Udgrænsningen af det normale

Revolutionen blev aldrig til noget En hel generation af intellektuelle fantaserede om at rive samfundet ned, men det eksisterer stadig Mærkbart forandret, men slet ikke i det omfang, de revolutionære forestillede sig I dag er der ingen alternativer til det liberale demokrati Ingen alternativer til kapitalisme Det har efterladt de venstreradikale desillusionerede og afmægtige

De er holdt op med at drømme om et utopisk samfund, men deres modstand mod borgerligheden og alt, hvad den står for, er intakt Frem for frigørelse handler den moderne udgave af hadets filosofi derfor nu om undertrykkelse En undertrykkelse, der virker gennem skjult magt, som holder alle nede og ensretter dem efter borgerlige normer Gennem skolen Familien Psykiatrien Vores køn Fængslerne Velfærdssamfundet Gennem sprog og symboler Bygninger Pensumlister Hollywoodfilm Reklamer Alle steder

Den mest aggressive dyrkelse af undertrykkelsen kender vi som identitetspolitikken Hudfarve, køn, seksualitet, handicap, højde, drøjde og hvad, man nu kan finde identitet i Identitetspolitik er kendetegnet ved sin fjendtlighed over for majoriteten og opbygger en modsætning mellem sig selv og de angivelige undertrykkere Det er aldrig ‘jeg er stolt af at være kvinde og hviler i min femininitet eller min etniske baggrund ’ Kernen er modsætningen til flertallet At man er en anderledes Og, selvfølgelig, at man er undertrykt

Forestillingen om alles magt over hinanden stammer fra Heidegger Vi husker, hvordan han beskrev mennesket som bundet

til det almene – til man’et – om de andres overherredømme og dettes usynlige magt Det spor går den franske filosof Michel Foucault nedad Ligesom det var Sartre, der populariserede Heideggers eksistentialisme, var det Foucault, der populariserede Heideggers beskrivelse af den undertrykkende magt mellem mennesker

I begyndelsen af 2021 gik den franske forskningsminister til angreb på den amerikansk importerede identitetspolitik, hvilket var særdeles pudsigt For mens ministeren bestemt havde ret i, at der så afgjort er tale om et intellektuelt importprodukt fra amerikanske universiteter, så manglede der noget i anklagen Amerikanerne har jo netop bygget identitetspolitikken på en baggrund af fransk filosofi Først og fremmest Foucault

Foucault var prototypen på den mere pessimistiske venstreradikale I sin ungdom var han medlem af kommunistpartiet, men meldte sig ud, inden han var fyldt 30 år Det var først og fremmest, fordi han følte sig narret af partiets propaganda, og selvom Foucault er inspirationen for nutidens mest radikale venstrefløj, tilhørte han i sin samtid den moderate del af bevægelsen Det siger selvfølgelig noget om radikaliteten på venstrefløjen på Foucaults tid

Sammenlignet med den 20 år ældre Sartre fik Foucault aldrig det samme folkelige gennembrud Vist var han en stjerne, men mest på universiteterne, og det er de færreste, der vil kunne læse og forstå ham Han var ekstremt elitær – med en prestigefuld uddannelse, en prestigefuld universitetsansættelse og utilgængelig for andre end humanistiske akademikere

Derfor fik Foucault ligesom Heidegger sin indflydelse gennem andre intellektuelle, især via universiteterne Her er hans udbredelse kun vokset siden hans død i 1984, og de sidste par årtier har han været den ubestridt vigtigste tænker på universiteterne Da vi tidligere nævnte Heideggers indflydelse på litteraturvidenskab, sociologi, sprogfag, musikvidenskab, kulturvidenskab, pædagogik, kommunikation, historie, religionsvidenskab, teatervidenskab og ledelsesfag, så er det ikke fordi de rent faktisk læser Heidegger De læser i stedet Foucault Kongen af humaniora

For at forstå Foucault er det imidlertid nyttigt at begynde et helt andet sted end Heidegger, nemlig hos lægen Georges Canguilhem og dennes bog om Det normale og det patologiske.134 Et værk, der fik afgørende betydning for Foucault

Bogen er en undersøgelse af normaliteten, der kort fortalt kan have to betydninger: 1) det, der svarer til gennemsnittet og 2) sådan som tingene bør være I lægevidenskaben er en sygdom en afvigelse fra det normale – eksempelvis når vi har influenza Når vi er blevet raske, er vi blevet normale igen Med lægevidenskabens fremvækst er vi som samfund imidlertid kommet til at sætte lighedstegn mellem det normale og det sunde, og dermed også mellem det unormale og det usunde eller negative Canguilhems pointe er således, at ‘det normale’ ikke er et neutralt udtryk Det er derimod dynamisk og polemisk og definerer alt det, der ligger uden for normaliteten, som negativt

135

Og lige så vigtigt gælder det modsat Det unormale bestemmer, hvad der er normalt Det normale har brug for sin modsætning Særligt denne sidste pointe tager Foucault med sig ind i sin sociale kritik Det borgerlige samfund har brug for det ikke-normale og det ‘syge’ til at definere sin egen normalitet

Med det udgangspunkt kan vi forstå en stor del af Foucaults forfatterskab, nemlig Sindssygdom og psykologi fra 1954, der blev uddybet i den mere kendte Galskabens historie i den klassiske periode fra 1961 og Klinikkens fødsel fra 1963 Disse udgivelser har udgangspunkt i hans interesse for normalbegrebet: hvad og hvem bestemmer det normale, hvorfor og hvilke midler tages i brug for at opretholde distinktionen mellem det normale og det unormale? Vi vil i det følgende kalde dem Foucaults forfatterskab om normalitetsbegrebet eller normalitetsbøgerne

Det er umiddelbart svært at bestemme, hvilken genre Foucault skriver i Er det historie? Er det psykologi? Eller filosofi? Umiddelbart forekommer det som historiske fremstillinger af sindssygdom Men hans bøger giver absolut intet historisk overblik og fremstår i stedet som beskrivelser af tilfældige begivenheder Det er en selvstændig pointe Foucaults metode på dette tidspunkt i

forfatterskabet har han selv benævnt arkæologien. I stedet for at gå oversigtligt og generaliserende til værks, dykker han ned i det historiske arkiv og trækker signifikante begivenheder frem Så vi kan næsten opfatte det som med vilje, at hans historiefortælling virker noget selektiv

Det andet særlige element ved Foucaults filosofiske historieskrivning er, at det er datidens sandheder, han vil undersøge Sandhed er ikke en absolut størrelse, men noget, der varierer fra tid og sted Han kalder det for epistemer.

Helt overordnet er der tale om en forfaldsfortælling Med nedslag i forskellige begivenheder vil Foucault fortælle, at der er sket et markant skifte i vores opfattelse af galskab og sindssygdom Der var engang, hvor vi havde en åben interesse, hvis ikke decideret beundring, for det gale menneske Ja, frem til omkring 1650 har den vestlige kultur været besynderligt gæstfri over for dem, vi i dag betragter som afvigere 136 Men denne gæstfrihed varer ikke længe Fra accept og inkludering begynder vi at udelukke og spærre inde Vores forhold til de gale mister de tidligere tiders åbenhed og tolerance De skal nu helbredes, forbedres og kontrolleres

Hvad skyldes skiftet? Det handler ikke mindst om det borgerlige kapitalistiske samfund, der forsøger at opretholde sig selv På den ene side er der en åbenlys økonomisk dagsorden Det borgerlige samfund har brug for produktive indvånere og internerer og udvinder arbejdskraft af alle dem, der ikke bidrager af sig selv På den anden side er der en moralsk dagsorden Når samfundet kontrollerer og straffer afvigerne, er det også et redskab til at fremhæve den (borgerlige) normale adfærd Ved at kunne pege på afvigernes forkerthed bliver de normales rigtighed bekræftet

Foucaults forfatterskab om normalitetsbegrebet, altså Sindssygdom og psykologi, Galskabens historie og Klinikkens fødsel, handler i udpræget grad om det borgerlige samfunds kontrol af de gale De afstraffes, ydmyges og udsættes for en grundlæggende totalitær kontrol Eksempelvis beskriver Foucault et asyl for de sindssyge, hvor en indlagt udsættes for:

… en uafbrudt social og moralsk kontrol; at helbrede ham vil sige at genindprente ham afhængighedsfølelse, ydmyghed, skyldfølelse og taknemmelighed, følelser, som er familielivets moralske grundlag. For at opnå dette bruger man midler som trusler, afstraffelser, fratagelse af mad, ydmygelser, kort sagt alt, der på én gang vil kunne umyndiggøre den gale og få ham til at føle sig skyldig.137

Der har selvfølgelig også været kontrol af afvigere i tidligere tider, men Foucaults pointe er, at kontrollen har ændret karakter Tidligere var der i højere grad tale om fysisk tvang og indespærring, mens den nye kontrol er langt mere invasiv Den vil ikke bare forhindre de gale i at gøre skade, men afrette og forbedre dem Lægen på galeanstalten er således ikke længere en, der skal hjælpe, men er blevet en moralsk dommer Institutionen skal lære de indsatte, at de er forkerte Gennem ydmygelse og umyndiggørelse

Dette skifte hænger sammen med en ændring i, hvordan man opfattede de gale Hvordan man tidligere havde en opfattelse af galskaben som en tilstand, der var lige dele psykisk og fysisk, handler behandlingen nu om de indsattes sjæl Et medfødt fysisk handicap kan man jo ikke gøre noget ved, men sjælen kan man rette op på Den kan forbedres Man kan lære de gale, at de er forkerte afvigere Og netop fordi det er et sjæleligt anliggende, er der brug for en indtrængen i de gales psyke på et dybere niveau Som Foucault forklarer andetsteds:

I det nye asylunivers, i dette straffende og moralske univers, er galskaben blevet et fænomen, som væsentligst vedrører den menneskelige sjæl, dens skyld og dens frihed … Men denne psykologisering er kun den overfladiske virkning af en mere hemmelig operation, som er placeret på et dybere niveau – en operation, hvorved galskaben bliver indføjet i systemet af moralske værdier og repressioner. Den bliver lukket inde i et straffesystem, hvor den gale, umyndiggjort, med fuld ret føler sig beslægtet med barnet, og

hvor galskaben, efter at have fået påhæftet skyldbegrebet, opfattes som værende tæt knyttet til forseelser og brist.138

Det er en gennemgående pointe for Foucaults værker om normaliteten Det borgerlige samfund gør de sindssyge til moralske afvigere Derfor skal de institutionaliseres, ydmyges, tilrettes og forbedres, så de kan blive normale Et straffende, moraliserende udenomssamfund, der ekskluderer de ikke-konforme Og selvom Foucault overfladisk set først og fremmest beskæftiger sig med, hvordan samfundet har behandlet de sindssyge, er der tale om en generel samfundskritik Han forklarer eksempelvis, at ekskluderingen af afvigere fra normaliteten gælder alle dem, der frembyder tegn på forstyrrelse i forhold til fornuftens, moralens og samfundets orden.139 Altså, kort sagt alle dem, der falder uden for den borgerlige normalitet, og han fremhæver libertinere, fattige, invalide, gamle, arbejdsløse og folk med kønssygdomme

Lad os opsummere Foucault har beskrevet galskaben i det, der umiddelbart forekommer som en historisk analyse Det er det selvfølgelig også, men det rummer tillige en omfattende normativ kritik af det borgerlige samfund og dets værdier Hvor vi en gang påskønnede de skæve eksistenser, bliver de i dag sygeliggjort og udskammet, selvom deres eneste brøde er ikke at være som folk er flest Det er kernen i Foucaults kritik At det borgerlige samfund dyrker et ideal om normalitet med familie og arbejde og for at bekræfte sig selv i rigtigheden af denne normale måde at være på Derfor ekskluderer, fordømmer og udgrænser samfundet alle afvigerne

Så bag den lidt underlige og ikke særligt læsbare historiske gennemgang gemmer der sig en klar samfundskritik Men den er selvfølgelig ikke nær så eksplicit som marxisternes, og hvis man var på udkig efter et svovlskrift mod det borgerlige samfund, bliver man slemt skuffet Historien om galskab fik da heller ikke etableret Foucault som nogen stor samfundsrevser, men først og fremmest som akademiker Og han var ærgerlig over, at hans sam-