Hvad det grimme gør ved os

ikke mindst de tidlige avantgardister var tænkere med eksplicit inspiration fra Nietzsche Man kunne lige så godt have kaldt bogens anden del for ‘historien om, hvordan samtidskunsten blev nietzscheansk ’

Hvad det grimme gør ved os

Afgørende for at forstå den moderne kunsts betydning er selvfølgelig også den kunst, der blev fordrevet Siden renæssancen har kunsten handlet om skønheden og talt til det moralske menneske Skønheden – også hvis den viser noget rædselsfuldt – minder os om sandt og falsk, rigtigt og forkert Den viser, at noget er større end os selv og peger mod meningen og det evige Kort sagt et moralsk, åndeligt udviklende og opbyggeligt indhold Det er totalt fraværende i moderne kunst, og den altoverskyggende hovedpointe med den nu er, at den ikke ligner den klassiske Grimheden får værdi, socialt og kulturelt Og dyrkelsen af det grimme er, som vi har vist, langt fra nogen tilfældighed Producenterne, altså kunstnerne, og aftagerne i form af ideologisk bevidste formidlere og købere, var så udmærket klar over, hvad formålet med det frembragte var: at ødelægge den borgerlige orden Smadre vores småborgerlige forestillinger om tilværelsen som meningsfuld og ordnet og vansire den skønhed, der i årtusinder har været emblematisk for vores kultur Det skønne repræsenterer det ypperste i vores livsform; derfor måtte det dø

Og hvad er så grimhedens hverdagsbetydning? Hvad gør det grimme ved os? Jo, det forgifter vores forhold til verden på et dybere niveau end ord kan Som destabiliseringsværktøj er det bildende, performende eller interaktive medium utroligt effektivt, fordi det spiller på både visuelle og følelsesmæssige tangenter Det lægger en kim i beskueren til en grundlæggende tvivl om verdens sammenhæng, mening og godhed Derfor er det ikke nødvendigt, at de, der besøger et moderne galleri med grim kunst, forstår ideologien bag – den virker alligevel Kimen er lagt, ja, den lægger sig til samlingen af andre grimme syn og oplevelser og væver sig

på den måde ind i vores bevidsthed som et giftigt bagtæppe Det abstrakte maleri i venteværelset hos lægen, den hæslige, amorfe skulptur i parken, den chokfremkaldende udstilling; alt sammen skal gøre beskueren skamfuld og animere negative følelser, der er rettet mod vedkommendes egen livsform Det ved de, der har købt og placeret genstandene selvfølgelig ikke De er bare med på noderne, men effekten er den samme Det moderne menneske kan slet ikke undslippe de intenderet grimme kunstprodukter

Men hvor slemt er det så? Der er på den ene side noget absurd over, at revisionsvirksomheder har moderne kunst hængende på væggen, som var eksplicit tænkt som had til det, den pågældende virksomhed står for På den anden side er det også en slags evidens for, at kunsten overhovedet ikke havde den tilsigtede virkning De mennesker, den skulle fornærme, forstår det knap nok længere Men selvfølgelig er der en påvirkning Det grimme er en lille påmindelse om, at beskuerens småborgerverden er falsk; det antyder, at der er en mere autentisk realitet under den ordnede overflade At den mening, borgerdyret tror findes, er en løgn Under lagene af borgerlig konformitet hersker kaos Som det var avantgarde-kunstnernes erklærede mål, vil de helt ind i hovederne på mennesket og ændre os på et dybere plan Hvad tænker en fredelig kontorist, når han går forbi et abstrakt maleri på vejen til et formiddagsmøde? Nok ikke så meget Klatmaleriet er for længst holdt op med at vække opsigt, og dets påvirkning er naturligvis diskret og begrænset Den stærkeste følelse, et sådant maleri kan fremkalde, er vel en irritation over uforståeligheden eller måske et mindreværd over ikke at kunne gennemskue værdien af kunsten

Udgangspunktet for moderne kunst er således en uoverensstemmelse mellem, hvad de fleste finder værdifuldt, og hvad de godt ved, de bør finde værdifuldt, hvis ikke de vil fremstå bondske, reaktionære og ukultiverede Ser man på budskabernes indhold, kan det nærmest ikke være anderledes Livet er jo ikke klatter eller ubestemmelige firkanter Vi kan ikke bare bryde vores vante forestillinger om verden og tilværelsen ned Vi bliver ved med at leve relativt konventionelt, altså i ægteskaber eller parhold, mono-

game, med et arbejde, venner, familie, børn osv Men klatmaleriet er en lille daglig påmindelse om, hvor almindelige vi er, og at det almindelige borgerlige liv er forkert og gammeldags Det gør selvfølgelig ikke, at vi forkaster den stabile kerne i vores liv, blot fordi en eller anden kunstkonsulent har fået ophængt noget bras på kontoret Når almindelige småborgerlige mennesker tager grim, abstrakt kunst ind i deres hjem, er det først og fremmest fordi udskamningen har virket Man vil gerne signalere, at man er mere end hus, hjem og arbejde Fordi man grundlæggende ikke hviler i sin egen livsform

Kunsten er blot en lille del af syrebadet og fungerer mest af alt som brugtvognsforhandler af opløsningsfilosofiens idéer Vi har skrevet en bog om idéer og interesserer os derfor selvsagt først og fremmest for deres ophavsmænd Men de havde aldrig fået så stor betydning, hvis de ikke var blevet populariseret blandt andet af kunstens verden Og herfra har påvirket eksempelvis moderne arkitektur Som Walter Gropius skrev i 1923, så har moderne kunsts brud med gamle konventioner frigjort utallige forslag, der stadig venter på at blive anvendt i den praktiske verden.234 Gropius grundlagde kunstskolen Bauhaus, der vel nok var det mest indflydelsesrige kollektiv af modernister 235 Herfra ville han netop med udgangspunkt i den moderne kunst realisere dens idéer i det ultimative resultat: bygningen Og intetsteds har det grimme fået så stor hverdagsbetydning som i bygninger Intetsteds er det opløsende, antimenneskelige projekt så tydeligt, så fysisk overvældende Hadets filosofi i sten

Den menneskefjendske arkitektur er i dag normen, men dens relativt hurtige magtovertagelse er resultatet af en generel udvikling, der tog fart i begyndelsen af det 20 århundrede Det er ikke den samme historie som den modernistiske kunst, selvom der som nævnt er betydelig inspiration Driften mod det minimale var særligt stærk i arkitekturen I kunsten bevægede man sig som beskrevet væk fra først det naturalistiske og dernæst det figurative for at nå ‘renere’ former – ubesmittet af det menneskelige Det menneskelige var snavs eller overflødighed I arkitekturen kom

samme idé eksempelvis i til udtryk i angreb på bygningernes pynt Den pynt, der skulle give bygningerne et menneskeligt udtryk Således udgav arkitekten Adolf Loos pamfletten Ornament og forbrydelse, hvis essens var, at ornamenter er udtryk for noget civilisatorisk tilbagestående 236 Ligesom vi kender mottoet less is more fra en anden af den moderne arkitekturs grundlæggere, Mies van der Rohe Bygningerne skulle alene være funktionelle En tredje af grundlæggerne, arkitekten Le Corbusier, beskrev huse som en maskine til at bo i 237 Han blev ikke mindst kendt for sin plan om at rive det centrale, gamle Paris ned for at gøre plads til en gigantisk samling krydsformede højhuse Målet var at udslette det historiske, besjælede til fordel for det moderne, historieløse og maskinelle Ud med mennesket, ind med den totaliserende funktion

Selvom grimheden fik sit indtog i både kunst og arkitektur, har udviklingen i de to discipliner påvirket os temmelig forskelligt Kunstens antiskønhed er mest aktiv på museer og gallerier, som man kan undlade at besøge Det vil ikke sige, at det ikke giver et lille stik i sjælen, når mødelokalet eller stuen er besudlet af et fjendtligt klatmaleri, men man kan heldigvis ofte vælge at fokusere på noget andet Anderledes er det med arkitekturen, der i bogstaveligste forstand former de rum, vi færdes i Vores byer, huse, arbejdspladser Og hvad gør det ved os? Hvordan påvirker det den enkelte, når han bor i et rektangulært, skrabet byggeri, måske et højt et, hvor der kommer og går en masse fremmede?

Grimheden og stablingen af mennesker, hvoraf de færreste er nogle, man kender, ansporer til utryghed og isolation Der er meget langt fra de klassiske arbejderkvarterer med to- eller treetagers murstensbygninger i eksempelvis New York og London og så til de uhyggelige højhuse med utallige etager, man opførte fra 1960’erne og frem En ting er æstetikken: når funktionen bestemmer formen, er der ikke plads til det overskud af æstetisk imødekommenhed, den klassiske bygning giver, og som hjælper til at forbinde os med det sted, vi bor, på en positiv måde En anden er det sociale element: det er overskueligt at lære naboerne at kende i et mindre byggeri – men en umulighed i de store højhuse, der er skudt op

de seneste 70 år Med konstant udskiftning af beboere, fremmede i gangene, lysstofrør dag og nat, og nøgne udendørsområder Der er mange faktorer på spil, selvfølgelig, i forhold til psykisk trivsel i moderne arkitektur som den beskrevne Det vil ofte være i stressende byrum eller socialt belastede forstæder, med ringe fortrolighed med naboer, manglende respekt for fælles ejendom og ressourcesvaghed, der så ofte er en følge af lejeboligmål Alle disse, og flere, elementer vil påvirke beboeren; men det betyder ikke, at selve byggeriet ikke indtager en prominent plads i at bestemme vores humør og befindende Når man tager toget til sin station og går de 500 meter hjem, langs veje bebygget med triste firkanter i gråt eller gulligt Om det er med mursten eller beton gør ikke den store forskel, hvis bygningernes højde er faretruende Hvis vinduer og døre er døde huller, og de meget lidt indbydende fællesarealer er præget af samme nærige, afvisende minimalisme Hvis bygninger kan reduceres til funktioner, kan mennesker også Hvad fortæller det os? Hvert et kig på det, der møder beskueren, er en påmindelse om, at verden er et grimt sted At den faktisk ikke særlig godt kan lide dig, og at alt det, du er, er den fremmed At blive afvist af bygninger er ikke fjolleri; det er dyb alvor, som dagligt sætter sig spor i vores sjæl Efter de 500 meters gang, hvor den ene foragtfyldte bygning efter den anden har råbt ad vores beboer, at hun ikke er velkommen i verden, ankommer hun til sit højhus 10 etagers beton, for nylig beklædt med nogle plader i glade farver, bestilt af kommunen under den seneste, bekostelige ‘fornyelse ’ De glade farver er ikke mere end 3 måneder gamle, men er allerede overmalet med graffiti Turen fra vejen og til hoveddøren går ad en lille sti med en gammel blomsterkasse i beton med cigaretskod i Nogle træer står og skutter sig alene på den store plæne foran højhuset, og markerer en åben flugtvej hen til det næste højhus Og det næste Og det næste Gråhed, grimhed, tristhed, monotoni, sårbare områder, hvor magt er ret En ‘orden’, der inviterer til uorden Det er verden i det moderne byggeri Indenfor aner hun ikke, om den, der møder hende på trappen, er ven eller fjende Bor den unge mand med hættetrøje her? I lysstoflysenes skær ser alle lidt syge

ud Det svækker sjælen og sænker modet hos den, der passerer At have ‘hjem’ et sted, der er menneskefjendsk, er én stor invitation til eksistentiel angst og rådvildhed Hvis det, der skulle indgyde mig varme og tryghed, gør det modsatte, hvor i denne verden er der da godhed? Hvor hører jeg hjemme? Hjemmet er ligesom søvnen en nødvendighed for os Vi lader op, fordøjer og reflekterer over dagens indtryk, lader os omslutte af den følelse af fred og helle, der ‘tændes’, så snart vi lukker hoveddøren bag os

Der er forsket i, hvordan det moderne påvirker os Et gennemgående træk ved den funktionelle, utilitaristiske byggestil – som er det, der dominerer hverdagsarkitekturen – er monotoni Vinduer er nøgne huller uden kunstfærdige indramninger; døre er golde og tunge og skal holde uvedkommende ude; facader er bare fronter, og etageadskillelsen er gentagelse Rytmen i bygningernes ‘ansigt’ udadtil, fra gaden, er ensartet, dump En canadisk hjerneforsker lod en gruppe mennesker gå igennem bestemte bymiljøer og undervejs målte han deres fysiske og psykiske tilstand Studiet viste, hvad vi alle sammen i grunden godt ved: at komplekse facader stimulerer og behager dem, der kigger på, mens monotone facader fylder os med ubehag

238

Men det er ikke kun ensformigheden, der har betydning Grimhed og truende fremtoning er også afgørende Det grimme her forstået som det ukærligt opførte; som det, der afviser det skønne af ideologiske årsager Det taler til mørket i os Får os til at glemme alt, hvad der er godt og meningsfuldt og fjerner os fra den følelse af forbindelse med verden, som skønheden giver Fordi det skønne peger ind i evigheden og dermed lader os, der betragter det, følge bevægelsen med øjet og med sindet: vi bebor verden, men vores forbindelse til den er metafysisk Vi er her ikke blot som fysiske væsener i en årrække inden vi bliver til støv – vi er her også sjæleligt, og selv efter vores død har vi en forbindelse til det hele Det skønne er en bekræftelse af denne sandhed, som alle mennesker længes inderligt efter Det grimme er en afvisning af det, en forhånelse af, en ironisering over det Det kaster mennesket tilbage i mørket, ensomheden, trøstesløsheden og vreden