Marx, Mao og Marcuse

Så hvad kan vi sige om ungdomsoprørets forhold til marxismen? Da den venstreorienterede omvæltning kulminerede i 1968, var der masser af erklærede marxister, men deres oprør handlede i højere grad om en frigørende opløsning end om økonomisk marxisme Det er også derfor, vi på den ene side opfatter 1968’erne som sejrherrerne og på den anden side marxismen som stendød Alt det med planøkonomi var jo åndssvagt, og ikke engang nominelt kommunistiske lande tror i dag på alternativer til kapitalismen Til gengæld har vores seksualmoral forvandlet sig radikalt Kønsrollerne er under stadig forvandling Vores vægtning mellem pligt og nydelse er forskubbet Den enkeltes frihed betyder alt Mådehold, bundethed og taknemmelighed er blevet reaktionære sentimenter fra en svunden tid Vi beskriver i bogens tredje del om den nye moral, hvordan påvirkningen er sket

Dette med at skelne økonom-Marx fra den utopiske fiktive kultur-Marx er selvfølgelig vores efterrationalisering For oprørerne hang det hele sammen For det var naturligvis ikke kun Sartre, der kombinerede sin bløde eksistentialisme med Marx’ hårde økonomiske tænkning Ungdomsoprøret trak i det hele taget på en langt bredere tænkning end den antiborgerlighed, de fandt hos Sartre og Beauvoir Man kan ikke undervurdere de avantgardistiske kunstbevægelser, som vi vender tilbage til, eller dem, der mente, at uhæmmet sex var vejen til frigørelse eller revolution Der var utopi, revolution og frigørelse alle vegne Drømmen om et nyt samfund fik imidlertid sit vigtigste forbillede i filosoffen Herbert Marcuse Mere end nogen anden var han ungdomsoprørets filosof For ham flød marxismen og den kulturelle revolution fuldkommen sammen Ingen revolution uden fri sex Det blev et populært budskab

Marx, Mao og Marcuse

Herbert Marcuse studerede i modsætning til Sartre direkte under Heidegger og blev dennes mest berømte elev Mens Sartre populariserede Heidegger i den franske filosofi, gjorde Marcuse det for den tyske Marcuse tilhørte gruppen af tysk-jødiske filosoffer, der

udgjorde den såkaldte Frankfurterskole Men i modsætning til de andre kendte filosoffer fra denne berømte skole, Theodor Adorno og Max Horkheimer, vendte Marcuse aldrig hjem til Tyskland efter Anden Verdenskrig Han bosatte sig i USA og kom til at tilhøre periferien af Frankfurterskolen Til gengæld var han den af dem, der fik suverænt størst gennemslagskraft For ungdomsoprøret både i Europa og USA var han en stjerne og oprørets væsentligste ideolog ‘Marx, Mao og Marcuse,’ som der stod på studenteroprøreres bannere Ligesom han i øvrigt var på foredragsturneer med flere kendte studenterledere, herunder den berømte Rudi Dutschke 117 Meget godt gået af en 70-årig professor! Således overtog Marcuse rollen fra Sartre som den af de antiborgerlige filosoffer med det største folkelige gennembrud – bedst illustreret af, at den indflydelsesrige New York Times i 1967 udråbte ham som den vigtigste nulevende filosof Og at han opnåede at blive portrætteret i Playboy

I sine hovedværker Eros og civilisationen og Det én-dimensionale menneske kombinerer Marcuse den heideggerianske frigørelsesfilosofi og eksistentialisme med de mere lavpraktiske idéer hos Freud og Marx Til gengæld opgav Marcuse de mest obskure elementer i Heideggers filosofi, herunder ontologien og fænomenologien Eller rettere: man kan genfinde Heideggers kategorier i Marcuses tekster, men han angriber Heidegger og Sartres ontologi for at være en abstrakt og dermed ubrugelig form for frihed Marcuse ville gerne være virkelighedsnær og konkret

Resultatet blev en potent filosofi med et klart handlingsorienteret budskab: Gør oprør Læg dertil, at værkerne samtidig er skrevet i et (relativt) lettilgængeligt sprog, og vi har forklaringen på den massive udbredelse og popularitet blandt ikke mindst ungdomsoprørene (at han gjorde fri sex til et politisk projekt, hjalp nok også) Med Marcuse blev modkulturen grundlagt

I Eros og civilisationen fra 1955 tager Marcuse udgangspunkt i Freuds eget forsøg på at inkorporere psykoanalysen i samfundsvidenskaben i værket Kulturens byrde.118 Freud havde beskrevet, hvordan civilisationen har tæmmet menneskets drifter, men ikke

mere end at vores instinkter alligevel konstant forsøger at frigøre sig fra de hæmmende bånd I Freuds verden var denne undertrykkelse af menneskets trang til øjeblikkelig tilfredsstillelse et civilisatorisk grundvilkår, der forhindrer kaos Marcuse accepterer et vist behov for menneskelig undertrykkelse – om ikke andet, fordi vi nødvendigvis må sikre os til dagen og vejen – og kalder dette vilkår for realitetsprincippet Over for dette princip står Eros, som er menneskets behov for lyst Som sagt accepterer Marcuse den grundlæggende konflikt mellem de to principper, men hævder, at balancen er forskubbet i en sådan grad, at vi lever i et egentligt repressivt samfund Vores drifter, lyster og tilbøjelighed til at gøre, hvad vi vil, er fundamentalt undertrykt Marcuse vil sætte lysten fri Det undertrykkende samfund er det borgerlige med dets normer og institutioner som familie, kirke og kapitalismen

Netop kritikken af kapitalismen blev udbygget i Marcuses mest berømte værk Det én-dimensionale menneske.119 Med små nuancer kunne dette værk lige så godt have heddet ‘det uautentiske menneske ’ Heri beskriver han, hvordan de moderne kapitalistiske samfund med massemedier, reklamer og forbrug pådutter borgerne falske behov

Borgerne ænser end ikke, at de er undertrykt, fordi samfundet er endimensionelt og det frigørende alternativ er usynligt Den falske bevidsthed er kort sagt grunden til arbejderklassens udeblevne oprør, som Marx ellers havde profeteret Marcuse søger derfor at spore, hvorfor den negative tænkning (modreaktion og oprør) er udeblevet Hvor kunsten og kulturen tidligere udgjorde sin egen dimension, er massekulturen i det moderne kapitalistiske samfund blevet gjort til en del af den folkelige forbrugskultur Ligeså med Marx og Freud, der er blevet integrerede i samfundet og har mistet deres status som i opposition til det bestående Marcuse kalder denne mekanisme for repressiv tolerance

I modsætning til sine kolleger i Frankfurterskolen tror Marcuse på muligheden af et oprør Det moderne kapitalistiske samfund hviler på behovet for evig udvidelse af produktionen og har derfor brug for konstant våbenproduktion til krig Velfærds-og-krigsførelses-staten

kalder han det Derfor nærer han et håb om, at antikrigsbevægelserne kan føre til en samfundsomstyrtning Men det er omtrent så konkret, det bliver Det egentlige konkrete budskab begrænser sig til, at et opgør med det bestående samfund er nødvendigt

Undervejs i sit forfatterskab bliver Marcuse lidt skeptisk over for, hvornår den revolution mon kommer I Kontrarevolution og venstrefløj fra 1974 skriver han, at kapitalismens afsluttende krise kan vare 100 år Idéen om revolutionen er selvfølgelig ikke noget, nogen tager alvorligt i dag

Marcuse har haft stor indflydelse som popularisator af Heideggers og Sartres begreb om det frigjorte, autentiske menneske Men en måske endnu vigtigere del af hans arv var foreningen af den sociale revolution med den seksuelle Hos Marcuse får vi en relativt tilgængelig fusion af Heidegger, Freud og Marx, og derfor var det oplagt, at mange ungdomsoprørere samlede sig om netop hans filosofi Det er et samlet program med økonomisk revolution, fri sex og selvrealisering Med Marcuse blev det private politisk, som det senere hed i en feministisk parole Han angriber som nævnt Freuds syn på de bånd, som et civiliseret samfund nødvendigvis må lægge på den enkelte I forhold til eksempelvis seksualdriften gælder det, at den er hæmmet af kærlighed, af varige ansvarlige relationer og hengivenhed En undertrykkelse, der også handler om kapitalismens tingsliggørelse af mennesket Den sociale og seksuelle revolution hænger sammen, og det skal forstås meget radikalt Som en sand popularisator pakker Marcuse ikke tingene ind:

Når kroppen ikke længere blev brugt som heltidsarbejdsinstrument, ville den blive reseksualiseret. Den regression, som ville følge med denne udvidelse af libido, ville først gøre sig gældende ved en reaktivisering af alle erogene zoner og derefter i en opblussen af den præ-genitale, polymorfe seksualitet og i et fald i den altoverskyggende genitalitet. Kroppen som helhed ville blive et objekt for katexis, en ting, der skulle nydes – et middel til at opnå lyst. Denne ændring i libido-relationernes værdi og omfang ville føre til en opløsning af de institutioner, hvori de

private interpersonlige relationer er blevet organiseret, specielt den monogame og patriarkalske familie

120

Med revolutionen følger altså en fri og uhæmmet libido, og denne er på en eller anden måde også vejen til revolutionen gennem opløsning af familien Marcuse er ikke en systematisk tænker, så det er uklart, hvordan sexlivet og revolutionen hænger sammen Men at de følger hinanden, efterlader han ingen tvivl om I et senere værk skriver han, hvordan den seksuelle revolution kun kan omfatte hele mennesket, hvis den er i overensstemmelse med den rette politiske moral – men her var han også blevet noget mere skeptisk i forhold til, om den snarlige revolution mon overhovedet kommer

121

En fællesnævner for Marcuses forestillinger om det nye arbejdsliv og det nye seksualliv er lysten Han kalder det en udvikling fra seksuallivet til Eros. En driftstilfredsstillelse, der altså ikke bare er seksuel, men som muliggør en generel individuel selvrealisering Væk med præstationsprincippets snærende bånd på arbejdsmarkedet (og i sengen) Når Eros har vundet over den fremmedgjorte lønslavetilværelse, kan mennesket begynde en fri udfoldelse af sine evner I stedet for at arbejde vil vi tilfredsstille vores drifter: ved at lege! Vi må tage hans ord for det, men de impulser, der determinerer legen, er de prægenitale, hvorfor legen udtrykker en objektfri autoerotik, der tilfredsstiller vores libidokomponenter.122 Vi skal ikke kunne sige præcist, hvad det betyder, men vi fremhæver det blot for at understrege, hvor bogstaveligt, Marcuse ser sammenhængen mellem den frigjorte seksualitet og det frigjorte arbejdsliv

Vi har grundlæggende at gøre med en totalteori Et nyt menneske, et nyt samfund Alt er undertrykt, og kun gennem sammenhængende økonomisk, social, kulturel og seksuel revolution kan mennesket løsrive sig fra sine lænker Resultatet vil blive det ubundne individ, der kan søge den fuldkomne tilfredsstillelse, selvrealisering og frigørelse:

Når skrankerne for den fuldkomne tilfredsstillelse ikke længere bliver brugt som midler til at holde mennesker fast i fremmed-

gjorte præstationer, så vil de blive elementer i en menneskelig frihed; de vil beskytte den anden fremmedgørelse, hvori lysten har sin oprindelse – menneskets fremmedgørelse ikke for sig selv, men for den blotte natur, dets frie selvrealisering. Mennesker ville virkelig være til som individer, enhver vil forme sit eget liv; de ville møde hinanden med virkeligt forskellige behov og virkeligt forskellige former for tilfredsstillelse.123

Det forekommer skørt i dag, men Marcuse forestillede sig i dybeste alvor sådan et hedonistisk himmerige med gnidningsløse knald i øst og vest Hvor Sartre var fuldt bevidst om frigørelsens bagside, og den kvalme over livet, den risikerer at medføre, går Marcuse planken ud og lover paradis på jord Ikke underligt, at han blev studenteroprørets filosof Her fik oprørerne en samlet pakke af identitet, politisk program, sex og drømmen om et nyt samfund

Marcuses forestillinger om totaliteten i revolutionen gør ham også bevidst om det essentielle i et kulturelt oprør Hvor Marx havde et endimensionelt syn på mennesket, der handlede om arbejde og økonomi, er Marcuse bevidst om, at man ikke kan adskille den kulturelle udvikling fra den materielle Politisk radikalitet indebærer også moralsk radikalitet, som han skriver i Frigørelsen fra ‘revolutionsåret’ 1968, der er tilegnet de unge oprørere Og så går han ellers i gang med at lovprise flower power på grund af kontrasten mellem blomster og magt Han er begejstret for negationen af det bestående i hippiekulturen med trip, græs, pot og syre Ligesom han taler om sanseligheden i det lange hår, som ikke er tilsmudset af plasticrenlighed (det sidste er utvivlsomt korrekt) 124 Her var et opgør med den borgerlige moral! For Marcuse var den slags udskejelser en del af vejen mod det nye samfund Alt sammen en del af helheden Den psykedeliske søgen opløser det bestående samfunds ego (det skriver han helt alvorligt) og er derfor en frigørelse

Endnu mere begejstret er Marcuse for den moderne vilde kunst Med kunstens opløsning og nedbrydning af eksisterende former ser han intet mindre end en slags foregribelse af et samfund på et højere udviklingstrin – altså hans skitserede paradis på jord Ikke

fordi kunsten som sådan har et politisk indhold, men ganske enkelt fordi kunstens form rummer et frigørende potentiale I den senere udgivelse Den æstetiske dimension kritiserer han den form for marxisme, der insisterer på en politisk kunst a la socialrealisme

125 Nej, Marcuse ser et oprør i kunsten mod det eksisterende Den forkaster den bestående virkelighed, overskrider sprog, adfærd og alt det umiddelbare, og på den måde bliver den frigørende Eller, sagt på en anden måde, den moderne kunst er et brud med alt det eksisterende Og for Marcuse er nedbrydning et nødvendigt skridt på vejen mod det nye samfund

Med dette nedbrydningsprojekt in mente kan hans begejstring for moderne kunst ikke overraske Han ser faktisk en radikal og progressiv kulturrevolution, hvor der er sket en gennemgribende forandring af både musik, litteratur og kunst 126 Det skriver han i 1972, hvor ungdomsoprøret har gået sin sejrsgang med enorme kulturelle omvæltninger Som han konkluderer, er der nærmest sket et fuldendt brud med den borgerlige tradition inden for kunsten, både den seriøse og den populære

Både på et moralsk og analytisk plan afviser vi Marcuses teorier, og der er vist heller ikke mange venstreorienterede, der dyrker ham længere Men hans vurdering af kulturrevolutionen er vi enige i Der er vitterligt sket et fuldkomment brud med den borgerlige tradition inden for kunst og kultur Og fællesnævneren er en frigørelse fra den eksisterende moral og verdensopfattelse (det er blandt andet noget med undertrykkelse i Guds og forretningslivets navn127) Vi vil senere dykke ned i kulturrevolutionen, dens uskønne frembringelser og ikke mindst de tanker, der lå bag Udgangspunktet for kunsterne var nemlig fundamentalt set det samme som for opløsningstænkeren Marcuse, men i dag vil mange nedbrydningskunstnere ikke stå ved det formål med deres kunst, som deres mere begavede pionerer udtænkte Vi bemærker tørt, at det er muligt, at den gennemsnitlige akademiuddannede kunster ikke tænker over det revolutionære aspekt af kunsten, men det var ikke desto mindre det eksplicitte formål, og er netop også (begejstret!) blevet opfattet sådan af de store hadets filosoffer