Fra Moses til Malakias

Fra Moses

Helmut Friis

til Malakias En lystvandring i Det Gamle Testamente

Eksistensen

Helmut Friis Fra Moses til Malakias En lystvandring i Det Gamle Testamente © Forlaget og forfatteren 1. oplag, 1. udgave 2022 Isbn 978 87 410 0927 8 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Forsidebillede: Paradisets have af Kamilla Wichmann Sat med Capitolium Tryk: Toptryk, Gråsten Bogen er en udgivelse af følgende tidligere titler: Og Gud sagde, Messias, Lovsang og klage samt Profeterne (Anis).

Med skyldig tak til provst emeritus Peter Holm, Frederiksberg, til hvem Helmut Friis har overdraget rettighederne til sine værker.

Tillige tak for at bidrage til Helmut Friis’ CV. Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.eksistensen.dk

Indhold

Genvej til Moses og profeterne Forord v/ Søren Holst og Hans J. Lundager Jensen . . . . . . . . . . . . . . 8

Og G u d sagde

11

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Det bibelske drama . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 Ur his torien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Skabelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Syndefaldet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Stamfædrene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Abraham . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Jakob . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 Josef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 Fra rum til tid: Abraham . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 M o s es . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Udfrielsen fra Egypten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Åbenbaringen på Sinaj . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 Loven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70 Lovbogen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80 Præsteskriftet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Guldkalven og Moses . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 Indvan dringen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101 Religionshistorisk rids . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 Stoffets placering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106

5

Messias

109

Optakt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110 H øv dingerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114 Høvdingerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114 Konger n e . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120 Saul . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

David . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Salomo . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

De følgende konger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Religiøse reformer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Katastrofen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

120 129 136 145 146 151

Mes s ias . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153 Jahves salvede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kongesalmerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Historieteologien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Eksilets teologiske erfaring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Profetismen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

153 158 162 174 181

Tilbageblik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 Fra aggression til lidelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Retfærdiggørelsen af Gud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Udvælgelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Stoffets placering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

189 199 203 205

Lovsang o g k lage

207

Optakt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 208 Lov pr is n ingen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 212 Salmerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 214 Klagesangene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 242 Højsangen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 248

6

Vis dom men . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253 Ordsprogene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253 Problemet menneske og Gud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 261 Jobs bog – Gud mod Gud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 278 Prædikerens Bog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 294 Teologisk visdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 301 G u d og menneske . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 306

P rofe t e r n e

315

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 316 Profe tismen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 317 Begyndelsen: Elias . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Amos . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Hoseas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Esajas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Mika . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Habakkuk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jeremias . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Ezekiel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Deuteroesajas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

322 326 330 333 339 341 343 348 354

E ks ilet og hjemkomsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 360 Tritoesajas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Haggaj . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Zakarias . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jonas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Åbenbaringsbøgerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Daniel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Nulpunktstilstand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

361 363 364 366 368 371 375

Joh an nes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 377 J es us Kri stus . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 379 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 385 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 391 7

Genvej til Moses og profeterne

Det Gamle Testamente er en stor og spraglet – og delvis fremmedartet – bog, og alene af dén grund er den ikke helt nem at læse uden hjælp af nogen art. På den anden side er det ikke rigtig en mulighed at ignorere bogen. Slet ikke, hvis man er teolog, præst, eller bare kirkegænger: Den udgør størstedelen af Bibelen, og de seneste tredive år har den leveret tekstmateriale til de fleste søndagsgudstjenester. Faktisk er det også lidt vanskeligt at komme uden om den, selv om man skulle være aldeles ligeglad med, hvad der foregår i kirken: Dens aftryk i vores fælles sprog og kulturelle koder er mindst lige så mange og dybe som Det Nye Testamentes: Kains-mærker og Urias-poster indgår fortsat i det fælles lingo, og hvis der ikke fældes salomoniske domme, kan det godt dele vandene, så man kommer ud i en ørkenvandring.

At Det Gamle Testamente på én gang er uomgængeligt og (i manges øjne) utilgængeligt, gør behovet for gode introduktioner presserende. Uden for Danmark er genren “en gammeltestamentlig teologi” udbredt: En (i mange tilfælde: tommetyk) bog, som gennemgår Det Gamle Testamentes teologiske tankegods, ikke sjældent struktureret helt eller delvis efter GT’s egen opbygning eller skriftgrupper, så der også bliver tale om en gennemgang af den tykke bog som samlet litterært værk.

En bog af akkurat den type er de sidste 100 år ikke rigtig skrevet på dansk, skønt der skam findes mange udmærkede lærebøger og indledninger, der introducerer til Det Gamle Testamente fra en (religions)historisk, teologisk og/eller litterær vinkel (jf. henvisning herunder). Det er åbenbart en for stor mundfuld i nutidens universitetsvirkelighed, at en ekspert i faget ene kvinde eller mand skal orke den kombination af dybteborende faglighed og udadrettet formidlingsmæssig bredde, som genren kræver.

Men faktisk har vi fra nogenlunde nyere tid et omfattende dansk værk fra en vidende, vidtskuende og voldsomt belæst dansk teolog, der over hen ved 500 sider gennemgår hele Det Gamle Testamente med en kombination af historisk indblik og eksistentiel spørgen efter, hvordan teksten i dag kan have et anliggende tilfælles med 8

os. Det er de sider, der nu genopstår i en samlet udgivelse, efter at det i årtier har krævet målrettede raids på kongerigets antikvariater at støve de i alt fire relativt tynde bøger fra perioden 1991-1994 op, som værket oprindelig består af.

Helmut Friis var præst og siden programmedarbejder i DR og forfatter til en pæn håndfuld oplivende og oplysende bøger – og i forbigående også filmskuespiller i Jon Bang Carlsens “Næste stop Paradis” fra 1980, hvor man fikst havde ladet Friis spille præsten, så man ikke skulle bøvle med mangel på begreb om, hvordan sådan én gebærder sig.

I mere snævert ’fagteologisk’ sammenhæng var han især cutting edge reporter fra grænselandet mellem teologien og det lidt uhåndterlige fænomen ’det postmoderne’ med bogen Den løse mening: Hinsides religion og ikkereligion fra 1987.

Professionel bibelforsker var han på ingen måde, og prøvede heller ikke at være det, men at han på få år gik fra at være teologisk postmodernismes pennefører til at skrive gammeltestamentlig teologi, er måske ikke så stort et spring som det kan synes. Hans syn på nutidsmenneskets fragmenterede virkelighed er ikke meget anderledes i GT-bøgerne end i hans tidligere udgivelser.

Men uanset hvordan virkeligheden fremstår for en, må man – som Jens Glebe-Møller engang sagde om kirkens forkyndelse – “holde den gående så godt man kan”, og det indebærer jo bl.a. at spille meningsløshedens bold op ad de store fortællinger, ikke mindst den allerstørste af dem, og se hvad vej bolden så flyver. Friis fik et imponerende frugtbart resultat ud af at spille bold op ad Det Gamle Testamente.

Som Sanne Thøisen påpeger i den grundige og indfølende præsentation af værket, som hun udgav i Dansk Teologisk Tidsskrift få år efter at det sidste bind udkom,* er Friis i GT-eksegetisk sammenhæng især inspireret af den tyske kæmpe fra midten af det 20. århundrede, Gerhard von Rad. Men Friis læser og bruger ham så frit, at resultatet forekom ikke bare frisk, men ligefrem forfriskende, da det udkom først i 1990’erne. Og netop fordi bogen ikke *

Sanne B. Thøisen, ‘Gammeltestamentlig kulturkritik: Helmut Friis’ teologiske læsninger i Det Gamle Testamente’, i: Dansk Teologisk Tidsskrift 60 (1997), s. 137-149

9

har som ambition at sige det sidste og nyeste ord i en diskussion blandt fagforskere, forekommer den ikke forældet i dag.

På sin vis foregreb von Rad det, der senere blev kaldt ’kanonisk læsning’, ved at give afkald på at identificere en bestemt tanke eller et særligt begreb som “Det Gamle Testamentes midte”. Dog fastholdt han en art fælles punkt, et sigtepunkt kan man sige: at det er tekstens samlede fortællemæssige forløb frem mod stadigt omdefinerede forjættelsers opfyldelse, der binder de enkelte dele sammen.

Hertil kan man i dag kritisk spørge, om denne tilgang ikke gør de specielt fortællende dele af Det Gamle Testamente til det vigtigste, til indbegrebet af hvad Det Gamle Testamente er og handler om?

Og om ikke der er lige så vigtige sider af Det Gamle Testamente, som ikke er fortællende, og som ikke sigter imod et mål i fremtiden, men som er optaget af det vedvarende, det som allerede var dengang og som stadigvæk er med os? Den skabte verden, som Det Gamle Testamente fortæller om, er jo den virkelige verden, med himmel og jord, sol og måne, planter, dyr og mennesker.

Men uanset hvad gjorde fokuseringen på de fortællende dele af Det Gamle Testamente det oplagt for Friis at tilrettelægge sin fremstilling som en løbende kommenteret indlevende genfortælling – hvor han i øvrigt næsten konsekvent er så langt inde i teksten, at han gengiver de narrative fortidsformer med dansk nutid. Han følger simpelthen GT-stoffets forløb og forsyner det med perspektiverende kommentarer, der på et øjeblik kan bringe læseren fra Mosebøgerne til Det Nye Testamante eller Løgstrup og tilbage igen.

(En udgivelse af radiosamtaler med Løgstrup, Det uomtvistelige fra 1984, er en anden Friis-bog, som antikvarer har måttet høre rigtig mange forespørgsler på; men i modsætning til GT-bøgerne blev den genudgivet allerede i 2014).

En af Friis’ sidste bøger – der kom tre alene i hans dødsår, 1994!

– hed Glæden. Nu kan man, foruden over så meget andet, glæde sig over, at hans vigtige bidrag til den fortsatte aktuelle brug af Bibelens første tre fjerdedele igen kan købes, ovenikøbet som én samlet udgivelse, hvad der kun gør meningen med den tydeligere.

Søren Holst & Hans J. Lundager Jensen, sommeren 2022 10

Og Gud sagde

Forord

Det Gamle Testamente er en uoverskuelig og sammensat skriftsamling, som spænder fra bloddryppende krigsberetninger og groteske hændelser til ophøjede symboler og dybsindig livstydning, og som består af forskelligartede traditioner fra forskellige tider – så det er umuligt at læse det umiddelbart.

Denne bog er en guide, der trækker de religiøse hovedlinjer og højdepunkter op.

Men det er ikke en museumsguide; det drejer sig ikke om at give informationer om en gammel, eksotisk tekstsamling, men om at indlade sig på “meningen” med den, tage den som en vedkommende samtalepartner og spejle vort liv i den.

Opgaven er ikke at gå bag om ryggen på teksten og reducere den til religionshistorie, men at tage den på ordet, lade den tale ud: sigtet er teologisk. Det Gamle Testamente handler jo ikke om Israels “gudsforestillinger”, “trosanskuelser” – men om Gud! En fremstilling, der ikke tager dette alvorligt, er, uanset dens videnskabelighed, ikke på højde med sit emne. Overhovedet gælder det ikke om at se Det Gamle Testamente fra dets alt-for-menneskelige ende, men om at udvinde maksimal mening af det.

Dette indebærer, at fremstillingen må følge Det Gamle Testamentes selvfremstilling, fra skabelsen og fremad (selvom skabelsesmyten først er skrevet sent). Fremgangsmåden er således på en gang genfortællende og tolkende. Dog med den tilføjelse, at de ikke-fortællende dele af stoffet nødvendiggør kommentarer, som går udenfor stoffet. Men stadig drejer det sig ikke om religions-, idé- eller kulturhistorie, men om teologi.

Det Gamle Testamente beskæftiger sig ikke med Gud i abstrakte, filosofiske begreber, men i billeder og fortællinger om menneskets liv med og mod Gud, dvs. i dramaets form. Hvad der ikke hindrer os i ind imellem at træde et skridt tilbage og reflektere over tingene.

Da bogen skal kunne læses som en afrundet tekst, er den ikke belastet med en jævn strøm af bibelhenvisninger. Der er dog fortløbende i teksten enkelte henvisninger til både Det Nye og Det Gamle Testamente. Bagest i bogen findes en oversigt over, hvor det 12

fremstillede stof forekommer i Det Gamle Testamente. Desuden, for at forestillingerne ikke skal hænge i den tomme luft, et kort rids af den religionshistoriske baggrund for Det Gamle Testamente. Og da bogen er et stykke formidling, og ikke en videnskabelig afhandling, tynges den ikke af litteraturhenvisninger, uanset hvor meget jeg trækker på andre.

Dette bind første af fire Og Gud sagde spænder over noget så mærkværdigt som “epoken” fra verdens skabelse til Israels indvandring i det forjættede land. Det næste bind, Messias, handler om tiden fra kongedømmets indførelse frem til Israels undergang.

Det tredje bind, Lovsang og klage, præsenterer de ikke-fortællende skrifter i Det Gamle Testamente. Og endelig Profeterne.

Helmut Friis

13

Det bibelske drama For r ev et helligteks t Det Gamle Testamente er ejendommeligt: det begynder med skabelsens ouverture, “Gud så, at det var godt” – mens et af de senere skrifter åbner med et slag for panden: “Forbandet den dag, jeg blev født”! Højsangens første ord hvisker: “Kys mig” hvorefter et skrift proklamerer: “Alt er tomhed.” Som en fanfare lyder det ved historiens begyndelse: “I dig skal alle folkeslag velsignes” hvorpå der udstødes sætninger som “et underligt værk”, “Guds arm er for kort”, “Gud er lige glad med godt og ondt”. Det Gamle Testamente lovpriser Jahves universelle “herlighed” og en salme råber: “Min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

På baggrund af Det Gamle Testamentes status som “helligtekst”, skrevet til opbyggelse og fromhed, tror man ikke sine egne øjne, når man læser skandaløse beretninger om døtre, der drikker deres far fuld og forfører ham; om Guds mænd, der på deres hellige opgave straks tager ind til en offentlig kvinde; om Guds udvalgte, der ler ad Gud, håner Gud osv. Sådan taler en helligtekst ellers ikke; Koranen, pavelige dekreter eller Stalins proklamationer retoucherer det pinlige og vanhellige væk. Det Gamle Testamentes specielle helligskrift derimod handler ikke kun om det fine, men også om det ikke-fine – ja, er i sin ufuldkomne form selv præget af det. På en gang rummer Det Gamle Testamente salmernes lovprisning, Jobs klage og Prædikerens nihilisme; alt er taget med ind i en forvirrende helhed af oprør, tvivl, famlen og fejlslag. De menneskelige reaktioner på Guds ord er taget med ind i “Guds ord”. Det Gamle Testamente har indoptaget sin egen modsigelse i sig.

Bibelens Gud er en forsmædet, foragtet, forladt Gud. Præsterne bedrager, kongerne synder, det guddommelige ord lyder i falske profeters mund, og de sande profeter står værgeløse og hånede.

Gud er som en Herre, der angribes af sine slaver; som en mand, der bedrages af sin hustru; som en udstødt. Og til sidst antager Gud foruroligende former, bliver fjern, ikke til at skelne fra en afmægtig, ringe, lidende, gudsforladt ...

Målt på filosoffernes og humanisternes Gud kan man føle en vis skam ved Det Gamle Testamente. Det, en humanist som Goethe står for, er smukkere end Jahve, der udvælger sig et lille, sølle folk, i 14

hvilket “hele guddommens fylde” skulle bo. Er Jahve guddommelig, så møder han os menneskeligt, lader sig påvirke, fortryder, angrer, ombestemmer sig. Er Jahve evig, så er han forviklet med historien.

Men at det absolutte skulle kunne fremtræde i en konkret skikkelse er anstødeligt for filosofiske og dannede mennesker. Antropomorfismerne, de menneskelignende billeder af Gud, som Bibelen er gennemsyret af, er forargelige, og filosoffen vil “afmytologisere” dem til symboler på overhistoriske sandheder. At den evige skulle manifestere sig konkret og indgå i historiens tvetydighed er for primitivt for fornuften. Målt på Goethes fine guder generer man sig ved Bibelen og oplever en forarmelse; “Guds ord” synes ikke hedenskabet voksent.

Det gælder også i den forstand, at Det Gamle Testamentes modstridende træk, fra det primitive og hæslige til det ophøjede og sublime, dets sammensathed af lag fra helt forskellige tider, har fået lov at blive stående. Det mærkelige er, at man ikke har systematiseret stoffet og skelnet mellem en eviggyldig kerne og tidsbetingede indpakninger, mellem det guddommelige og det menneskelige. Man har ikke søgt at nå et “højere” niveau af almengyldige sandheder, sådan som de græske filosoffer eller indiske Upanishader gjorde i forhold til myterne før dem. Alt i Det Gamle Testamente forbliver forrevet drama, formet ikke af en neutral fornuft, men af religiøs lidenskab. For Israel er sandheden ikke den abstrakte indsigts sag, men en kæmpende sandhed, hvis skygge uafladeligt er anfægtelsen og tvivlen. Det Gamle Testamente fastholder en enestående troskab mod realiteten.

Virvaret af stemmer fra Abraham til Job, fra Kongebøgerne til Prædikeren, danner ingen enhed. Der er ingen lære, ingen filosofi, ingen dogmatik, intet centrum. Vil man henvise til Jahve, så er det et “centrum”, som netop er i bevægelse, opbrud, og giver drift i historien fremad, hvormed centrum snarere fremtræder som et skjult mål forude. Israel er henvist til en nomadevandring, en uafladelig kamp med sig selv om, hvem Gud, hvem mennesket er, hvad tilværelsen er.

Hvor “hedenskabet” kan beskrives som den uproblematiske, uanfægtede dyrkelse af det givne – frugtbarhed, slægten, krigsheldet, magten, ordenen – tog israeliterne aldrig tilværelsen, som den blot forelå. De opfattede den ikke som tilfældigheder, held og uheld, 15

eller som nødvendighed, men tolkede alting i spændingsfeltet mellem Gud og mennesket – et levende, “talende”, appellerende felt, en kampzone mellem Gud og falske guder. Israel har spurgt efter en livsmening, eller bedre sagt: har modtaget meningen, og hvor den blev formørket af begivenhederne, så Jahve blev borte og kom i modstrid med sine “ord”, har Israel forsket efter et svar. Israel er en spørgende eksistens. Det er et af de mest veltalende folk i menneskehedens historie. Selv i den endegyldige undergang hentede det trøst i at tale og skrive om lidelsen, så sproget pressedes til sine grænser; stadig sang det med brudte hjerter. Hvor nabofolkene søgte ro i etablerede, hellige ordninger, er Israel en teologisk eksistens.

Det Gamle Tes ta mentes tvety digh e d Læsningen af Det Gamle Testamente er en tvetydig fornøjelse.

Man bliver skuffet over, i hvilken grad det er båret af de samme få grundtemaer, der gennemspilles monomant, og hvor firkantede og halvtænkte tankerne ofte er. Samtidig lyser der midt i det hele glimt af eksistentiel dybde og metafysisk spændvidde op, foruden at selve kompositionen af stoffet er storslået: en vidtstrakt fortællesammenhæng spændt ud mellem polerne skabelse og fuldendelse, mellem himmel og jord, nåde og forkastelse, og med et ukendt, forventet mål. Det Gamle Testamente er en blanding af horisont­ indskrænkethed og dyb metafysisk visdom – og just sådan, at det fine ikke kan skilles fra det ikke-fine. Hvilket allerede siger noget om den Gud, vi har med at gøre.

Ofte er man i tvivl om, hvorvidt det, man læser, fx kampen mellem Jahve og Baal, mellem det udvalgte folk og andre folk, handler om andet end alt-for-menneskelige overlevelseskampe. Eller om fordomme: kan de fremmede guder ikke være lige så gode (dårlige) som Israels? Og visionen om, at Jerusalem skal blive alverdens hellige centrum: er den andet end en forgyldt omskrivning af nationalistiske ambitioner? Er Israels religion andet end et stykke nærøstlig oldtid, banale og bizarre forestillinger uden relevans for os?

Her må der imidlertid skelnes. Én ting er Israels oprindelige religion (og den adskiller sig ikke fra naboernes), en anden ting er Det Gamle Testamente; og det skal ikke måles på sin historiske kildeværdi, men på sin iboende religiøse mening. Det er mere end et historisk dokument. Når det fx beretter, at Jahve “taler” – eller 16

slangen, så består en tolkning ikke i at vise, at det “i virkeligheden” handler om noget andet, men så taler Jahve. I stedet for at spørge, om Jahve kan tale, skal man interessere sig for, hvad han siger. Teksten er ikke et vindue, vi ser igennem, men sin egen mening. Snarest skal man sammenligne Bibelen med en roman, udsprunget af bestemte begivenheder, der på en gang berettes og tolkes, altså fremstilles under den eksistentielle betydnings fortegn.

Og hertil kommer, at Det Gamle Testamente kan læses enten fra dets laveste eller højeste ende, dvs. enten som en uddøende nærøstlig religionsform eller som en religiøs forventning, et sprogunivers, hvis mening først kommer til ende i lyset af den begivenhed, der resulterede i den anden del af Bibelen, Det Nye Testamente. Sådan læste de kristne det. Det Gamle Testamentes mere eller mindre tvivlsomme forestillinger kan ses som gængse, alt-for-menneskelige, eller som ladede med et overskud af betydning, en indre retning, transcendens, hvis egentlige indhold overskrider dets egen horisont.

Er det ikke vilkårligt at tolke Det Gamle Testamente ud fra slutpunktet Det Nye Testamente? Ikke mere vilkårligt end at anlægge andre tolkninger, fx en religionshistorisk eller jødisk; de er heller ikke neutrale. Og dertil skal føjes, at den nytestamentlige tolkning faktisk blot gentager en proces, som allerede kendetegner Det Gamle Testamente selv, så sandt det stadig har gentilegnet, aktualiseret, nyfortolket sin overlevering, alt efter nye hændelser.

Der har udfoldet sig en tolkningsproces som en stadig voksende forventning. David blev til forjættelsen om en ny David, pagten til forjættelsen om en ny pagt, loven til visionen om en lov skrevet i menneskets hjerte osv. Intetsteds standsede det. Det hører med til Det Gamle Testamente, at ud af Det Gamle Testamentes spor – og af intet andet spor – opstod Kristus. Og derfor ligeledes omvendt: ud fra Kristus kastes et nyt lys på overleveringen.

Det afgørende er ikke, hvad der engang var, men hvad der kom ud af det.

Sprogru m Det Gamle Testamente er en “poetisk vision” af tilværelsen, dens væsen og bestemmelse. Skriftsamlingen er som en gammel glasmosaik, der funkler i dunkle farver; samtidig med, at ruden peger udad, 17

kaster den lys på os. Den breder et sprogrum ud, et tolkningspotentiale, ved hvis ord vore erfaringer skærpes og udvides. I modsætning til modernitetens blege og abstrakte sprog fylder Det Gamle Testamente billedet helt ud til rammen: intet mindre end “skabelse” og “syndefald”, “himmel” og “helvede”, “tidernes ende”, kort sagt: “Gud” kan gøre det.

Bibelens univers er et sted, hvor man kan anbringe sig restløst, med sin ugudelighed, lidelse og skyld, med sine forventninger og håb.

Uden ideologisering, uden harmonisering. Bibelens format består i at have indoptaget tilværelsens tvetydighed i sig, hvor enhver anden helligtekst repræsenterer det hellige ved at udstøde det syndige. Almindeligvis etableres en helligtekst netop ved helligelsen af noget i denne verden, idet det vanhellige udstødes – i magtens navn udstødes svagheden, i meningens navn udstødes meningsløsheden, i moralens navn udstødes umoralen, i sundhedens navn udstødes sygdommen. Anderledes Bibelen: den har, som ateisten Nietzsche siger, “sat en ærefrygt for det afskyelige og foragtelige ind i verden”. Den giver det religiøse mund og mæle nedefra, fra offerets, lidelsens, vantroens, gudsforladthedens sted.

Og samtidig, midt i den usminkede fastholdelse af realiteterne, sætter den som fortegnet for alting “skabelsen”. Da verden blev skabt, lød der jubel i himlen, englene legede for Guds åsyn – det har Israel hørt et ekko af, og det kan det ikke glemme, uanset hvad der siden sker. Israels bevidsthed om synden er kun den negative udstråling af bevidstheden om et lys tændt over verden. Skulle man nævne ét ord bag hele Det Gamle Testamente, så er det ordet glæde.

Selvom Det Gamle Testamente er fuld af det negative, fører det aldrig til resignation eller ateisme, tværtimod går bevægelsen den modsatte vej, idet en uomtvistelig realitet kaldet “Gud” opsuger negativiteten i sig. Ikke smertefrit rigtignok; Israel kæmper med Jahve – haltende vandrede Jakob bort fra vadestedet efter at have insisteret på Jahves velsignelse. Og tilsvarende er Jahve selv kæmpende; som han i skabelsen trængte kaos tilbage, må han i historien trænge menneskets vrangvendthed tilbage for at kunne velsigne. Israel har afledt sin religion gennem erfaringen af den reale verden.

Det Gamle Testamente handler om én ting: hvad ordet “Gud” betyder. Og hele tiden må Israel lære det påny.

18