Avantgarden overgiver sig aldrig

hen ad vejen identisk med Bretons Freud-inspirerede teori Rothko blev optaget af Nietzsches Tragediens fødsel, men som vi har forsøgt at argumentere for, lå hans filosofi i forvejen til grund for avantgarden, og Rothko var hverken mere eller mindre nietzscheansk end de andre På den måde var den abstrakte ekspressionisme ikke noget teoretisk nybrud Det underliggende budskab var et opgør med virkeligheden, den konventionelle sandhed og almindelighed i det hele taget Jovist var der et teoretisk fundament, men enhver kan ved selvsyn konstatere pointen Et klatmaleri eller et lærred med nogle farvede rektangler er så demonstrativt forskelligt fra figurativ kunst, at beskueren intuitivt forstår, at pointen netop er denne kontrast At her er en kunst, der ikke ligner noget Den er anderledes

Avantgarden overgiver sig aldrig

Det var dog ikke fordi avantgarden var uddød i Europa Nærmest tværtimod Men nybruddene var det småt med Mest kendt er vel COBRA-bevægelsen fra 1948, som var en sammenslutning af danske, belgiske og hollandske kunstnere, hvoraf Asger Jorn formentlig blev den kendteste, nok især på grund af hans mange teoretiske bidrag Hvor Breton havde forladt det kommunistiske parti i 1947 og amerikanerne slet ikke var med, var COBRA til gengæld politisk aktive kommunister Fundamentalt set var der dog ikke nogen betydelig forskel mellem COBRA og surrealismen, og de vedgik sig helt åbent inspirationen Men hvor gassen var gået af den surrealistiske ballon, var der masser af livskraft hos COBRA-kunstnerne Hollænderen Karel Appel lavede farverige børnetegninger af dyr og væsener Jorns malerier mindede mest af alt om surrealisternes sære og ikke altid helt identificerbare figurer, ofte med et infantilt præg, men slet ikke i samme grad som Appel Jorn nåede at stifte en bevægelse mere, inden han med en række avantgardister gik sammen i Situationistisk Internationale i 1957, hvoraf den mest markante var franskmanden Guy Debord Her blev de endnu mere revolutionære, og måske som følge af tids-

ånden i almindelighed var deres overvejelser om forudsætningerne for revolutionen også mere praktiske, end avantgardisterne før dem typisk havde været Det er, som om de spørger, hvorfor revolutionen er udeblevet på trods af avantgardismens sejr i kunsten Debord erklærer på vegne af situationisterne, at de vil have den mest frigørende forandring af samfundet og livet, hvori de føler sig begrænset En forandring, de ved er mulig Problemet er, at de kommercielle mekanismer afskærer avantgardekunsten fra proletariatet, der desværre har bourgeois smag Derfor er der brug for en militant kollektiv avantgarde, der skal skabe et sammenhængende revolutionært program for kulturen.225 Kunsten skal ikke være adskilt fra den politiske kritik Nogen ny idé var det selvfølgelig ikke, for den samme eksplicitte inddragelse af det politiske så vi som bekendt også hos dada og surrealisterne (og COBRA)

Hvordan kan man fjerne proletarernes bourgeois smag og klargøre dem til revolutionen? Ja, man kan blandt andet tage deres elskede malerier af kronhjorte og skovsøer og vandalisere dem med overmalinger Så kan plebejerne lære, hvor dårlig smag de har! Lige præcis overmalingerne hører til Asgers Jorns mest kendte frembringelser, og de blev udstillet i Paris i 1958 Ligesom tænkningen var en kopi af tidligere avantgardister, var teknikken det også Dette med at overmale og vandalisere (et positivt ord for Jorn) havde flere dadaister også gjort; mest berømt var Duchamps tidligere nævnte Mona Lisa med overskæg

Med COBRA og Situationistisk Internationale er det tydeligt, at avantgarden var gået i stå Teorierne var uden originalitet, og det politiske budskab var doktrinært kommunistisk Jorn kastede sig som en anden gammelmarxist eksempelvis ud i kritik af den økonomiske politik med diskussioner om Marx’ værdilære, produktionsapparatet og andre teknokratiske emner, som ellers ikke ligefrem er noget, vi forventer af kunstnere 226 Han forsøgte sig også med en art filosofisk forfatterskab, begyndende med den mystiske bog Naturens orden, som vist bedst kan beskrives som lommefilosofi 227 Og det er nådigt formuleret Jorn tog selv sin filosofi meget alvorligt, men det var der ikke mange andre, der gjorde

Bogen Held og hasard udkom året efter, altså i 1963, og var et noget mere systematisk forsøg på en æstetisk teori Han opsummerer den ekstreme form for æstetik, som noget, der i langt højere grad lignede det grimme og farlige end det smukke og harmoniske.228 Ikke just originale tanker længere, selvom han bestemt var gået længere end andre avantgardister i at sætte system på tænkningen Heller ikke denne bog blev taget alvorligt, og universitetet ville da heller ikke acceptere den som doktorafhandling, som Jorn forsøgte at få den antaget som Det erklærede formål med bogen var dog ikke at give den status som doktorafhandling, men at bekæmpe den sygdom, autoriteterne har påført menneskeheden:

Når jeg i dag udsender denne bog, da er det, fordi jeg mener, at det herredømme af dødstrussel, som den moderne politik i dag tyranniserer verden med, i sig selv er en sygdom, vi alle lider af, og som præger hele vor tankegang fra morgen til aften.229

Langt hen ad vejen således en gentagelse af dadaisternes forsøg på at trænge dybere ind i vores måde at tænke på og fjerne vores undertrykkelse, tyranni og sygdom Æstetikkens opgave er at skabe oprør, konkluderede han, og det synspunkt var der ikke længere meget oprør over Ud over overmalingerne blev Jorn især kendt for det i fysisk størrelse meget omfattede klatmaleri Stalingrad Teknikken var dog ikke ren klat, og angiveligt kan der anes figurative elementer i billedet, såsom ansigter og kroppe Vi har selv haft lejlighed til at se det på en udstilling, og kunne ikke få øje på noget, der lignede, ja, noget Det har unægtelig hjulpet på billedets udbredelse, at det med titlen Stalingrad kunne bruges i fortællingen om krige mod kommunismen, ligesom Pablo Picassos Guernica, hvis berømthed skyldes det politiske indhold og ikke det maletekniske Eksplicit politisk kunst i kommunistpartiets tjeneste I dag har kunstinstitutionerne et stedmoderligt forhold til avantgardens usympatiske politiske engagement og vil helst tale om det i abstrakte vendinger Dette i så høj grad, at kunstnere som Jorn og Picasso mest af alt er nogen, det bedre borgerskab går

op i som en del af den kanoniserede kunst Som Picasso udtalte i et interview i 1944, var den logiske konsekvens af hans livslange arbejde at blive medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, som han i realiteten altid har støttet Kunsten var aldrig for sjov Hans maling er hans våben, som han håber kan være med til at bekæmpe undertrykkelsen og bane vejen for revolutionen

230