Evigheden findes også i skønheden

udgrænsning af dem, der ikke har købt den pågældende sekts præmisser Præcis som enhver anden kult, hvis identitet primært tegnes af at være i opposition til ikke-medlemmerne Det er profane selvdesignerprojekter uden nogen forbindelse til evigheden En pastiche på transcendens? Nej, en sådan profanitet baner ikke vej til en tilværelse med mening Men det er der heldigvis andre områder i vores liv, der gør

Evigheden findes også i skønheden

Vi møder ikke mindst evigheden i skønheden I det store og i det små En overdådig solopgang, et stykke klassisk musik, et blomstrende landskab, en velproportioneret bygning med sirlige ornamenter, den elskedes ansigt Det er noget, der fylder os med taknemmelighed og, ja, storhed, og som på én gang får os til at føle os hjemme i verden, og på samme tid lader os kigge ud af den, ind i evigheden Skønheden løfter vores vilkår op i et rum, der er ubundet af tid og sted For vi vil alle gerne kunne tænke, at vores lille, korte eksistens ikke blot er et blip i det endeløse rum Et punkt i et koordinatsystem Vi vil gerne vide, at der er noget i jordelivet, som rækker ud over vores sathed, ja, eller kastethed

Kants opfattelse af det skønne var som noget, vi går til uden interesse 255 Det vil ikke sige, at vi er ligeglade med det skønne, men at vi tværtimod nyder det for dets egen skyld Skønheden i din elskedes smil nyder du ikke, fordi du skal bruge det til noget bestemt Det samme gælder den fuldkomne rose, den fine freske og den perfekt sungne arie Som med Kants moralfilosofi er æstetikken også et stykke sekulariseret kristendom På samme måde som at vi skal gå til det enkelte menneske for dets egen skyld og ikke for at bruge vedkommende som instrument til at opnå noget andet, skal vi gå til det skønne for dets egen skyld Fordi det har intrinsisk værdi

Men vi kan, og bør, supplere Kants sekulariserede kristne visdom med det sakrale Livet har intrinsisk værdi fordi det er helligt. Ikke blot på grund af en fællesmenneskelig enighed Ved

at placere værdien uden for menneskets definitionssfære får den enkeltes ukrænkelighed, værdighed og skønhed et urokkeligt, førempirisk fundament, som ingen, selv ikke de mest forbenede ideologer, kan negligere I hvert fald ikke uden drakoniske følger

I bogen Gilead af den kristne forfatter Marilynne Robinson får vi hovedpersonens – en ældre, døende præsts – tanker om og til sit lille barn:

Der er et svagt genskin i et barns hår, i solskinnet. Der er regnbuefarver i det, små, bløde stråler af de samme nuancer, man kan se i duggen. De er i blomsternes blade, og de er på et barns hud … Alt det er smukt, men det er først og fremmest din eksistens, jeg elsker dig for. Eksistensen er for mig det mest forunderlige, man nogensinde kunne forestille sig.256

Det viser, hvordan vi kan tænke det nødvendige korrektiv til Kants sekularisme: barnet, miraklet, er kødeliggørelsen af det hellige liv og den hellige videreførelse af os og vores familie Slægt skal følge slægters gang Vi strækker vores eksistens ud i for- og fremtid og bevæger os dermed uden for nuet og det konkrete Skønheden, vi oplever, når vi kigger på vores børn, ser ind i deres øjne, tænker over deres eksistens, er samtidig en glæde og en dyb følelse af meningsfuldhed over at indgå i en større sammenhæng med verden, fordi vi er blevet givet livet og har fået lov til selv at give det videre Barnet er fremtiden, og vi selv er en lille, men vigtig, tråd i et kolossalt tæppe vævet af vores egen og alle de andres slægter Siden menneskehedens begyndelse og rækkende ind i den uendelige fremtid

Er det skønne så noget, der indgyder ærefrygt, på den måde som det store, uendelige kan gøre? Ikke helt, eller i hvert fald ikke nødvendigvis Det ærefrygtindgydende vil ofte være det, vi kalder for det sublime Det sublime har sin egen karakter Det er sjældent smukt, men ofte stort, eller overvældende, som genstande af enorme dimensioner, noget, der genererer en voldsom frygt eller matematisk uendelighed Hos Kant er det sublime enten noget

matematisk eller noget dynamisk

257 Det er formløst, mens det skønne netop er defineret ved sin afgrænsning Det sublime er konstitueret sådan, at vores sanser ikke rækker til at forstå det (fordi det sublime egentlig ikke er et kunstens begreb, men et intellektuelt-moralsk) Ikke mindst i skala og omfang, men også ved sin potentielle eksistentielle trussel Tænk på Caspar David Friedrichs billede af Munken ved havet: en lillebitte mandsfigur over for det enorme hav, der truer med at opsluge ham Hans lidenhed, havets storhed – proportionernes modsætning og truslen om livets bratte ophør er, hvad der producerer det sublime I billedet Men faktisk behøver det ikke at være stort eller omfattende – mindre, farlige dyr såsom giftslanger kan også producere en sublim følelse i det menneske, der risikerer at blive bidt af den, som Edmund Burke har påpeget i sin filosofiske granskning af det skønne og det sublime

258 Det skønne, derimod, er lettere, mildere, varmere Ikke opslugende som det sublimes terror Som Burke minder om, virker det sublime stærkere, fordi det ved at trække på følelser af frygt og smerte rammer noget i os, der virker mere påtrængende end det skønnes fremmaning af glæde, mening og velbehag Store, mørke bygninger fylder os med en frygt afledt af det sublime (ikke at eksempelvis den brutalistiske klods er sublim, men dens størrelse og truende tilstedeværelse trækker på sublimitetens virkemåde), mens smukke bygninger bruger lyset opbyggeligt, er velproportionerede og løfter os som sansende, tænkende væsener, når vi passerer dem eller opholder os deri Og skønhed, eksempelvis i form af arkitektur, bringer os også ind i det sakrale Først og fremmest ved at være af en sådan karakter og kvalitet, at vi kan varme os ved tanken om, at den pågældende bygning er her længe efter at vi selv er gået bort Når vi besøger Peterskirken med den majestætiske kolonnade, Sainte-Chapelle i Paris med det elegante stræbeværk, Duomoen i Firenze og Giottos fine klokketårn eller Hagia Sophias kuppelhimmel, så mærker vi ikke bare historiens vingesus, men forener os, for en stund, med selve historien – medieret af skønheden i sten Og det gælder så sandelig også ikke-kirkelige bygninger Som når vi går forbi The Metropolitan i New York

eller europæiske hovedstæders gamle parlamentsbygninger som vores egen Christiansborg Stenenes visdom, alle de mennesker, der gennem tiden har passeret igennem, lænet sig op ad eller haft vigtige ærinder indeni – og alle de begivenheder, de i fremtiden vil rumme – hvisker til vores hjerter, at vi er med i den store fortælling At vi selv er en del af det, vi kan kalde verdens sjæl

De fleste er enige i, at kunsten indtil for nylig også handlede om skønhed Ikke nødvendigvis udelukkende som noget positivt – for skønheden er også at finde i den meningsfulde lidelse eller andre svære vilkår, som hører med til jordelivet – men som noget, der skulle bekræfte og ophøje den menneskelige eksistens Det er ikke mindst det, kunsten kan: den kan give os et blik ind i det evige, som skønheden er det bedste medium for Den kan ikke blot gøre os klogere, men også få os til at sætte pris på, at vi er blevet givet livet i al dets mangfoldighed Som også indebærer ondskab, sorg, vrede, had og lidelse, naturligvis, men det er aldrig skønhedens intention at nedbryde og nedværdige os Og det er jo der, den moderne kunst befinder sig: i nedværdigelsen, vanhelligelsen, opløsningens jammerlige domæne Hvis vi holder fast i begrebsparret skønt/ sublimt kan man sige, at kunsten i dag har forladt det skønne og nu primært virker ved at trække på det sublimes afledte følelser

259 Afmagt, frygt, uforståen Det er som nævnt lettere at generere ‘store’ følelser med det sublime, end det er at arbejde med den finere, sværere og mere komplekse skønhed

Skønheden hjælper til at integrere os i verden Den animerer til taknemmelighed, som er afgørende for at kunne leve et meningsfuldt liv Det er også derfor, at opløsningen, utaknemmeligheden og grimheden ofte følges ad; det grimme som forhånelse af det, der er os givet, er det ultimative udtryk for utaknemmelighed og derfor et yndet greb blandt dem, der gerne vil opløse vores orden Utaknemmelighed eller hovmod, som det tit bunder i, er den måske mest destruktive følelse, der findes Omvendt maner synet eller oplevelsen af noget skønt til taknemmelighed og opbyggelse Vores beskytterinstinkt vækkes ikke sjældent, når vi er i nærheden af det skønne Et umiddelbart ønske om at passe på: tænk, hvis

Den skumfødte Venus blev stjålet; gruen over Notre Dame i brand; frygten for, at der skal ske den smukke hest noget Men hvorfor? Er det blot og bar æstetik, i betydningen omsorg for den sansede overflade? Selvfølgelig ikke Skønhedens væsen er komplekst, og det er de følelser, det vækker i os, også Vi vil vove den påstand, at både taknemmeligheden og beskyttertrangen bunder i det sakrale, som skønheden medierer for os og ind i os Det er en måde, hvorpå vi kan forbinde os med det ypperste i verden og dermed tage så meget af den ind som muligt Det er længslen efter at strække vores rødder dybere ned og bredere ud i tid og rum At sætte pris på skønheden (i den ikke-æsteticistiske betydning), at erkende dens betydning i sig selv og dens afsmitning på verden og os, er at genkende det sakrale Ja, at lukke det ind Det er det, der gør tidens grimhedsdyrkere og ironikere så utrygge i selskabet af noget smukt; de henter identitet i at afvise verden, og det er svært, når verden har det med at trænge sig på med alt det smukke, opbyggelige og meningsfulde Borgerlighedens æstetik Derfor må ironikeren omgive sig med grimhed, måske endda gøre sig selv grim – med tatoveringer, piercinger, usund livsstil i et hjem med grimme plakater og moderne møbler – for at holde sin sti ren, altså grim Han føler sig hjemme blandt graffiti og beton og er utryg ved siden af en marmorsøjle Han kan godt lide kvinder med komplekser og selvhad, fordi det spejler hans eget indre Han holder af larmende, destruktiv musik og synes, det klassiske er noget foragteligt snobberi, som folk kun dyrker af identitetsårsager Hans tilvalg af det grimme og forvredne er ikke bare æstetik eller tilfældige subkulturelle præferencer Det er fordi han er utryg ved, eller vred på selve verden, som den er ham givet; og han tror i hovmod, at han kan sætte sig ud over den og måske endda omformulere den på en bedre måde Han vil selv være Gud, men er samtidig klar over, at han mere end noget andet er uformående Denne giftige indre modsætning gør ham endnu mere forkvaklet, endnu mere vred – endnu mere modtagelig for hadet Også her spøger Nietzsche

Ingen har lyst til at ende som den moderne ironiker, der lever Kierkegaards æstetiker-liv, blot med omvendt fortegn; i jagt på

det grimme, der kan bekræfte hans opfattelse af verden som et dårligt og meningsløst sted Men argumenterer vi da for et liv som kierkegaardsk æstetiker? Nej Vi vil placere skønheden i en anden akse, og med en anden definition end Kierkegaards Det handler netop ikke om at jage sanselige nydelser, men om at sætte pris på verden ved hjælp af blandt andet – men selvfølgelig ikke udelukkende – det skønne

Det er oplagt at begynde med den enkelte krop, vores jeg-hjem Den bør passes på og have lov at være smuk: tatoveringer, piercinger og andet hærværk er ikke kun et angreb på egen krop, men også et signal til omverdenen om, at man har tilvalgt destruktionen Det har menneskelig værdi at holde sit legeme frit for vandalisering, simpelthen fordi det dagligt understreger for den enkelte, at vedkommende selv og det liv, den krop, han eller hun er blevet givet, er velsignet Tatoveringer er vanhelligelse på samme måde som graffiti på kirker er det

Og ligesom man kan holde kroppen fri for hærværk, kan man vælge at fylde sit sind med det gode, det skønne og det sande Vi kan vælge lyset, og vi bør vælge det I årtier er ironikeren, ødelæggeren, ideologen og hvad modernitetens gespenster ellers hedder, lykkedes med at fylde almindelige mennesker med skam over at foretrække opbyggelighed, skønhed og sandhed Besudling af skønheden er måske den ødelæggelsesform, der rammer os dybest i hjertekulen – fordi det er så uforståeligt, så meningsløst, for enhver, der holder af livet, hvilket trods alt er de fleste af os Det vil heldigvis også sige, at forsvaret for det skønne ikke burde være så svært Besudlerne har kun den magt, vi andre giver dem Så insistér Hæng smukke billeder på væggen, læs opbyggelige, rige bøger skrevet i et smukt, formfuldendt sprog I stedet for at dyrke ondskaben og mørket med krimier og dårlige TV-serier, der blot bekræfter ironikerens overfladiske og destruktive livsindstilling Vær ikke bange for at blive udskammet som dum eller uraffineret; intet er så primitivt, så forudsigeligt og så nemt som at dyrke grimheden og rive det ned, det tog vores forfædre århundreder at lære og bygge

Skønheden i vores omgivelser er fuldstændig afgørende for vores oplevelse af verden som et venligt sted og som et sted med mening Meningen ligger i forbindelsen til evigheden: det skønne peger ud over vores umiddelbare vilkår, ind i noget, der er større og bedre Altså det sakrale Det skønne minder os om det givne og om os selv som de velsignede modtagere Helt præcist hvordan denne forbindelse mellem skønhed og hellighed føles, afhænger af, hvem, der oplever, og hvad, der opleves Naturens storslåede skønhed virker forskelligt på det unge og det ældre sind – men begge løftes, til tider med stor sjælelig påvirkning Musikkens skønhed taler til os i et universelt sprog, der på én gang er genkendeligt og over-verdensligt Det imponerende barokanlæg taler til os på en anden måde end den diskret indtagende, men også skønne, romantiske bygning på en stille gade i en ældre landsby Når vi kigger ind i vores børns øjne og ser endeløse verdener af skønhed, er det en radikalt forskellig oplevelse fra, når vi ser ind i den elskedes blik, som er skønt på en anden måde Alt sammen afhænger af, hvem vi er, og hvor vi er i vores liv Men forbindelsen mellem skønhed og sakralitet er grundlæggende den samme, hvor meget den end holder af at undslippe en definition: skønheden lader os genkende det sakrale og tage det ind.

Som beskrevet tidligere, er skønhed også hjemlighed Smukke skulpturer i flot anlagte parker gør, at vi får lyst til at besøge stederne igen og igen – parkerne bliver en del af vores livsverden, vi hjemliggør dem, fordi de inviterer os til det Skønhed er således ikke mindre afgørende i de rum, vi deler med hinanden I haver, på gader og stræder, boligområder, bykerner, landsbyer og arbejdspladser Den skønne bygning ikke bare løfter vores sind; den giver os også lyst til at passe på verden Det er derfor, graffiti på smukke huse rammer os et ømt sted: den vanhelliger, spotter noget, vi nærmest per instinkt har lyst til at beskytte og forsvare Noget, der er os dyrebart Den værdige bygning rejst efter klassiske ordener taler til vores medmenneskelighed, som noget fælles, noget, vi deler med hinanden og værdsætter sammen – og har gjort i århundreder Måske er vi ikke bevidste om det, men de gamle

skønne bygninger, der pryder byens gader, giver soliditet til vores fællesskab De hjælper til at forankre os i tilværelsen, samfundet og historien Derfor er arkitektur også et moralsk anliggende: de smukke teatre, museer, togstationer, rådhuse og boliger fortæller os, at vi skal passe på det, vi har, og sætte pris på det Ikke mindst fordi vi deler dem med hinanden, udstrakt i tid Det gamle hus, der har pyntet en vej i hundrede år, minder os om det, vi har fået med os, og som har formet os Det er en værdi, der langt fra kun er æstetisk Den er menneskelig

Arkitekturen er vores kultur oversat til sten, glas, jern – form, der bærer på et bestemt indhold, og det indhold kan være lige så opbyggeligt og godt, som det kan være det modsatte Afgørende for følelsen af opbyggelighed er den livsnødvendige pynt

Hvad end vi taler om sprosser på vinduer, prydgavle, gesimser, friser under tagudhæng, søjler, rocailler eller balustrader, har vi at gøre med elementer, der understreger den positive, kulturforstærkende, imødekommende tanke, bygherre og arkitekt har haft

Flot udformede vindueskarme, charmerende altaner, diskrete pilastre, måske et relief eller to, opad mod entablaturet, hvor en ornamenteret frise ligger i lag med arkitraven og holder en buet eller trekantet gavl oppe; bygningens ‘hat’, der giver den værdighed Dette er elementer i den skønne bygning, der henvender sig til verden i et miljø af ‘ligesindede’ opførelser Men det behøver ikke at være så detaljeret, så kunstfærdigt, så stort, for at være skønt Den lille gade med ældre toplanshuse, der ligger diskret og høfligt ved siden af hinanden, med velplejede forhaver og en generel afdæmpet, respektfuld stemning, er også skøn Hverdagsskøn, hvilket er den måske vigtigste form for skønhed

Når vi dækker bordet fint, når vi klæder os ordentligt på, når vi rydder op og hænger flotte billeder op i stuen, er der tale om hverdagsskønhed Den gør det samme som den større, monumentale, men i mindre doser Det er den daglige påmindelse om, at verden er et sted for os Talrige små momenter af noget godt: duften af frisklavet kaffe og oplevelsen af at hælde den op i en smuk kop; en pittoresk tur i skoven med hunden; salmesang ved bordet med

familien Bourgeois glæder, hvisler ironikeren og recitøren af hadets filosofi Ja, svarer du og vi: sandelig, de bourgeois glæder – de er fortræffelige! De både forstærker vores forbindelse med verden, til hinanden og det samfund, vi lever i, og de er med at rodfæste de normer, der begrunder vores borgerlige orden På den måde er det veltillavede måltid i skønne omgivelser en kulturel handling, der forstærker det fundament, vi står på Hver gang, vi producerer og nyder hverdagsskønhed, medvirker vi til at holde den orden, der har givet os verdens bedste samfund, levende og stærk Fordi vi mærker glæden ved, kærligheden til og taknemmeligheden for vores liv – det modsatte af hadets filosofis endemål Alene af den grund har den hverdagslige skønhed været lagt for had i årtier

Skønhed er menneskelighed Den er empati; Worringers pointe i Abstraktion og empati var netop, at den figurative kunst var for empatisk; hadets filosofi og hadets kunst, og hadets arkitektur, kan grundlæggende ikke lide mennesker 260 Men som Kant skriver i Kritik af dømmekraften, er vi bejlere til enighed når det kommer til æstetiske domme 261 Vi vil så gerne nå hinanden, og helst i det skønne Når du siger ‘Mozarts klaverkoncerter er vidunderlige’, ligger der også et element af ‘jeg håber inderligt, at du er enig, så jeg kan dele vidunderligheden med dig’ deri Skønhed er menneskelighed, og vi mennesker har brug for at møde og finde og tænke hinanden ikke blot i det fysiske jordeliv, men også i det evige I det sakrale Skønheden er en af de væsentligste måder, vi kan opnå det på