Kunsten skal nedbryde os

Debord og Jorn bidrog grundlæggende ikke med nytænkning Avantgarden har i det 20 århundrede bevæget sig mellem eksplicit politisk anti-bourgeois virksomhed og ren abstraktion Med Situationistisk Internationale var avantgarden vendt tilbage til den politiske kunst i kontrast til den abstrakte ekspressionisme Det hele var set og gjort før

Vi skal ikke kunne sige, hvornår det præcist skete, men det er tydeligt, at avantgarden i dag er dominerende Dermed også sagt, at avantgarden er ophørt med at være avantgarde Opgøret med skønhed og renæssancekunsten er komplet, og stort set al samtidskunst er i dag på den ene eller anden måde imitationer af avantgarden fra 1910-1960 Det eneste nybrud er måske kommercialiseringen af kunsten, hvilket ret beset handler mere om kunst som institution end som indhold I første omgang med den såkaldte popart med amerikaneren Andy Warhol som den mest kendte, hvis værker til forveksling lignede reklamer eller andre billeder fra populærkulturen Flere af Warhols ironiske billeder er i dag kanoniserede, og han har utvivlsomt haft en vigtig rolle i at popularisere den nu forhenværende avantgardetænkning

Warhol, der havde baggrund i reklameverdenen, kommercialiserede sin kunst og hyrede en stor stab for at kunne masseproducere den Dermed var han en vigtig skikkelse i skabelsen af det kunstmarked, der i dag er filtret sammen med de traditionelle finansmarkeder Det marked voksede for alvor med en anden reklamemand, briten Charles Saatchi Han blev kendt for sit eget galleri, men nok endnu mere for at have støttet og promoveret de såkaldte

Young British Artists Dem fik han eksempelvis udstillet på Royal Academy of Arts i London i 1997 under udstillingsnavnet Sensation Den inkluderede Damiens Hirsts berømte haj i formaldehyd, Tracey Emins telt med en lang liste over alle dem, kunstneren havde været i seng med, børnemannequiner med penisser i stedet for næser, en række halvpornografiske installationer og malerier, et billede af en berygtet børneseriemorder og meget andet Mange af de udstillede værker er siden blevet solgt for enorme summer, og Damien Hirst har på en enkelt auktion formået at sælge værker for 1 milliard kroner

På den måde kan man stadig i dag tale om en avantgarde, for der er immervæk sket en intensivering af provokationerne fra dadaisterne til Sensation og nutidens kunstscene På trods af den intellektuelle radikalitet hos både dadaister og surrealister, er det klart, at som anti-bourgeois er den senere tids kunst langt mere yderligtgående Den udfordrer aggressivt det mest hellige ved det borgerlige samfund som familie, børn, død og sex, ikke sjældent med vulgære virkemidler som blod, sæd og urin Det er klart, at hvis avantgarden skal forblive avantgarde, bliver den nødt til konstant at overskride mere, og derfor har den naturligt søgt mod tabubelagte emner Vi synes dog at toppunktet (eller lavpunktet om man vil) blev nået tilbage i 1997 med Sensation

Store dele af nutidskunsten er ikke eksplicit anti-bourgeois, men abstrakt, non-figurativ eller surrealistisk Selv hobbykunstnere på landet og sågar Vatikanets udstilling af samtidskunst er abstrakt Klatmalerier eller derhenad er efterhånden en del af ethvert almindeligt hjem, på kontorgangene hos multinationale virksomheder og i offentlige institutioner Der findes små lommer af førmoderne kunstnere, der afbilder det skønne, men nutidens kunst består på det nærmeste udelukkende af varianter af avantgardekunsten fra første halvdel af det 20 århundrede – også den politiske, der lever fortrinligt

Det betyder selvsagt ikke, at tidens gennemsnitlige kunstner har en forestilling om at omstyrte samfundets værdier, nedbryde bourgeoisiet eller bane vejen for revolutionen Selv de akademi-

uddannede kunstnere i dag er ikke intellektuelle, selvom de ofte har læst tekstuddrag eller har andenhåndsberetninger af nyere udgaver af hadets filosofi Det gælder eksempelvis den tidligere nævnte Gilles Deleuze, der har skrevet en hyperteoretisk udlægning af Francis Bacons malerier, som kan illudere dybsindigheder i hans dæmonlignende figurer 231 Eller Jean Baudrillard, der beskrev en verden, hvor kopien af virkeligheden bliver vigtigere end virkeligheden selv, og Gud er ikke død, men er blevet en hyperrealitet

232 Når kunsten ikke har værdi i sig selv, hjælper det at iklæde den en pseudoakademisk fortælling, og her har poststrukturalisterne fået en vigtig rolle

Men blot fordi kunstneren ikke selv forstår, hvorfor hun maler abstrakte figurer, betyder det ikke, at produktionen af menneskefjendsk kunst er harmløs Signalet er der stadig; ekkoet fra Ortega y Gasset, der i 1925 drømte om at fordrive det menneskelige fra kunsten, strømmer stadig ud til os fra de kontorer og små stuer, hvori det nonfigurative hænger 233 Måske tænker de fleste ikke over det – det kan endda være, at de synes, at ‘farverne er skønne’, eller at det er spændende, at man kan tolke hvad som helst ind i billedet – men budskabet er der Påvirkningen er subtil, som en usynlig gas På nøjagtig samme måde som den moderne, antimenneskelige arkitektur fortæller os, at dette sted ikke er for mennesker Her har du ikke hjemme Her bor de rette vinkler, det sterile snit og de døde overflader Adgang forbudt for sjælen

I dag er det tilsyneladende ikke muligt at provokere eller overskride mere Der er selvfølgelig også noget paradoksalt ved at ville overskride og samtidig blive omfavnet og udstillet af alle de store kunstinstitutioner, hvor borgerskabet tager på søndagsudflugt Overskridelsen er blevet lørdagskylling; selv pøblen tager i ny og næ på moderne kunstsamlinger og taler begejstret om, hvor ‘tankevækkende’ det dog er med Francis Bacons eller Michael Kviums evigt frastødende billeder Rammen er statslig, deltagelsen er småborgerlig, overskridelsen er institutionel

Måske fordi overskridelsen er blevet så almindelig, må kunsten vælge Den kan enten blive arabeskagtig og dermed ligegyldig,

eller den kan blive politisk I sidstnævnte kategori befinder en kunstner som den verdenskendte kinesiske systemkritiker Ai Weiwei sig Hans seneste værker er eksempelvis variationer over det samme dårligt tænkte læserbrevsindlæg i flygtningedebatten I den politiske genre finder vi også meget af den samtidskunst, der beskæftiger sig med køn Det er dårligt tænkte, feministiske læserbrevsindlæg i installations- eller performanceform Den stringens og argumentative omhu, en kommentar kræver, er kunstneren belejligt befriet for, når mediet er noget med video eller en optræden På den måde er kunstscenen blevet et frirum til at udtrykke sig politisk – og få både publikum og støttekroner – men uden at skulle forholde sig til irritationsmomenter som politiske modstanderes argumenter eller, ja, argumenter i det hele taget

Moderne kunst er i dag elitær og fremmed for stort set alle, selvom mange fra borgerskabet lader, som om de har gennemskuet den dybere mening med klatterne Kunsten er i høj grad en klassemarkør De højtuddannede kan tale om det immanente fænomenologiske budskab, og de velbjergede kan købe sig til kulturel status og i mindre grad fremstå som bøvede nyrige ved at sætte en grim skulptur i indkørslen Ligesom at den CEO, der har sagt god for det millionbeløb, det kræver at udsmykke kontorgangene med grimhed, frem for alt ikke vil fremstå bagstræberisk

Har kunsten så påvirket os mennesker? Det var i hvert fald formålet Som det er fremgået til overmåde, havde avantgardens kunstbevægelser præcis til hensigt at ændre vores kultur og revolutionere vores samfund Det var ikke for at give os en kunstoplevelse Der var et større formål Det betyder selvfølgelig ikke, at det har virket De fleste af disse avantgarde-retninger var så groteske i deres bud på en ny verden, at de helt tydeligt ikke har fået held med deres projekt Men noget har de haft held med, og i næste kapitel vil vi diskutere, hvordan kunsten har påvirket os som mennesker

Samtidig er den moderne kunsts historie en tydelig illustration af betydningen af idéerne fra hadets filosofi Den bygger stort set ikke på andet, og intetsteds har hadets filosofi fået så rent et udtryk Kunstnernes bevæggrunde var teoretisk veldokumenterede, og