Det småborgerlige liv er det værste

havde mindre at stå imod påvirkningen ovenfra med, end den bedre aflejrede middelklasse

Det småborgerlige liv er det værste

Som sagt fandt frigørelseskampen intetsteds et mere taknemmeligt publikum end i underklassen Middelklassen holdt længere og bedre stand, trods massiv propaganda fra de ideologiserede universitetsfolk, fra kunsten, uddannelsesinstitutionerne og gennem medier bestående af mennesker med samme holdninger som opløserne Måske fordi man havde mere at miste i de små kernefamilier, med ligusterhæk, koteletgrund og Volvo, et aktivt lokalsamfund og gode, nære relationer, tog det længere tid at få kittet til at smuldre Men et stykke vej er man dog nået For mens der i det store og hele intet alternativ er til et almindeligt familieliv med ægteskab og børn, lever mange i middelklassen i en form for negation til kernefamilien De har forsøgt og fejlede Eller de havde en traumatisk opvækst og ønsker ikke selv børn Måske er de fraskilte, men lever en i sammenbragt familie Udgangspunktet for disse familieformer er, at kernefamilien er idealet, men af den ene eller den anden grund er det ikke lige lykkedes for dem På den ene side står kernefamilien som forbillede derfor uberørt af opløsningsfilosofiens syrebad Det utopiske frigjorte samfund med alternative livsformer er stendødt Til gengæld er kernefamilien som faktisk base for den menneskelige eksistens voldsomt svækket Skilsmisser er blevet et almindeligt forekommende fænomen Den engang så hellige familie er ikke så hellig længere Og mens det naturligvis spiller en rolle, at de materielle vilkår har gjort det nemmere at leve som enlig, så er den vigtigste årsag til skilsmisserne det ændrede syn på ægteskab og familie I det almindelige borgerlige liv spørger ægtefællerne hele tiden sig selv: er jeg lykkelig i det her ægteskab? Er det her det rigtige for mig? Ofte kommer de frem til, at de vil være gladere udenfor Pligten over for hinanden betyder ikke så meget længere For vi ‘udvikler’ os jo, som det hedder Ægteskabet har efterhånden mistet sin status som

noget særligt Det er en aftale mellem to parter Og den kan brydes, når den ikke længere er fordelagtig Hvor der tidligere var noget intrinsisk værdifuldt ved at holde sammen, er der efterhånden noget intrinsisk værdifuldt ved at have truffet et antiborgerligt valg om at gå hvert til sit Hadets filosofi har en retfærdiggørende fortælling parat til enhver, der vil bryde ud af ægteskabet Du skal være fri! Ægteskabet er en antikveret institution Du skal ikke underlægge dig andres forventninger og moral Og totalløsenet: du skal ikke gå på kompromis med dig selv ved at blive i et ægteskab, hvor du ikke er glad

Antiborgerligheden er et åndeligt bud og en fristelse, der altid rumsterer i baggrunden En lille djævelsk stemme, der hvisker om det velsignede i at følge sin umiddelbare lyst Hvis det hele bliver svært, og man konsulterer sin veninde, et dameblad, sin coach eller andre for dårlige råd, så har de alle opfanget eksistentialismens budskab Du skal vælge din egen vej uden at være bundet af konventioner Det må gerne være mere interessant end din nabos liv Det må gerne være noget særligt Noget, der er sjovere end det, du laver nu Især hvis du er småborgerlig, som de fleste af os jo er

Det kan vi se i populærkulturen, hvor der er særligt uattraktive måder at leve på Parcelhus, ligusterhæk, sølvbryllup, revisor, realkreditlån og hjemlig orden er eksempler på hverdagsnormalitet, som modernitetskulturen grundlæggende ser ned på Der er sådan en leksikalsk rangorden af værdier, og jo mere borgerligt, noget er, desto lavere rangerer det

Lykkeligvis har de fleste mennesker for megen praktisk fornuft til at opgive ægteskabet og deres småborgerlige liv til fordel for et eller andet radikalt Men der er noget trist over alle de skæbner, der føler sig mindreværdige, fordi de ikke har drevet det videre end til en familie med to velfungerende børn

Heldigvis ynker vi de mænd, der forlader kone og børn for at være sammen med en yngre model Det er et pudsigt eksempel på, at frigørelsen og nydelsen trods alt har sine grænser En mand, der var et dumt svin for 70 år siden, er stadigvæk et dumt svin i dag Kvinder, der forlader deres mænd, opfattes derimod som ander-

ledes beundringsværdige Hvis en kvinde har en elsker ved siden af sit ægteskab, er det udtryk for frigjorthed Hvis hun søger sine egne veje og går hensynslyst efter at opfylde sine selviske behov, er hun en sej femme fatale Med andre ord kan hun opgive sit ægteskab, hvis manden bliver kedelig eller arbejdsløs og få fuld moralsk støtte af tidsånden Det er ikke underligt, at de fleste skilsmisser sker på kvindens foranledning Tidens kvinder har fået mulighed for både selvstændighed og for at opføre sig lige så grimt som karikaturen på et dumt (mandligt) svin Den største moralske begrænsning er ikke længere hensynet til ægteskabet, men hensynet til børnenes trivsel, som dog let kan afvises med, at ‘hvis mor er glad, er barnet glad’

Der kan selvfølgelig være gode grunde til skilsmisse fra sin mand Mest af alt, at kvinden vælger en håbløs ægtefælle til at begynde med Unge kvinder i dag har da heller ikke nogen nævneværdig støtte til at finde en ordentlig mand Det er nemlig slet ikke det væsentligste Frem for alt får unge kvinder at vide, at de skal tage en uddannelse og kunne klare sig selv Og vi siger naturligvis ikke, at det er en dum idé at tage en uddannelse – men det er ikke det vigtigste For en kvinde såvel som en mand, er det vigtigste i livet at blive gift, få børn og i øvrigt være et ordentligt menneske

Mandens udfordringer i dag er lidt anderledes end kvindens Hvis en mand ikke gider blive voksen, før han nærmer sig de 40 og bare vil have tilfældige eventyr med forskellige kvinder, har han alle muligheder for det Det gør heller ikke spor, at han både er afstumpet og narcissistisk Karaktertræk, der er diskvalificerende for et forpligtende og kærligt ægteskab, giver til gengæld masser af sex Den hensynsløse, farlige mand har måske altid virket seksuelt tiltrækkende – forskellen er, at han i dag har bedre muligheder for at agere hensynsløst, fordi hans bytte har et svagt moralsk fundament at fordømme ham med I Jane Austens roman Stolthed og fordom lader det dumme og letsindige pigebarn Lydia Bennet sig forføre af psykopaten George Wickham 243 Omsat til dagens moral ville Lydia Bennet snarere være den frigjorte heltinde, der valgte lykken med den spændende, flotte verdensmand og søsteren, den