Du skal helst være unormal

forstandige Elisabeth, være reduceret til en bagstræberisk, fordømmende moralist

Både kernefamilien og det livslange ægteskab kræver et stærkt moralsk fundament, og det fundament er rådnet væk som følge af angrebet på den borgerlige orden Ikke sådan, at almindelige mennesker tror på det radikalt frigørende bud på en anden tilværelse, men de har fået mistro til normaliteten og indoptaget store dele af credoet om, at vi skal handle med vores egen nydelse for øje

Du skal helst være unormal

Vi husker filmen American Beauty Scenen er en amerikansk forstad Mor er ejendomsmægler, og hader sit job og har en affære med sin aldrende yuppie-chef Far hader også sit arbejde og bruger det meste af sin mentale energi på at dagdrømme om at realisere sit indre: en fysisk stærk forfører af piger på alder med hans egen teenagedatter Teenagedatteren er den egentlige voksne, som betragter råddenskaben og falskheden i sin familie med mut foragt – i filmen set gennem hendes emo-kærestes kamera Naboen er en voldelig, traditionalistisk våbenbærende konservativ, der inderst inde er homoseksuel Alt er fordækt, alt er hyklerisk, alt er ondt og sygt under den pæne overflade Traditionen gemmer ikke på andet end fortrængninger, indestængt vrede og ulykkeligt urealiserede skæbner Dér har I familien, sagde filmen til seerne Normaliteten er ormstukken

Hadet til den borgerlige livsform hænger selvfølgelig tæt sammen med hadet til normalen Derfor er det vanskeligt at skelne idéen om antiborgerlighed fra antinormalitet, men vi vil forsøge Antiborgerlighed er, som beskrevet, først og fremmest en modstand mod den borgerlige ordens kulturelle institutioner Antinormalitet er mere abstrakt En modstand mod den moral, der lever i disse institutioner Normalen er noget, man skammer sig over Så er man jo gennemsnitlig, en del af massen – og hvis man ikke skiller sig ud, er man så overhovedet? Angsten for at blive ét med det almene ændrer undertiden form og bliver til aggression:

det normale er undertrykkende og falsk Den ‘normale’ familie er fuld af fortrængte lyster og forkrampede relationer Den normale seksualitet er blot en væmmelig magtstruktur Alle de mangfoldige mennesker derude bliver holdt nede og fast af forestillingen om det normale Derfor må den ødelægges

På paradoksal vis har almindelige mennesker internaliseret kampen mod normalen, mod hovedsporet Vi bekæmper os selv, men ofte uden at tænke over det De unge skammer sig over ikke at være ekstraordinære De søger opmærksomhed og stjernestatus på de sociale medier; prøver lykken som stjernefrø i X-factor Og når det viser sig, at de bare er helt almindelige, griner hele landet ad dem For det er det værste, man kan være De midaldrende i middelklassen forsøger at skille sig ud med forskellige identitetsmarkører, som det er vigtigt at være på forkant med; det være sig tøj, mad, indretning, rejsedestinationer eller livsfilosofi En herskende kulturel norm om, at vi skal skille os ud Hvis revisoren spiller rockguitar i sin fritid eller har en vinylpladesamling, er han en lille smule mere unik og dermed agtværdig Endnu stærkere, hvis han sælger sit hus og flytter familien ind i en husbåd eller noget andet eksotisk Det er selvfølgelig paradoksalt, at den herskende norm er, at vi skal være forskellige, men det synes ikke at genere nogen Sagt på en anden måde: hvor mange normbrydere skal der til, før det at bryde normer bliver normen?

De populariserede eksistentialistiske idéer er i det hele taget forbundet med hykleri Unge mennesker får at vide, at de skal vælge det, de har lyst til Heldigvis har forældrene gerne stærke, men ofte uudtalte forventninger til, hvad det frie valg så går ud på Det er muligt, at de fleste akademikerforældre siger, at deres børn er helt frie til at finde den vej i tilværelsen, der gør dem gladest, men det er lige indtil deres teenagesøn hellere vil være lagermedarbejder end gå i gymnasiet eller blive digter

Alt for mange tager det glade ‘vælg det, der gør dig lykkelig’-budskab alvorligt Og hvad er umiddelbart sjovest for et ungt menneske? Drømmen om at blive musiker, stand-up-komiker eller professionel sportsudøver er så udbredt, at de færreste vel efter-

hånden tænker over det Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi tager hyldesten af kendte mennesker for givet Det er selvsagt moralen, den er gal med Vi hylder alt for ofte mennesker, der ingen grund er til at hylde

Det afgørende er selve forestillingen om at være anderledes Det nye er altid anderledes, derfor bliver det nye med nødvendighed godt Og så er der selvfølgelig konkurrenceelementet: jovist er man i konkurrence med sine kulturelle fæller om at være først med den sidste spise-, indretnings- eller holdningstrend, men langt vigtigere er det at manifestere sit klassetilhørsforhold Jeg er så raffineret, at jeg er meget langt fra dem dernede Middel- eller underklassen Dem, der er sidst med alt

Der går en lige linje fra Nietzsches ‘de-alt-for-mange’, over Heideggers nedladende tegning af ‘Das Man’, gennem Foucaults ætsende kritik af normalbegrebet til nutidsmenneskets følelse af skam og utilstrækkelighed over at være almindelig Man kan sige, at mobningen har virket Ikke mindst fordi den har været udført af overklassen mod middel- og underklasse Anderledes-normen er født i og blevet næret blandt medlemmer af den kulturelle overklasse Fra akademia over i avantgardekunst- og kultur, som jo populariseres videre ud til masserne med tiden Herfra har man peget nedad på de konforme provinsialister, der bare gjorde som de skulle

Det forklarer også, hvorfor kampen mod småborgerne fik nye hærførere Fra kommunisterne og marxisterne overgik kommandoen til de kulturradikale og de filosofiske ekstremister på universiteterne Kommunisterne var simpelthen for primitive i deres tilgang til de ønskede samfundsændringer De krævede revolution, men der var ikke rigtig klangbund for det For folk gik på arbejde, jovist, men de ophørte på grund af velstandsudviklingen med at være proletarer på den måde, den ydre venstrefløj kunne lide det Hvorfor skulle man hænge kapitalisterne i lygtepælene, når nu de var garanter for det behagelige liv? Nej, skulle man knække middelklassen og dermed rygraden i borgerdyderne, måtte man ramme dem på noget andet end det materielle Man måtte fjerne deres

kulturelle selvtillid Få dem til at skamme sig, eller måske ligefrem hade sig selv Selvhad gør folk usikre og meget lettere at manipulere

Hvorfor hænger der grim, moderne kunst på ethvert virksomhedskontor? På grund af lavt kulturelt selvværd hos de mennesker, der befolker lokalerne Vi har beskrevet, hvordan den moderne kunst er menneskefjendsk og i opposition til den borgerlige orden – men hvorfor anerkender og ligefrem køber mennesker, som arbejder med og i og lever af netop den borgerlige orden, den slags? Noget skyldes selvfølgelig uvidenhed om kunstens ærinde Vigtigere er det dog, at man gerne vil sende et signal om, at man ‘har kant’, at man er urban, progressiv og moderne Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt for en kapitalistisk virksomhed, hvis formål er at tjene penge, at sende det signal? Hvorfor ikke ‘klassisk dannet, borgerlig, kulturkristen’? Svaret er selvfølgelig, at man skammer sig over ikke at være spændende og kulturagtig som (man forestiller sig at) venstrefløjen er det Man føler ikke, at det, man er, er godt eller rigtigt nok Der er ingen moralsk modstandskraft at modgå kulturpåvirkningen fra venstre med

Det gælder for virksomheder, det gælder for familier, det gælder for enkeltindivider Tør en folkeskolelærer bekræfte hovedsporet, for eksempel i forhold til ægteskab, kernefamilie, den kristne arv? Nej Ingen af delene vil en underviser formentlig være tryg ved at nævne uden også at tage undtagelserne og alternativerne med – givetvis med en bemærkning om, at det ene kan være lige så godt som det andet Mange forældre vil formentlig have det på samme måde I gymnasiet vil lærerne måske være mindre tilbageholdende med at ytre kritik af borgernormen – og på universitetet er store dele af pensum på især humaniora decideret rettet mod at opløse denne

Kan en familiefar eller mor hente tilstrækkelig med identitet og stolthed i at have skabt en god familie? Nej Der må fremvises en række andre parametre, hvorpå mor og far præsterer – helst i en rolle, der ikke kan forbindes med det moder- eller faderlige Om det er på arbejdsmarkedet, om det er med ekstremsport eller en eksotisk hobby er ikke så vigtigt Det vigtige er, at der er en form

for tavs enighed om, at den velskabte familie ikke er tilstrækkelig som status- og identitetsgiver Nej, det er måske endda lidt mærkeligt, skulle man støde på en mand eller kvinde, der undlader at henvise til alt muligt andet end det gode hjem, de har skabt, når de skal imponere omverdenen Kan en pligtopfyldende kontormedarbejder hente tilstrækkelig med identitet og stolthed i at have valgt et godt levebrød og levere punktligt? Nej Han ville skulle tilføje, at han også samler på mangakunst, dyrker friklatring og er hobbybotaniker derhjemme Det almindelige er ikke nok En dygtig pædagog kan ikke nøjes med at henvise til sin rigdom af arbejdserfaringer – der må også nævnes kurser i magtteorier, særlige kompetencer til at håndtere sæsonens psykiske ‘udfordringer’ blandt børnene osv

Kampen mod den gamle moral og den borgerlige orden rykkede ind i folks sjæle Fra et ydre nedbrydningsprojekt til en indre opløsning, der begyndte med skam Vi lærte at skamme os over at være almindelige, over at være danske, over at være kristne, over at holde fast i ret og vrang, over at være mand og kvinde og over vores almindelighed Vejen ud af skammen – frelsen – serverede den nye, kulturelle overklasse for os Det var eksistentialismen og dens lovning om autenticitet Og vi tog det ind Brød op, ud og ned Familier, pligter, omsorg, små og store fællesskaber smuldrede Institutioner lagdes øde eller der gik orm i dem Tro, uddannelse, moral, viden, sandhed, tradition Og vi smuldrede indeni Det viste sig nemlig, at de stærke bærepiller, der udgjorde grunden i vores jordeliv ikke var noget, man fjernede uden at betale en høj pris Og prisen var os selv Til gengæld for friheden fik vi en masse sjælesygdomme Først og fremmest ensomhed Ikke den momentane ensomhed, men den dybe, sjælelige af slagsen Den, der ikke kan fjernes med flygtige venskaber, travle dage på kontoret, alkohol eller et medlemskab af foreninger med abstrakte, godgørende formål

Men giftens rækkevidde er nærmest umulig at overvurdere Det ensomme menneske er ikke mindst ensomt, fordi det har fravalgt livsbåndet til det, der er tættest på Familien, lokalsamfundet, nati-

onen Alt det, almindeligheden hviler i Når man bryder en familie op og skilles, fordi man har ret til at være glad, eller man har mødt en, der er sjovere, eller man bare hellere vil være fri, så tramper man pligten, loyaliteten, behovsudsættelsen og de andre borgerlige dyder under fode Sådan en beslutning viser en levevis, der er uforenelig med mening og sjælelig ro: når man hele tiden søger spænding og finder legitimering af at handle derudfra i tidsånden Man er med andre ord ikke forankret – eller man ødelægger den forankring, børn og ægtefælle giver Du kan ikke være forankret i din lyst, hvad end det er lysten til sex med en ny, lysten til ikke at skulle diskutere med din mand eller kone, eller til bare at have lidt mere tid alene Du kan i det hele taget ikke være forankret i dig selv Du er ikke nok Du har brug for verden, og det er så snedigt (eller uretfærdigt) indrettet, at det ikke er dig, der bestemmer, hvad forankringen udgår fra Det dig, der er givet – som borger i dette land, som barn af disse forældre, i netop denne tid – er uden for din kontrol Du kan affinde dig med det og måske endda, hvis du er helt lykkeligt bagstræberisk, være taknemmelig for det Eller du kan bekæmpe det Det sidste er det moderne menneskes selvvalgte skæbne Desværre At bekæmpe sit ophav, sin givethed, sine omstændigheder – blot fordi de ikke er unormale og spændende nok til at tilfredsstille en lille gruppe ideologer, der hader det, du er rundet af Livet i krig med det, du er formet af, er selve opskriften på meningsløshed og psykiske problemer