande, og til synden i løgnen ‘Amen’ betyder ‘i sandhed’: hver en bøn afsluttes med en hyldest til sandheden Tænk på, hvilken betydning, det har haft, for de millioner og atter millioner af mennesker, der dagligt har bedt til Vorherre og afsluttet således

At tale sandt er en spejling af vores samvittighed, der byder os at gøre det rigtige Og hvorfra ved vi, hvad det rigtige er? På vores breddegrader hidrører også det fra den kristne moral At følge sin samvittighed er at følge et moralsk bud; den er indlejret i den enkelte, men er samtidig almen

Samvittighedsfuldhed er at udføre sine gerninger med pligtskyldighed og ordentlighed under ansvar over for Gud Det ligger i vores protestantiske etik, at vi ikke bare skal arbejde så hårdt, det kræves, men også gøre det rigtigt Belønningen er, at vi, efter endt samvittighedsfuld gerning, kan se med glæde på det, vi har udført Forbilledlig for det samvittighedsfulde menneske er den professionelt stolte håndværker, der ikke afslutter sit arbejde, før resultatet lever op til alle standarder Ikke fordi vedkommende får sin løn, men fordi arbejdet også reflekterer hans virke i verden, som menneske På den måde gestalter samvittighedsfuldheden sig fra det enkelte sind og ud i omgivelserne, hvor den præger samfundet

positivt, hvilket igen reflekterer tilbage på ophavspersonen som noget opbyggeligt og en kilde til stolthed og mening

På samme måde er det, når vi gør vores pligt, meningsfuldt for os: at gøre det rigtige, fordi vi skal og ikke fordi det lige var det, vi havde lyst til, forbinder os med det fællesskab og den verden, der har brug for pligten for at fungere Vi gør os dermed til opretholdere af det samfund og den orden, vi profiterer af, og kan se os selv som betydningsfulde og behøvede, som nogen, der har en plads at udfylde Hver gør det på sin særlige måde, men til det fælles gode Pligten er lystens modsætning og dermed noget, der med nutidens målestok er håbløst forældet Ikke desto mindre er det på grund af mennesker, der gjorde deres pligt, at vi har arvet så velfungerende, frit, trygt og velstående et samfund Og det er ikke mindst, når vi gør vores pligt, at vi løfter os ud af selvoptagetheden og ind i det almene, hvor vores liv giver resonans i andres

At gøre sin pligt er også at handle i loyalitet over for dem eller det, man står i et ansvarlighedsforhold til Det kan være familien, vennerne, myndigheder eller sit land Loyalitet er, som sanddruhed og samvittighedsfuldhed, afgørende for vores tillid til hinanden I kulturelt homogene samfund som de europæiske er der en høj grad af tillid mellem borgerne, og denne tillid skyldes ikke mindst, at vi kan forudsætte at vores umiddelbare næste er loyal over for de samme rammer som os Vi vil begge vores lands bedste, vi vil begge gerne støtte de bærende institutioner i samfundet, og vi vil begge gerne være loyale venner Loyalitet er således en blanding af pligtskyldighed og kærlighed Loyalitet over for venner er ikke komplet sammenlignelig med loyalitet over for ens land, men ens for begge følelser er ønsket om at være oprigtig, gøre det rigtige og kærlighed Vi er loyale over for vores land, fordi vi elsker det, og gerne vil beskytte og videreføre det Alle tre sentimenter er også forbundet med ansvarligheden som både følelse og dyd: vi tager ansvar for noget, når vi insisterer på at være oprigtige, på at handle korrekt, og når vi elsker

Som det måske fremgår, er der mildest talt glidende overgange mellem disse dydsbegreber For hvor slutter loyaliteten og hvor

begynder kærligheden? Det er faktisk ikke afgørende, i hvert fald ikke for vores ærinde Det vigtige er, at den borgerlige orden først og fremmest er betinget af en række karaktertræk, som borgerne må være bærere af Om man så formulerer dem på den ene eller anden måde, med skarpere eller mildere definitioner, er ikke så væsentligt Uden disse karakteristika hos borgerne var den orden, vi har beskrevet, den vestlige livsform, slet ikke mulig Det begynder med idéer, med det, der er i sjælen

Som det forhåbentlig fremgår, har alle disse sociale dyder det til fælles, at de på en eller flere måder er udtryk for kristen etik Måske er de blevet sekulariseret, men det fjerner ikke deres rødder Og roden er kristendommen Det er derfor ikke tilfældigt, at den første og mest rabiate opløser, vi nævner, Nietzsche, parafraserede Jesus med sin Zarathustra/Antikrist-figur Modsætningen til Jesus er også modsætningen til sandhed, pligtfølelse, kærlighed, loyalitet og ansvarlighed Zarathustra er ren vilje til magt; han eksisterer kun for sig selv, og i det omfang, han skaber noget, er det for hans egen lyst Et samfund af Zarathustraer ville meget hurtigt ende som helvede på jord

Den opmærksomme læser vil også, i borgerdyderne, se en forbindelse til Heideggers ‘Das Man’ For er det ikke nogenlunde ham, vi her har beskrevet? Jo, det er det Det er det almindelige, uspektakulære menneske, der gør sin pligt, siger sandheden, er loyal over for det omgivende samfund og ikke sætter sig selv først Denne kedelige figur er selve forudsætningen for alt det gode, vores samfund er At have gjort ham og hende til mål for spot og udskamning er en historisk nederdrægtighed Heldigvis behøver man ikke respektere hadets ideologer og deres værdidomme Man kan afvise dem som det, de er: opløsning og identitetsprojekt for folk, der hader det samfund, de er født i Skulle kunstneren, den selviscenesættende, selvcentrerede, ødelæggende, skabagtige karakter være mere egentlig eller, med Sartres ord autentisk, end det menneske, der gør sin pligt, får elskede børn, passer på dem, er loyal over for sin ægtefælle og slår rødder i verden med sin livsfylde og sit dybe, omfattende ansvar? Selvfølgelig ikke Tværtimod Uegentligheden