Da mennesket lærte at hade sig selv

Eksistentialisme er den grundtænkning, de fleste moderne mennesker lever med i større eller mindre grad Men eksistentialismen er først og fremmest et credo om aktivt at vælge et livsindhold Hvad dette indhold skal være, siger den i for sig ikke noget om Derimod er det indlysende, at eksistentialisten Sartre såvel som frigørelsestænkerne Marcuse, Foucault og Beauvoir alle havde et bestemt syn på det rigtige livsindhold Det samlende budskab for denne tradition er en modstand mod alt bourgeois En modstand mod det borgerlige samfund De borgerlige værdier De borgerlige institutioner Ja, mod den borgerlige orden Man kan med samme ret hævde, at fællesnævneren er frigørelse Frigørelse fra det borgerlige liv Ikke frihed til at vælge at blive familiemor, patriark eller til at passe sin ligusterhæk

Det antiborgerlige begyndte i avantgarden Blandt kunstnere, forfattere og intellektuelle, såsom Bloomsbury-gruppen i England i begyndelsen af det 20 århundrede, med blandt andre forfatteren Virginia Woolf og nationaløkonomen John Keynes De prædikede nydelse, antiborgerlighed, seksuel frigørelse og levede derefter Som det populært er blevet udtrykt, boede de i firkanter, malede i cirkler og elskede i trekanter I øvrigt med en masse ulykkelige skæbner og selvmord som konsekvens Vi har allerede nævnt Sartre og Beauvoirs udsvævende liv med mange partnere og, for hans vedkommende, et omfattende narkotikamisbrug Men hverken ægteskab eller børn Ungdomsoprøret og hippierne var i udpræget

grad en elitær avantgarde, der i vidt omfang praktiserede nydelseskultur, fri sex, åbne samlivsformer og eksperimenter med stoffer De opfattede sig selv som fremtiden De, der var foran og viste vejen for alle andre

I et vist omfang har det antiborgerlige projekt slået fejl Ungdomsoprøret forblev et eliteprojekt og fri sex, åbne samlivsformer og rusmidler blev som udgangspunkt fordømt af både den gamle overklasse og middelklassen Eliten er ikke længere udsvævende, men lever i monogame ægteskaber, bor i smukke, gamle bygninger og har masser af uudtalte forventninger til deres børn Med andre ord findes den antiborgerlige livsform ikke længere hos avantgarden, men har til gengæld forrygende godt fast i underklassen Ansvarsløshed, nydelsessyge, brudte forhold, børn, der vokser op uden far I avantgarde-termer er det et frigørende oprør, når husmoren siger farvel til pligterne og tager til de varme lande for at udleve sine drømme Her er det ligeledes et frigørelsesbehov fra ansvar og pligten, der får faren til at forlade mor og spædbarn for at finde et liv med mere nydelse et andet sted Hvis han altså nogensinde har taget del i den lille familie Ressourcesvage kvinder vælger i højere grad partnere ud fra sexappeal og ikke ud fra, hvem der kunne udgøre en livslang ægtefælle og et forbillede for deres børn Skal man finde ekkoet af Sartres og Beauvoirs frie livsform, er der ingen, der har taget den til sig som nutidens underklasse Og det med at leve i firkanter er blevet et antiprivilegium for underklassen, der bebor de gigantiske betonbyggerier i massevis af etager, som venstreorienterede arkitekter velsignede verden med i 60’erne og 70’erne

I dag ser vi 68’ernes (veluddannede) børn skrive bøger om det uhensigtsmæssige i de polygame forhold, alternative samlivsformer og al den smerte, bruddet på kernefamilien medførte Mens Marcuses forestilling om leg i stedet for arbejde og et tøjleløst seksualliv først og fremmest har skabt en moralsk ressourcesvag underklasse

I USA har den berømte politolog Charles Murray i bogen Coming apart beskrevet ægteskabet som brudlinjen mellem den

øvre hvide middelklasse og den hvide arbejderklasse

240 I 1960 levede 94% af middelklassen i et ægteskab mod 84% i arbejderklassen, altså ingen større forskel I 2010 var de collegeuddannede øvre middelklasseamerikanere på ingen måde upåvirket af frigørelsesideologien og den seksuelle revolution, men det var trods alt stadigvæk 84%, der levede i et ægteskab Arbejderklassen havde taget frigørelsesideologien til sig, og nu var ægteskabet forbeholdt et mindretal på 48% Det, Foucault med en henvisning til Deleuze kaldte den antifascistiske livstil viser sig intetsteds så tydeligt som i underklassen Her føder 60% af hvide amerikanske kvinder uden gymnasial uddannelse deres børn uden for ægteskabets snærende bånd For de collegeuddannede kvinder gælder det for mindre end 5% Ikke overraskende er børnenes tarv så godt som fraværende i den venstreradikale tænkning

Hvorfor blev det underklassen, der endte med at overtage de mest yderligtgående af frigørelsesfolkets værdier? Hvorfor trængte hadets filosofi så meget dybere ind der? Det er et vanskeligt spørgsmål, som vi ikke vil forsøge at besvare, men i stedet bemærke en anden ret indlysende sammenhæng: Man skal være endog meget privilegeret for at ikke at ende på samfundets bund, hvis man lever som hippierne, Bloomsbury-gruppen, Sartre og de andre avantgardister, vi har nævnt Frigørelsesideologien er grundlæggende en taberopskrift

Intet godt kommer til den, der primært eller udelukkende vil nyde Skal man udrette noget i tilværelsen, skal man udsætte sine behov Spare op, gøre sig dygtig og gå på arbejde, selvom det er kedeligt Det er i virkeligheden en banal erkendelse, at man bliver nødt til at tænke på noget andet end sin umiddelbare tilfredsstillelse, hvis man ikke skal ende på bunden af samfundet Det er heller ikke muligt at opbygge dybe relationer til andre mennesker, hvis man ikke er noget for dem, når det er forbundet med ubehag En kærlighedsrelation er ikke kun en gave, men også et offer Det er en tung forpligtelse, der tvinger de elskende til at opgive muligheden for at søge fysisk tilfredsstillelse hos andre end hinanden Kan man ikke leve op til sin pligt, er der overhængende risiko for, at

forbindelsen går i opløsning Og der er ikke noget som skilsmisser og eneforsørgere, der skaber social udsathed Børn af skilsmisseforældre er i højere grad ramt af problemer som kriminalitet, selvmord, depression og klarer sig i det hele taget dårligere end børn, der vokser op i kernefamilier Og børn, der vokser op uden en far, klarer sig simpelthen dårligere Når mor og far ikke kan finde ud af det livslange ægteskab med dets hæmmende bånd, går det ud over deres børn Bliver en kvinde gravid med en tilfældig mand, som ikke bliver en del af barnets liv, er der meget stor risiko for reproduktion af sociale dårligdomme

Den engelske psykiater Theodore Dalrymple har i flere bøger beskrevet livet på bunden af det britiske samfund, som han har observeret gennem flere årtiers arbejde som psykiater i fængsler og på hospitaler i socialt belastede områder 241 Her møder han utallige kvinder, der er blevet tæsket af deres partnere, og som ikke rigtigt kan forklare, hvorfor de bliver ved med at vende tilbage til den samme type Han fortæller om den manglende fordømmelse af amoralsk adfærd og den groteske ansvarsforskydning, som de indsatte i fængslerne er i stand til at levere for at bortklare deres forbrydelser Det var ikke mindst Dalrymples beskrivelse af underklassen, der oprindeligt inspirerede os til at skrive denne bog

242 Vi ville gerne skrive om de filosofiske rødder til den ødelæggelsesmoral, han, i øvrigt virtuost, skildrer

Hans kritik er først og fremmest kulturel: underklassens begrædelige tilstand skyldes fremvæksten af en kultur, der har kappet forbindelsen til den borgerlige moral Borgerdyderne er erstattet med en slags ‘carpe diem’ Sådan har det ikke altid været; det er relativt nyt, at de mindst velstående også er kulturelt fattige For der er ingen nødvendig sammenhæng mellem fattigdom og en dårlig moral Det ville også være uhyrligt at tegne ubemidlede mennesker som umoralske væsener en bloc; som nogen, der ikke havde kapaciteter eller lyst til at tage ansvar for deres børn, elske dem og udsætte egne behov Det er imidlertid hvad der er sket, siden vi bevægede os hinsides godt og ondt – og underklassen