Det lukanske dobbeltværks genre

tale på Areopagos i Athen (ApG 17,22-34), hvor det fortælles, at Paulus taler med stoikere og epikuræere (ApG 17,18). Talen fremstiller den kristne bevægelse med brug af stoisk terminologi, hvilket især ses med sætningen “For i ham lever vi, ånder vi og er vi”. Også i evangeliet er der ansatser til at fremstille Jesus med filosofiske træk, specielt i passionsfortællingen (se i kommentaren).

Luk. genrebestemmer man traditionelt som et evangelium i lighed med de andre tre evangelier.59 Imidlertid gør der sig flere forhold gældende, der betyder, at man ikke uden videre kan tale om Luk. som et evangelium. For det første hører det sammen med ApG., hvormed det indholdsmæssigt går langt ud over, hvad der er indeholdt i de andre evangelier.60 For det andet anvender forfatteren ikke betegnelsen εὐαγγέλιον, men udtrykket διήγησις, når han i forordet (1,1-4) forholder sig til tidligere tilsvarende værker. I forhold til dem mener han at være bedre i stand til at affatte et lignende skrift. Udtrykket διήγησις, der også forekommer i den græsk-romerske verden, men i NT er et hap.leg., kan dække over en såvel mundtlig som skriftlig fortælling. Det passer godt med, at forfatteren i forordet taler om andre, der har givet en beretning (1,1). Det harmonerer endvidere med brugen af det tilsvarende verbum διηγεῖσθαι andetsteds i det lukanske dobbeltværk.61 Når Lukas i forordet til ApG. (1,1) henviser til værkets første bind, anvender han udtrykket λόγος, hvilket ligeledes med baggrund i den græsk-romerske verden kan oversættes med fortælling eller bog.

59. Ældste vidnesbyrd om betegnelsen “evangelium” for Luk. finder man hos Irenæus (Adv haer 3,14,1) og i overskriften i Papyrus 75 (ca. 200 e.Kr.), der omtaler skriftet som et evangelium ifølge Lukas (se indledningsafsnittet Teksten). Implicit er betegnelsen også anvendt om Luk. i Justins omtale af fire evangelier i Apol 1,66,3 fra årene 152-155. 60. Selvom de to skrifter som omtalt i indledningsafsnittet Teksten ikke blev overleveret som et samlet værk i oldkirken, er der på den anden side vidnesbyrd fra 2. årh. om, at de blev opfattet som skrevet af samme forfatter. Det fremgår af de antimarkionitiske prologer (SQE, s. 533), Irenæus (Adv haer 3,14,1) samt Muratoris kanonliste (linie 2-8 og linie 34-39). 61. Se Luk 8,39; 9,10; ApG 9,27; 12,17. Verbet betyder at fortælle / berette. De to steder i Luk. drejer det sig om at fortælle om, hvad enten Gud eller mennesker har gjort, mens der de to steder i ApG. fortælles om, hvad den opstandne Herre har gjort.

51

Udtrykket er dækkende for evangeliet, hvilket ses af indholdsbeskrivelsen i ApG 1,1-2, hvor der står, at der i evangeliet er fortalt om, hvad Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen frem til sin himmelfart. På den baggrund er der derfor i højere grad end med de andre evangelier grund til at overveje forskellige litterære genrer i den græsk-romerske og jødiske verden som forbilleder til det lukanske dobbeltværk.

Først og fremmest har man sammenlignet evangelierne med den græsk-romerske biografi (på græsk βίος; på latin vita), en genre der er kendetegnet ved at berette om en kendt persons offentlige optræden i form af gerninger og udsagn.62 Biografien dækker et helt livsforløb, ofte men ikke nødvendigvis fra fødsel til død, og det er ikke ualmindeligt, at den biograferede person, hvad enten det eksempelvis er en filosof eller en politiker, hævdes at have guddommeligt ophav.63 Kendetegnende for den antikke biografi er for det første, at ikke alene en bestemt persons karaktertræk og offentlige liv beskrives, men at også personens tilhængere og efterfølgere er inddraget. For det andet er der gerne en didaktisk og polemisk intention, hvorefter den biograferede persons lære introduceres, forsvares og afgrænses i forhold til falsk lære.64

62.  Justin anvendte betegnelsen τὰ ἀπομνημονεύματα (= erindringer) om evangelierne (Apol 1,33,5; 1,66,3; 1,67,3; Dial 100,4; 101,3; 102,5; 103,6.8; 104,1; 105,1.5.6; 106,1.3; 107,1). I forbindelse med omtale af nadveren skriver han om apostlenes affattede “erindringer”, der kaldes evangelier (Apol 1,66,3). Betegnelsen τὰ ἀπομνημονεύματα viser, at Justin omtaler evangelierne i lighed med antikke biografier, herunder ikke mindst Xenophons biografi om Sokrates, hvor netop den samme betegnelse i flertal udgør værkets titel. Se hertil L. Abramowski,”Die ‘Erinnerungen der Apostel’ bei Justin”. 63. Til det følgende, se C.H. Talbert, Literary Patterns, s. 67-88; J. Drury, Tradition and Design in Luke’s Gospel, s. 27-32; C.H. Talbert, What is a Gospel?; samme,”Biography, ancient”, AncB I, s. 745-749; D. Aune, The New Testament in Its Literary Environment, s. 27-67; R.A. Burridge, What are the Gospels?; G. Hallbäck, “The Earthly Jesus. The Gospel Genre and Types of Authority”; samme, “Den fortidige Jesus. Om evangelierne og Acta som historieskrivning”. 64. Talbert drager sammenligninger med Diogenes Laertius’ biografier over kendte filosoffer (3. årh. e.Kr.). Karakteristisk for disse er, at de omfatter beskrivelse af såvel den biograferede filosof, hans tilhængere som hans lære, altså har en tredelt struktur. Det samme finder Talbert i det lukanske dobbeltværk, hvor evangeliet beskriver den biograferede Jesus og hans lære, mens ApG. beretter om hans tilhængere og den lære, de viderebringer, en lære der er i overensstemmelse med deres grundlæggers lære (Literary Patterns, s. 125-140). Talbert nævner også Plutark, hvis biografiske værk Βίοι Παράλληλοι (Parallelle Liv) med biografier over kendte henholdsvis grækere og romere kunne have været inspirationskilde for Lukas. Plutarks værk er fra begyndelsen af 2. årh. og kan have influeret Lukas, dersom

52

Evangelierne har fællestræk med denne antikke biografiske genre, der netop ikke skal forveksles med den moderne biografigenre, som eksempelvis lægger vægt på den biograferede persons baggrund og udvikling og ofte gør det i et psykologisk perspektiv. Oplagt er det at se den antikke biografiske genre som model for evangelierne, eftersom de handler om Jesu jordiske liv og virksomhed i form af gerninger og udsagn. Men ikke mindst i betragtning af, at evangeliet hører sammen med ApG., er biografi som genre ikke en fyldestgørende klassifikation. Genremæssigt er det derfor mere oplagt at bestemme det lukanske dobbeltværk som historiografi.65

Geert Hallbäck foreslår betegnelsen “biografisk historieskrivning” og skriver: “Som historieskrivning orienterer evangelierne nutiden mod fortiden”.66 Hermed, forklarer han, adskiller evangelierne sig fra den tidligste kristendom og dens tidsorientering, hvor man orienterede sig imod fremtiden, hvor den opstandne Kristus forventedes at komme igen. Paulus’ breve afspejler denne tidsorientering (jf. 1 Thess 4,13-18), der med den tyske religionssociolog Max Webers teori om en nyopstået religions typiske udvikling af forskellige former for autoritet karakteriseres som en karismatisk autoritetsform. Paulus var således et eksempel på en tidlig kristen missionær, hvis ledelsesautoritet var forankret i det guddommelige Kristusnærvær, som han formidlede. Her spiller den jordiske og menneskelige Jesus ikke nogen rolle. Men det kommer han senere til parallelt med, at den kristne bevægelse konsoliderer sig og samler traditions- og erindringsstof sammen, der præger, hvad Weber kalder for en traditionel autoritetsform. Evangelierne afspejler såvel denne autoritetsform som en tidsorientering, der er forankret i den fortidige jordiske og menneskelige Jesus, der med evangelierne bliver nærværende, når der skrives biografisk historie om ham.

Det gælder i særlig grad Luk., ikke mindst når det ses sammen med ApG. Det er indlysende, at sidstnævnte skrift ikke lader sig rubricere som en antik biografi, eftersom der ikke er tale om en beretning om en enkelt persons biografi, derimod om en række personers gerninger

man antager en sen affattelse. Netop den markante parallelisering af Jesus og Paulus i det lukanske dobbeltværk gør det oplagt at inddrage Parallelle Liv som mulig inspiration. Til kritik af Talbert, se D. Aune, ibid., s. 78-79. 65. Til kritik af genrebestemmelsen biografi, se R. Guelich, “The Gospel Genre”; A. Dihle, “Die Evangelien und die griechische Biographie”, s. 77-78; J.B. Green, The Theology of the Gospel of Luke, s. 16-21. 66. G. Hallbäck, “Den fortidige Jesus”, s. 195.

53

og taler. Men netop som en beretning om Jesu efterfølgere falder dette andet bind i naturlig forlængelse af det første, hvis indhold og sandfærdighed også bekræftes ved, at det bliver fulgt op og videreført af hovedpersonens elever og efterfølgere. I den forstand har det fælles træk med den antikke biografi, hvor såvel den biograferede person som dennes tilhængere indgår. Men når ApG. ligesom evangeliet forholder sig til historiske begivenheder, der følger i naturlig forlængelse af den historiske fortid i evangeliet, kan der med god grund også om ApG. tales om historiografi, og når det gælder omtalen af Paulus, tillige om biografisk historieskrivning.67

Gregory E. Sterling definerer det lukanske dobbeltværk som apologetisk historiografi, hvormed det bringes på linie med græsk-hellenistiske og ikke mindst gt.lige og jødiske historieværker såsom Josefus’ Ant.68 Som det er tilfældet med dette værk, er der også et apologetisk træk i ApG., hvor den kristne bevægelses tidlige historie skildres som ikke alene udsprunget af jødedommen, men også som den sande jødedom, hvis historie falder i naturlig forlængelse af den bibelske historie.69 Sådan forholder det sig også med Luk., der på baggrund af apostlene som øjenvidner og ordets forkyndere (jf. 1,1-4) biograferer Jesus med den jødiske kultur og religion som baggrund. Samlet set kan vi derfor om det lukanske dobbeltværk tale om biografisk apologetisk historieskrivning, der indskriver historien om Jesus Kristus i den bibelske historie, som forfatteren med sit nære kendskab til LXX er fortrolig med, ikke mindst Kongebøgerne og måske især fortællingerne dér om profeterne Elias og Elisa. Sigtet er apologetisk at støtte de Kristustroende læsere i forhold til det omgivende romerske samfund, hvad angår at fremme respekten for en bevægelse med rødder i jødisk kultur og religion.

67. Se hertil D. Aune, ibid., s. 77-115. 68. G.E. Sterling, Historiography, specielt s. 311-389. Sterling mener ikke, at biografi er den rette genrebestemmelse, eftersom de omtalte personer, herunder Jesus, ikke biograferes, men snarere fremstilles som en del af en bevægelse. Som han skriver: “The contents of Luke-Acts are thus not about a single individual nor a collection of individuals, but about a movement. The gospel does not begin with Jesus, but with John. As the gospel ends, Jesus commissions the disciples leading us into Acts.”(ibid., s. 349). 69. Hvad angår Josefus, så mener Sterling ikke, at Lukas er direkte influeret af hans forfatterskab (ibid., s. 365-369). Men begge forfattere øser af samme historiografiske tradition, gør megen brug af taler (ibid., s. 372-374) og har til fælles at genskrive historie ud fra tekster (gt.lige skrifter) inden for deres eget kulturelle og religiøse tilhørsforhold.

54