Det antiborgerlige liv

Er eksistentialismen nødvendigvis antiborgerlig? Det er måske ikke helt åbenbart Selvfølgelig er det småborgerlige, hvor man blot gør, hvad man gør, temmelig u-eksistentialistisk Men man behøver vel heller ikke gøre op med hele den borgerlige livsform, blot fordi man er eksistentialist? Nej, det behøver man ikke, og selv småborgerlige mennesker er jo eksistentialister i dag På den anden side var der ingen tvivl om, hvad Sartre ville Det liv, han mente, vi skulle frigøre os fra, var det borgerlige Med dets institutioner, hierarkier, bornerthed, skam, skyld, stereotyper og fordomme Den kristne borgerlige moral var i Sartres øjne et selvbedrag, som gjorde os til viljesvage flokdyr Borgerskabskritikken var kun svagt udtalt i Væren og Intet og Eksistentialisme er en humanisme, men blev i de efterfølgende år forstærket Han blev revolutionær og udviklede sig i radikal marxistisk retning – og bekendte sig åbent til nødvendigheden af vold En udvikling, der kulminerede med den socialfilosofiske Kritik af den dialektiske fornuft fra 1958, hvori han forsøger at integrere eksistentialismen med marxismen På det tidspunkt var han en af de mest betydningsfulde politiske skikkelser i Frankrig, og hans marxisme var et vægtigt bidrag til samtidens samfundsdebat I dag er der ikke mange, der læser Kritik af den dialektiske fornuft Nej, Sartres bidrag til eftertiden var hans eksistentialisme

Den bedste måde at forstå det antiborgerlige projekt i Sartres tænkning på er nok ved at kigge på hans personlige liv Han var nemlig ikke blot en vindtør filosof, men også en fuldblodslibertiner, der aldrig giftede sig, men omgav sig med unge kvinder,

var besat af jomfruer og havde et heftigt narkotikamisbrug Han fik ikke børn, men adopterede en voksen datter, som mange år tidligere havde været hans elskerinde Størst spektakel gav det, da han afviste Nobels litteraturpris, fordi han ikke ønskede at blive institutionaliseret Et valg, der – ligesom hans øvrige liv – lå i tråd med hans filosofi Den antiborgerlige adfærd var rimeligvis også en reaktion på hans opvækst Som han selv udtrykte det, ville hadet til hans oprindelige miljø være det eneste, der varede ved til hans dødsdag 68 Sartre kendte aldrig sin far, og da moren giftede sig igen, endte drengen som rodløs og opbyggede et umådeligt had til det borgerskab, han var opvokset i Som voksen blev det et fundament for både hans filosofi og livsstil Der er næppe tvivl om, at Sartres personliggørelse af sin filosofi var med til at udbrede den

Ikke mindst fordi han delte det meste af sit liv med den næsten lige så kendte samfundstænker, Simone de Beauvoir Også hun vendte sig i voksenlivet mod sin opvækst i et småborgerligt hjem Hendes mor var dybt religiøs – noget, Beauvoir bestemt ikke tog med sig I sine erindringer skriver hun nedladende om den strenge traditionsbårne moral, moren inkarnerede 69 Hendes hovedværk Det andet køn fra 1949 skulle blive feminismens mest ikoniske bog Ingen har været så formativ for feminismen som hun Sartre og Beauvoir mødtes som helt unge og forblev sammen indtil hans død Men det var ingenlunde noget traditionelt forhold, og for dem var det en selvstændig pointe at vise, hvordan samlivet mellem mand og kvinde ikke behøvede at være et ægteskab Det betød, at hun ligesom ham levede som libertiner og sideløbende havde andre elskere, både mænd og kvinder Ikke alle disse elskere lod dog til at være helt komfortable med relationen Som underviser på et gymnasium i Paris forførte hun en elev, Bianca Lamblin, ind i en trekant med Sartre Sartres smag for meget unge kvinder fik Beauvoir til at groome flere af sine elever til ham (og sig selv) – udskejelser, de to filosoffer delte med hinanden i deres private brevveksling Efter Beauvoirs død udgav Lamblin en bog, hvori hun beskrev, hvordan hendes lærerinde dengang havde udnyttet hende seksuelt 70 Forældrene til en anden pige og elev, Natalie