Indhold og komposition

de skal et par eksempler nævnes: I 11,2 er der flere læsemåder, idet der oversat til dansk enten står “komme dit kongedømme” eller “komme din helligånd over os og rense os”. I nadverindstiftelsen (22,19-20) er der en henholdsvis lang og kort læsemåde, hvor den korte ikke indeholder ordene, der tyder brødet og vinen (22,19b-20). I Getsemanescenen (22,39-46) er det usikkert, om v. 43-44 om englen, der griber ind og styrker Jesus, er oprindelig. I 23,1-25 er v. 17 udeladt i nogle tekstvidner, hvormed omtalen af Barabbas’ baggrund falder bort. I 23,34 er det usikkert, om Jesu bøn til Gud om at tilgive sine modstandere, er oprindelig; måske er det en tilføjelse influeret af ApG 3,17 og 7,60. Disse og andre relevante tekstspørgsmål drøftes i kommentaren.12

Sprog og stil

Ikke uden grund er Lukas såvel i østkirkens byzantinske som i den vesterlandske kirkekunst afbildet som maler, og et yndet motiv er Lukas i færd med at afbilde Marias bebudelse. Evangeliet og ApG. udmærker sig i forhold til øvrige nt.lige skrifter, hvad angår sprog og stil, hvilket er et udbredt syn før og nu.13 Allerede forordet 1,1-4 er bemærkelsesværdigt og blandt nt.lige skrifter alene sammenligneligt med Hebr.’s prolog (Hebr 1,1-4).14 I Muratoris kanonliste omtales Lukas som læge og som en lærd mand.15 Og kirkefaderen Hieronymus skriver om Lukas, at han er inter omnes evangelistas Graeci sermonis eruditissimus (=

12. F. Bovon nævner tillige 5,39; 6,4; 9,55; 10,2.20.41-42; 11,8.13.41; 12,19.21.39; 16,9; 17,36; 19,25; 20,20; 21,35; 22,62.68; 23,13.15.35; 24,3.6.12.17.36.40-42.52 (Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 14). 13. Til det følgende, se H.J. Cadbury, The Style and Literary Method of Luke; samme, The Making of Luke-Acts, s. 213-238; L. Brun, “Zur Kompositionstechnik des Lukasevangeliums”; R. Morgenthaler, Die lukanische Geschichtsschreibung als Zeugnis; H.J. Cadbury, “Four Features of Lucan Style”; N. Turner, “The Quality of the Greek of Luke-Acts”; H. Flender, St. Luke. Theologian of Redemptive History; C.H. Talbert, Literary Patterns, Theological Themes, and the Genre of Luke-Acts; C.F. Evans, Saint Luke, s. 39-44. 14. Euseb refererer i HE 6,14,1-2 kirkefaderen Clemens for den dristige påstand, at Hebr. er affattet af Paulus og skrevet på hebraisk til hebræere, mens Lukas har oversat det meget omhyggeligt og udgivet det med tanke på grækerne, endvidere at stilen i brevet og i ApG. er den samme. 15. Se G. Hallbäck, “Muratoris Kanon”, s. 146.166.

30

passionsfortælling om Jesu lidelse, død, opstandelse og himmelfart (22,1-24,53). I evangeliets første hoveddel (1,5-2,52) fortælles om Johannes’ og Jesu fødsel og opvækst (1,5-25.57-80 og 1,26-56; 2,1-52). Herefter indledes hovedfortællingen, der omfatter tre hoveddele, mens passionsfortællingen udgør evangeliets femte hoveddel. I den anden hoveddel berettes der om Jesu virke i Galilæa (3,1-9,50), dog således at der først fortælles om Johannes’ optræden (3,1-20). Om Jesus hører vi, at han bliver døbt (3,21-22), hvilket følges op med en slægtstavle (3,23-38) og en beretning om fristelse i ørkenen (4,1-13). Hvor 3,14,13 består af et indledende forløb, udgør 4,14-9,50 den del af anden hoveddel, der omhandler Jesu virksomhed i Galilæa. Der indledes med den programmatiske scene, hvor Jesus optræder i sin hjemby Nazaret (4,14-30). Herefter har forfatteren samlet en række under- og helbredelsesfortællinger, der midtvejs afbrydes af Sletteprædikenen (6,17-49). Forud herfor berettes der om Jesu valg af de tolv apostle (6,1216). Resten af Galilæadelen omfatter fortsat en række under- og helbredelsesfortællinger, men også en beretning om Peters bekendelse (9,18-20) efterfulgt af Jesu første og anden lidelsesforudsigelse (9,2122; 9,43b-45).30 Evangeliets tredje hoveddel er den såkaldte rejseberetning (9,51-19,27). Her begiver Jesus sig i retning af Jerusalem, hvilket markeres i 9,51.31 Rejseberetningen indledes med et besøg i en samaritansk landsby (9,52-56), hvorefter følger en beretning om udsendelse af 72 disciple (10,1-12) og om deres tilbagevenden (10,17-20). Ellers er beretningen præget af lukansk særstof, der navnlig omfatter lignelser (f.eks. 10,30-37; 15,1-32; 16,1-13.19-31). Hvor Galilæadelen rummer man ge helbredelses- og underberetninger, er der kun få heraf i rejseberetningen (13,10-17; 14,1-6; 18,35-43). Den afsluttes med lignelsen om de betroede pund, hvor der indledes med en notits om, at Jesus er på vej til Jerusalem (19,11-27). Evangeliets fjerde hoveddel dækker Jesu ophold i Jerusalem forud for arrestationen af ham (19,28-21,38). Denne Jerusalemdel indledes med Jesu indtog i Jerusalem (19,28-40), der følges op med Jesu klage over byen (19,41-44), hans tempelrensning (19,45-48) samt en række stridssamtaler, der foregår på tempelpladsen (20,1-47).

30. Mens den første forudsigelse omtaler Jesu lidelse, død og opstandelse, begrænser den anden sig til Jesu lidelse. Men den tredje lidelsesforudsigelse i 18,31-34 omtaler igen Jesu opstandelse. 31. Det kan diskuteres, om rejseberetningen slutter med 19,27 eller allerede med 18,14. Et argument for det sidste er, at Lukas efter 18,14 vender tilbage til at følge Mark., som han formodes at være influeret af. Men tager man rejseberetningen bogstaveligt, må det rigtige være at lade den slutte med 19,27. Spørgsmålet diskuteres i kommentarens indledning til rejseberetningen.

35

Det gælder også Jesu apokalyptiske tale (21,7-36), der rundes af med en notits om, at Jesus om dagen underviste på tempelpladsen, mens han om natten opholdt sig på Oliebjerget (21,37-38). Passionsfortællingen udgør evangeliets afsluttende femte hoveddel (22,1-24,53), der samtidig er et overgangsafsnit til ApG. (jf. 22,35-38; 24,44-49.50-53). Stor plads indtager en måltidsscene (22,14-38), hvor Jesus indstifter nadveren og forbereder disciplene på tiden efter sin bortgang. Det dramatiske passionsforløb følger i store træk de andre evangelier, men der er også lukansk særstof: Lukas inddrager Herodes Antipas (23,8-12) i scenen med Pilatus’ forhør (23,1-25); i korsfæstelsesscenen lader han sørgende folk følge Jesus til Golgata (23,27-31); senere giver han de to forbrydere mund og mæle (23,39-43). I opstandelseskapitlet er scenen med disciplene på vej til Emmaus (24,13-35) og himmelfartsscenen (24,50-53) også lukansk særstof.

Komposition I sin prolog (1,1-4) gør forfatteren rede for de kompositionsprincipper, han vil følge, og med hvilke han nok også ønsker at overgå sine forgængere.32 Han vil gennemgå stoffet forfra (ἄνωθεν), på nøjagtig vis (ἀκριβῶς) og i rigtig rækkefølge (καθεξῆς). Disse principper er uden tvivl dækkende for såvel evangeliet som ApG. Det kan f.eks. betyde, at stof, som Lukas forefinder i de andre evangelier, placeres i ApG., hvor det i hans historiske fremstilling hører hjemme. Ιndholdet af forgængernes fremstilling (διήγησις) beskrives som handlende “om de begivenheder, der er gået i opfyldelse iblandt os” (περὶ τῶν πεπληροφορημένων ἐν ἡμῖν πραγμάτων). Det er formentlig begivenheder, der skildres såvel i evangeliet som i ApG., ligesom der bag præpositionsleddet gemmer sig den tanke, at begivenhederne er opfyldelse af, hvad der var forudbestemt i de gt.lige skrifter.33

32. En grundig analyse af forordet er bl.a. G. Klein, “Lukas 1,1-4 als theologisches Programm”. 33. Lukas’ brug af det tilsvarende græske verbum (πληροῦν) taler for en betydning i retning af såvel indtræffe som opfylde (1,20.57; 2,6.21-22; 4,21; 9,31; 21,22.24; 24,44). At han lægger vægt på, at begivenhederne omtales i den rigtige rækkefølge, kan måske forklares med kendskab til biskop Papias fra Hierapolis i Lilleasien, der i de første årtier af 2. årh. forfattede et skrift i fem bøger med titlen Λογίων Κυριακῶν Ἐξηγήσεις (“Fortolkninger til Herrens ord”). Her omtales Markus, der som Peters tolk omhyggeligt nedskrev, hvad denne huskede om Jesus, men ikke i den rigtige orden. Lukas vil i så fald rette op herpå ved at fremstille begivenhederne i rigtig orden (jf. Euseb, HE 3,39,15). Den mulighed, at Lukas har kendt Papias, underbygges yderligere af, at der er fælles træk i Papias’ skrift og Luk., specielt i

36

Nu til forfatterens kompositoriske tilrettelæggelse: Et første kompositionsprincip er, at evangeliets fem hoveddele i store træk svarer til den geografiske tilrettelæggelse af stoffet. Et geografisk kompositionsprincip er således styrende og følger en lignende struktur i Mark. og Matt. med en Galilæa- og en Jerusalemdel. Men til forskel fra dem har Lukas etableret rejseberetningen (9,51-19,27). Hvor første og anden hoveddel navnlig foregår i henholdsvis Judæa og Galilæa, bevæger tredje hoveddels rejseberetning sig fra Galilæa over samaritansk område til Judæa. Med fjerde hoveddel befinder vi os i Jerusalem, hvilket også gælder femte hoveddel, hvor det til sidst bemærkes, at disciplene opholdt sig i Jerusalem, nærmere bestemt i templet.

Og netop omtale af byen og templet er et andet kompositionsprincip i Luk. Det træder frem ved evangeliets begyndelse og slutning, men er også et gennemgående princip i hovedfortællingen. Den indledende scene foregår i Jerusalem og i templet, hvor Johannes’ far Zakarias opholder sig (1,5-25). Efter Jesu fødsel berettes der, at Maria og Josef drog op til Jerusalem for at fremvise barnet i templet (2,22-40). I 2,41-52 aflægger forældrene igen besøg i Jerusalem, hvor der fortælles om den tolvårige i templet. Evangeliets udgangspunkt er således Jerusalem og templet, hvilket er med til at betone de jødiske rødder for Jesu opvækst og optræden. Byen og templet spiller fortsat en rolle; det fremgår af rejseberetningen med dens gentagne markeringer af, at Jesus er på vej til Jerusalem (9,51; 13,22.33-34; 17,11; 18,31; 19,11.28). I fjerde hoveddel, hvor Jesus opholder sig i Jerusalem eller rettere i templet, hvor han underviser på tempelpladsen (19,47-21,38), tillægges Jerusalem og templet ligeledes betydning. Inden Jesus underviser folkeskarerne på tempelpladsen, har han udtalt domsord over Jerusalem (19,41-44) og foretaget en rensning af templet (19,45-46). I femte hoveddels passionsfortælling spiller byen også en særlig rolle, når Jesus på vej til Golgata tiltaler en folkemængde med ordene “Jerusalems døtre” (23,27-31, specielt v. 28). I opstandelsesafsnittet (24,1-49) møder disciplene den opstandne i Jerusalem, hvor han befaler dem at blive i byen, indtil de har modtaget Helligånden (24,49). Beretningen om hans himmelfart henlægges til Betania og dermed tæt på Jerusalem (24,50-53), som disciplene vender tilbage til. Til sidst hører vi, at de opholdt sig i templet

deres omtale af Judas. Se hertil D.R. Mac Donald, Two Shipwrecked Gospels: The Logoi of Jesus and Papias’ Exposition of Logia about the Lord, s. 48-67; F. Damgaard, Rewriting Peter, s. 57-59.

37

og lovpriste Gud (v. 53). Evangeliet indledes og afsluttes således med scener, der foregår i Jerusalem og specielt i templet.34

Templet spiller en positiv rolle i evangeliet, hvilket også ses derved, at Lukas til forskel fra de andre evangelieforfattere i tempelrensningsscenen (19,45-46) har neddæmpet Jesu opgør med det, ligesom han i scenen, hvor det jødiske synedrium forhører ham (22,66-71), ikke som i Mark 14,58 og Matt 26,61 bliver beskyldt for at have talt imod templet. Dette emne tages først op i ApG 7, hvor Stefanus taler imod tempelkulten og derpå bliver henrettet af jøderne (specielt 7,47-50). Lukas har altså tilrettelagt sit stof således, at templets betydning efter rensningen af det er at være stedet, hvor Jesus underviser (20,1-21,38), ligesom vi i de indledende kapitler i ApG. om apostlene hører, at de ofte kom i templet (f.eks. 2,45; 5,12). Først med Stefanus’ opgør med tempelkulten mister det sin betydning, hvilket udtrykkes i Stefanus’ store tale med ordene om, at Gud ikke bor i huse, bygget af hænder, for himlen er hans trone og jorden hans fodskammel (ApG 7,48-49).35

Jerusalem danner også den geografiske ramme om ApG.’s første 12 kapitler samt kapitlerne 15 og 21,17-23,22 (Paulusprocessen). Det bekræfter indtrykket af, at Lukas tillægger byen og templet en særlig betydning. Byen repræsenterer såvel den jødedom, Jesus i udgangspunktet er rodfæstet i, som den jødedom, hvis ledere vender sig imod Jesus og hans tilhængere. Det geografiske kompositionsprincip og Jerusalemtematikken strukturerer ikke alene Luk., men også ApG., hvor de første tolv kapitler samler sig om hændelser først og fremmest i Jerusalem, men også i andre byer i Judæa (Lydda, Joppe, Cæsarea) og i Samaria. Hvor evangeliet begynder i Jerusalem, gør det samme sig altså gældende i ApG. Mens evangeliet med rejseberetningen i midten lader Jesus bevæge sig fra Galilæa via Samaria til Judæa og Jerusalem, sker der i ApG. noget lignende: Med Filips mission i Samaria (8,5-25) er der etableret en overgang til Paulus’ mission i middelhavsverdenens byer (kap. 13-14; 16-21,16). Men ligesom Jesus mod slutningen af evangeliet kommer til Jerusalem for dér at blive arresteret og henrettet (19,47-24,53), kommer Paulus til sidst til Jerusalem for ligeledes dér at blive arresteret. Men fordi han påberåber sig romersk borgerret, henrettes han ikke dér (21,17-23,22). Parallellen går hertil, og resten af ApG. beretter om overførelsen af Paulus til Cæsarea og hans forsvar

34. Dette kompositionsprincip betones i en grundig analyse i M. Bachmann, Jerusalem und der Tempel, især s. 132-170. 35. Templet omtales senere i ApG 21,26-30, hvor Paulus af jøder i Jerusalem beskyldes for at have taget grækere med til templet og dermed vanhelliget det.

38

dér (23,23-26,32) samt hans rejse til Rom (kap. 27-28).36 Det lukanske dobbeltværk munder så ud i en afsluttende beretning om Paulus’ ophold i Rom, hvor han er under husarrest og afventer at få sin sag for retten.37 Men netop denne geografiske markering er væsentlig: Rom træder i stedet for Jerusalem, der herefter alene har historisk betydning. Hvor Jerusalem har repræsenteret en jødedom, hvis betydning nu er forbi, kommer Rom til at repræsentere alle folkeslag, såvel jøder som ikke mindst ikke jøder (jf. ApG 28,17-31, specielt v. 24 og v. 28)).

Og her er vi ved et tredje kompositionsprincip, bevægelsen fra Jesu forkyndelse for jøderne over apostlenes forkyndelse fortrinsvist for jøderne og frem til Paulus’ forkyndelse for jøder og fremadrettet især for hedninger. Forfatteren har tilrettelagt sit stof således, at forkyndelse for hedninger først finder sted i ApG. Men i fødselsfortællingerne signaleres det, at Jesus er kommet, ikke alene for at frelse jøderne, men hele verden. I Simeons lovsang Nunc dimittis (2,29-32) profeteres der om Jesus, at han skal bringe frelse for alle folkeslag og lys til åbenbaring for hedninger. Den lovsang foregriber, hvad der skal ske i ApG. Det er også tilfældet med beretningen om Jesu forkyndelse i Nazaret (4,14-30), hvor Jesus fortæller om to episoder fra GT, hvor profeterne Elias og Elisa hver især frelste en hedning. Det må betyde, at Gud allerede i GT vendte sig imod hedninger. Det afgørende vendepunkt sker så i ApG 10, hvor skellet mellem rent og urent mad ophæves og forskellen mellem jøder og hedninger dermed ophører. Begivenheden er Peters vision (ApG 10,10-16) og efterfølgende forkyndelse for den romerske officer Cornelius og hans hus (ApG 10,17-48). Denne centrale episode baner vejen for Paulus’ mission blandt hedninger (jf. 9,15). Det er også tilfældet med Stefanus’ opgør med en tempelkult, der sætter skel imellem jøder og hedninger (ApG 7), og apostlen Filips dåb af den etiopiske dronning Kandakes skatmester (ApG 8,26-40). Det samme gælder beretningen om Helligåndens udgydelse på pinsedagen, der giver apostlene mulighed for at forkynde på andre sprog end deres modersmål (ApG 2,1-13). Kompositorisk har Lukas lagt op hertil ved i slutningen af evangeliet at lade Jesus forudsige, at der skal

36. En interessant parallel er, at hvor evangeliet slutter med Jesu død, opstandelse og himmelfart, indeholder afslutningen af ApG. en beretning om Paulus’ farefulde færd over Middelhavet fra Palæstina til Italien, hvor han med Guds indgriben undslipper druknedøden og når frem til Rom. Se hertil C.H. Talbert, Reading Luke-Acts in its Mediterranean Milieu, s. 175-195. 37. Det fremgår af ApG 20,24.29.38 (Paulus’ afskedstale til de ældste i Milet), at Paulus vil blive henrettet.

39

prædikes for alle folkeslag, ligesom apostlene skal få iført Helligånden (24,44-49).

I sammenhæng hermed skal et fjerde kompositionsprincip fremhæves: Det lukanske dobbeltværk er et historieværk med en frelseshistorisk struktur, hvor forfatteren følger op på den gt.lige historie og fører den videre. Overordnet set er der en universal- og profanhistorisk ramme. Ved evangeliets begyndelse knyttes Johannes’ og Jesu fødsel kronologisk sammen ikke alene med den jødiske historie (1,5), men også med den universale romerske historie: Jesus bliver født under kejser Augustus (2,1-14). Det følges op med en kronologisk notits i forbindelse med omtalen af Johannes’ optræden (3,1-2). Her fremgår det, at han trådte frem under kejser Tiberius. Den historiske indramning ved værkets begyndelse følges op med den afsluttende beretning i ApG. om processen imod Paulus, hvor denne til sidst som romersk borger appellerer til kejseren i Rom, for hvem han ønsker sin sag ført (ApG 25,10-12.21.25). Værkets afslutning med Paulus’ ophold i Rom (28,1731), bekræfter en kompositorisk strategi, hvorefter værkets begyndelse og slutning signalerer indholdets universelle betydning.

Til sidst – og som et femte kompositionsprincip – skal det bemærkes, at en stor del af gengivelsen af Jesu forkyndelse indrammes af rejseberetningen. Med notitsen i 9,51 om, at Jesus begiver sig imod Jerusalem, får Lukas markeret, at det egentlige mål for rejsen er hans lidelse, død, opstandelse og ophøjelse. Hermed antyder Lukas også, at lidelse, død og opstandelse er faser i Jesu “rejse” på vej til himlen, hvor han skal sidde ved Guds højre side. Rejseberetningen indgår som kompositorisk princip i en lukansk forståelse af den kristne bevægelse som en efterfølgelsens “vej”. Det græske ord ἡ ὁδός (= vejen) er gennemgående i ApG (9,2; 19,9.23; 22,4; 24,14.22; se tillige 16,17; 18, 25.26). Også i evangeliet indgår betegnelsen (20,21; jf. 1,76; 3,4). For Lukas er det et metaforisk udtryk for den kristne bevægelse, hvor den kristne i overført forstand er på vej imod et bestemt mål. Men det er mere end det: At der i rejseberetningen i særlig grad er samlet stof, hvor Jesus optræder som underviser i at orientere sit liv ad den rette vej og følge ham efter, er ikke tilfældigt. Luk. har især samlet stof af formanende karakter her, og det kan være influeret af 5 Mos., hvad C.F. Evans har argumenteret for.38 Han peger på, at stoffet i rejseberetningen fortrinsvist er af didaktisk karakter, men henleder også opmærksomheden på,

38. C.F. Evans, “The Central Section of St. Luke’s Gospel”; samme, Saint Luke, s. 34-37. Samme synspunkt findes i J. Drury, Tradition and Design in Luke’s Gospel, s. 138-164.

40