Vi er alle blevet overmennesker

Marcuse har selvfølgelig det problem, at både revolutionen og utopia er udeblevet Kunstnerne af i dag producerer hovedsageligt antiborgerlighed og folk knalder i flæng, men vi er ikke blevet lykkelige af det, og kapitalismen har det i øvrigt glimrende Derfor kaster han sig ud i nogle lange søforklaringer, som vi ikke skal nærmere ind på På et tidspunkt konkluderer han (i et afsnit, hvor han forklarer, hvorfor den seksuelle revolution heller ikke har medført utopia), at det er en brutal kendsgerning, at intet specifikt menneske og ingen specifik gruppe kan være fri i et ufrit samfund.128 Så man må fortsætte sit nedbrydningsprojekt, indtil den totale frihed én eller anden dag er opnået

Fordi han på én gang tilhørte den avantgardistiske frankfurterskole og samtidig var nogenlunde tilgængelig og konkret, er det svært at overvurdere Marcuses betydning for hans samtid Han var ungdomsoprørets filosof – den begivenhed, vi så ofte i dag forbinder med den radikale forandring af vores kultur

Vi er alle blevet overmennesker

Vores pointe er ikke, at ungdomsoprøret har skabt de radikale forandringer i vores kultur Men derimod, at de samme idéer, der skabte ungdomsoprøret, naturligvis også fik afgørende indflydelse på resten af samfundet Ungdomsoprøret var en begyndelse En foreløbig kulmination på en kulturrevolution, der gjorde det synligt for alle, hvilke forandringer, der var på vej Når vi fremhæver Sartre og Marcuse, er det derfor ikke blot, fordi de var de vigtigste filosoffer for ungdomsoprøret, men fordi de samme tanker har forplantet sig til resten af samfundet

Hvordan kan vi forstå den antiborgerlige revolution? Den er på den ene side udtryk for et eksistentialistisk opgør med eksisterende værdier Smid den konventionelle moral på historiens mødding og vælg en radikalt frigjort måde at leve på Udgangspunktet var Nietzsches påpegning af, at alle værdier var falske Vi kan skabe vores ret og vrang Vores eget godt og ondt Eller rettere, det kan overmennesket Denne elitære forestilling går igen i ungdomsop-

røret Her er det de universitære eliter, der frigør sig, mens almuen hænger fast i den antikverede borgermoral I den forstand var alle ungdomsoprørerne overmennesker, hvilket jo trods alt var væsentligt mere folkeligt end Nietzsches forestillinger om en slags filosofkonger

Sådan behøvede det selvfølgelig ikke at være Hos Sartre var muligheden for at frigøre sig nemlig ikke begrænset til overmennesket, men et vilkår for os alle sammen For det karakteristiske ved overmennesket var netop ‘erkendelsen’ af, at alle værdier er uden andet grundlag end det, vi selv opfinder Muligheden for at gøre op med det eksisterende Muligheden for at skabe sig et liv på egne præmisser med egne værdier Det var noget for alle Alle kan blive overmennesker

Ret beset behøvede eksistentialismen ikke med tvingende nødvendighed at føre til et polyamorøst liv som Sartres med vilde udskejelser Eksistentialismen rummer et opgør med det ‘man gør’ og et påbud om at finde sig selv og sin egen vej, men mindre afvigende adfærd end Sartres kan gøre det Det eksplicitte angreb på den borgerlige livsform havde mange kilder

Hos Marcuse fik den lettere abstrakte kamp for frigørelse til gengæld et konkret antiborgerligt indhold Det var en utopi med uforpligtende sex, kreative samlivsformer i stedet for ægteskab og kernefamilie, sjov i stedet for pligter og nydelse i stedet for arbejde Den antiborgerlige livsform hang samtidig sammen med den økonomisk-politiske revolution En afgørende pointe for Marcuse var, at uden denne frigjorte livsform og kulturelle revolution kunne man heller ikke få et opgør med den økonomiske indretning af samfundet

Denne kulturrevolutionære tænkning har i det hele taget været dominerende for den antiborgerlige filosofi Marcuse hører som nævnt til den såkaldte Frankfurterskole, hvori Max Horkheimer og Theodor Adorno er de vigtigste skikkelser De delte det (set med nutidens briller) ekstremt venstreorienterede marxistiske tankegods, men var ligesom Marcuse mere kulturelle marxister end økonomiske (altså rigtige) marxister Frankfurterskolens væsentligste

udkomme var den såkaldte kritiske teori, der netop handler om at befri mennesker fra de strukturer, der holder dem nede 129 Altså et opgør med det eksisterende, undertrykkende borgerlige samfund

Horkheimer og Adorno skrev sammen skolens hovedværk Oplysningens dialektik, der blev udgivet i 1944 130 Den kan læses som en pessimistisk kulturanalyse, der skal forklare, hvorfor mennesker bliver holdt nede, og hvorfor fremgangen og frigørelsen udebliver Bemærk, at den er udgivet i 1944, og her har de tydeligvis opgivet tanken om en snarlig marxistisk revolution med himmerige på jord Derfor er den pudsigt nok mere relevant for fagfilosoffer i dag end Marcuse, fordi ingen længere forestiller sig en frigørende antiborgerlig revolution Det var modsat også forklaringen på Marcuses massive indflydelse og popularitet i hans samtid Han lovede revolution og utopia her og nu Ligesom Sartre var det en begejstret filosofi med et optimistisk budskab, og det var væsentligt mere appellerende end forestillinger om den evige undertrykkelse

Samme pessimisme som Oplysningens dialektik gjaldt også Adornos vigtigste værk, Minima Moralia, fra 1951 131 En usædvanligt rodet bog, der består af en lang række sjældent sammenhængende aforismer, der minder om noget, Nietzsche kunne have skrevet Og det er faktisk netop meningen, at den skal være en pendant til Nietzsches Den muntre videnskab Superpessimisten Adorno kalder sin egen bog for Den traurige videnskab, sådan at vi kan forstå slægtskabet med Nietzsche, men på en bund af tristesse Selve indholdet er en hård moralsk kritik af den borgerlige livsform På den måde var Adorno karakteristisk for store dele af den antiborgerlige filosofi Dens udgangspunkt er det nietzscheanske opgør med de eksisterende værdier, og modstanderen er det borgerlige samfund Det forbliver dog diffust, hvordan frigørelsen fra borgermoralen skal finde sted, og bogen er samtidig stort set ulæselig

Vi finder samme nietzscheanske opgør med den borgerlige moral i fransk filosofi Det så vi selvfølgelig hos Sartre, men det gælder i lige så høj grad i den franske tradition, der går under navnet poststrukturalisme Denne teoriretning (som vi vender

tilbage til) er den dominerende på universiteterne i dag Poststrukturalismen handler også om en skjult magt, der holder os alle nede, og som vi skal forsøge at frigøre os fra Skurken er naturligvis det borgerlige samfund og den borgerlige moral

De vigtigste franske poststrukturalister er Jacques Derrida, Gilles Deleuze og, øverst på skamlen, Michel Foucault I den blødere socialforskning og humaniora er han enestående indflydelsesrig og formentlig den mest citerede forfatter Poststrukturalisterne udgør den teoretiske ballast i den videnskabskrig, vi omtalte tidligere, hvor venstreradikale ideologer angriber den vestlige tradition for objektiv viden Det er selvfølgelig først og fremmest et anliggende for universiteterne, og det lader ikke til, at opgøret med objektiv viden er blevet folkeligt udbredt i nogen nævneværdig grad I hvert fald ikke endnu

Derfor er der heller ikke tale om nogen masseudbredelse af deres idéer, om ikke andet så fordi deres bøger er for obskure Den mest eksplicit politiske af de tre var nok Deleuze I hvert fald i hans mest udbredte værk, Anti-Ødipus. I forordet (som er skrevet af Foucault) kan man læse, at Deleuze har skrevet en Introduktion til det ikke-fascistiske liv.132 Altså, en opskrift på, hvordan vi kan bekæmpe den fascisme, vi har i hovederne til hverdag Det lyder jo meget konkret, men lad os for sjov citere bogens allerførste (ulæselige) sætninger:

Det er i drift alle steder. Undertiden uden ophør, andre gange afbrudt. Det trækker vejret, det varmer, det spiser. Det skider og knepper. Hvilken fejl nogensinde at have nævnt id’et. Alle steder er det maskiner – virkelige, ikke figurative: maskiner der styrer andre maskiner, maskiner der bliver styret af andre maskiner med alle de nødvendige koblinger og forbindelser. En organ-maskine er indsat i en energi-kilde-maskine: den ene producerer en strøm, den anden afbryder

133

Så vidt vi kan vurdere er Deleuzes rolle som avantgarde-tænker slut Hans tænkning er primært udtryk for en smal dyrkelse af det

åndløse og klamme Det har især gjort ham til en stor stjerne på kunstakademierne Vores pointe med kort at fremhæve Deleuze, poststrukturalismen og frankfurterskolen er alene at anskueliggøre, hvor voldsomt dominerende det antiborgerlige spor har været (og er) i moderne tænkning Dets dominans har været afgørende i at forandre vores samfund De moralske idéer, vi alle går rundt med, stammer i sidste instans fra religion, filosofi og de blødere samfundsvidenskaber Her er alverdens forskellige syn på livet jo også repræsenteret Men når hadet til den borgerlige livsform har været så stærkt, udtalt og dominerende på universitetet, smitter det naturligvis af på resten samfundet

Hvad er det så mere præcist, der har ramt vores samfund? Er det Heideggers eksistentialisme? Er det Sartres? Er det Marcuses had til den borgerlige livsform eller er det Beauvoirs ditto? Eller Foucaults, Deleuzes eller Adornos? Og hvor meget er tilbage af Nietzsches had til Gud og mennesker? Det kan ingen ikke svare præcist på, og det er heller ikke vigtigt for vores ærinde Vi vil undersøge og forklare, hvad der har påvirket os, og det kan bedst beskrives som en samlet tænkning Som hadets filosofi Vi vil opsummere den således:

Der er ikke længere noget, der er ‘godt’ eller ‘ondt’ som sådan Folk, der benytter sig af disse begreber som noget absolut, er primitive typer, der hænger fast i en karikeret Disney-moral De har ikke forstået, at alt er relativt, ikke mindst moralen Der er ikke noget, der er mere rigtigt end noget andet At du ikke må slå andre mennesker ihjel, er noget, Gud har fundet på – og han er som bekendt død Med Guds død er det op til den enkelte at skabe sin egen moral

De fleste mennesker flyder med strømmen og gør det, ‘man’ gør Men mennesket bør bryde ud af den uegentlige måde at leve på og finde sin egen vej i livet Nøglen til tilværelsens mysterium ligger gemt dybt inde i os selv, og vi må vende blikket indad for der at opdage det, der er rigtigt for lige netop os Vi skal finde vores egen sandhed, og vi må ikke gå på kompromis med os selv Hvad vi vil, og hvem, vi vil være, er helt op til os selv Kun de svage flokdyr er

fængslet af de andres måde at se verden på De stærke formår at bryde ud og gøre noget originalt og autentisk

Det eksistentialistiske valg må dog ikke være borgerligt, for det borgerlige liv er hæmmende, mens dets modsætning er frisættende Man skal vælge noget andet end familie, hverdag, pligter, lønarbejde, fædrelandet og Gud, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at leve autentisk, og autentisk er lig med godt Lykken ligger i forlængelse af den enkeltes lyst, og selvrealiseringen kræver et opgør med småborgernormerne Normalen, det gennemsnitlige, det arvede, traditionen er noget, vi for alt i verden ikke må videreføre Så er vi slaver af det forgangne og falske Jo stærkere og mere radikalt et brud med det almindelige, desto bedre

Verden består af magt og modsætninger mellem interesser Den borgerlige orden er ond og undertrykkende, og vi skal afsløre den, bekæmpe den og frigøre os fra den Det gør vi bedst ved at angribe de mest intime og hellige dele af det borgerlige liv Familie, ægteskab og monogami er derfor hovedmodstanderne At have sex med så mange som muligt og så anderledes som muligt er en del af kampen mod borgerligheden

Vi bør først og fremmest se hadets filosofi som et angreb på og en erstatning for kristendommen Dens mål er at rive enhver indlejret forestilling med rod i kristendommen ned Men den tilbyder også noget nyt Et liv, hvor vi vælger os selv Et liv, hvor det er os, der er Gud