Hvidhed og racismens genkomst

Hvidhed og racismens genkomst

Identitetspolitik er den foreløbige kulmination på hadets filosofi For få år siden et eksotisk fænomen på den radikale venstrefløj – nu en massiv bevægelse med tag i ikke mindst kulturinstitutionerne Vi bør bemærke, at vi er lorne ved betegnelsen ‘identitetspolitik’ For der er som sådan intet i vejen med en politik, der fremmer en bestemt identitet, og enhver politisk bevægelse rummer i den forstand noget identitetspolitisk Det særlige ved den identitetspolitiske bevægelse er dens foucauldianske verdenssyn Den ser verden gennem en prisme af magt og modmagt Hvor man identificerer en undertrykker og en eller flere undertrykte grupper, som man arrangerer antagonistisk mod hinanden Dyrker følelsen af at være udsat for en uretfærdig undertrykkelse af majoriteten, og derfor er man i en uløselig konflikt med det omgivende samfund Fjenden er den herskende normalitet Identitetspolitikkens grupperinger er ikke bare anderledes end majoriteten, de er imod den Den onde er de hvide, patriarkatet (altså hvide mænd) eller bare vestlig kultur generelt Det er således kollektivers kamp, også her med en slags David mod Goliat-opsats som mytologisk base For det andet, og vigtigere for vores ærinde, er der tale om en uudtalt enighed om ikke bare at bryde med det bestående, altså med de umiddelbare magthavere, men at gøre det på en så totaliserende måde, at det omfatter alt, lige fra samfundets institutioner til det enkelte subjekts private tanker om sig selv, andre og verden Identitetspolitik er et vestligt fænomen, opstået på særligt amerikanske universiteter, som har importeret kontinentaleuropæisk tænkning Hadets filosofi Og opgøret med normerne er i vidt omfang et opgør med den vestlige civilisations grundlæggende institutioner og kulturelle strukturer Det, vi også har kaldt for den borgerlige orden Som en hadets politik er det et had til majoriteten i Vesten, dens kultur og dens medlemmer Dyrkelsen af det anormale, det marginale, handler ikke om omsorg for dem, der falder udenfor, men er en instrumentalisering, en våbengørelse, af det anderledes med henblik på at spidde det forhadte flertal og den orden, livsformen hviler på

Prototypen på identitetspolitik er som nævnt feminisme, raffineret i den moderne butlerske variant Men når universiteternes studier i køn i dag er slået sammen med studier i race, hvidhed, nationalisme, postkolonialisme og den slags, skyldes det først og fremmest teorien om intersektionalisme ‘Intersektion’ betyder ‘skæring’ eller ‘kryds’ Race, klasse, køn og seksualitet krydser hinanden på forskellige punkter i et individ: der er ikke noget menneske, der udelukkende ‘er’ sin klasse, sin race eller sit køn Traditionel (hvid) feminisme talte om kvinder som én stor, monolitisk gruppe Men hvad med de kvinder, der også er sorte? Og homoseksuelle? Og non-binære? Og fattige? Og handicappede? Svaret er, ifølge intersektionalismen, at de alle er udsat for en undertrykkelse af majoritetssamfundet, og man kan ikke adskille undertrykkelsen af den ene gruppe fra den anden

Intersektionalismens mest kendte repræsentant er Kimberlé Crenshaw, der opfandt begrebet i 1989 Hun formulerer det sådan, at det er en fejl at anskue undertrykkelse ud fra en enkelt-kategorial akse 173 På den måde udsletter man sorte kvinders erfaringer som multi-bebyrdede og udsatte for dobbelt eller endda tredobbelt diskrimination og undertrykkelse I forhold til kønsdiskrimination havde normen været hvide kvinders oplevelser – mens sorte kvinders partikulære erfaringer var upåtalte i både feminismen og det bredere samfund

Diskrimination, som trafikken gennem et kryds, kan flyde i én retning, og den kan flyde i en anden. Hvis der sker en ulykke i et kryds, kan det skyldes biler, der kommer fra alle mulige retninger, og, somme tider, alle steder fra. På samme måde kan det, hvis en sort kvinde kommer til skade, fordi hun er i krydset, skyldes kønsdiskrimination eller racediskrimination.174

Og fordi sorte kvinders erfaringer bliver tilsløret af utilstrækkelige kategoriale analyser, der ser den sorte kvinde som enten sort eller kvinde, modeleret efter hvide kvinder eller sorte mænd, vedbliver de at være en marginaliseret gruppe En anden intersektionalist,

bell hooks, mener, at der går en lige linje fra den måde, man afstraffede slaver på for at kigge på en hvid person, og så til den måde, filmindustrien har præsenteret sorte amerikanere 175 Sorte kvinder har heller ikke måttet beskue verden på samme måde som de hvide Populærkulturens måde at se sorte kvinders kroppe på har også blot skullet rodfæste de hvides magt Løsningen er at anlægge et oppositionelt blik på de massemedier, hvis eneste ærinde er at opretholde hvidt overherredømme Det oppositionelle blik er et værktøj, sorte mennesker kan bruge til kritisk at anskue omverdenen og dens opfattelse af dem på og dermed forstå undertrykkelsens fremtrædelsesformer Kendere vil vide, at det er taget direkte ud af Foucaults tanker om ‘blikket’ i Overvågning og straf (som han i øvrigt selv havde fra Sartre, der anvendte begrebet filosofisk i Væren og Intet)

Både Crenshaw og hooks er, ud over at være intersektionalister, også proponenter for den mere overordnede position kritisk raceteori. Teoriens grundlægger er professor på Harvard, Derrick Bell, hvis primære anke mod dagens Amerika er, at racismen ikke er fortid, men at den tværtimod er blevet en integreret del af amerikansk kultur og institutioner Han opfandt begrebet om interessekonvergens, altså dette, at hvide mennesker angiveligt kun vil arbejde for at bedre sortes vilkår, når det falder sammen med deres egne interesser

Kritisk raceteori hviler selvfølgelig på en række antagelser For det første er den et opgør med den ‘liberale’ doktrin om farveblindhed: tværtimod er hudfarve afgørende i analysen af udformningen af samfundets institutioner og politikker Modstanden mod det såkaldte hvide overherredømme, altså antagelsen af, at hvide mennesker har uretmæssige privilegier, som de undertrykker andre med på grund af deres hudfarve, er et andet kerneelement Dertil kommer begrebet om mikroaggressioner, som kan være blikke, gestusser eller indirekte nedsættende eller fordomsfulde ytringer (eksempelvis at fejludtale et minoritetsnavn) Samt ikke mindst ikke-hvid separatisme og arbejdet for reparations, altså en form

for erstatning betalt til ikke-hvide minoriteter som undskyldning for historisk uretfærdighed og forfordeling

En kritisk raceteoretiker, Ibram X Kendi, er kendt for i sin bog Hvordan man er en antiracist at hævde, at der ikke findes neutral grund i racismedebatten 176 Enten er man ‘antiracist’, eller også er man racist Og hvad er så en racist? Det er en, der ikke sætter præfikset anti foran sin identifikation og ikke arbejder aktivt for at fremme antiracistiske politikker og ændringer i samfundet Man kan være racist med hensyn til mange forskellige parametre, eksempelvis etnicitet, køn, seksualitet, kultur, biologi, klasse og ‘rum’ En antiracist med hensyn til kultur er en, der afviser kulturelle standarder og hierarkier 177 En racist med henblik på klasse er en, der racialiserer klasser og anvender racemæssig kapitalisme i undertrykkelsen af disse En klassemæssig antiracist er omvendt en, der modsætter sig racemæssig kapitalisme, som hos Kendi lader til at være ensbetydende med forskelle i indkomst for henholdsvis sorte og hvide 178 En racist med hensyn til ‘rum’ er en, der støtter politikker, som fører til ressourceulighed mellem racialiserede rum 179 Og så videre i samme dur

Alle, der ikke har købt den radikale racetænknings tanker, er med andre ord racister – hvilket må siges at være noget af en generalisering Men den er både sand og nødvendig, vil en anden stemme i feltet sige: Robin DiAngelo, identitetspolitisk aktivist og forfatter til Hvid skrøbelighed. Hvorfor det er så svært for hvide at tale om racisme DiAngelo er selv hvid og skriver til hvide mennesker for at gøre dem opmærksomme på, at de er racister og hvordan Selve det, at de fleste hvide ikke tænker på deres egen hudfarve, at de ikke selv mener, at de er racister, er et udtryk for det privilegium og den dybt internaliserede følelse af overlegenhed, hvide mennesker er bærere af 180 Hvide menneskers benægtelse af deres racisme og det, at de ofte trækker sig fra situationer, der minder dem om det – og oven i dette, at de har svært ved at tale om deres bigotte indre, kalder DiAngelo for hvid skrøbelighed

Hos DiAngelo finder man derfor begreber som hvidhed og hvidt overherredømme Hvidhed er et standpunkt, hvilket vil sige, at en

væsentlig del af hvid identitet er at se sig selv som et individ, udenfor eller uskyldig som race – »bare et menneske« 181 Det får hvide mennesker til at klappe sig selv på skulderen for deres succes i samfundets institutioner og samtidig klandre sorte for deres manglende succes DiAngelo er bevidst om, at selve det at navngive hvidheden vil virke foruroligende – men det er godt, for denne destabiliserende effekt kan provokere den hvide skrøbelighed til at svare

182

Hvidt overherredømme er ikke racistiske enkeltpersoner eller begivenheder Det er et sociopolitisk økonomisk dominanssystem baseret på racekategorier, der tilgodeser dem, der defineres og opfattes som hvide 183 Det er også udtryk for europæisk dominans og en magtfuld ideologi, der promoverer idéen om hvidhed som idealet for menneskeheden uden for Vesten 184 Det har sejlet under radaren og er forblevet usynligt i modsætning til andre ideologier som socialisme og kapitalisme, hvilket har givet de hvide endnu mere magt Som evidens peger DiAngelo på antallet af hvide, der befolker topposter i USA, hvilket er de fleste

I det hele taget er der blandt disse forfattere og aktivister en voldsom fiksering på den hvide farve og dens iboende ondskab En tredje stemme, Layla F Saad, forfatter til Mig og hvidt overherredømme, har et sandt katalog af begreber med ‘hvid’ foran Hvid apati er, når hvide mennesker ikke går op i racisme Hvid centrering er, når hvidhed, hvide mennesker, hvide værdier, hvide normer og hvide følelser sættes øverst Hvad de så end måtte være Det hvide blik er den hvide overherredømme-linse, mennesker med hvidt privilegium ser farvede mennesker gennem Her var ‘blikket’ igen-igen Hvidt privilegium er, med begrebets opfinder Peggy McIntoshs, ord en usynlig pakke af ufortjente værdier 185 Så er der også begrebet om den hvide raciale ramme, som er den mekanisme, der forstærker det hvide overherredømme Rammen er dyb og omfattende og dækker over tusindvis af små ‘bits’ med kulturel information Det kan være billeder, tolkninger, udeladelser, historier – som alt sammen cirkulerer i populærkultur og institutioner 186 Overordnet betyder det, at farvede mennesker bliver set som inferiøre i forhold

til hvide i skabelsen og opretholdelsen af nationen 187 Med andre ord

rå og brutal racisme:

Hvidt overherredømme er en racistisk ideologi baseret på en antagelse om, at hvide mennesker på mange måder er mennesker af andre racer overlegne, og at hvide mennesker derfor bør dominere andre racer

188

Det lyder uhyggeligt; hvilke dunkle typer er dog bærere af sådanne ekstreme tanker, tænker du måske Saads svar er: de fleste hvide mennesker! I hvidt-centrerede samfund er doktrinen om hvidt overherredømme faktisk det dominante paradigme, der former selve det grundlag, på hvilket normer, regler og love bliver skabt

189 Og de hvide tænker ikke engang over det Som eksempel på, hvordan det hvide overherredømme er en uerkendt selvfølgelighed for hvide mennesker, giver hun boligsituationen: Hvide boligområder er ikke neutrale, men emmer af race; hvert et øjeblik, vi bruger i sådanne miljøer, forstærker den hvide forståelsesramme, som inkluderer et begrænset verdenssyn, dybt problematiske tegninger af farvede mennesker og velbehag i raceadskillelse 190 For ikke at nævne ‘hvide kvinders tårer’ – som er den moralske forbrydelse, det er, når hvide kvinder græder i selskab af mennesker med anden hudfarve Det må hvide kvinder ikke, fordi det genindskriver racismen: det trækker på den historiske terrorisme, der fik sorte mænd tortureret og myrdet på grund af en hvid kvindes bekymringer

191

Det, vi her har opridset, er altså en gennemført radikal tænkning Det identitetspolitiske fokus på selvvalgte kønskonstruktioner, på race, den intenderede opildning til had og splittelse mellem etniske og kulturelle grupper, tegningen af folk som onde på grund af deres hudfarve, det ufunderede postulat om racistisk undertrykkelse i verdenshistoriens mest tolerante og egalitære samfund, reduktionen af Den Anden til vedkommendes (heteroseksuelle) seksualitet, til hudfarve og identifikationen af denne som en sygdom, der skal udryddes eller kureres – det viser, at vi har at

gøre med en fuldtonet racisme, som er helt sammenlignelig med hvad vi har set i det 20 århundredes totalitarismer

Der er mange lag af filosofisk arvegods i identitetspolitikken Fra Nietzsche har man hentet viljen til magt og til at smadre alt det bestående uden den mindste samvittighedskval Nietzsche ville hente sit overmenneske ind på scenen – de identitetspolitiske grupperinger har hver deres udgave af overmennesket Et rent, uskyldigt, forfordelt subjekt, hvis ret og vilje til konstant selvskabelse fører til magt og dermed frihed Fra Heidegger tog man væmmelsen over ‘Das Man’, som identitetspolitisk bliver den hvide traditionalist eller småborger Med Sartre lærte man, at selvet er produkt af et valg; vi skaber og tegner os selv, og vi bør bryde med de hæmmende småborgernormer for at realisere det, vi har valgt Foucault er syntesen af Nietzsche og Heidegger, men hvor angrebet på normalen (‘Das Man’) er radikalt At leve normalt er ikke bare uautentisk; normalen er en aggressiv magt, der holder minoriteterne nede og derfor skal bekæmpes

Måske lige så vigtigt bygger identitetspolitikken på et opgør med sandheden Vi ville aldrig kunne påvise, at kvinder ikke bliver systematisk undertrykt At vi ikke lever med racistiske strukturer fra kolonitiden At hvidhed ikke er en dominansstruktur Hvorfor? Fordi den objektive sandhed ikke findes Ja, påstanden om den objektive sandhed er faktisk kernen i den undertrykkende struktur Vi kan slet ikke have en meningsfuld samtale med aktivisterne

På universitetet betyder det, at antividenskaben nu er sat i system At personlige anekdoter og metaforer gør det ud for en videnskabelig metode At det vigtigste er, hvem der siger hvad, og ikke hvad der bliver sagt Den aktivistiske ambition om at ville revolutionere samfundet bliver der dårligt nok lagt skjul på Forskere og aktivister er smeltet sammen til en fællesbevægelse til bekæmpelse af det borgerlige samfund

Identitetspolitikken er altså den foreløbige kulmination på hadets filosofi Heri finder man alt, hvad det hadefulde hjerte begærer Der er dehumanisering af modstandere, reduktion af mennesker til deres race, identifikation mellem det onde og en

bestemt hudfarve, en uskjult længsel efter splittelse for at opvigle til had og oprør mod den fredelige majoritet

Som Douglas Murray beskriver det i Hordernes hærgen, er der tale om at opstille problemer, der ikke kan løses 192 Fordi målet ikke er, at vi kan leve i fred og fordragelighed med hinanden Nej, identitetspolitikkens mål er det modsatte Det er at opkradse gamle sår, hælde salt i dem og få folk til at skrige af for længst døde forfædres smerte Det er at destabilisere den kultur, der har givet os verdenshistoriens mest fredelige, velstående og tolerante samfund – nemlig den vestlige Og hvorfor? Ud af had og for at få magt

Det er sigende for den senere del af hadets filosofi, at alt kan reduceres til magt Alle menneskelige relationer ses gennem magtens prisme – alle de rum, vi befinder os i, bliver endimensionale, klinisk-teknisk karakteriseret ved det ene ønske om at få magt eller bekæmpe magt Tænk på alt det ved os mennesker, der intet har med magt at gøre, og som denne fjendtlige, golde, fattige ideologi aldrig kan indfange Hvordan taler man dog om venskab med Foucault i baghovedet? Om kærlighed med Butler? Om vores historiske fællesskab med en intersektionalist?

Og så er der reduktionen af det uendeligt komplekse menneske til identiteter Intersektionalismen forstod ganske vist, hvordan det er umuligt at tegne et menneske og dets vilkår med én markør alene Problemet for de intersektionelle er selvfølgelig, at mængden af kryds, af identitetsmarkører, er uoverskuelig og potentielt uendelig Eller, helt uendelig er den selvfølgelig ikke, for implikationen af at nedbryde identiteten i stadig flere skæringspunkter er at vi til sidst ender der, hvor identitetspolitikkerne virkelig helst ikke vil hen: i individet Det er den mindste identitetsbærende enhed, vi har – og den mindste minoritet Men politik ført på vegne af individer er nogenlunde det liberale demokrati vi har, og det er jo blandt andet det, identitetspolitiske aktivister lever for at gøre oprør mod

Kan man bygge et samfund på grupperinger, der aggressivt og småtotalitært kæmper mod et fredeligt flertal, for selv at få magten? Som intetsteds anerkender hverken pligt eller taknemmelighed som en forudsætning for overhovedet at have et samfundsfælles-

skab, men tværtimod kaster hadefulde, opviglende blikke bagud for at få de nulevende til (også) at hade det, de er og kommer fra? Selvfølgelig ikke

Kan man så i det mindste ‘bygge’ mennesker på dette fundament? Nej Ikke hele mennesker, der har blik for alt det i tilværelsen, der ikke handler om magt Ikke pligttro, samvittighedsfulde, loyale, kærlige, selvopofrende (at kaste sig ind i en politisk sag for at styrke sin egen identitet er ikke et offer), sandhedssøgende borgere Det, man til gengæld kan bygge på den beskrevne bund af had, er soldater Hjernevaskede, vrede, klar til kamp mod overmagten, som den nu defineres i denne sæson – hvad end det er patriarkatet, klimasvinene, islamofoberne, transfoberne eller noget ottende Hadet til normaliteten er som beskrevet en del af denne opsats, og dyrkelsen af det afvigende er vigtig i forsøget på at destabilisere hovedsporet De almindelige, normale mennesker er bærere af den orden, der skal ødelægges Hvis man kan få dem til at skamme sig over deres normalitet og måske ligefrem kæmpe for at opløse den, er der lagt et skønt minefelt ud på den brede vej, der engang bar de fleste af os trygt gennem tilværelsen

Hadets filosofi er frigørelse fra vores orden – det er frigørelse fra det i os, der er opbyggeligt På sin vis frigørelse fra vores menneskelighed For hvad er mere menneskeligt end sammen med andre at søge at skabe et velordnet, fredeligt samfund, hvor generationer kan vokse op og leve gode liv? Og hvad er mere anti-menneskeligt end bevidst at ville ødelægge den orden, der mere end noget sted på kloden, noget sted i historien, har muliggjort netop det? Hadets filosofi er hadet til mennesket