Alt er magt

tids venstrefløj ikke kunne se det politiske potentiale i hans kritik af normaliteten

Alt er magt

Foucaults berømmelse indtraf først med udgivelsen af Ordene og tingene i 1966 Et utilgængeligt værk, der højst overraskende formåede at blive en bestseller og gjorde ham til en af Frankrigs førende intellektuelle Ordene og tingene adskiller sig markant fra det tidligere (og senere) forfatterskab og er først og fremmest en idéhistorie Foucault beskriver, hvordan forskellige historiske perioder har nogle underliggende skjulte idémæssige antagelser – de førnævnte ‘epistemer ’ Og mere konkret, hvordan vi i moderniteten har udviklet humanvidenskaben Her studerer vi eksempelvis love om mennesket på samme måde som naturlove, altså noget, som vi som mennesker ikke kan kontrollere Tænk eksempelvis på love fra økonomisk videnskab, der bestemt minder om naturvidenskabelige lovmæssigheder

I mindre omfang peger Foucault også fremad og laver en halv forudsigelse om, at humanvidenskaben vil forsvinde igen til fordel for en art strukturalisme Altså, at vi i stedet for at analysere mennesker vil analysere strukturer Den pointe har han fået delvist ret i, netop fordi store dele af humaniora og samfundsvidenskab i udpræget grad bygger på Foucaults egen tænkning

Ordene og tingene er også et forsøg på at udvikle en ny videnskabelig metode – den, vi allerede har nævnt, og som Foucault kaldte for arkæologien: en idéhistorisk tilgang til det passerede, der handler om at finde og tydeliggøre de ellers usynlige antagelser mellem forskellige perioder Altså, forskelle i de såkaldte epistemer Man kan diskutere, om det reelt er nogen ny metode Vi kan i hvert fald ikke pege på, hvad der adskiller Foucaults arkæologi fra al mulig anden idéhistorie med et bestemt værdimæssigt afsæt Ja, om man vil, kan man også kalde vores bog for en arkæologi Eller i Foucaults termer er det måske snarere et eksempel på genealogi

Arkæologien som metode blev nemlig videreudviklet i 1970’erne til det, Foucault kalder genealogien Nu handler metoden ikke blot om, hvad vi en given periode opfatter som sandt, men også om magt En genealogisk analyse hos Foucault samler de videns- og magtmæssige forudsætninger, med hvilke vi dømmer noget sandt eller falsk Hvad er årsagen til skiftet fra det ene til det andet sæt af sandheder? Hvilken indflydelse har magten på vores opfattelse af sandhed om denne eller hin sag?

Denne betoning af sammenhængen mellem magt og sandhed er naturligvis nietzscheansk I essayet Nietzsche, genealogien, historien fra 1971 forklarer Foucault påvirkningen fra Nietzsche og baggrunden for at bruge dennes begreb, genealogien, om sin metode Sandheden er relativ Den er resultatet af foranderlige fortolkninger: den er herredømmeforholdenes tilfældige spil

140 Viden er altså ikke objektiv, men mere eller mindre tilfældig Og samtidig er viden magt De, der producerer et bestemt epistemes videnskabelige sandhed, har magten

Den genealogiske analyse kommer klarest til udtryk i Overvågning og straf fra 1975, der formentlig er Foucaults mest kendte og indflydelsesrige værk Og selvom der her er tale om en genealogisk metode, minder Overvågning og straf temmelig meget om Galskabens historie og Klinikkens fødsel. Umiddelbart er det en historiebog med hvad der ligner tilfældige nedslag i begivenheder, der alle bekræfter den overordnede fortælling

Ligesom i normalitetsbøgerne anfægter Foucault den populære udlægning af moderniteten som en stedse mere human æra Tværtimod, så intensiveres og forgrenes kontrollen af de indsatte – og intetsteds sker det så tydeligt som i fængslet Det kan umiddelbart synes underligt, for hvad med tidligere tiders brutale afstraffelse af fanger med pinestraffe og andet uvæsen, som vi i dag opfatter som barbarisk? Foucault forklarer, at i moderniteten er målet med straffen en forbedring og normalisering af den indsatte Forbryderen skal grundlæggende ophøre med sine kriminelle tilbøjeligheder og reintegreres i samfundet Vi vil kort sagt ikke længere straffe forbryderne, vi vil helbrede dem 141 Denne udvikling inden

for straffeområdet opfatter Foucault som et produkt af samfundsudviklingen Det moderne kapitalistiske samfund har brug for arbejdskraften, og den straffede skal derfor blive til en rentabel ejendom, hvor det alt andet lige er mere nyttigt for samfundet at forbryderne er underkastet og tjener staten i en slavetilstand.142 Forbryderne skal rettes ind, kontrolleres konstant og i deltaljer med henblik på at gøre dem mere produktive Denne del af analysen lyder som klassisk marxistisk udbytteteori, men det er faktisk ikke den angivelige udbytning, der er hans største anke

Foucaults pointe er, at straffen i moderniteten er langt mere indgribende, idet den ikke beskæftiger sig med kroppen, men med sjælen Straffen trænger ind i vores i sind og ændrer vores forestillinger om verden I modsætning til, hvad vi fandt hos enevældige magthavere, er modernitetens anonyme strafferetlige system en subtil og langt mere effektiv form for magtudøvelse Som han udtrykker det, kan en tåbelig despot tvinge nogle slaver med jernkæder, men en sand politik binder dem meget stærkere med deres egne forestillingernes kæder 143 Her får vi magtbegrebet i skitseform Jernkæderne er udtryk for magt i den traditionelle betydning, mens vores egne forestillinger er magt i den foucauldianske betydning

Bortset fra magtbegrebet er det slående, hvor identisk analysen af fængselsvæsenet er med den tidligere analyse af galskab og sindssygdom Man får fornemmelsen af, at Foucault kunne have været nået frem til samme pointe for et hvilket som helst område af samfundet Og det er faktisk også en del af budskabet i Overvågning og straf Foucault har nemlig langt fra kun fængselsvæsenet i tankerne, men bruger det som illustrativt eksempel for en generel samfundsanalyse Som han udtrykker det, ligner fængsler fabrikker, skoler og hospitaler 144 Her sker kontrollen over menneskets forestillinger ikke mindst gennem disciplinering Institutionerne underlægger os en tidsplan, en beskæftigelsesplan, obligatoriske bevægelser, flid, respekt, gode vaner og så videre, der skal gøre os til lydige subjekter Subjekterne bliver hierarkiseret i gode og dårlige mennesker i forhold til graden af konformitet med

de herskende normer, men det er ikke sådan, at man kan undslippe magten ved at rette ind Tværtimod beskriver Foucault mekanismen som et evigt straffesystem og uendelig gradvis afretning, hvor individerne kan forsøge at underkaste sig den disciplinære magt, men aldrig kan gøre det fuldt ud Kort sagt er disciplinen blevet samfundets almene form for beherskelse af mennesker Det kan lyde stærkt, men Foucault går endnu videre og sammenligner direkte med slaveriet, der udgjorde en lige så effektiv magtudøvelse, men til gengæld var dyrt og besværligt 145 Her bliver det tydeligt, at der bagved den historiske analyse gemmer sig et benhårdt angreb på det borgerlige samfund

Som nævnt er det først og fremmest i analysen af magtbegrebet, at Overvågning og Straf adskiller sig fra den tidligere del af forfatterskabet Samtidig kan man dog alligevel forstå dette værk som en fortsættelse af de tidligere, hvor begrebet om det normale og unormale, der oprindeligt optog ham, er fuldkomment centralt i magtanalysen:

Det evigt straffende element, som går igennem alle punkter og kontrollerer alle tidspunkter i de disciplinære institutioner, sammenligner, hierarkiserer, homogeniserer og udelukker. Med et ord: den normaliserer.146

Man kan umiddelbart blive i tvivl, om det er en radikal eller banal pointe Det er jo ikke normalt at overfalde eller berøve andre mennesker, så i den forstand bliver forbrydere normaliseret, hvis de holder op med at bryde loven Foucaults pointe er dog den radikale Han ser lovene som en del af en generel undertrykkelsestaktik, hvis formål er at skabe afvigere Det handler ikke om krænkelsen af den fælles interesse, det er tværtimod afvigelsen og unormaliteten 147 På den måde bliver straffen et redskab for de dominerende grupper i samfundet til at hævde sig selv og deres egen normalitet Og igen er det ikke en analyse, der er reserveret til fængselsvæsenet Dette forsøg på at ensrette, afrette og normalisere andre mennesker gælder alle steder, hvor mennesker møder hinanden

Normalitets-dommerne er tilstede overalt. De sørger alle sammen for, at det normatives almengyldighed hersker.148

Disse dommere skal selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt, men er et billede på den magt, som udøves af alle mulige i samfundet – en klar inspiration fra Heideggers påstand om, at vi holder hinanden fast i man’et, i et anonymt diktatur Hos Foucault er vi alle med til at sikre opretholdelsen af moralen og dermed undertrykkelsen af det marginale Hævde vores egen normalitet ved at støde afvigere fra os Ligesom i Galskabens historie, hvor Foucaults pointe er, at de gale ikke nødvendigvis er gale, siger han at forbryderne ikke er forbrydere De er bare udstødte, som de herskende kræfter har ekskluderet, fordi de afviger fra normalen I slutningen af bogen får vi således, råt for usødet, Foucaults aktivisme tydeliggjort: Når det kommer til stykket, så er forbrydelsens eksistens heldigvis udtryk for, at »den menneskelige natur ikke kan undertrykkes«, man skal heri snarere end en svaghed eller sygdom se en energi, som genrejser sig.149 Og fangerne? De er den mest ulykkelige og mest undertrykte del af menneskeheden 150 I det borgerlige samfund bliver de unormale undertrykt og udstødt

Det, der gjorde Overvågning og straf til hans hovedværk, var netop, at det var en generel samfundskritik og ikke bare en historisk analyse af fængselsvæsenet Men det kan nu stadigvæk være vanskeligt at destillere den generelle samfundsanalyse ud Når Foucault er notorisk vanskelig at forstå, skyldes det ikke kun dunkelt sprog og knudrede sætninger Han er særligt besværlig at læse, fordi hans begreber samtidig flagrer og er udefinerede Mange har derfor beskyldt hans bøger for at være fup eller har i hvert fald afskrevet deres værdi Vi er enige så langt, at Foucault kunne have udtrykt alt væsentligt i sin tænkning helt uden den historiske afdækning af galskab og fængselsvæsenet Til gengæld ville det være tåbeligt at bortdømme den analytiske værdi i hans begreb om magt Men før vi når til at beskrive kernen i det, bliver vi nødt til at gennemgå den afsluttende del af forfatterskabet, der handler om seksualitet

Seksualitetens historie var et enormt foretagende, der var planlagt til at udkomme i fire bind, men Foucault nåede kun at udgive tre i sin levetid I praksis blev det også kun første bind med titlen, Viljen til viden, der endte som et vigtigt bidrag til hans tænkning Det udkom i 1976 og dermed efter den seksuelle revolution, hvilket gør Foucaults udgangspunkt temmelig anderledes end Marcuses Hvor frigørelsestænkere tidligere forestillede sig, at hvis vi blot talte mere om sex, ville vi blive mere frigjorte, måtte Foucault konstatere, at man talte mere om sex end nogensinde før, uden at magten var ophørt med at virke Faktisk tværtimod Men hvilken magt ligger bag den megen tale om det seksuelle?

Foucault spørger, om ikke årsagen til den snakkesalige opmærksomhed på kønnet er at tilsikre befolkningstilvæksten, reproducere arbejdskraften, opretholde samfundsordenen, kort sagt tilordne en økonomisk nyttig og politisk konserverende seksualitet?151 Ligesom i de tidligere værker forklarer han altså den undertrykkende magtstruktur ved at henvise til den kapitalistiske økonomis behov Og ligesom i de tidligere værker anklager han det borgerlige samfund for at bruge normaliteten til at udgrænse afvigerne I seksualiteten får borgerlige legitime par derfor en større grad af frihed, men den unormale seksualitet i form af de forargelige, dem med perversionerne og børnene, bliver skarpt overvåget

Foucault beskriver den magt, som bruges til at holde de perverse lystfølelser nede, som psykiatrisation. Altså at gøre den til et psykiatrisk anliggende Heri ligger også det nye i Foucaults analyse Psykiatrisationen er et eksempel på en videnskabeliggørelse af seksualiteten, hvor magten ligger i måden, vi taler om seksualiteten på Det moderne samfund er altså karakteriseret ved at indsamle viden om seksualiteten, og denne viden danner grundlag for, hvordan seksualiteten bør være Det er dermed ikke en neutral videnspraksis, men derimod en vidensindsamling, der bruges til at kontrollere og normalisere (borgerliggøre) det seksuelle

Denne vestlige videnskabeliggørelse af seksualiteten, scientia sexualis, sætter Foucault i modsætning til seksualiteten som en kunstart, som han finder i Asien og den muslimske verden De har

udviklet en ars erotica, erotik som kunstart, der ikke indespærrer seksualiteten i en bestemt opfattelse af, hvordan den er eller bør være Det er derimod en sanselig tilgang til seksualitet og handler mere om, hvad man gør, end hvad man er

Det lyder en smule abstrakt, men lad os tage det måske mest indflydelsesrige eksempel på, hvordan videnskabeliggørelsen af seksualiteten udfolder sig Ved at gøre seksualitet til en videnspraksis med en normal og unormal kategori får vi også identiteten som unormal Og én af disse identiteter, der vokser frem i moderniteten, er den homoseksuelle Homoseksualiteten er altså en konstruktion, som kommer til at tegne hele personens væsen I stedet for at se homoseksualitet som en særlig seksuel sanse-egenskab bestemmes den som en omvending af forholdet mellem kønnene Det at have sex med en fra eget køn er således ikke – som i ars erotica – en erotisk handling, men bliver i stedet noget, der konstruer personens identitet Frem for at ‘gøre’ noget homoseksuelt, så ‘er’ man homoseksuel Den herskende ‘viden’ får skabt en identitet som homoseksuel hos de ‘homoseksuelle’ selv, hvor man også bare kunne vælge at opfatte lysten til sex med eget køn som et sanseligt karaktertræk ved personen Vores videnspraksis har altså skabt den sociale virkelighed Denne idé om vores mest grundlæggende identitet som noget konstrueret har naturligvis været afgørende for identitetspolitikken

Hvem er det så, der har konstrueret eksempelvis den homoseksuelle identitet? Her skal man bemærke titlen på første bind af Seksualitetens historie, som hedder Viljen til viden. Denne skal forstås som en direkte henvisning til Nietzsches begreb om viljen til magt Her er derfor bestemt ikke tale om ‘viden’ i objektiv forstand, men derimod som noget, der er givet ved magt Ved herredømmeforholdene Der findes ikke kendsgerninger – kun fortolkninger, som Nietzsche formulerede det Fortolkninger er dermed magt Videnskabeliggørelsen af seksualiteten opstiller en fast ramme, der udgør en skjult magt for alle dem, der tager den for givet Dominationsinstansen befinder sig ikke hos den, der taler (thi det er ham, der er tvunget), men hos den, der lytter og tier.152

Det mest kontroversielle i Seksualitetens historie er Foucaults angreb på det borgerlige samfunds kontrol af børns seksualitet Den ser han alle vegne I polariteten mellem forældrenes soveværelse og børneværelset, i den betydning man tillægger puberteten og de overvågningsmetoder, man foreslår forældrene, formaninger, hemmeligheder og bange anelser.153 Argumentet er det samme som tidligere: Børns seksualitet opfattes som noget unormalt, og hele familiens dynamik beror på en sådan overvågning af, at ingen afviger fra normen Foucault ser samme kontrol udspille sig i skolerne i form af klasseværelset, bordenes form, indretningen af gårdspladser og de fastsatte reglementer for overvågningen af, at eleverne falder i søvn og sover, alt dette henviser udførligt til børnenes seksualitet.154 Det er igen den skjulte magt, hvor selv borde og gårdspladser er en del af en magtnormalisering Med henblik på at kontrollere børns seksualitet

Foucault var ikke videre tydelig om børns eventuelle seksuelle aktivitet med voksne i Seksualitetens historie Men det var han så mange andre steder, eksempelvis som fortaler for at afskaffe den seksuelle lavalder 155 Forestillingen om, at børn ikke ønsker sex med voksne, er blot et udtryk for den ensrettende normaliseringsmagt Det var i øvrigt en anskuelse, Foucault delte med mange andre intellektuelle i datidens Frankrig – som nævnt ikke mindst Sartre og Beauvoir

Der er dog ingen tvivl om, at Foucaults egen seksualitet var afgørende for pointerne i Seksualitetens historie. Eksempelvis argumenterer Foucault for værdien af en ikke-seksuel erotik Her trækker han direkte på sine egne erfaringer fra det sadomasochistiske miljø, der netop handlede om en erotisk oplevelse af smerte, uden at der nødvendigvis var nogen seksuel handling involveret Når Foucault talte om normaliseringsmagten, var det selvsagt en, han også selv havde følt sig omklamret af

Lad os nu uddrage Foucaults analyse på tværs af de historiske værker om sindssygdom, straf og seksualitet Det vigtigste er hans begreb om magt, som aldrig bliver klart defineret, men godt kan beskrives nogenlunde sammenhængende Først og fremmest skal

magt hos Foucault forstås i kontrast til magtbegrebet i angelsaksisk liberal tænkning, der handler om jura, rettigheder, politik og tvang Eller, mere enkelt, at nogen bestemmer over nogle andre Foucaults magt er anderledes diffus Den er tilstede overalt, men det er alligevel ikke en magt, som nogen besidder Magt er noget, der udøves Den kan ikke lokaliseres hos en enkelt magtfuld person, men er udbredt i netværk mellem mennesker Eller i et forsøg på at være analytisk: Foucaults magt findes ikke hos personer, men kun mellem personer Magten er relationel Den er vores måde at tale om verden og dens fænomener på Den er indretningen af vores bygninger og de idéer, der ligger bag Foucaults magt er ikke noget ydre, men en indre størrelse

Magten omfatter således også vores vaner og forestillinger om det gode liv Om, hvad der er rigtigt og forkert Hvordan vi bør forme vores tilværelse Eksempelvis er vores forestillinger om det borgerlige liv et udtryk for magt – en permanent omkodning af borgernes bevidsthed 156 Altså fuldkommen samme pointe som hos Nietzsche, at der ikke findes sandt eller falskt, men at vi kan (og bør) skabe vores sandhed og egen moral Men hvor Nietzsche tog udgangspunkt i det enkelte (over)menneske, har Foucault et sociologisk samfundsperspektiv Mere præcist har han overtaget sit magtbegreb fra Heidegger og dennes medhinandenværen, som vi beskrev tidligere En usynlig magt mellem mennesker, som vi aldrig helt kan undslippe

Dernæst rummer Foucaults forfatterskab, og særligt magtanalysen, en eksplicit kritik af det normale Hvad end vi taler galskab, forbrydere eller sex, så er Foucaults budskab, at vores samfund fremmer en forestilling om, at man bør være normal, og derfor udgrænses og undertrykkes de, der træder udenfor Denne fjendtlighed over for normalen er det måske mest afgørende element i hadets filosofi, og den har haft voldsom succes, hvilket vi vender tilbage til i kapitlet om mennesket, der lærte at hade sig selv

Vi skal erkende den herskende magts forsøg på at ensrette os efter borgerlige normer i kapitalens og borgerskabets tjeneste og forsøge at frigøre os fra dem Gøre op med den uretfærdighed, de

unormale er udsat for, ikke mindst ved at afsløre normalitetsbegrebet som en falsk, ideologisk, undertrykkende størrelse Den borgerlige tilgang til børns seksualitet er blot et udtryk for konstiperet kontrollyst Lille Caroline og William skal have mulighed for at udleve deres seksualitet, også (og gerne) med voksne, hvis det er det, de vil(!) Men ikke blot pædofili, også alverdens andre perversioner og skævheder skal ud af skammekrogen Det gør man bedst ved at opløse selve normalitetsbegrebet Få alle de normale til at skamme sig og overvælde dem med skrigende anklager om intolerance og undertrykkelse – det taler til det normale menneskes samvittighed; for ingen (normale) ønsker at være intolerante over for deres medmennesker Psykologisk effent, kulturelt revolutionerende Samvittigheden er i det hele taget den borgerlige ordens akilleshæl, hvilket hadets filosofi til fulde har forstået at udnytte Det i sammenhæng med vores indbyggede flokdyrsinklination – de færreste kan lide at stå alene og blive peget og buhet ad – har gjort udskamningen og massemobiliseringen mod det normale til en stor landvinding for hadet til vores livsform Den woke kapitalisme har sågar taget den til sig og promoverer fro venstreradikale sager om for eksempel kønsopløsning og hudfarvefokuseret identitetspolitik Magten har vitterligt skiftet hænder, også i brede sfærer – Foucaults kamp har virket

Parallelt med Heideggers ‘Das Man’ skal vi ifølge Foucault modstå normaliseringsmagten Han formulerer ikke et eksplicit ideal om frigørelse, en egentlighed eller et autentisk valg, men som de mange værdidomme afslører, er det selvfølgelig en frigørelse fra de etablerede normer, han efterstræber Hvis vi tager Heideggers to spor, det eksistentialistiske og det poststrukturalistiske, så befinder Foucault sig entydigt i det poststrukturalistiske Han er i den forstand den mest pessimistiske tænker i den tradition, vi har gennemgået For når Foucault kun i stærkt begrænset omfang taler om frigørelse, hænger det ikke mindst sammen med, at vi hos ham slet ikke kan undslippe magten Det kunne man i og for sig heller ikke hos Heidegger, men han talte dog i det mindste eksplicit om det egentlige livsvalg Muligheden for at blive autentisk Selvom