Eskatologi

når han griber ind i historien.111 Det sker igen i ApG 2, hvor Helligånden under den jødiske pinsefejring kommer over disciplene, og hvor Peter og apostlene døber nye disciple (2,37-41). Lukas har utvivlsomt tilstræbt en parallelisme mellem begyndelsen af evangeliet og ApG.’s første kapitler.

Men inden da skal vi være opmærksomme på evangeliets slutning: Som overgang mellem det og ApG. afsluttes der med den opstandnes løfte til disciplene om, at han vil sende dem, hvad hans far har lovet (24,49). Forudsætningen herfor er hans himmelfart og ophøjelse (jf. ApG 1,3-8). Om Helligåndens komme hører vi så i pinseberetningen i ApG 2, der først skildrer det dramatiske hændelsesforløb (2,1-13), derpå gengiver Peters prædiken (2,14-36). Centralt i denne er Joelcitatet (Joel 3,1-5), der i al korthed går ud på, at Gud i de sidste dage vil udgyde sin ånd over alle mennesker. Det udlægger Peter på den måde, at dette nu er blevet til virkelighed, idet den ophøjede Jesus fra sin far har fået Helligånden, som han nu har udgydt. Peter opfordrer derpå tilhørerne til at omvende sig og lade sig døbe til deres synders forladelse, hvor de skal få Helligånden som gave (2,37-41). Til sidst berettes der om tilblivelsen af den første menighed (2,42-47). Ånden er således konstituerende for disse begivenheder og spiller en stor rolle i ApG., men som i evangeliet er den især omtalt i begyndelsen af skriftet.112 Til sidst: Som anført i gengivelsen af Joel 3,1-5, skal åndsudgydelsen ske “i de sidste dage” (ἐν ταῖς ἐσχάταις ἡμέραις), hvilket antyder, at den skal ses som en eskatologisk begivenhed.113

Eskatologi

Eskatologien er en kompleks størrelse i Luk. Det skal ikke nødvendigvis forklares med brug af forskellligt traditionsstof, men snarere ses som udtryk for en kontekstbestemt eskatologi, der gør, at nærforventning og forestillingen om en fjern genkomst, realiseret og futu-

111. Især omtalen af Jesu dåb i 3,21-22 er central. Til forskel fra Mark 1,9-11 og Matt 3,13-17 betoner Lukas åndens legemlige skikkelse, som markerer forskellen mellem Jesus og andre, der har været udrustet med Helligånden. Jesu dåb er en åndsdåb og skal ses i sammenhæng med, at Johannes har forkyndt, at der skal komme en efter ham, der døber med Helligånd og ild (3,16). 112. Ud af 57 gange forekommer Helligånden 39 gange i de første 12 kapitler, hvor der primært berettes om forkyndelsen i Jerusalem, Judæa og Samaria. 113. I LXX står der ikke “i de sidste dage”, men μετὰ ταῦτα (= herefter). Det tyder på, at Lukas har tilstræbt en eskatologisk forståelse af pinsebegivenheden.

70

risk eskatologi står side om side afhængigt af konteksten.114 Centrale tekster med et eskatologisk fremtidsrettet indhold er 12,35-48; 17,2037; 19,11-27 samt den synoptiske apokalypse i 21,7-36. Her gør forestillingen om menneskesønnens komme og om dom i de sidste tider sig gældende. Udsagn, der afspejler en realiseret eskatologi med Jesu optræden, er først og fremmest at finde i 2,11; 4,21; 11,20; 16,16; 17,21 og 19,9, hvor der er tale om opfyldelse af en eskatologisk forventning om realiseringen af Guds kongedømme og dermed frelse her og nu (jf. især 11,20; 16,16 og 17,21). Endelig møder man en individualistisk eskatologi i 12,16-21 (specielt v. 20); 16,19-31 samt 23,39-43 (specielt v. 43). Her drejer det sig om enkeltpersoners frelse eller fortabelse med dødens indtræden, hvor forestillingen om dom også gemmer sig.

Først de tekster, der indeholder en futurisk eskatologi: I 12,35-48 formanes disciplene om i fremtiden at være årvågne ud fra den tanke, at deres herre pludseligt kan dukke op. Det begrundes med et udsagn om menneskesønnen, der kommer, når man ikke venter det (v. 40). Med en i Luk. ofte anvendt forvaltermetaforik formanes de yderligere til at forvalte det betroede efter deres herres vilje. Formaningen står i centrum i en eskatologi, der trods udsagn om, at herren måske lader vente på sig, ikke kan tages til indtægt for forestillingen om en udsat parusi, som Conzelmann hævder.115 Det samme er tilfældet med 17,20-37. Denne samtale indledes med farisæeres spørgsmål om Guds kongedømmes komme og Jesu udsagn om, at det er midt iblandt dem (v. 21). Herefter forbereder han disciplene på menneskesønnens komme, der sker, når man ikke forventer det, men pludseligt som i Noas og Lots dage, mens man lever i overflod. Her er formaning også i centrum.116 Lignelsen i 19,11-27 om de betroede pund tager afsæt i, at Jesus nærmer sig Jerusalem, hvorfor nogle antager at Guds kongedømme straks ville vise sig. At tage det som udtryk for, at der er længe

114. En nyttig kritisk gennemgang af materialet finder man i R. Maddox, The Purpose of Luke-Acts, s. 100-157. Se desuden E.E. Ellis, “Die Funktion der Eschatologie im Lukasevangelium”; A.E. Nielsen, Until it is Fulfilled. 115. Se H. Conzelmann, Die Mitte der Zeit, s. 99-100; Til kritik heraf, se R. Maddox, ibid., s. 128. 116. H. Conzelmann peger også her på, at afvisning af nærforventning ligger til grund for Jesu opgør med farisæernes trang til at beregne Guds kongedømmes komme (ibid., s. 111-116). R. Maddox anser teksten for det klareste udtryk for en futurisk eskatologi (ibid., s. 125-128), men understreger samtidig, at teksten hverken taler for pludselig eller udsat parusi. Formålet er først og fremmest “to warn the unrepentant about the coming of judgement”(s. 127).

71

hertil, er at drage en forhastet konklusion.117 Snarere er meningen, at nogle forventer, at med Jesu komme til Jerusalem skal han vise sig at være messiaskongen, der hidbringer Guds kongedømme. En anden mulighed er, at kongedømmet først med Jesu ophøjelse bryder fuldt ud igennem. Det er så ikke, hvad disciplene og andre i folkemængden forestillede sig.

Med den synoptiske apokalypse (21,7-36) har man også overvejet, om Lukas’ version i forhold til Mark 13,5-37 og Matt 24,4-51 afspejler en bearbejdning af parusiens udeblivelse. Conzelmann peger på, at Lukas skelner mellem historiske begivenheder, specielt forfølgelser og Jerusalems ødelæggelse (21,12-19.20-24) og eskatologiske begivenheder (21,10-11.25-36).118 Udsagnet i 21,9 om, at det er nødvendigt, at visse begivenheder indtræffer først, og at afslutningen ikke finder sted straks, ser han også som udtryk for parusiens udebliven, ligesom Jesu ord forinden om ikke at lade sig vildlede af falske messiasskikkelser (21,7-8) skulle mane til forsigtighed i forhold til en tendens til sværmerisk nærforventning.119 Men det er et spørgsmål, om der overhovedet kan skelnes skarpt imellem historiske og eskatologiske begivenheder, eller sagt på en anden måde, om ikke allerede de historiske begivenheder er om ikke eskatologiske, så i hvert fald begivenheder med, hvad Robert Maddox kalder “an eschatological dimension”.120 Faktisk finder de i store træk sted inden for samme tidsrum som det i ApG. skildrede begivenhedsforløb. Det slutter godt nok med Paulus’ komme til Rom (formentlig i begyndelsen af 60’erne), men ligesom der i evangeliet flere steder såsom i 21,20-24 er foregribelser af Jerusalems ødelæggelse (år 70), således er det også tilfældet i ApG 6,13-14; 7,47-50

117. Således L.T. Johnson, “The Lukan Kingship Parable (Luke 19:11-27)”. 118. H. Conzelmann, ibid., s. 116-127. 119. Til kritik af Conzelmann, se E.E. Ellis, ibid., s. 393-397. Ellis gør opmærksom på, at når Lukas lader genkomsten være en begivenhed, der ikke lige står for døren, er det for netop at afværge en overivrig og sværmerisk forestilling om nærforventning. Det er ifølge Ellis ikke på grund af parusiudeblivelse, at Luk. formulerer en frelseshistorie. 120. R. Maddox, ibid., s. 121. Videre skriver han, at “The time between the resurrection of Jesus and the End is not uneschatological in quality.” Og som svar på disciplenes spørgsmål om templets ødelæggelse (21,5-6), skriver Maddox, så viser det, at “the fall of Jerusalem is not identical with the End, but also that it is not far removed from the End, either in time or significance.”(s. 122-123). Maddox forholder sig således også kritisk til Conzelmanns opfattelse, at parusiens udebliven er en udfordring for Lukas.

72

med Stefanusepisoden.121 At der så i ApG 1,6-7 berettes, at disciplene spurgte den opstandne Jesus, om det var nu, at han ville genoprette riget for Israel, taler ikke for en parusi langt ude i fremtiden. Jesu svar er, at det er Guds sag, og at de skal få Helligånden over sig og blive vidner på hele jorden. Det tyder på, at oprettelse af Guds kongedømme, der allerede med Jesu jordiske optræden er blevet nærværende, processuelt vil finde sted på det universelle plan og ikke her og nu i Jerusalem.

Nu til de ansatser til en realiseret eskatologi, der kommer til udtryk flere steder i evangeliet med det emfatiske σήμερον (= i dag): Englens budskab om Jesu fødsel, at “i dag” er der født en frelser (2,11), signalerer frelsens komme her og nu i såvel fortalt tid som fortælletid. Det er igen tilfældet i Nazaret, hvor Jesus udlægger profetcitatet med, at “i dag” er Skriften gået i opfyldelse (4,21, jf. 5,26). Om sit besøg hos Zakæus siger Jesus først til Zakæus, at “i dag” bør han være i hans hus (19,5), og bagefter, at “i dag” er frelsen kommet til dette hus (19,9). Endelig siger den korsfæstede Jesus til den ene forbryder, at “i dag” skal han være med ham i Paradiset (23,43). Disse ansatser skal ses i sammenhæng med, at Jesus om Guds kongedømme til tilhørerne siger, at det er midt iblandt dem (17,21). Om samme kongedømme siger han til de 72, der sendes ud for at forkynde og helbrede, at de skal forkynde, at det er kommet nær (10,9.11). Umiddelbart herefter siger han til dem, da de vender tilbage, at han har set Satan falde ned fra himlen (10,18). I 11,20, hvor Jesus svarer på anklagen for at stå i ledtog med Beelzebul, siger han, at er det ved Guds finger, han driver dæmoner ud, så er Guds kongedømme kommet til dem. I 16,16 hedder det, at siden Johannes’ optræden forkyndes det. Med Jesu forkyndelse i ord og gerninger er med Conzelmanns udtryk tidens midte indtruffet. Frelsens tid er den fortalte tid, der falder sammen med fortælletiden, når der forkyndes herom.

Til sidst: Forekomsten af en individualistisk eskatologi er specifik i Luk. Et par steder er der ansatser hertil: I 12,20 afsluttes lignelsen om den rige bonde med, at Gud siger til ham, at endnu i samme nat kræves hans liv af ham. I lignelsen om den rige mand og Lazarus (16,19-31)

121. Om Jerusalems ødelæggelse skriver C.F. Evans, at det “is not a secular event, however tragic. It is the destruction for ever of God’s own city, already prophesied with tears as the consequence of failure to recognize divine visitation (19.41-44), and is the reverse side of God’s final salvation. Luke would here seem to be engaged, not in eliminating or historicizing eschatology, but in eschatologizing, i.e. theologizing, history.” (Saint Luke, s. 63).

73