Affattelsestid og -sted

når forkyndelsen i Luk. er rettet imod jøderne, mens den i ApG. tillige gælder hedningerne. Men Lukas deler ikke det paulinske syn, at de frafaldne jøder som folk en dag vil tilslutte sig, når de har set, at hedningerne er blevet kristne (jf. Rom 9-11). Jøderne afskrives som folk i ApG 28,23-31. Frelseshistorisk er der således paralleller, men også væsentlige forskelle. En sammenligning af Luk. og Paulus taler derfor imod, at Lukas kendte Paulus personligt og minutiøst gengiver den paulinske teologi, som den kendes fra Paulus’ breve.138 Det fremgår heller ikke af ApG., at Paulus skrev breve og forstod sig som apostel og missionær alene for hedninger, hvilket dog ikke udelukker hans kendskab til brevene.139 Nu til spørgsmålet om affattelsestid.

Spørgsmålet om, hvornår det lukanske dobbeltværk er blevet skrevet, skal på den ene side ses i sammenhæng med en bestemmelse af affattelsestidspunktet for de andre evangelier, værket skønnes at være afhængigt af.140 Her i kommentaren arbejdes der som allerede nævnt med den opfattelse, at det er afhængigt af Mark., Matt. og Joh. Tidligere har det været den mest udbredte opfattelse, at Luk. ligesom Matt. er affatttet i 80’erne. Den opfattelse finder man stadigvæk i de fleste nyere kommentarer til Luk. Hvad angår de tre andre evangelier, følger jeg

138. At Lukas’ gengivelse af Paulus’ teologi snarere vidner om lukansk teologi, har Ph. Vielhauer for længe siden påpeget i artiklen “Zum ‘Paulinismus’ der Apostelgeschichte”. 139. En nærmere undersøgelse af kronologi og rejseforløb viser tillige uoverensstemmelser, når Paulus’ breve og ApG. sammenlignes. Se N. Hyldahl, Paulus, s. 1123; samme, “The Reception of Paul in the Acts of the Apostles”, s. 100-119; M. Müller, “Acts as Biblical Rewriting of the Gospels and Paul’s Letters”, s. 97. Hyldahls opfattelse af forholdet mellem Lukas og Paulus er bemærkelsesværdig, når han, der daterer Luk. til henimod midten af 2. årh., på den ene side mener, at Lukas havde kendskab til Paulus’ breve, mens han på den anden side foreslår, at han ikke ønskede at vedkende sig dette, fordi Paulus’ breve i midten af 2. årh. var kommet i miskredit som følge af gnostikeres og Markions brug af dem (Paulus, s. 18-19). De sene nt.lige breve 2 Pet. og 1 Tim. vidner måske også herom (jf. 2 Pet 3,16; 1 Tim 6,20-21). Lukas kan også have kendt Pastoralbrevene, men at han har forfattet dem, er dog nok for dristig en hypotese. Dette synspunkt hævdes i S. Wilson, Luke and the Pastoral Epistles. Se tillige M. Müller, “Antagonistische Gegner im lukanischen Doppelwerk”, s. 309-310. 140. Se indledningsafsnittet Kilder bag Lukasevangeliet.

80

den gængse opfattelse, hvorefter de er affattet henholdsvist omkring år 70 (Mark.), i 80’erne (Matt.) og i 90’erne (Joh.).141 Da de alle tre forudsætter Jerusalems ødelæggelse år 70, kan den begivenhed også ses som terminus post quem for affattelsen af det lukanske dobbeltværk, der også forudsætter den (jf. 19,41-44; 21,20-24).

På den anden side skal en datering vurderes på grundlag af spørgsmålet, hvornår der er vidnesbyrd om værkets eksistens. En terminus ante quem må bero på andre kilders henvisninger til og brug af det. I en undersøgelse heraf peger Andrew Gregory på, at først med Justin og især Irenæus er der klare vidnesbyrd om Luk.s eksistens.142 Da der hos Irenæus også er vidnesbyrd om ApG., åbnes der mulighed for at datere det lukanske dobbeltværk så sent som i tiden umiddelbart før Justin og dermed frem til senest midten af 2. årh.143

Nu har det også været en udbredt opfattelse, at Markion (ca. 85-150 e.Kr.) kendte til Luk., som han sammen med ti breve af Paulus lagde til grund for sin kanon. Har denne kanondannelse fundet sted i Rom omkring år 120, er terminus ante quem dette tidspunkt, hvorefter vi kan bestemme affattelsestidspunktet til senest begyndelsen af 2. årh. Men det er tvivlsomt, om Markions evangelium var identisk med Luk. Vi kender alene hans evangelium ud fra Irenæus’ og Tertullians polemiske opgør med ham, og det fremgår ikke eksplicit, at Markion omtalte sit evangelium som Luk.144 I forhold hertil skal det også have været et beskåret evangelium, hvor alt stof, der refererer til GT og jødedommen,

141. Til dateringen af de andre tre evangelier, se Aa. Pilgaard, Komm. til Mark., s. 45-46; M. Müller, Komm. til Matt., s. 14-15; H.K. Nielsen, Komm. til Joh., s. 42-43. 142. A. Gregory, The Reception of Luke and Acts in the Period before Irenaeus. Se tillige N. Willert, “Det lukanske historieværk”, s. 9-12. 143. En sen datering (ca. 115-130) af det lukanske dobbeltværk og specielt ApG. argumenteres der for i J.C. O’ Neill, The Theology of Acts in its Historical Setting, s. 1-58. Det er især forholdet mellem Luk. og Justin, der underbygger O’Neills hypotese. En lidt senere datering (ca. 140) argumenterer Niels Hyldahl for i artiklen “Über die Abfassungszeit des lukanischen Doppelwerks”, s. 75-82; samme, Paulus, s. 11-23. Også Mogens Müller går ind for en lignende sen datering (“The Reception of the Old Testament in Matthew and Luke-Acts”, s. 330; “Luke – the Fourth Gospel?”, s. 238-239; Evangeliet og evangelierne, s. 99-105); se endvidere N. Willert, ibid., s. 18-30. En forholdsvis sen datering møder man også i R.I. Pervo, Dating Acts, s. 11-14.343-346 (omkring 110-120), og i M. Meiser, “Der theologiegeschichtliche Standort des lukanischen Doppelwerkes”, s. 111 (omkring 90-120). Hos C. Mount dateres det lukanske dobbeltværk til omkring 120-130 (Pauline Christianity, s. 168). En meget sen datering i 2. halvdel af 2. årh. møder man i M. Vinzent, Marcion and the Dating of the Synoptic Gospels, s. 215-276. 144. Se Tertullian, Adv. Marc. 4,2,3.

81

tilsyneladende er fjernet som konsekvens af hans kristendomssyn.145 Usikkerheden herom har derfor i nyere tid fået nogle forskere til at fremsætte alternative hypoteser. De går ud på, at Lukas enten byggede videre på Markions evangelium eller simpelthen er et antimarkionitisk skrift, der sammen med ApG. blev til i 150-erne som et kirkeligt modstykke til det markionitiske evangelium. I så fald kan Markions evangelium også være blandt de skrifter, Lukas i sit forord (1,1-4) henviser og forholder sig kritisk til.146 Det er alt sammen overvejelser, der som konsekvens har, at Markions kanondannelse ikke uden videre kan danne grundlag for en datering af det lukanske dobbeltværk. Og hermed er en terminus ante quem ikke nødvendigvis begyndelsen af 2. årh.

Det næste spørgsmål er så, om forfatteren har haft kendskab til andre kilder end evangelierne, der kan hjælpe os til at præcisere en datering af værket. Her er der i indledningsafsnittet Kilder bag Lukasevangeliet peget på Papiasfragmentet og Josefus, kilder der forudsat Lukas’ kendskab til dem gør det muligt med en datering i tidsrummet omkring 120-140, idet vi så også tager Justins kendskab til Luk. med i betragtning.147 Spørgsmålet er så, om andre faktorer kan bidrage til en kristendomshistorisk præcisering af denne sendatering. Her skal peges på træk i værket, der kan tale for en sen datering i tidsrummet 120-140: (1) Forholdet mellem de kristne og romerstaten, (2) værkets omtale af martyrier, (3) forholdet mellem kristne og jøder, (4) synet på de jødiske skrifter, (5) spørgsmålet om polemiske træk samt (6) spørgsmålet, om værket med Max Webers tidligere omtalte autoritetstypologi afspejler en bestemt form for autoritet.

145. Til spørgsmålet om Markion og hans kristendomsopfattelse, se P. Ingesman og N.A. Pedersen, Kirkens historie, bind 1, s. 62-63.101-102. 146. Interessant er J. Knox, Marcion and the New Testament. Ifølge ham var Markions forlæg kortere end det nuværende Luk., der så er en udvidet version i forhold hertil og udgivet sammen med ApG. omkring år 150. Tankegangen skal ses i sammenhæng med den opfattelse, at Markions kanondannelse igangsatte storkirkens kanondannelse, hvilket Irenæus vidner om. Nyere forsøg på at placere Markions evangelium før de kanoniske evangelier er M. Vinzent, ibid.; M. Klinghardt, Das älteste Evangelium und die Entstehung der kanonischen Evangelien. En forskningsoversigt finder man i D. Roth, “Marcion’s Gospel and Luke”. 147. Den manglende omtale af Luk. og Joh. i Papias-fragmentet kan if. N. Hyldahl være et argumentum e silentio for en sen affattelse af disse skrifter (“Über die Abfassungszeit des lukanischen Doppelwerks”). Om tavsheden skriver han, at “doch ist das Schweigen in diesem Fall beredt, um es nicht geradezu als schreiend zu bezeichnen.”(s. 81).

82

For det første: Luk.s omtale af forholdet mellem de kristne og staten har tidligere givet anledning til den opfattelse, at en datering i 80’erne passer med et på dette tidspunkt forholdsvis konfliktfrit forhold, inden forfølgelser satte ind i Rom og Lilleasien i 90’erne under kejser Domitian (81-96 e.Kr.). Men bevæger vi os ind i 2. årh.s første årtier, kan man tilsvarende tale om et forholdsvis konfliktfrit forhold mellem kristne og romerstat, for så vidt som statsligt initierede forfølgelser fra kejsermagtens side ikke finder sted.148 Men lokalt bliver kristne forfulgt, stillet for retten og henrettet, hvis ikke de afsværger deres tro. Et par romerske kilder kan kaste lys herover: Hos Sueton og Tacitus er der korte notitser om den kristne bevægelse som “en fordærvelig overtro” med “had til menneskeslægten” og som “en ny og fordærvelig overtro”.149 Denne omtale fra de første årtier af 2. årh. viser to ting: For det første ses de kristne som en ny religiøs bevægelse og en fordærvelig overtro (superstitio) og for det andet bemærkes deres afstandtagen og afsondrethed i forhold til det romerske samfund. I Plinius’ brevveksling med kejser Trajan fra omkring år 112 karakteriseres de kristnes bevægelse også som overtro.150 Plinius redegør for, at mange har tilsluttet sig bevægelsen, hvilket det dog er lykkedes ham at standse. Han redegør for sin forhørspraksis: Med en sindelagsprøve blev de kristne sat til at anråbe guderne og ofre til kejserens billede samt udtale en forbandelse af Kristus. Der er således klart tale om forfølgelse af kristne, når de af andre angives og bringes for den romerske statholder. Plinius er stolt af over for kejseren at kunne berette om fremgang for templerne, hvor offerkulten er genoptaget, hvilket igen indebærer fremgang i handelen med offerkød. Sociale, økonomiske og religiøse interesser er altså på spil. Kejserens svar billiger fremgangsmåden, og vi må gå ud fra, at denne brevveksling udgjorde det juridiske grundlag for forfølgelser i 2. årh. Lukas kan have haft kendskab til disse forhold. Hans omtale af en tøvende Pilatus (23,1-25) kan minde om en ligeledes usikker Plinius. Og når Plinius omtaler udbredelsen af den kristne tro i alle samfundslag, kan en tilsvarende fremstilling i Luk. af denne udbredelse ses som en reaktion heroverfor. Plinius’ glæde over

148. Til det følgende, se N. Willert, “Luke’s Portrait of Jesus and the Political Authorities in his Passion Narrative”, s. 244-247. 149. Således Tacitus, Annales 15,44 (omtale af Roms brand og Neros forfølgelse af kristne i Rom) og Sueton, Nero 16,2. Se hertil J. Engberg, “Fordømmelse, kritik og forundring. Samtidige hedenske forfatteres bedømmelse af kristne og kristendom”, s. 295-303.309-313. 150. Plinius, Epistula 10,96.

83

fremgang i tempelkulten har måske også et kritisk modstykke i Lukas’ omtale af Stefanus’ tempelkritik (ApG 7) samt episoden i Efesos, hvor Paulus truer Artemiskulten og dermed den sociale og økonomiske afhængighed heraf (ApG 19,23-40). Skildringen af Paulus i Athen (ApG 17,22-34) rummer også indirekte en kritik af den græsk-romerske gudedyrkelse. I forhold til Plinius er Lukas’ budskab, at Kristustroen gør det af med den form for gudsdyrkelse.151

For det andet og i sammenhæng hermed er spørgsmålet, om det lukanske dobbeltværk afspejler en tid, hvor kristnes martyrdød som følge af lokale forfølgelser spiller en rolle. Det ses for det første ved fremstillingen af processen imod Jesus, hvor Jesu lidelse og død beskrives med træk, der kendes fra såvel jødisk som kristen martyrlitteratur.152 Det ses også ved omtalen af Stefanus’ martyrdød (ApG 7,1-60), Jakob’ martyrdød (ApG 12,1-2) og ikke mindst processen imod Paulus (ApG 21,27-28,31). Peters eller Paulus’ martyrdød er ikke nævnt, men forudsat (Luk 22,33; ApG 20,23-24). Endelig kan Lukas også være influeret af Ignatius’ tidligere omtalte breve fra år 107, hvori denne fremhæver martyriet som ligedannelse med den korsfæstede Jesus.

For det tredje er der spørgsmålet, om værkets holdning til jøderne og de jødiske skrifter i højere grad afspejler en tid i første halvdel af 2. årh. end i sidste halvdel af 1. årh. Et par træk kan tale herfor. Fremhævelsen af Jesu fødsel og opvækst i et jødisk miljø og hans tilknytning til templet i Jerusalem ses som udtryk for en bestræbelse på at vise, at den kristne bevægelse ikke er en ny religion, som visse romerske forfattere påstår, men derimod en gammel religion. Lukas fremstiller bevægelsen som ret jødedom i modsætning til en afsporet jødedom repræsenteret ved bl.a. farisæerne. Med afslutningen af værket er jøderne som folk skrevet ud af historien (ApG 28,23-29). Dette apologetiske træk, der forsvarer Kristustroen som en gammel religion og som ret jødedom, harmonerer også med, hvad Josefus har udfoldet i bl.a. Ant.

151. Et andet synspunkt indtager Ph.F. Esler, der finder et hos Lukas positivt forhold til romermagten uforligeligt med Plinius’ krav til de kristne om at afsværge deres tro (Community and Gospel in Luke-Acts, s. 28-29). Hertil er at bemærke, at det lukanske dobbeltværk ikke forholder sig så positivt til romermagten, som Esler mener. Se N. Willert, “Apologetiske og indignatoriske tendenser i Lukasskrifterne”, s. 231-236. 152. Spørgsmålet om martyrologiske træk i Luk.s passionsfortælling er behandlet i J.W. van Henten, “Jewish Martyrs and the Lukan Passion Narrative Revisited”; N. Willert, “Martyrology in the Passion Narratives of the Synoptic Gospels”, s. 33-43. Se endvidere N. Willert, “Luke’s Portrait of Jesus and the Political Authorities in His Passion Narrative”, s. 231-236.

84

om jødedommen. Forudsat Lukas’ kendskab til ham giver det god mening, om han tilstræber en fremstilling af den kristne bevægelse, der lever op til dette ideal, der netop er et velkendt ideal i græsk-romersk historieskrivning. At aldersbeviset spiller en stor rolle dér, har Peter Pilhofer påvist.153 Af betydning er også den plads, Jerusalem og templet har i værket., hvor tempelkulten med Stefanus’ forsvarstale har udspillet sin rolle (ApG 7). At byen og templet mister betydning i løbet af ApG., der afslutningsvist lader Rom komme i centrum, viser, at dette for jødedommen centrale sted er fortid.154 At byens og templets ødelæggelse år 70 klart er forudsat, taler herfor (jf. Luk. 19,41-44; 21,20-24). Udelukkes kan det heller ikke, at den senere jødiske opstand imod romermagten under Bar Kochba-opstanden i årene 132-135 kan have sat sine spor, om end der ikke er direkte belæg herfor. Kejser Hadrian (117-138 e.Kr.) havde i år 132 nygrundlagt Jerusalem til fremover at være en romersk by med betegnelsen Aelia Capitolina, hvilket fremprovokerede jødernes andet oprør imod romermagten. Efter deres nederlag blev der i byen opført et tempel for Jupiter og oprejst en rytterstatue af kejser Hadrian. Jøderne formentes adgang til byen.155

For det fjerde skal Luk.s skriftbrug nævnes. Her kan der tales om egentlige skriftbeviser, hvormed det lukanske dobbeltværk indeholder fællestræk med Justins forfatterskab.156 De gt.lige skrifter omtales også som en enhed eller som bestående af flere dele, to eller tre dele (Luk 16,16; 24,44; ApG 13,15; 24,14; 28,23). Forekomsten af egentlige skriftbeviser ses f.eks. i 24,26-27 og 24,44-47. Hvad der fortælles i såvel evangeliet som i ApG., er opfyldelse af Skriften.157 I sammenhæng hermed kan synet på det jødiske folk som afvisende over for Kristustroen og dermed som skrevet ud af Guds frelseshistorie afspejle en holdning i 2. årh., der også er at finde hos Justin (Dial).

153. Se P. Pilhofer, Prebyteron Kreitton. 154. Jf. ApG 21,27-30, hvor Paulus beskyldes for at vanhellige templet. 155. Jf. Euseb, HE 4,6. Se C. Mount, ibid., s. 173, note 26, hvor han skriver:”The strained relations between Jews and Rome in the first and second century…….suggest a plausible context for the author’s portrayal of Paul’s (and thus Christians’) allegiance to Rome.” 156. En undersøgelse heraf findes i S. Wendel, Scriptural Interpretation and Community Self-Definition in Luke-Acts and the Writings of Justin Martyr, specielt s. 81-96. 157. M. Müller skriver: “Dette skriftbevis, hvis logik er, at Jesu gerning og skæbne samt den kristne kirke kan identificeres som opfyldelse af forjættelserne i jødedommens Bibel, optræder først i de yngste lag i NT. Måske kan dets forekomst ligefrem inddrages i forsøget på en datering” (“Receptionen af Det Gamle Testamente i Matthæusevangeliet og i Lukaskrifterne”, s. 70; se endvidere s. 75-84).

85

I sammenhæng hermed skal for det femte overvejes, om ikke polemiske ansatser er til stede i værket, om end der ikke er tale om et decideret polemisk værk. I Paulus’ afskedstale i Milet til menighedslederne i Efesos advares imod glubske ulve, der ikke vil skåne hjorden, og blandt dem selv vil der optræde falske lærere, der vil forføre disciple (ApG 20,29-30). Niels Hyldahl hævder, at der er tale om gnostikere (jf. 1 Tim 6,20-21). I beretningen om Filips besøg i Samaria optræder Simon Mager (ApG 8,5-25, specielt v. 9-11). Som Hyldahl anfører, gjaldt denne Simon hos de tidlige kirkefædre og kætterbekæmpere som ærkekætteren og ophavsmanden til gnosticismen, hvilket fremgår af Justins apologi (Apol 1,26,2-4; 1,56,1-2). Når Lukas skriver om denne Simon, projicerer han en repræsentant for sin samtids kætteri tilbage til den tidligste kristendoms historie og polemiserer hermed indirekte mod kætteriet. Muligvis har en doketisme også gjort sig gældende, hvilket kan forklare en lukansk tendens til at fremhæve menneskelige træk ved Jesusskikkelsen. I sammenhæng hermed kan Lukas’ kristologi ses som en korrektion i forhold til Joh.s herlighedskristologi, der, om end det ikke var Johannes’ intention, kan tolkes i doketisk og gnostisk retning. Som tidligere anført lader det sig gøre at se Lukasskrifterne som en tredje medierende vej i forhold til de tre andre evangelier, Lukas tidsmæssigt er kommet på afstand af.158

For det sjette skal det spørgsmål til sidst overvejes, om det lukanske dobbeltværk afspejler en begyndende institutionalisering af kirken, der svarer til forholdene i første halvdel af 2. årh. Geert Hallbäcks brug af Max Webers autoritetstypologi kan med fordel inddrages her. Han ser evangelierne som afspejlinger af den traditionelle autoritet. Men det er et spørgsmål, om ikke også en institutionel autoritet er afspejlet i det lukanske dobbeltværk, der tillægger de tolv apostle særlig be-

158. Se indledningsafsnittet Hovedtræk i Lukasevangeliets teologi. Nævnes skal også de under indledningsafsnittet Kilder bag Lukasevangeliet omtalte Ignatius’ breve med deres betoning af Jesu menneskelighed som værn imod en doketisk kristologi. Det synspunkt findes hos C.H. Talbert, Luke and the Gnostics, s. 13.47-48.111112; samme, “An Anti-Gnostic Tendency in Lucan Christology”. Nu har Talbert en traditionel opfattelse af Luk.s affattelse i 80’erne, hvor han med henvisning til Irenæus (Adv haer 1,26,1; 3,3,4) henleder opmærksomheden på gnostikeren Kerinth, som Lukas kan have forholdt sig kritisk til. Men da også Ignatius forholder sig kritisk til doketismen, kan det ikke udelukkes, at Lukas er influeret af ham. I den sammenhæng bør også Pastoralbrevene (formentlig fra første halvdel af 2. årh.) nævnes; her afspejles tilstedeværelsen af gnostiske og doketiske tendenser inden for kirken (især 1 Tim 1,7.20; 2,5-6; 3,16; 4,1-5; 6,20-21; 2 Tim 2,8.16-18; Tit 1,6.15-16; 3,9). Se C.H. Talbert, Luke and the Gnostics, s. 46-48.65-67.

86

tydning. De ikke alene kaldes og sendes ud (Luk 6,12-16; 9,1-6), men forberedes også på deres kommende position og hverv, da Jesus tager afsked med dem inden sin lidelse og død (22,14-38, specielt v. 24-30). Her overdrager han dem den position at sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.159 De tolvs betydning understreges yderligere ved, at der efter Judas’ bortgang vælges en ny tolvte apostel (ApG 1,15-26). Paulus’ afskedstale i Milet til menighedslederne (de ældste) afspejler også en institutionalisering, her med henblik på at dæmme op over for vranglære (ApG 20,17-38). Det peger i retning af en affattelsestid med institutionelle forhold som i de pseudopaulinske Pastoralbreve (1 og 2 Tim.; Tit.).160

Andre forhold kunne også inddrages. For eksempel må det overvejes, om Luk.s tematisering af forholdet til ejendom og rigdom samt ægteskab kan kaste lys over den historiske baggrund. Den kritiske holdning til ejendom og besiddelse kunne tale for, at vi befinder os i en tid, hvor de kristne menigheder i langt højere grad end tidligere (jf. dog 1 Kor 1,26-31) har en bred social sammensætning. At der ligeledes gør sig en ægteskabskritisk tendens gældende, kunne ses som moderat reaktion i forhold til mere radikale asketiske tendenser hos gnostikere og markionitter i 2. årh.161

Samlet set er der således ud fra såvel en kildemæssig vurdering som en kristendomshistorisk tilgang plausible grunde til at antage en affattelsestid i tidsrummet 120-140 e.Kr. Tilbage er så spørgsmålet om affattelsessted og adressat. Først affattelsessted: Muligvis stammer forfatteren fra Antiokia i Syrien eller en anden by i den østlige del af Romerriget.162 Senere kan han så være kommet til den vestlige del af Romerriget og have slået sig ned i Rom. Den afsluttende beretning om Paulus i Rom i ApG. kunne tale herfor. Lukas’ interesse i at bringe Jesushistorien i samklang med den romerske verdenshistorie gør det

159. En parallel hertil er Paulus’ afskedstale til menighedens ældste i Efesos (ApG 20,18-38). 160. Betydningen af de 12 apostle er behandlet i bl.a. G. Klein, Die zwölf Apostel, specielt s. 202-216. Klein ser fremhævelsen af de 12 apostle i Luk. og ApG. som en lukansk konstruktion, der binder Jesu tid med mission blandt jøder og den senere efterapostolske tid med mission blandt hedninger sammen. 161. Vedr. den kritiske holdning til ejendom og rigdom, se især Luk 1,46-55; 6,2026; 14,15-24; 16,19-31; 19,1-10. Vedr. den ægteskabskritiske holdning, se især 14,1524; 20,27-40. 162. Allerede den oldkirkelige tradition placerer Lukas i Antiokia, velsagtens på grund af denne bys betydning i ApG (11,19-30; 13,1; 14,26-28; 15,22-35; 18,22). Ifølge Euseb stammede Lukas fra Antiokia (HE 3,4,6).

87