13 minute read

Fordømt til at være fri

Next Article
Noter

Noter

Heideggers mest betydningsfulde arv til eftertiden Det andet spor handler om bundethed til man’et, de andres overherredømme og den usynlige magt Altså at der er en form for strukturer i samfundet, der undertrykker os og holder os nede 56 Denne (post) strukturalisme ser vi i ren form hos en anden fransk filosof, Michel Foucault, hvor muligheden for frigørelse til gengæld er reduceret til en svag forhåbning Ham vender vi tilbage til

De to spor kan selvfølgelig ikke fuldkommen adskilles Hvis man vil gøre sig fri, er der et ‘noget’, man gør sig fri fra Kald det magt, strukturer, kristendommen eller vores medmenneskers forventninger Men som populært budskab sælger det nok bedre at kalde det frigørelse, end at vi skal bryde et eller et andet ned Hos Sartre fik vi den rene frigørelse, og det budskabs enorme popularitet kan ingen vist benægte

Fordømt til at være fri

Efter Anden Verdenskrig var det tydeligt, at opgøret med den gamle verden var gået galt Grueligt galt Nietzsches disciple, Mussolini og Hitler, havde tabt krigen, og med deres nederlag døde den menneskefjendske dyrkelse af den stærkes vilje til magt

Alle tænksomme mennesker spurgte, hvordan det kunne gå så galt, og den filosofiske tænkning efter Anden Verdenskrig er i udpræget grad en negativ reaktion på nazismen I den politiske filosofi betød det opblomstringen af liberalismen Frihed, individualisme, magtdeling, kapitalisme og demokrati Vi fik FN og den universelle menneskerettighedserklæring USA påtog sig en rolle som vogter af disse liberale værdier og opfattede dem som universelle Det var ikke Vestens værdier Det var alles værdier Altså i Vestens selvforståelse

Hovedmodstanderen var naturligvis Sovjetunionen, der havde bibeholdt det gamle totalitære tankegods Og den socialistiske tænkning udgjorde et egentligt alternativt til den liberale ideologi Men liberalismen vandt gradvist mere og mere terræn, og med murens fald og Sovjetunionens sammenbrud var sejren endelig

Kulminationen var måske Francis Fukuyamas Historiens afslutning og det sidste menneske, der erklærede den politisk filosofiske debat for overstået Liberalismen havde vundet

Som reaktion på nazismen var den nye liberalisme først og fremmest optaget af forholdet mellem individ og stat Hvordan vi kunne indrette samfundet, så individer var beskyttet mod statens overgreb Deling af magt, institutioner til at sikre os mod overgreb og individuelle rettigheder som ukrænkelige Men hvad med livet? Det interessererede liberalismen sig ikke nævneværdigt for

I det hele taget handlede den store politiske strid mellem øst og vest om politik og økonomi Hvilken styreform skal vi have? Hvad med individuelle rettigheder? Hvad med arbejdsløsheden og underskuddet på de offentlige finanser? Hvad vi bør gøre med vores liv, var ikke særlig relevant i den konflikt

Det betød naturligvis ikke, at diskussionen om livet ikke var der De, der ville have revolution og socialisme, havde også stærke forestillinger om, hvordan mennesker skulle leve deres liv Det hang uløseligt sammen Idealet om det kommunistiske samfund handlede også om at få et lystbetonet liv, om fri sex, nedbrydning af normer, opløsning af familien og i det hele taget et opgør med den eksisterende måde at leve på Liberalismen sejrede ganske vist over drømmen om et socialistisk samfund Den liberal-demokratiske styreform med markedsøkonomi viste sig at være de socialistiske alternativer massivt overlegen i enhver henseende Men de liberale deltog aldrig i kampen om, hvad det gode liv er Derfor tabte de den Den pointe vender vi tilbage til i bogens epilog

Efter Anden Verdenskrig var det naturligvis ikke oplagt, at et ideal om autenticitet skulle blive hvermandseje Det var jo en førende nazist, der havde udtænkt det! Derfor var det heller ikke sket – i hvert fald ikke så hurtigt – uden den franske filosof JeanPaul Sartre Han var ikke nær så stor en filosof som Heidegger og var hverken dengang eller nu anerkendt som sådan Til gengæld nåede han langt større udbredelse, og må betragtes som det 20 århundredes formentlig mest kendte tænker Hans popularitet i dag er dog for intet at regne mod hvad den var i samtiden I efter-

krigstidens Frankrig var Sartre kongen af det kulturelle etablissement Han sad på filosofi, teater og litteratur og nåede ud i brede kredse som få andre i historien

Han fik sit gennembrud kort før Anden Verdenskrig med romanen Kvalme Titlen er en direkte reference til Nietzsche og dennes beskrivelse af kvalmen ved at være til I Kvalme oplever romanens hovedperson Antoine Roquentin en stigende livstræthed på en bund af eksistentiel krise Alting virker meningsløst, ligegyldigt og falsk, og han kan ikke holde sin kvalme tilbage Til sidst indser han, at kvalmen er et grundvilkår for den menneskelige eksistens, der vitterligt ikke har noget formål eller nogen mening Den er, hvad vi gør den til

Det er som filosof, at Sartre har haft størst betydning Men udbredelsen er blevet langt større, fordi han som romanforfatter er mere tilgængelig, og fordi eksistentialismen ud over at være en filosofisk tradition også blev en litterær bevægelse I denne tradition blev en anden franskmand, Albert Camus, endnu mere kendt Hans korte gennembrudsroman Den Fremmede fra 1942 handler om en almindelig mand, der tilsyneladende er ligeglad med alt Han udviser ingen følelser over sin mors død, han opfører sig komplet umoralsk over for en kvinde og ender med at skyde en araber på en småpsykopatisk indifferent måde Først til sidst afslører han følelser, nemlig arrigskab over en præst, og udtrykker ligesom i Kvalme en vrede over det meningsløse i tilværelsen og moralske domme I bogens sidste sætning erklærer han, at han håber, der vil komme mange tilskuere til hans henrettelse og hilse ham med hadefulde råb Det absurde og meningsløse er kendetegnende for eksistentialismen som litterær tradition, mens den filosofiske eksistentialisme (i hvert fald efter Anden Verdenskrig) får et mere handlingsorienteret budskab

Mødet med Heideggers filosofi var afgørende for, at Sartre gjorde eksistentialismen til en filosofi frem for blot en litterær bevægelse Han blev som så mange andre indkaldt til hæren, og under krigen sad han i nazistisk fangelejr, hvor en tysk befalingsmand udleverede Væren og tid til ham Den blev skelsættende, og

inden krigen var slut, havde han udgivet sit filosofiske hovedværk Væren og Intet, der kombinerede de nietzscheanske tanker fra Kvalme med Heideggers tænkning

Kernen i Væren og Intet er opdelingen af væren-i-sig og værenfor-sig Tingslig og menneskelig væren Dermed også sagt, at Sartres mere potente budskab let fortaber sig i dunkle værens-analyser, selvom han dog er mere tilgængelig end Heidegger Sartre beskriver den tingslige væren som ubevidst, uforanderlig og med en determineret natur Et æble er således et æble, der er determineret til at være et æble Den menneskelige væren er derimod bevidst om sig selv, er foranderlig og har ingen determineret natur Der er ikke noget rigtigt og ikke noget forkert Gud er borte, og fuldkommen ligesom Nietzsche erkærer Sartre, at ingenting absolut ingenting, retfærdiggør min antagelse af denne eller hin værdiskala.57 Der er ikke noget rigtigt og ikke noget forkert Denne ikke-bestemte natur er med andre ord den intethed, der er menneskets realitet Mennesket er ikke noget Det er bare Det har ingen bestemt mening

At være dømt til intethed har imidlertid også en positiv vinkel Vi er frie! Der er ingenting, der hverken belaster eller stiller hindringer i vejen for friheden Når vi ikke er noget, betyder det samtidig, at vi kan gøre, hvad vi vil At være fri er at være fri til at ændre 58 Vælge vores egen mening med livet Vores egen sandhed Vi er ikke begrænsede af, hvad andre mener, er det rigtige Hvordan andre vil leve deres liv Vi er alle frie til at være et nietzscheansk overmenneske (hvis vi vil) At være menneske er at søge at være Gud; eller, om man vil, så er mennesket grundlæggende begæret efter at være Gud, som han formulerer det 59 Frihed for Sartre er dermed ikke fravær af tvang, som er den liberale opfattelse Selv en slave er fri i Sartres betydning Frihed er, at vi kan vælge vores egen mening og selvopfattelse

Det lyder umiddelbart positivt med al den frihed, men det er også en forbandelse Vi er overladt til at genskabe os selv uden nogen form for faste holdepunkter Vi kan ikke engang vælge friheden fra, og det ikke at vælge eller handle er også et valg, hvilket Sartre gentager igen og igen 60 Det gør os angste Vi er det grund-

løse grundlag for værdierne Vi vil altid være i tvivl For vi er pinligt bevidste om, at de værdier vi har valgt, er nogle, vi lige så godt kunne kaste bort igen

Og vi er særligt ilde stedt, fordi menneskets tragiske skæbne er, at det netop stræber efter at være noget Vi vil have en fast identitet Noget vi kan hvile os selv i Teknisk formuleret af Sartre som ønsket om at blive uforanderlige ligesom den tingslige væren Selvom det er umuligt Den menneskelige væren er i fundamental modstrid med den tingslige verden Vi er fordømt til at være frie Når vi kommer til at opfatte os selv som tingslige, skyldes det et bedrag Et selvbedrag, der skal give os mening i en omverden af meningsløshed For at beskytte os mod intetheden, er menneskelivet derfor fyldt med selvbedrag og ond tro Vi bilder os selv ind, at vi er fanget i en tilfældig rolle Som ægtefælle Som tilhørende en bestemt nationalitet Havende et bestemt erhverv En bestemt religion Et bestemt ansvar Det passer ikke ifølge Sartre Vi kan altid vælge Vi er ikke bundet af fortiden Tværtimod skal vi overskride selvbedraget om en uforanderlig tilværelse Det autentiske menneske er ikke bundet, men vælger selv Det opfatter ikke andre mennesker som tingslig væren i en bestemt rolle, men som ligeså ubundne og foranderlige som det selv Det fordømmer ikke Den indre konflikt, mennesket oplever, er altså den samme, som vi møder andre mennesker med Er vi selv uautentiske, optræder andre for os som tingslig væren Som om de er noget bestemt En lærer En franskmand En kvinde En kristen Samtidig bliver vi i mødet med andre mennesker tilbøjelige til at opfatte os selv som tingslig væren Vi ser os selv med det blik, som andre ser os med Og det er overvejende et negativt blik, der fylder os med skam, skyld og tabu Helvede er de andre, som Sartre er berømt for at have udtalt

Det autentiske menneske er således beslægtet med Heideggers egentlige ditto, men hvor Heidegger mente, at mennesket ikke kan sætte sig helt ud over sin kulturelle baggrund, er Sartres menneske fuldstændigt frit Ingen moral, ingen bånd Samtidig afviser Sartre også Heideggers idé om at være egentlig og ugentlig, fordi de i rea-

liteten beskriver en rigtig og en forkert måde at handle på Sartre taler heller ikke i Væren og Intet om det autentiske menneske (det gør han senere, og derfor bruger vi det her), men i stedet om, at vi bør give afkald på det alvorlige sindelag.61 Her bilder mennesket sig ind, at der findes sande værdier, rigtigt og forkert, og tror på faste (tingsliggjorte) holdepunkter i tilværelsen, såsom at jeg er en dansker, et familiemenneske osv Sartre ser den eksistentielle psykoanalyse som det, der skal få os til at erkende intetheden At der ikke er andre værdier end dem, vi selv skaber Også selvom det kan være trist

Med både Kvalme og Væren og Intet havde Sartre således gjort sig til repræsentant for et meget bedrøveligt syn på menneskeheden Det rummer ikke engang udskejelserne fra hans eget liv med narko og uforpligtende sex til højre og venstre, men er en lidelseshistorie (for at bruge hans eget ord)

Det ændrede sig imidlertid med hans helt store gennembrud i form af en offentlig og senere publiceret forelæsning om eksistentialisme givet i 1945 med titlen Eksistentialisme er en humanisme

62 Forelæsningen blev en stor offentlig begivenhed, og Sartres eksistentialisme blev fra den ene dag til en anden den dominerende filosofi i samtidens Frankrig, ligesom han hurtigt nåede ud til resten af den vestlige verden Vi kan ikke pege på noget enkelt filosofisk værk, der har haft større udbredelse end dette

En væsentlig grund til udbredelsen var, at bogen er kort og holdt i et jævnt sprog, mens Væren og Intet i graden af utilgængelighed minder om Heidegger Den anden forskel var, at Sartre nu betonede eksistentialismen anderledes positivt Det var der også brug for lige efter krigen Han accepterer, at den væsentligste indvending imod hans eksistentialisme i Væren og Intet var vægten på de dårlige sider af menneskelivet Det ville han ændre på

At være fordømt til meningsløshed blev nu i stedet til muligheden for at skabe sig et livsprojekt med egen mening og værdi I dag ville vi sige ‘selvrealisering’ Ikke at der var en egentlig filosofisk forskel mellem Væren og Intet og Eksistentialisme er en humanisme, men den mere optimistiske og positive betoning af filosofien har

bestemt været afgørende for det folkelige gennembrud Med Sartres forelæsning havde budskabet om det autentiske, frigjorte liv nu fundet en populariserbar form

Det betød også, at Sartre var langt mere konkret end Heidegger og Nietzsche I stedet for blot at tale om værdierne erklærer han mere ligefremt, at når Gud ikke eksisterer, er alt tilladt Han beskriver en ung mand, der opsøgte ham for moralsk rådgivning Jeg har kun ét svar at give: De er fri, vælg selv, dvs. find på noget!63 Mennesket er ikke andet end hvad det gør sig til, erklærer han

Samtidig er der i Eksistentialisme er en humanisme en langt kraftigere betoning af den aktive handlen Sartre vil gerne afvise idéen om, at hans tænkning fører til fortvivlelse eller fremmer apatiske, passive mennesker (á la hovedpersonerne i hans roman Kvalme eller i Camus’ Den Fremmede) Tværtimod består håbet for mennesket netop i at handle Vi opfinder og skaber moralen – ligesom en kunster De, der bilder sig selv ind, at vi ikke er frie til at handle, er de feje, og på den måde bliver Sartre pludseligt meget normativ Den afstandtagen til Heideggers egentlighed og resoluthed, vi så i Væren og Intet, er helt væk nu Han erklærer, at vi søger friheden Vi vil have friheden! Friheden for dens egen skyld

64

Når vi søger friheden, er der tale om frigørelse Fra ikke at handle Fra at tro på andre værdier end dem, vi skaber selv Fra den herskende moral Som han afslutningsvist konkluderer om den eksistentialistiske humanismes mål: Et mål som er en sådan frigørelse, en sådan realisation – at mennesket realiserer sig netop som menneske.65 Det var selvfølgelig et potent og letforståeligt budskab

Hvor Nietzsche var esoterisk og Heidegger dunkel, fik opløsnings- og frigørelsestænkningen med Sartre sin masseudbredelse Tænk sig, at en af de helt store intellektuelle skikkelser stiller sig op og siger, at der ikke er forskel på rigtigt og forkert Alt er tilladt! Gør, hvad I vil! Det frigjorte menneske skal skabe noget helt nyt Sin egen moral Sine egne værdier Finde sin egen vej i tilværelsen Og realisere sig selv Mig-mig-mig begynder her

Men selvom Sartres tanker i Eksistentialisme er en humanisme efterlader de mest direkte aftryk på vores samfund, er det ikke,

fordi hans eksistentialisme var væsensforskellig fra Heideggers Heidegger var som tysker med nazistisk fortid lukket ude af det gode selskab, og selv hvis han havde kunnet popularisere sine tanker, lå den folkelige udbredelse ikke lige for Men i kølvandet på Sartres massivt succesfulde forelæsning om eksistentialismen, udgav Heidegger i 1947 det lille skrift Et brev om humanismen

66 I brevet undsagde han både humanismen og Sartre, som han ikke mente var lykkedes med at bryde ud af den traditionelle metafysik Og det på trods af, at han umiddelbart efter krigen havde skrevet et venligt og beundrende brev til Sartre Som en af Heideggers elever, Hannah Arendt, havde fortalt til Heideggers afnazificeringshøringer, var han efter krigen desperat for at indynde sig hos franske intellektuelle 67 De små nuancer i Sartres og Heideggers eksistentialisme er ikke afgørende for vores budskab i bogen Pointen er her Sartres succes som formidler, også selvom Heidegger var den originale tænker med usammenligneligt større betydning for filosofien i det 20 århundrede

I én forstand er Sartres og Heideggers budskaber nået ud til alle På den måde er deres virkningshistorie enestående Vi er alle en slags eksistentialister i dag Idéen om, at vi skal finde vores egen vej, sætte vores egne mål og ikke bare følge med strømmen, er så udbredt, at den er allemandseje Det er sådan noget, som onkler siger til deres niecer, når de skal videregive lidt livsvisdom – også selvom det ikke er særlig klogt At leve for sig selv og uden nogen særlig mening med tilværelsen er også opskriften på tomhed Og på sjælekvaler Det argumenterer vi for i bogens tredje del, i kapitlet om, at det nye menneske har ondt i sjælen

This article is from: