Den subversive identitet

i hverken Uganda, Amnesty International eller Greenpeace (som er en projektion af os selv og det billede, vi gerne vil vise omverdenen) Meningen kræver ofre og partikularitet Man får den ikke gratis Og man får den slet ikke med uafhængighedsdoktrinen, som er det modsatte af et offer: den er det bevidste, spottende fravalg af kærligheden og livsfylden

Den massive prægning i samme retning, henimod ‘uafhængighed’, kan svært undervurderes Tidens mantraer er designet til at understøtte den feministiske dagsorden Pakket ind i hedonisme og individualisme, selvfølgelig: kvinden i dag skal vælge sig selv Ikke gå på kompromis Være uafhængig (af en mand, ikke af en arbejdsgiver eller sine ideologiske fællers accept) Hun opfordres til at larme, kræve sin ret, være vred og afvisende over for det, hun har fået i arv Og hvorfor? For at få mere magt, fordi alt andet er uretfærdigt Feminismen er, som andre venstreradikale doktriner, besat af magt Desværre er der ikke mange, der spørger til, hvad det er for et menneske, der har magt som sin livseliksir Hvad er det for en karakter, der ikke vil gå på kompromis med sig selv, som ikke vil ofre sig – ikke engang for sine nærmeste, og som er drevet af vilje til magt? Den karakter kunne man give mange etiketter, og ingen af dem vil være smigrende Det er et samvittighedsløst, selvoptaget menneske og selve opskriften på ensomhed, tomhed og sjælelig ulykke Manglende taknemmelighed gør mennesker forbitrede Det samme gør det bevidste fravalg af de livslange, forpligtende relationer Den uafhængige kvinde er i overhængende fare for at blive bitter og ensom

Den subversive identitet

Vi har beskrevet de tilkøbte identiteter Det horisontale menneske, der strikker sit sjælelige udseende sammen efter sæsonens mode i holdninger og udtryk Det er den almindelige måde at undgå almindeligheden på Du kan vise, hvor unik du er, ved at fortælle de sociale medier om din voldsomme interesse for tibetanske kludetæpper, orangevin eller maratonløb Men hvad, hvis det ikke

er nok? Eller, hvad så, når det ikke er nok? Alle og enhver kan jo finde sæsonens identitetstillæg og donere til nødhjælpsprojekter i Sydsudan Det er, som om det ikke er tilstrækkeligt autentisk? Altså må der være en mere ægte, mere dybfølt, mere original måde at vise sin opposition til massen på

Og det er der

Nemlig de subversive identiteter – de identiteter, identitetspolitikken tilbyder De udmærker sig ved at være vertikale i modsætning til de horisontale, vi har beskrevet Det skyldes, at de ikke blot bliver sminke, eller et tillæg til det almindelige menneskes udseende, men tværtimod kommer til at forme grundstammen i den enkelte subversive persons eksistens De har dermed et bedre, mere givende, svar på modernitetens største, vigtigste og mest skræmmende spørgsmål: hvem er jeg? end de horisontale identiteter De er den forudsigelige endestation for kampen mod normaliteten

Hvorfor? Fordi identitetspolitikken tager udgangspunkt i noget mere grundlæggende end de horisontale produkter, vi smykker os med Den siger, at det, du er, først og fremmest er karakteriseret ved at være i modsætning til det bestående Til majoriteten Til normalen Den identitetspolitiske karakter er negativt opbyggelig, hvor de tilkøbte identiteter primært var alternativer eller accessories til hovedsporet Det subversive bliver den borgerlige ordens onde spejling: den erstatter taknemmelighed med krænkelse, fællesskab med splittelse, fred med evig kamp og kærlighed med magt

Der er to måder, hvorpå identitetspolitikken lever op til antinormalernes formål Det første er at gøre ikke-normalen, altså det alternative, det minoritetsmæssige, til en intrinsisk værdi Og en, der altid trumfer normalen, som må vige, da den per definition er privilegeret På den måde har man fået gjort anderledesheden til den nye normal – men uden at kalde den det – og marginaliseret det, der førhen var hovedsporet Nu skal medlemmer af majoritetskulturen skamme sig, vige, undskylde og på anden vis bøde for at have den forkerte hudfarve, være bærer af den forkerte kultur og det forkerte køn Rollerne er i identitetspolitikken byttet om,

til stor glæde for enhver, der har et udestående med den vestlige majoritetskultur

Og da det tilfældigvis er sådan, at normalen i Vesten er den kristne, kaukasiske, rationalitetsprægede, heteroseksuelle type, er det heldigt for dem, der i det hele taget ikke bryder sig om denne livsform, at identitetspolitikken giver lejlighed til at undertrykke den Det handler selvfølgelig om magt Den eneste valuta, hadets filosofi accepterer

Og man lægger ikke engang skjul på det Judith Butler opfordrer som beskrevet til at leve ‘subversivt’, altså i modsætning til det gængse Den, der går ned ad dette spor, får mere end lidt krydderi på sin mistænkeligt småborgerlige tilværelse – som man godt kunne sige var tilfældet med revisoren, der har tatoveringer under skjorten Han er stadig alt for borgerlig Med identitetspolitikken får man både identitet og mening Man får nemlig en kamp, som man er en vigtig del af at kæmpe Som tilhørende denne eller hin minoritet er man altid i en undertrykt, urimelig situation, og det, man gør for at bedre den, hjælper de andre, som også er undertrykte Denne kamp bliver til livsmening; akkurat og nøjagtig på samme måde som IS-krigere finder mening i tilværelsen ved at hade vantro

Hvilke identiteter er så tilgængelige i det identitetspolitiske univers? Nok flere end vi bryder os om at tænke på, men overordnet er der de dominante kategorier: køn, race og seksualitet

Hvad angår køn drejer det sig selvfølgelig om, at det er et overgreb at påstå, at der kun er to køn Det er en borgerlig konstruktion, der skal bruges til at kontrollere og undertrykke dem, der falder udenfor Og de er temmelig mange Der findes en lang liste med køn, folk kan identificere sig som, og vi har ikke opnået retfærdighed før de har fortrængt eller som minimum er blevet sidestillet med de to biologiske køn Det giver en liflig udsigt til kamp, så langt øjet rækker, for den kønsidentitetspolitiske aktivist Og så giver det magt Det gør alle de subversive identiteter, og for dem, der omhandler køn, kan man ikke mindst se det i aktivismen omkring pronominer Han/hun/den/det/de/zir kan

kræve af andre at blive tituleret på en bestemt måde, der adskiller vedkommende fra massen At have magt over andres sprogbrug er ikke noget at kimse ad Den ellers almindelige person bliver nu, som dette eller hint nye køn, skumfødt som en helt ny slags menneske Måske endda et bedre menneske, fordi den manglende anerkendelse af de nye konstruktioner viser, hvor undertrykt man er Og de undertrykte er altid de gode Nu vil vi ikke underkende, at denne magt og glæden ved hver dag at kunne føle forargelse over omgivelsernes bagstræberiskhed kan give en fornemmelse af livsindhold Men at se hele sit liv gennem en kønsprisme, og endda en, der er konstrueret til at være i vred modsætning til De Andre, kan umuligt gøre noget godt for den enkelte Alene det at føle sig berettiget til at bestemme over majoritetens sprog er udtryk for hovmod og magtsyge Når timerne og dagene går med at føle sig i trodsig opposition til majoriteten – hvordan påvirker det ikke ens glæde og følelse af at høre hjemme i verden? Jovist, man forestiller sig, at verden bliver et venligere sted, når man har fået magten; men ingen bliver glade af at ødelægge Der ligger ingen positiv, holdbar mening og venter på den subversivt kønnede aktivist Tværtimod Det samme gælder ikke mindst i den del af identitetspolitikken, der beskæftiger sig med race Fra at have farveblindhed som et ideal, er racetænkningen ved at vende tilbage i de vestlige samfund Nu er det hvide mennesker, der er født med en slags hudfarvemæssig arvesynd, som gør dem moralsk foragtelige og kulturelt degenererede De er simpelthen racister og indehavere af uretmæssigt tilfaldne privilegier Det skaber identitet at tænke sådan Men hvad gør det ved ham, der ser verden på den måde? At se majoriteten af sine landsmænd som nogle, der er dårlige mennesker på grund af træk og egenskaber, de ikke selv har valgt? Mennesker, der ingen skyld har i fortidens moralsk forkerte handlinger At tegne sig selv ud fra et stigmatiserende blik på naboen, kollegaen, klassekammeraterne Kan det andet end skabe et vredt, hadefuldt, selvretfærdigt liv med uendelige konfliktflader i horisonten? Har tidligere tiders totalitære ideologier, der dehumanise-

rede hele befolkningsgrupper, gjort indehaverne af dem lykkelige, velaflejrede og med meningsfulde tilværelser? Selvfølgelig ikke

Seksualiteten er den måske lettest tilgængelige af de subversive identiteter Man kan være panseksuel eller aseksuel, eller noget ottende Det vigtige er åbenlyst ikke, hvad der så er genstand for ens begær, men at begærets karakter lægger sig uden for hovedsporet Det bliver meningsgivende at se sig selv som noget så uforgribeligt, at det ikke lader sig indfange af de etablerede kategorier Derved fornemmer vi også, hvorfor så stor en del af den identitetspolitiske konfliktmaskine er centreret omkring sproget Det er helt i Orwells ånd: den, der behersker sproget, behersker virkeligheden Ved at udskamme folk, der ikke benytter de af identitetspolitikken bestemte begreber, kan man bemægtige sig selve det rum, hvori de kulturelle forhandlinger foregår Målet er dels at gøre enhver dissens tavs, dels at skabe nye normer, der forstærker de konstruerede identiteter Den subversive seksualitet handler derfor ikke om, at minoriteter har hang til dette og hint og ønsker at leve i fred med det Nej Det er en kamp for at fjerne almindelige menneskers begreber og erstatte dem med nogle, der tjener de nye minoriteters dagsorden For Butler er målet åbenlyst at indføre en skamfuldhed over at være heteroseksuel og dermed en undertrykker af det anderledes De, der følger i hendes spor, får identitet i at være i opposition til alle dem, der har en gennemsnitlig seksualitet Som med subversive køns- og raceidentiteter må vi spørge: hvad for et liv kommer der ud af det? Det er naturligvis samme opskrift på had, splittelse og destruktion Dyrkelsen af udenforskabet fremfor at skabe noget meningsfuldt Risikoen for at få ar på sjælen er stor

Tilværelsen er i forvejen hård for os alle Når der er modgang, henter vi styrke i rødderne I det, der ikke forandrer sig hele tiden I det, vi er formet af, og som vi har arvet Når vi er svage, læner vi os op ad de mennesker, der står i en pligtrelation til os Det er primært familien Forældre, søskende – ægtefæller og børn At være bundet af pligt til mennesker, man elsker, danner de meningsgivende bånd og er den grund, vi stiller os på, når det er svært (og når det er lykkeligt) Venner er rare, men flygtige Politiske allierede endnu

mere utilregnelige Hvor sandsynligt er det, at den person, hvis selve eksistens tegnes af en dyb modvilje mod og mistro til de omgivende mennesker på grund af noget med køn, race eller sex, over tid får vokset sig ind i det samme opbyggelige, rodfæstende netværk som de forhadte småborgere? Ikke meget Psykisk ustabilitet, selvskade, angst og almen utilfredshed er nærmest givne her Det kan man selvfølgelig forsøge at klandre majoriteten for også, men det gør ikke en mere lykkelig Tværtimod; det øger kun negativiteten

For de subversive identiteter gælder det, at de er grundlagt i modsætning til det omkringliggende samfund Kampen mod majoriteten, mod normalen, bliver tilværelsens omdrejningspunkt Ens landsmænd er ikke længere gode allierede med en fælles arv, man sammen forvalter med henblik på at bygge noget holdbart og meningsgivende op De er modstandere Mennesker, der i deres provinsielle, småborgerlige dumhed ikke forstår, hvor onde de er ved ikke at gøre oprør mod det, de er formet af At se sine omgivelser sådan kan ikke andet end skabe ulykkelige, hadefulde sjæle