Hadets første filosof

faktisk adskillige, nye bud på meningen med livet Bud, der ikke havde det mindste med rationalitet at gøre

De følgende afsnit er et forsøg på at vise, hvad vi satte i stedet for Gud Hvilke idéer, vi erstattede Gud med Derfor handler vores fremstilling langt mere om filosofi end om historie Vi præsenterer idéerne ved hjælp af de mest indflydelsesrige tænkere og håber at kunne vise, hvordan deres tanker er forbundne Ingen tænker er fuldstændig original Alle bygger videre på tanker, andre har tænkt før dem Derfor er det ikke ligetil at afgøre, hvor man skal begynde en historie om idéer

Vi har valgt at begynde fortællingen i slutningen af 1800-tallet med Friedrich Nietzsche Det er med ham, vi ser det første, afgørende brud med den kristent funderede samfundsmoral I hans levetid havde Tyskland allerede etableret sig som Vestens intellektuelle supermagt England var måske foran industrielt, men som kulturnation var Tyskland absolut i front Og inden udgangen af århundredet var Nietzsche den førende tænker i den førende nation

Hadets første filosof

Nietzsche er også den vigtigste tænker i vores fortælling om hadets filosofi Vi bruger her det neutrale begreb ‘tænker’, men man kan nok mere præcist beskrive ham som en mystisk digterfilosof Og det er ikke ment polemisk Hans stil er en blanding af digte og bevingede ord, og det står ikke nødvendigvis klart for læseren, at der er tale om filosofiske værker Slet ikke i Nietzsches samtid Oprindeligt var han en meget lovende professor i filologi, men dårligt helbred og ønsket om at beskæftige sig med filosofi fik ham til at opsige sit embede På mange måder blev den svage fysik bestemmende for hans liv Han led af dårligt syn, betændte ører, kvalme, tarmproblemer, gulsot, søvnløshed og ikke mindst hovedpiner, der kunne være så voldsomme, at de var invaliderende I et enkelt år opgjorde han eksempelvis, at en tredjedel af tiden var gået med akut sygdom Med hans egne ord hørte han til de anæmiske og nervesvækkede mennesker, der rejste fra kursted til kursted

Således levede han efter sin tid som professor en omstrejfende nomadetilværelse uden ejendele eller statsborgerskab Han boede forskellige steder, især i Italien og Schweiz, og gik dagligt 8-10 timer for sig selv, hvis han ellers var rask nok til det Dertil var han sandsynligvis både overmedicineret og fejlernæret 8 Det var i denne ulykkelige periode af sit liv han skrev størstedelen og de vigtigste af sine værker Stort set uden anerkendelse i øvrigt, og jævnligt kæmpede han med sin forlægger for overhovedet at få udgivet sine bøger Gennembruddet kom først, da han blev opdaget af litteraturkritikerstjernen Georg Brandes i 1888, der efterfølgende holdt en række forelæsninger om ham i København Nietzsche skulle have besøgt Brandes ved den lejlighed, men måtte aflyse grundet sit dårlige helbred Han mistede kort efter forstanden De sidste 11 år af sit liv levede han først på galeanstalter og blev siden varetaget af sin nazistiske søster, der styrede hans arv de følgende årtier

Hvis man uforberedt giver sig i kast med Nietzsche, er der ikke megen mening at hente Teksterne skal med hans egne ord drøvtygges og fortolkes Og selvom hans budskaber i og for sig er simple, er de pakket ind i så mange snørklede og allegoriske udsagn, at man kan bruge dem til lidt af hvert – man kan tolke ham ind i snart sagt enhver kontekst Bag den underlige form ligger imidlertid en klar og let forståelig filosofi, som skulle vise sig at få altafgørende betydning for det 20 århundrede I 1872 havde Nietzsche udgivet sit første værk, Tragediens fødsel, der overfladisk set er en filologisk analyse af den antikke græske kultur 9 Det originale og kontroversielle budskab var påstanden om en overset, sanselig og viljestærk græsk ur-kultur, der angiveligt blev ødelagt af den kolde rationalisme, først og fremmest inkarneret i Sokrates De fleste tænker måske snarere, at Sokrates er helten i den græske kulturhistorie, men for Nietzsche er han den store skurk Som filologisk analyse blev Nietzsches debutværk bredt afvist, men som moralfilosofi er det tydeligt, at det rummer nogle grundelementer til hans senere tænkning Skurken Sokrates repræsenterer det apollinske (efter guden Apollon), der står for det

rationelle, det ordnede, det kontrollede Helten er Dionysos, der repræsenterer det sanselige, det ekstatiske og det tragiske

Denne analyse var først og fremmest en kommentar til samtiden Det var grækernes overgivelse til den apollinske, rationelle sokratisme, der gjorde vold på deres egen livsduelighed På samme måde blev den vestlige verden stadig mere forstenet i fornuft, mådehold og kristen dydighed Ikke mindst tidens tyske kultur

Men lige så dekadent og livstræt Nietzsche mente, at den tyske kultur var blevet, lige så stort mente han, at potentialet for en dionysisk vækkelse var Dionysos repræsenterer den vestlige kultur før den blev ødelagt af kristendommen, og den dionysiske lære var således en antikristen lære Dionysos skulle ganske enkelt forstås som Antikrist.10

Og det er dette, opgøret med kristendommen og dens moral, som udgør kernen i Nietzsches tænkning og er til stede fra start til slut Men i forfatterskabet efter Tragediens fødsel bliver hans frådende had til kristendommen mere råt og utilsløret Universitetsprofessoren er væk og erstattet af digterfilosoffen I Menneskeligt, alt for menneskeligt fra 1878 er den filologiske kulturkritik således erstattet med filosofiske aforismer: korte paragraffer med strøtanker, observationer og ræsonnementer 11 Det er her fritænkeren, som senere bliver til det nietzscheanske overmenneske, første gang introduceres Menneskeligt, alt for menneskeligt behandler så forskellige emner som ægteskab, høj- og lavkultur og metafysikkens store spørgsmål Men det er teksterne om moral, der er særligt interessante for os Heri åbenbarer Nietzsche den radikalitet og slagkraft, hvormed han ønsker at angribe kristendommen Han vil opbryde selve forestillingen om, at der findes noget godt og noget ondt Hvilket for eksempel betyder, at der ikke eksisterer noget sådant som ‘onde’ handlinger Det, vi (fejlagtigt) kategoriserer som ‘onde’ gerninger, er bare udtryk for selvopholdelsesdrift eller gøres med individets henblik på at opnå lyst og undgå selv smerte 12 Ja, de onde gerninger er ligefrem uskyldige, og ondskaben er harmløs, fordi den jo ikke har den andens smerte som sit mål 13 Selv når én person volder en anden smerte med vilje, er der ikke tale om

ondskab, men om nødværge: for så vidt som der er lyst forbundet med handlingen […] sker handlingen for at opretholde individets velbefindende og falder dermed ind under et lignende synspunkt som nødværgen.14 Ondskab er nødværge og findes derfor ikke som pol på det moralske barometer Der er i det hele taget ikke noget moralsk barometer, i hvert fald ikke i den binære, kristne forstand Der findes i stedet viljer og deres kamp om lyst, som er en kamp om liv Hvis en mand slår et barn ihjel, og samtidig nyder det, er det altså ikke en ‘ond’ handling, men et stykke harmløst nødværge, som i sidste ende blot handler om den noble selvopretholdelse

Med kampen mod kristendommen således indledt fortsætter Nietzsche sit forehavende i først Morgenrøde fra 1881 og Den muntre videnskab fra 1882 15 Det er i sidstnævnte værk, at det berømte udsagn om Guds død findes 16 Det skal ikke forstås i bogstavelig forstand, men i betydningen, at den kristne verdensopfattelse allerede på Nietzsches egen tid var svækket Med den kristne vestlige verdensopfattelse menes stort set alt Vores forestilling om godt og ondt Hvad der er rigtigt og forkert Pligter, normer, traditioner Hvad der er skønt og grimt Ifølge Nietzsche intet andet end falske postulater, som holder menneskeheden tilbage i livshæmmende misundelse over de få, der tør og kan Hvis menneskeheden skal videre mod næste trin, er der intet andet for end at bryde de gamle, etablerede sandheder ned

Samtidsmennesket var for Nietzsche blot et mellemstadie i udviklingen fra dyr til overmenneske 17 Denne idé er intetsteds tydeligere end i hans hovedværk Således talte Zarathustra. Her præsenteres læseren for de væsentligste tanker gennem eneboeren og profeten Zarathustra, som måske bedst kan opfattes som en blanding af Jesus og Nietzsche selv Zarathustra vandrer og prædiker sin filosofi for vidt forskellige slags publikum, med det primære formål at finde følgere, der forstår vigtigheden af og ønsker overmenneskets komme Med fabeldyr, digte, aforismer og utallige referencer til Bibelen fremstår bogen som en religiøs tekst, og den kritiske læser får uvægerligt indtryk af, at den megalomane Nietzsche er grundlæggeren af en ny religion Det bliver i øvrigt

bekræftet af, at Nietzsche refererede til den som et femte evangelium, og i sin selvbiografi kalder han sig selv for en rival til Jesus

18

Det skorter heller ikke på lignelser ganske som i de hellige bøger, Zarathustra tydeligt er en pastiche over Blandt de kendteste er fortællingen om kamelen, løven og barnet, der symboliserer de tre stadier i udviklingen hen imod overmennesket: fra kamelen, som repræsenterer selvdisciplin, over løven, der skal konnotere selvstændighed og til barnet, der står for den uskyldsrene, skabende glæde ved livet Der er mange temaer i det flygtigt og sine steder dunkelt skrevne værk, men retningen er den samme som i de tidligere (og efterfølgende) skrifter: et opgør med kristendommen og nedrivningen af den gamle moral samt etableringen af en ny ditto, inkarneret i overmennesket

Den nye moral er i al sin enkelhed, at der ikke er nogen Er det forkert at slå ihjel, spørger Zarathustras tilhængere ham? Det kan han ikke svare på, for der er ingen sandhed, ej heller et ‘godt’ eller et ‘ondt’ Med Guds død er der intet universelt rigtigt eller forkert Og der er intet, der er større end mennesket selv

Nietzsche er blevet kaldt nihilist, men det afviste han selv, og betegnelsen er også misvisende 19 For det første, fordi han selv hylder forskellige værdier i sine bøger For det andet, fordi mennesket har en rolle, eller en natur, om man vil, som det bør forfølge, nemlig viljen til magt Ja, selve dette at værdsætte udtrykker viljen til magt 20 Ikke en politisk magt, men en magt til at bestemme over virkeligheden Mennesket opnår magt over livet ved at erkende, at kun det selv kan afgøre, hvad sandheden er Mens det sidste menneske tror på en fast sandhed og er forstenet i den livstrætte videnskab og materialisme, har overmennesket forstået, at ‘sandhed’ ligesom alt andet er dynamisk; det er noget, der bliver til og forgår Hvert folk, hver tid, sin sandhed – her har vi i øvrigt en forløber for den senere socialkonstruktivisme

Overmennesket adskiller sig fra den gemene hob – dem, Nietzsche med karakteristisk misantropi kalder de alt-for-mange – ved muntert at ødelægge det, de bagstræberiske bærere af den kristne moral, står for

21

»Jorden« – sagde han – »har en hinde, og denne hinde har sygdomme. En af disse sygdomme hedder ‘menneske’ «22

Overmennesket giver sig selv et godt og et ondt og hænger sin vilje op over sig som en lov 23 Han foretrækker afsondrethed frem for byens rakkerpak, som flokkes på markedspladsen, som små og ynkelige giftige fluer, der river det fine og ædle overmenneske til blods i jalousi over selv at være middelmådigt 24 Det er billeder som dette, der giver Zarathustra den besynderlige styrke, som formentlig er årsag til dens kultstatus

Et andet væsentligt tema i Zarathustra er idéen om den evige genkomst Tanken er, kort fortalt, at vores liv er én lang række af begivenheder, der gentager sig uendeligt Det vil sige, at ikke bare hver en glæde, men også hver en sorg, hvert et tab, hver en smerte og lidelse vil gentage sig i al evighed Nietzsche introducerede først denne idé – der ikke skulle tages bogstaveligt, men var ment som et tankeeksperiment – som han kaldte den tungeste vægt i Den muntre videnskab Her spørger han læseren, om denne ville reagere herpå med rædsel, eller sige aldrig har jeg hørt noget mere guddommeligt!25 Undermenneskene ville grues, mens overmennesket ville fryde sig På den måde kunne Nietzsche bruge den evige genkomst til at tydeliggøre overmennesketænkningen: det er dette at kunne sige et så dionysisk ‘ja’ til livet, at man ville gentage hver en lidelsesfuld oplevelse ned til mindste detalje – i én uendelighed – der karakteriserer Nietzsches idealmenneske Først der, hvor man vitterligt intet fortryder, har man taget magten over livet Og for at gøre det, må man altså efterlade den gamle moral; ikke mindst medfølelse, anger og sondringen mellem godt og ondt Nietzsche går så langt som til at kalde den messianske Zarathustra for en samvittighedsblodigle

26

Zarathustras vandringer kulminerer med, at den Jesus-lignende profet får samlet sig en beundrende kreds, som giver ham følgeskab ind i det, Nietzsche kalder den store middagstime Det er her, når solen står i zenit – for overmennesket kaster ingen skygger, og har ingen dårlige kopier slæbende efter sig – at omvæltningen af den