Kvinder, der hader kvinder

Sorokin, lagde sag an mod Beauvoir for i 1939 at have forført deres mindreårige datter, og Beauvoir blev frataget sin undervisningslicens for resten af sit liv 71 En tredje ung kvinde, Olga Kosakiewisz, faldt i Beauvoirs smag og blev ligeledes undervejs indlemmet i en affære med Sartre, der dog foretrak Olgas lillesøster Wanda

Måske som en følge af sagsanlægget og tabet af undervisningslicensen medvirkede Beauvoir i 1977, sammen med Foucault, Derrida, Sartre og andre intellektuelle, i en kampagne for at afskaffe den seksuelle lavalder i Frankrig, så relationen mellem mindreårige og voksne ikke længere ville være strafbar Simone de Beauvoir giftede sig aldrig og fik ingen børn Hun adopterede den voksne Sylvie i 1980, som hun havde mødt, da Sylvie var 17 og en del af hendes og Sartres kreds af piger og unge kvinder Sylvie arvede alt, da Beauvoir døde i 1986

Med hendes personlige historie kan det ikke overraske nogen, at Beauvoirs hovedværk, Det andet køn, var et flammeskrift mod det borgerlige samfund Der var en klar inspiration fra Sartres eksistentialisme, ligesom det er let at genkende både Heidegger og Nietzsche, men man bør ikke underkende det originale i hendes kønsvinkel Beauvoir er dronningen af en ideologi, hvis indflydelse på både vores samfund og hverdagsliv er massiv

Kvinder, der hader kvinder

Det er en kendsgerning, at Det andet køn indvarsler den intellektuelle, ja, filosofiske, kvindekamp Her opstod den ikke-liberale feminisme, der først og fremmest er kendetegnet ved sit had til den borgerlige orden Værket består af to bøger Den første, som er den teoritungeste (i en generelt teori-let udgivelse), gennemgår de mulige årsager til kvindens underlegne status op gennem historien og de myter, patriarkatet har indsat kvinder i for at beholde magten Anden bog beskriver ved hjælp af eksempler fra psykoanalysen og anekdoter fra kvindelige forfattere, hvordan kvinden bliver formet som kvinde af omgivelserne, og hvordan det bestemmer hendes ufrihed

Den altoverskyggende præmis for hele bogen er, at verden er domineret af mænd Ikke bare i den forstand, at de har den politiske og kulturelle magt – men at mænd også på et ontologisk plan har overhånden Manden er transcendens, altså det, der gennemtrænger sit eget kød og får virke som selvstændigt subjekt i verden Kvinden, derimod, er immanens Hun er det indre, det afgrænsede, spærret inde i sit køn med de af mandsherredømmet bestemte muligheder, som er få og utilfredsstillende Hun er det Andet, altid den Anden, mens han er det Ene, han er udgangspunktet, normen, det skabende og formende, der har brug for det Andet i en inferiør stilling for at kunne hævde sig som det suveræne subjekt, han – og ikke hun – får lov at blive

Beauvoir indleder anden bog med den efterhånden ikoniske sætning man fødes ikke som kvinde – man bliver det Og så følger en kronologisk gennemgang af, hvordan piger og kvinder oplæres i at leve det evigt kvindelige Det er værd at dvæle lidt ved, fordi dette pionérarbejde for køn som en social konstruktion er en slags ur-skabelon for feminismen og hele identitetspolitikken

Allerede i den tidligste barndom grundlægges kønsforskellen Den lille pige får lov at hænge i mors skørter, man giver hende kjole på og bærer over med hendes tårer og nykker 72 Drengen, derimod, skal være en lille mand, og han får ikke samme rum til at opføre sig skabagtigt Han skal jo oplæres i at være uafhængig og selvstændig, modsat pigerne Mange drenge skræmmes af den ubarmhjertige uafhængighed, de dømmes til, og ønsker derfor at være piger.73 Som opmuntring læres han at være stolt af sin penis, der bliver en slags kropslig dobbeltgænger Stoltheden manifesterer sig ikke mindst i urinstrålen (sic!), som drengen selv bestemmer styrken og retningen på – hvorved han opnår en følelse af almagt.74 Mens drengenes kønsorganer er legetøjsagtige kilder til stolthed og hovmod, er pigernes genitalier tabu Penis, hans alter ego, lader drengen påtage sig sin subjektivitet.75 Han kan fremmedgøre sig i den – for den er på sin vis ‘uden for’ kroppen – og med den begynder han sin erobring af verden Pigen har, uden for sit uudgrundelige indre, kun sin dukke, men den er passiv – så for at få

succes, må hun lære at behage Være smuk Hun må, med andre ord, ty til narcissisme og dermed gøre sig selv til et objekt og opgive sin selvstændighed

Pigen lærer om mandens overherredømme allerede i familien, hvor far er Gud Og alt, man opflasker hende med – historie, litteratur, viser, eventyr – er en forherligelse af manden.76 Hun bruger sin ungdom på at vente På ham Når hun finder ham, vil hun føle sig løftet af livets store bølge som i moderskødet og tryg som i sin faders favn 77 Kærligheden er altså en regression til barndommen Hun går fra asken og i ilden: hun frigør sig fra hjemmets og moderens autoritet, hun går ind i sin fremtid – ikke ved aktivt at erobre den, men ved passivt og føjeligt at give sig ind under en ny herskers vilje 78 Hendes ydmyghed skyldes hendes fortid som lille pige

Når hun så bliver gift, venter der mere uretfærdighed Ægteskabet handler nemlig ikke om kærlighed til den enkelte udkårne, men om at retfærdiggøre udøvelsen af kvindens funktion i almindelighed.79 Ægteskabet som institution er en righoldig kilde til foragt mellem ægtefællerne Mange kvinder bevarer ifølge Beauvoir inderst inde en hårdnakket, skjult modstand mod at blive gift, hvilket gør samlivet vanskeligt Og så er der bryllupsnatten, hvor både impotens og overivrighed eller decideret voldsomhed gør deflorationen til en traumegivende oplevelse, fyldt med had og foragt.80

Således indledt om overgangen fra pige til kvinde vender Beauvoir blikket mod hverdagslivet i ægteskabet, hvor undertrykkelsen og negationen af mennesket, der kaldes kvinde, fortsætter Husmoren er det store dyr i åbenbaringen Det ‘borgerlige’ ideal for ægteskabet er nemlig slet ikke kærlighed, men lykke – som kvinden kan forsøge at hente i hjemmet Hjemmets materialitet, de gentagne husmoropgaver såsom rengøring og dekoration, skal blandt andet mætte det tilegnelsesbehov, der som regel ikke tilfredsstilles i hendes erotiske liv 81 Det giver også eksistentiel lindring: Da hun intet ‘gør’, søger hun begærligt at finde sig selv i det, hun ‘har’.82 Husmoren slider sig selv op, men arbejdet er frugtesløst – det frembringer ikke noget.83 Ja, rengøringsvanviddet er ligefrem et udtryk for sadomasochisme, hvorved kvinden gør krav på selve den

skæbne, der oprører hende

84 Snavset bliver en besættelse, men også en flugt, hvor kvinden vender sig lige indædt mod tingene og mod sig selv – hvilket ofte har et klart seksuelt præg.85 Hun fremmedgør sig med andre ord i tingene.86

Da hun intet reelt frembringer, har hendes eksistens kun berettigelse i og med mand og børn, som hun er afhængig af Hun får værdighed ved at acceptere sin vasalstatus, som igen bestemmes af hendes tjenstydelser i henholdsvis sengen og husholdningen

87

Efter således at have reduceret husmoren til en foragtelig slave, fortsætter Beauvoir sit angreb på familien Der er jo også børnene! Når barnet er født, kigger moren på det med en sælsom undrende sørgmodighed og næsten altid også med skuffelse.88 Når den lille ammes, ser mor på sit barn med fjendtlighed, for barnet bringer hendes kød, frihed og hele jeg i fare.89 Man kan selvfølgelig undre sig over, hvor Beauvoir, som aldrig selv fik børn, har fået denne viden fra Men der er mere: barnet opfylder det behov for aggressiv erotik, som mandens favntag ikke tilfredsstiller … undertiden får forholdet en klart seksuel karakter 90 En påstand, Beauvoir fører bevis for ved hjælp af en beretning fra en småpædofil kvinde, der ønsker at ‘lege’ med sin søns lem 91 Moderskabet er altså ikke bare en nederdrægtig illusion, som de ynkværdige kvinder lever sig ind i – det er også perverst

Barnet bliver kvindens glæde og retfærdiggørelse, og det er barnet, der gør det unødvendigt for hende at vie sig til et andet mål.92 Børn bliver den småborgerlige kvindes erstatning for at udrette noget En del kvinder, der ikke får børn, længes alligevel hele livet efter at have børn at herske over.93

For Beauvoir er moren således et væsen uden værdighed og selvstændighed, som får børn for at have et domæne at være noget i, og som dermed for én gangs skyld bliver interessant for omgivelserne Hvis hun er glad ved det, betyder det, at hun har købt den patriarkalske livsløgn Så er hun noget værre end vasal – hun er frivilligt slavegjort Ja, og dyregjort »Moderinstinktet«, som Beauvoir sætter i gåseøjne, er intet andet end omgivelsernes magtbud, som pålægges pigen fra første

færd Her ser vi en reduktion af de vigtigste menneskelige følelsesrelationer til et spørgsmål om magt Men pigen ser på sin mor og konstaterer, at det er morens pligt at tage sig af børnene 94 En pligt, man indlærer pigerne ved at tale floromvundent om moderskabets velsignelser, som om det var en særlig kvindelig bestemmelse:

Det er en menneskeskabt, social moral, der skjuler sig under denne pseudo-naturalisme. At barnet skulle være kvindens højeste bestemmelse, er en påstand, der har nøjagtig samme værdi som et reklameslogan …95

Og moderkærligheden? Den findes heller ikke, for sædvanligvis er moderfølelsen et mærkværdigt kompromis mellem narcissisme, altruisme, drømmeri, oprigtighed, uredelighed, hengivenhed og kynisme 96 Hvilket ikke kan undre, al den stund at barnet egentlig ikke er elskeligt: det rummer ingen værdier i sig og kan ikke give nogen 97 Det må, i parentes bemærket, undre, at denne dehumanisering af barnet ikke har fået større opmærksomhed blandt Beauvoirs læsere – der var dog alligevel, blandt datidens feminister kvinder, som havde børn Mon de også så på deres afkom som noget værdiløst?

Men moren er næsten altid en hæmmet kvinde, seksuelt frigid eller utilfredsstillet, socialt med en mindreværdsfølelse over for manden 98 Hun kompenserer ved at herske over barnet; ofte er hun sadistisk – både når hun behandler barnet som en slave, og når hun regerer med masochistisk opofrelse.99 Drengemoren tager hævn over manden ved at behandle drengen, som det passer hende Hun ironiserer eksempelvis over drengens kønsorgan og truer med at tage det fra ham Hvilke mødre, der har inspireret Beauvoir til at skrive sådan, fremgår ikke Men morens pige har det ikke bedre; hun er en lille dobbeltgænger, der skal opveje sin mors egen underlegenhed 100 Så man forhindrer kvinder i at leve, til gengæld giver man dem lov til at lege med legetøj af kød og blod – altså børnene

101 Det lyder ganske forfærdeligt alt sammen Hvad bør kvinder så gøre for at undslippe dette inferno? De skal naturligvis gøre

oprør og frigøres – i bogen kaldet transcendens, men som lige så godt kunne have heddet autenticitet Kun i oprøret mod de mandsbestemte normer kan kvinden tage sin eksistens på sig i ægthed Men det er netop vanskeliggjort for kvinden, hvis karakter er socialt konstrueret af patriarkatet Hun er blevet forment adgang til sin transcendens, hvorfor hun ikke har adgang til de højeste menneskelige holdninger: heroisme, oprør, frigjorthed, opfinderånd, skaben.102 Altså, netop de karaktertræk, der er nødvendige for et opgør med undertrykkelsen, er kvinden blevet afskåret fra Det skal dog indskydes, at det i Beauvoirs øjne heller ikke er karaktertræk, som mænd i almindelighed besidder, og hun fremhæver middelklassemanden, der elsker sit middelmådige liv, hvor han får materiel komfort ved at parere ordre på arbejdet Ja, manden er i det hele taget en karakter, der ikke bare er tyrannisk, men også hyklerisk Og efter et langt liv som undertrykt har kvinden gennemskuet løgnene, hvilket gør hende mere menneskeligt ægte end hendes ægtemand 103 Der er noget kvinden-som-overmenneske i sådanne tanker Hvilket muligvis også forklarer bogens appel blandt feminister med en stor vilje til magt

Ikke alle af hunkøn gør sig dog fortjent til denne ægthedsros: de velhavende kvinder, som ellers har bedre mulighed for at bryde ud, vil ikke gøre oprør mod deres mænd, fordi de holder af deres privilegier De ofrer ufortøvet og i bund og grund deres menneskelige selvstændighed for [mændene] og plaprer de vedtagne meninger efter som papegøjer og identificerer sig fuldstændig med det ideal, mandsloven pålægger dem 104 Adelskvinden kender ikke rækkevidden af de idéer, hun stiller til skue; de ord, hun plaprer af sig, har mistet al betydning i hendes mund 105 Men det er alligevel hustruerne til finansmænd og industribaroner, der er værst:

Med deres indbildske arrogance, fuldstændige uduelighed og urokkelige uvidenhed er de de mest overflødige og værdiløse væsener, menneskearten nogensinde har frembragt.106

Beauvoirs løsning er et kollektivt kvindeoprør Og selvfølgelig arbejde, for at kvinder kan vinde deres værdighed som mennesker og ophøre med at snylte på samfundet 107 Ligesom det vil være nødvendigt at flytte omsorgsopgaven for børnene væk fra mødrene Og hun skriver beundrende om den sovjetiske løsning, om samfundets overtagelse af børns og unges forsorg og opdragelse

108

Men selv den frigjorte kvinde kan blive usikker, som Beauvoir beskriver det i en selvbiografisk passus:

Den uafhængige kvinde – og især den intellektuelle, der reflekterer over sin situation – kommer som hunkønsvæsen til at lide under en følelse af mindreværd og utilstrækkelighed. Hun har ikke tid til at ofre sit udseende så megen opmærksomhed og pleje som kokotten, der kun er optaget af at forføre og besnære, og det nytter ikke, at hun følger eksperternes råd, hun bliver aldrig andet end en amatør på elegancens område

109

Det er den lille Beauvoir med svovlstikkerne Hun kigger ind i det varme, borgerlige hjem og derefter på sin egen selvvalgt, golde tilværelse, hvor kødets flygtige lyster og radikal, venstreorienteret harme udgør den tvivlsomme substans Men i stedet for at fare velsignet til himmels, bliver hun hængende, som en misundelig og hadefuld poltergeist, ved familiens vindue Slikker på ruderne, tegner obskøne fingertegninger og hæger olmt og hævngerrigt ved medlemmerne af den forhadte rede Børnene er perverse, for de vil i seng med deres forældre Faren er en sadistisk psykopat Moren er menneskeligt værdiløs, en snylter og en skabagtig prostitueret, som går rundt og gør sig til og ofrer sig for børn og mand Al den forløjede borgerlige råddenskab står i kontrast til den autentiske kvinde – den frigjorte intellektuelle, der, hvis hun får børn, fluks overdrager dem til staten og vier sit liv til det hellige arbejde En karakter, der har så mistænkeligt mange ligheder med Beauvoir selv Er vi ude i en Nietzsche-situation? Nietzsche tog sin uformåen som mand og menneske og spejlede den til manisk, samvittighedsløs storhed i overmenneskefilosofien Beauvoir gør det