Det autentiske menneske

At vi bør leve et autentisk liv, er en af de stærkeste idéer i det 20 århundrede Her er ikke tale om noget fjernt universitært tankegods, men en livsfilosofi, som påvirker os alle sammen Der kan dårligt opstøves et menneske i Vesten, der ikke i større eller mindre grad er påvirket af idealet om autenticitet Derfor har det indflydelse på de små og store valg, folk træffer gennem livet

At være autentisk betyder noget i retning af at være tro mod sig selv Eller finde sin egen særlige vej i livet Om autenticitet er godt eller skidt for den enkelte, handler i udpræget grad om hvad vi lægger i ordet Er det en individualistisk søgen efter at tilfredsstille sig selv? Er det en påmindelse om at gøre det rigtige, selvom der er et socialt pres for at gøre noget skidt? Det er selvsagt afgørende, hvad vi mener med det autentiske

Hvem udtænkte tidens dominerende ideal for autenticitet? Det var også Heidegger Manden med de mystiske værens-analyser Vi husker, at han gjorde op med den traditionelle skelnen mellem subjekt og objekt Altså mellem et autonomt, tænkende, levende menneske på den ene side og fysiske ting på den anden Heideggers pointe var, at mennesket altid er født på et bestemt tidspunkt, på et bestemt sted med et bestemt udgangspunkt Vi står ikke udenfor verden og kan analysere den objektivt Nej, vi vil altid være en del af et hele Den menneskelige væren er på et helt grundlæggende niveau forbundet med verden

Han går endnu et skridt videre herfra I stedet for at tale om objekter som et hele, deler han dem op i ting og brugstøj I vores dagligdag, som Heidegger temmelig teknisk kalder for i-ver-

den-væren, møder vi genstande, som vi bruger til noget Det kalder han for brugstøj. En hammer for eksempel Hammeren skal bruges til at hamre med, og den indgår i hverdagslivet uden nogen særlig opmærksomhed fra vores side Men når den hammer, du har brugt til at hamre 400 søm ind i nogle lægter med, pludselig går i stykker, tænker du på den på en anden måde Den træder ud af den selvfølgelige sammenhæng, du har set den i, mens den stadig virkede som den skulle Nu kan den ikke tjene sit formål og stikker derfor ud og kræver opmærksomhed, fordi den ikke virker længere Den er blevet påfaldende Før var hammeren indlejret i vores verden Men nu, hvor den ikke længere virker, træder den over i en anden måde at være på Nu er den blot en død fysisk ting Den er ikke længere indlejret Fra at være vedhåndenværende bliver den forhåndenværende

Hvad har det med autenticitet at gøre? Analysen af objekter som noget, der enten er ved hånden eller for hånden, har en parallel i den menneskelige væren Mennesket tænker som regel ikke over sin væren, men er travlt optaget med sine daglige gøremål Det er et man (‘Das Man’) Man’et er karakteriseret ved sin gennemsnitlige dagligdagshed Det er her, mennesket blot gør det, ‘man gør’ Er en der følger med strømmen Man’et kender kun tingenes almindelige tilstand Det er værensmæssigt tillukket, fortaber sig i de nærmeste chancer og bilder sig selv ind, at det har skabt resultater, hvor der i virkeligheden blot er tale om tilfældigheder 50 Den, der bare gør det, man nu engang gør, er helt opslugt af dette ‘man’ og kan derfor ikke forholde sig reflekteret til sit eget liv Grundlæggende som vi i dag ville beskrive småborgeren

Hvorfor er mennesker dog på denne måde? Ifølge Heidegger er det småborgerlige liv som ‘Das Man’ ikke noget, vi selv har valgt Eller rettere: vi er ikke os selv Det enkelte menneske er ikke til stede som sig selv – det er de andre, der i dagligdagen er til stede som man’et Jeg har med andre ord ikke nogen selvstændig væren, nogen egentlig måde at være mig selv på, i dagligdagen Den er nemlig helt grundlæggende bestemt af det uspecificerede ‘man’ Vi

har ikke magt over os selv i dagligheden, men er fanget i en slags anonymt diktatur:

Tilstedeværen står i den dagligdags medhinandenværen under de andres overherredømme. De andres forgodtbefindende råder over tilstedeværens dagligdags værensmuligheder. Disse andre er dog i den forbindelse ikke bestemte andre. Tværtimod kan enhver træde i de andres sted. Afgørende er blot den upåfaldende måde, hvorpå de andre uformodet af tilstedeværen som samværen allerede har overtaget herredømmet. Man hører selv med til de andre og konsoliderer deres magt.51

Når man ellers har vænnet sig til Heideggers snørklede sprog, kan man således udlede, at der er en form for usynlig social magt mellem mennesker Strukturer, om man vil Vi husker, at Heidegger beskrev, at mennesket altid havde udgangspunkt i et bestemt sted og et bestemt tidspunkt Sådan er det naturligvis også i forhold til vores syn på verden, på livet, hvad der er rigtigt og forkert og hvordan man bør leve Det er alt sammen bestemt af den tid og den kultur, vi nu engang er født ind i Heidegger bruger som nævnt blandet andet termen kastethed til at beskrive, hvordan vi er kastet ind i en verden og en tid, som vi ikke selv bestemmer over I en vis forstand vil vi altid være bundet til man’et og dets verden

Det kunne og kan man sagtens læse positivt: At vi er født i et bestemt land med en bestemt kultur, som vi får ind med modermælken og aldrig kan ryste af os Men i Væren og tid er der ikke meget godt at spore ved denne bundethed til det, vi kommer fra Heidegger gentager igen og igen, at mennesket er fortabt i man’et Vi ser ikke andet omkring os end dagligdagsheden og har indskrænket de valgfrie muligheder til omkredsen af det bekendte, det opnåelige, det holdbare, det, som sig hør og bør.52 Vi følger ikke bare med strømmen Vi er blinde over for, hvad der kunne gøres anderledes Vi lider dumpt under dagligdagsheden og synker ned i dens sløvhed

53

Det er en noget pessimistisk beskrivelse af menneskelivet! Det er helt tydeligt, at der ligger en længsel efter frigørelse Ja, efter oprør endda Som i denne passus, hvor Heidegger beskriver, hvordan man’et varetager gennemsnitligheden Gennemsnitligheden fastsætter, hvordan ‘man gør’, og holder et vågent øje med enhver fremspirende undtagelse. Enhver forrang bliver i det stille holdt nede.54 Her lyder han i sin foragt for almindelighed umiskendeligt nietzscheansk

Men der er en udvej fra denne småborgerlige måde at leve på Ligesom objekterne har mennesket også to måder at være på Når den dagligdags tilstedeværen er opslugt af man’et, er den ikke sig selv Den er uegentlig Dermed også sagt, at vi har mulighed for at finde os selv. Modsætningen til man-selv er det egenhændigt grebne selv 55 Vi kan blive egentlige Hvor den måde, vi lever på, er en, vi selv har valgt

Sagt med andre ord har mennesket to måder at være på: egentlig og uegentlig I dag ville vi sige autentisk eller uautentisk Det første er livet levet i overensstemmelse med vores sande selv, med os selv som kaptajner, så at sige Det andet er i uoverensstemmelse med os selv, styret af andre, udefra Af man’et På den måde kan mennesket vælge at være sig selv, men også undlade at være det

I denne dikotomi mellem det egentlige og det uegentlige har vi den måske mest afgørende idé for det 20 århundredes kulturelle omvæltninger: Tanken om ikke at være et flokdyr, om det forfærdelige i gennemsnitligheden – og det moralsk ophøjede i at skille sig ud At jeg’et er slave af normen og må bryde fri, gøre oprør med den for at blive og ‘finde’ sig selv Med vægten på, at vi skal bryde fri Det egentlige liv er ikke givet, men noget vi må vælge og kæmpe os til

Men hvordan bliver vi egentlige? Da man’et holder os nede og forhindrer os i at se mulighederne og vælge os selv, kræver det viljestyrke at bryde fri Vi må åbne os selv og lære at lytte til man’et på en anden måde Og så bryder vi ud, finder os selv og bliver egentlige via beslutsomheden Om vi vil være os selv eller ej, er et eksistentielt valg

I hvor stort omfang vi kan vælge at være os selv, giver Heidegger ikke klart svar på Er det en mulighed for alle, eller er det kun et mindretal, der i stand til at bryde med man’et? Heidegger virker mest optaget af fortabtheden i man’et, og Væren og tid forekommer overvejende pessimistisk og distanceret på menneskehedens vegne Der er lidt som hos Nietzsche et valg mellem slave- og herremoral

Som nævnt har Heidegger været enestående indflydelsesrig på filosofien i det 20 århundrede, men vi er først og fremmest interesserede i, hvordan hans idéer har forplantet sig i vores tænkning og moral Udgangspunktet for Heidegger var Nietzsches hævdelse af, at alle værdier er falske At vi som kultur er på bar bund og skal genfinde os selv uden kristendom Heidegger giver kun nogle meget overordnede og skitseagtige svar på, hvad vi så skal sætte i stedet Det, vi tager med fra Heidegger, er, at vi endelig ikke må være for almindelige Vi skal ikke tage de eksisterende værdier og måder at leve på for givne Gør vi det, er vi en slags falske mennesker Tværtimod skal vi bryde ud! Frigøre os fra den normale måde at være på og vælge vores egen særlige vej Det er noget, vi skal gøre med bestemthed og fast vilje På den måde bliver vi mere ægte som mennesker Vi bliver autentiske Ikke sådan nogle, der ligger under for, hvad de andre synes Vi kan frigøre os fra den gennemsnitlige, ureflekterede masse Heideggers projekt handler også om frigørelse

Det budskab – som er eksistentialistisk – har været fundamentalt i at forme mennesket og vores kultur og moral i det 20 århundrede Der er ikke mange i den vestlige verden, der kan sige sig helt fri for at være blevet påvirket af eksistentialismen Et tankesæt, der selvsagt har haft stor indflydelse på, hvordan mennesker i det 20 århundrede har levet deres liv Det er lige fra store livsbeslutninger til valget af smag i tøj og musik

Ud fra Heidegger vokser der to mere eller mindre adskilte spor, som vi vil følge i det videre Det ene spor er det eksistentialistiske, der handler om det autentiske valg Dette ses i ren form hos den franske filosof Jean-Paul Sartre, der opnåede langt større populær udbredelse end Heidegger Denne sekulære eksistentialisme er nok