Bebudelsen af Johannes’ fødsel – 1,5-25

disciplenes optræden (3,1-11; 5,12-16.42), indtil Stefanus gør op med tempelkulten (6,8-7,60). Herefter spiller templet ikke længere nogen rolle.12 Jerusalems rolle ses især i 2,25.41; 9,51; 10,30; 13,33-35; 19,11.28. 41-44; 21,20-24; 24,52; ApG 1-12; 15; 21-26. For det sjette tillægger forfatteren Helligånden en særlig betydning. Her gør sig en vis parallelitet gældende, idet Helligånden ved begyndelsen af evangeliet og ApG. kommer over henholdsvis Jesus og apostlene (Luk 3,21-22; ApG 2). Inden da hører vi dels om løftet om dens komme til Johannes (1,15), dels om Jesu undfangelse ved Helligånden (1,35), dels om Helligåndens komme til Elisabeth (1,41), Zakarias (1,67), Johannes (1,80) og Simeon (2,25). Endelig skal man for det syvende lægge mærke til, at Lukas’ fokusering på sociale modsætninger og tematisering af rig og fattig, høj og lav (værdiomvending) allerede er til stede i fødselsfortællingerne. Det er tilfældet i Marias lovsang (1,46-55), men det præger også beretningen om Jesu fødsel med de lidet agtede hyrder som de første modtagere af budskabet (2,8-20). Her tegner der sig en modsætning mellem kejsermagten og Jesusbarnet (2,1-2.10-11). Men der er også en modsætning på det nære plan mellem Johannes Døberens og Jesu familieforhold: Hvor manden / faren Zakarias er fra Judæa og er gejstlig, er kvinden / moren Maria fra Galilæa og ikke gejstlig.

5 Og det skete i de dage, da Herodes var konge i Judæa, at der optrådte en præst ved navn Zakarias fra Abijas skifte; hans hustru var af Arons slægt og hed Elisabeth. 6 De var begge retfærdige mennesker for Gud, idet de levede upåklageligt efter alle Herrens bud og forskrifter. 7 Men de havde ikke noget barn, for Elisabeth var ufrugtbar, og de var begge højt oppe i årene. 8 Det skete så, at han gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, 9 og efter sædvane faldt det i hans præstetjenestes lod at gå ind i Herrens tempel for at bringe røgelsesofferet, 10 og hele folkemængden stod udenfor og bad på den tid, hvor ofringen foregik. 11 Da viste sig for ham en Herrens engel, der stod til højre for røgelsesofferalteret. 12 Og Zakarias blev rystet ved synet heraf, og frygt overvældede ham. 13 Men englen sagde til ham: ”Frygt ikke, Zakarias, for din bøn er blevet hørt, og din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, som du skal kalde Johannes, 14 og han skal blive til glæde og jubel for

12. Se dog ApG 21,26-30, hvor Paulus begiver sig op til templet, hvor han så af jøder blive beskyldt for at have vanhelliget det.

126

dig, og mange skal glæde sig over hans fødsel, 15 for han skal blive stor for Herren, og han må ikke indtage vin og øl, og han skal blive fyldt med hellig ånd, endnu mens han er i hendes moderliv. 16 Og mange af Israels sønner skal han omvende til Herren, deres Gud. 17 Og selv skal han gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at omvende fædres hjerter til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind for at gøre parat for Herren et folk, der er rustet dertil.” 18 Og Zakarias sagde til englen: ”Hvordan kan jeg vide dette? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.” 19 Men englen svarede og sagde til ham: “Jeg er Gabriel, som står foran Gud og er sendt for at fortælle dig det og forkynde dette for dig. 20 Men nu skal du blive stum og ikke være i stand til at tale førend den dag, hvor det sker, for du havde ikke tillid til mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er kommet hertil.” 21 Og folket stod og ventede på Zakarias og undrede sig over, at han lod vente på sig inde i templet. 22 Men da han kom ud, kunne han ikke tale til dem, og de indså, at han havde haft et syn i templet. Han måtte gøre tegn til dem og forblev stum. 23 Og det skete, da dagene for hans tjeneste var gået, at han drog bort til sit hjem. 24 Men efter disse dage blev hans hustru Elisabeth gravid og viste sig ikke i fem måneder, idet hun sagde: 25 ”Således har Herren gjort med mig i de dage, da han så til mig og fjernede min skam blandt mennesker.” Lukas introducerer sine fødselsfortællinger i 1,5-7 med en tidsangivelse for bebudelsen af Johannes’ fødsel (1,5a).13 Herefter præsenteres forældrene Zakarias og Elisabeth slægtsmæssigt og for Zakarias’ vedkommende positionsmæssigt (1,5b). Der gives en moralsk karakteristik af de to (1,6), hvormed omtalen af deres barnløshed og alder forberedes (1,7). Tanken om, at barnløsheden kunne hænge sammen med moralsk habitus, er således på forhånd afværget. Herefter får vi det første scenebillede indledt med Zakarias’ præstetjeneste i templet, mens folk venter udenfor (1,8-12). Englens opdukken skildres dramatisk, hvilket forbereder bebudelsen. Den optræder i 1,13-17 i form af en poetisk tekst, der omhandler Johannes’ fødsel og betydning for folket. Med 1,18-20 følger Zakarias’ skeptiske reaktion herpå, der får den nu navngivne engel Gabriel til at straffe ham midlertidigt med stumhed. Med et sceneskift følger vi folket udenfor, der har undret sig over Zakarias’ lange ophold i templet (1,21-23). Scenen afsluttes med Zakarias’ hjemkomst. Og med sceneskift i 1,24-25 rundes beretningen af med omtale af Elisabeths graviditet.

13. En særlig parallelitet mellem visionerne i Luk 1,5-25.26-35 og i ApG 10,1-33 er påpeget af M.D. Goulder, der også henviser til Tob 3 (Luke – A New Paradigm, s. 205-206).

127

5-7 Med en for Luk. typisk tidsangivelse i v. 5a (Ἐγένετο ἐν ταῖς ἡμέραις = Og det skete i de dage) placeres den følgende begivenhed kronologisk.14 Det er på den tid, da Herodes var konge i Judæa, hvormed er tænkt på den jødiske konge Herodes den Store (37-4 f.Kr.).15 Lukas får ikke alene givet en tidsfæstelse, men også sat historien om Johannes’ fødsel og optræden i forbindelse med datidens jødiske historie. Det frelseshistoriske forløb knyttes sammen med den sekulare historie. Men hvor Matt. i sin fødselsfortælling fremstiller den samme Herodes den Store på en negativ måde som en modspiller i forhold til Jesusbarnet (Matt 2,1-23), omtales kongen neutralt i Luk.16 På den anden side lægger koblingen mellem frelseshistorie og sekular historie fra begyndelsen op til en kritisk distance til den politiske magt, der relativeres i forhold til det guddommelige indgreb i historien, der følger med Johannes’ og Jesu fødsel og optræden.

Allerede præsentationen af Zakarias og Elisabeth forbereder læseren herpå (v. 5b). Begge hører de slægtsmæssigt hjemme i den jødiske historie. Zakarias omtales som en præst fra Abijas skifte; blandt 24 præsteklasser udgør Abijas skifte det ottende og dermed langt fra de fornemste præstefamilier.17 To gange årligt skulle et præsteskifte gøre tjeneste i templet. Det er en sådan tjeneste, Zakarias nu er kommet til Jerusalem for at udføre, mens han resten af året er bosat i Judæas bjergegne (1,23.39). Om Elisabeth hører vi, at hun var af Arons slægt og

14. Det indledende Ἐγένετο er også typisk i LXX (f.eks. 2 Mos 2,11; Dom 15,1; 1 Sam 4,1; 13,22; 28,1). 15. Med Judæa må være ment en samlebetegnelse for hele det af jøder beboede område i Palæstina og ikke kun landskabet Judæa. Se herom M. Müller, “Hvad blev Palæstina kaldt i antikken?”, s. 142-143. 16. Det er til gengæld ikke tilfældet med omtalen af en af Herodes den Stores sønner, Herodes Antipas (jf. 3,19-20; 13,31-33; 23,8-12; ApG 4,27). 17. Ifølge 1 Krøn 24,10 var Abija stamfar til den ottende af 24 præsteskifter. Et præsteskifte er en betegnelse, der ifølge 1 Krøn 23-27 kan føres tilbage til David, der organiserede personalet af præster og levitter ved templet i Jerusalem i 24 såkaldte skifter (jf 1 Krøn 9,25), der skulle gøre tjeneste en uge ad gangen to gange årligt. Udtrykket skifte dækker således både en gruppe af personer og samme gruppes tjenestetid i forhold til andre grupper og deres tjenestetid. Navnet Zakarias kan hidrøre fra den gt.lige profet Zakarias, der i samlingen af små profeter går forud for Mal., hvis profetier i Mal 3 ikke er uden betydning for forståelsen af Johannes’ rolle. I Luk 11,51 (jf. Matt 23,35) omtales en anden Zakarias som en profet, der blev dræbt på tempelområdet (jf. 2 Krøn 24,21). En vis sammenblanding er åbenbart indtruffet i Jakobs Forevangelium 23-24, hvor Zakarias er ypperstepræst og bliver myrdet i templet af Herodes den Store, da han ikke vil afsløre Johannes’ gemmested. Se hertil O. Davidsen, Kristi fødsel, s. 246-247.

128

dermed også ud af en fornem præsteslægt.18 Karakteristikken af ægteparret placerer dem således inden for den traditionelle jødedom med dens slægtsbevidsthed og religiøse institutioner. I v. 6 suppleres omtalen med en beskrivelse af deres moralske habitus, der karakteriseres med adjektiverne δίκαιοι (= retfærdige) og ἄμεμπτοι (= upåklagelige) i forhold til alle Moselovens bud og forskrifter (jf. Matt 1,19). De begge lever således op til et traditionelt jødisk fromhedsideal, hvilket lægger op til, at de ud fra en gt.lig og jødisk betragtning må forventes at have Gud på deres side.19 Imidlertid forholder det sig som omtalt i v. 7 således, at de ikke har kunnet få børn, dels fordi Elisabeth var ufrugtbar, dels fordi de begge befandt sig i en høj alder. På det narrative plan er der derfor lagt op til et guddommeligt indgreb for at bringe ægteparret ud af en fastlåst situation. Påvirkning fra gt.lige beretninger skinner igennem, ikke mindst fortællingerne om henholdsvis Abraham og Sara, der var højt oppe i årene og ikke kunne få børn (1 Mos 18, specielt v. 11-12), og profeten Samuels forældre Elkana og hans ene hustru Hanna, der var ufrugtbar, men efter at have bedt til Gud blev gravid og fødte Samuel (1 Sam 1-2, specielt v. 5-6). 8-12 Efter en fornyet indledning i v. 8 (Ἐγένετο δὲ) skildres Zakarias’ præstetjeneste, hvor han ved lodtrækning skulle stå for offertjenesten; den går han ind i templet for at forrette (v. 9). Der berettes ikke om offerhandlingen, men med ordvalget fremhæves offeret som et ublodigt røgelsesoffer (θυμιᾶν = bringe et røgelsesoffer i v. 9; θυμίαμα = røgelsesoffer i v. 10 og 11 samt θυσιαστήριον = røgelsesofferalter i v. 11).20 Der er altså lagt op til et møde med det hellige, der er koncentreret omkring selve tidspunktet for offerhandlingen (jf. v. 10). Men det sker på en ganske anden måde, idet en engel viser sig for Zakarias i v. 11. Dette er så meget mere bemærkelsesværdigt, eftersom den på-

18. Aron var storebror til Moses og tilhørte Levis stamme. I GT forekommer Aron i forskellige traditioner, der identificerer ham som henholdsvis ledsager til Moses og som den første retmæssigt indviede præst og grundlægger af præsteskabet med betegnelsen “Arons sønner” (2 Mos 6,23; 3 Mos 8-10; 4 Mos 3; 1 Krøn 23, 28). At være af Arons slægt er således forbundet med den særlige ære, der ligger i at nedstamme fra præsternes stamfar. Navnet Elisabeth kan også hidrøre fra Arons hustru, der ifølge 2 Mos 6,23 hed Elisabeth, et navn der i øvrigt fra hebraisk betyder “min Gud har svoret”. Se R.E. Brown, The Birth of the Messiah, s. 265-266. 19. I ApG 10,34-35 slår apostlen Peter fast, at Gud tager imod enhver, såvel jøde som hedning, der udviser gudsfrygt og retfærdighed. 20. Jf. 2 Mos 30,7-8.

129

gældende offerhandling var et særligt privilegium, man kun kom til at foretage én gang i livet.21 Scenen finder sted i templet, dog uden nærmere angivelse af, hvor i templet. Men i betragtning af, at der er tale om et røgelsesoffer, må vi gå ud fra, at det foregår i Det Hellige, altså det næsthelligste rum inden Det Allerhelligste.22 En yderligere grund til, at offeret ikke omtales, kan være, at Lukas ikke alene betragter den jødiske offerkult som historisk fortid, men desuden lægger afstand til den, sådan som det senere sker med Stefanus’ opgør med tempelkulten (ApG 7,1-60).

Inden vi får at høre om englens bebudelse, foretager Lukas et kort sceneskift, hvor vi følger folkemængden i bøn uden for templet, formentlig i flere af forgårdene, præsternes, mændenes og kvindernes forgård (v. 10). Med v. 11 er vi så tilbage i Det Hellige. Og med det følgende er der tale om en angelofani, hvor en “Herrens engel” viser sig.23 At denne engel står til højre for røgelsesofferalteret, kan forstås på én gang som udtryk for, at den placeret på den ærefulde højre side repræsenterer det guddommelige, mens det på den anden side lægger op til det gunstige budskab, den vil bringe.24 Reaktionen på dens fremtræden er i v. 12 skildret typisk for menneskers møde med det guddommelige. Zakarias blev rystet (ἐταράχθη), og frygt (φόβος) faldt over ham.25

13-17 Bebudelsen tager afsæt i Zakarias’ frygtfulde reaktion i mødet med englen og forudsætter, at Zakarias ud over sin præstetjeneste ved brændofferalteret har henvendt sig til Gud i en bøn om at få et barn. Budskabet tager udgangspunkt heri. Den indledende bebudelse af fødslen (v. 13-14) går ud på, at Zakarias’ hustru skal føde ham en søn,

21. Således R.E. Brown, ibid., s. 259). Se nærmere E. Schürer, The History of the Jewish People in the Age of Jesus Christ (175 B.C. – A.D. 135) II, s. 275-308. 22. Til templets indretning, se P. Paludan, “Tempel og synagoge i datidens jødedom”, s. 246-250; B.G. Hjort, Det Nye Testamentes omverden, s. 243-258; se desuden J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 68-69. 23. Udtrykket forekommer foruden i fødselsfortællingerne også i ApG 5,19; 8,26; 12,7. At en præst får et syn i templet, fortæller Josefus også om i Ant 13,282-283, hvor ypperstepræsten Johannes Hyrkan under en røgelsesofferhandling modtog et guddommeligt budskab, som han bagefter fortalte til folkemængden udenfor. 24. Således H. Schürmann, Das Lukasevangelium I, s. 31; C.F. Evans, Saint Luke, s. 148; J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 71. 25. En lignende reaktion findes også i Dan 8,16-17 og 2 En 21,1-4. Se tillige Luk 1,29; 24,5. Mens Maria ikke reagerer på samme måde i mødet med englen (1,29), er det til gengæld tilfældet med kvinderne ved graven (24,5).

130

som han skal kalde Johannes.26 Perspektivet er patriarkalsk svarende til, at Zakarias er hovedpersonen i fortællingen om Johannes’ fødsel i modsætning til, at Maria er hovedpersonen i fortællingen om Jesu fødsel. At hans fødsel skal bringe glæde for såvel Zakarias som folket svarer til, at såvel Zakarias som folket er til stede i denne indledende scene. Hermed betones også samhørigheden mellem Zakarias og det jødiske folk, for hvem Johannes skal få betydning.

Det særlige ved Johannes fremgår af v. 15 med først adjektivet μέγας (stor), der også anvendes om Jesus (1,32). Der kan være en hentydning til Esajas, der i Sir 48,22 ligeledes kaldes for stor, idet Johannes så ses på linie med de gt.lige profeter (jf. 7,28). Her understreges det, at det er for Herren, at han vil være stor, hvilket må betyde, at i forhold til den af Gud afstukne formålsbestemmelse med Johannes’ optræden vil han være kvalificeret som stor. At han ikke skal drikke vin og øl, skal ses på baggrund af bestemmelsen i 3 Mos 10,8-9 (jf. Ez 44,21) om præsteskabet for dermed at sikre præsters hellighed, når de gør tjeneste i templet. Lignende bestemmelser er der i 4 Mos 6,3 for dem, der aflægger et nasiræerløfte, hvorfor nogle vil mene, at der med Johannes er tale om et nasiræerløfte.27 Uanset hvad er meningen den, at Johannes præsenteres som en, der skal leve et asketisk liv, hvilket også fremgår af 7,33. At han skal blive fyldt med hellig ånd fra moders liv, er et lukansk træk, der i dette tilfælde forlener ham med den guddommelige kraft, der sætter ham i stand til at udføre den opgave, han har fået pålagt af Gud.28

I v. 16-17 fremgår det, at den opgave er at omvende israelitterne til deres Gud (v. 16) og omvende fædres hjerter til deres børn (v. 17), hvilket er et delvist citat fra Mal 3,23-24, hvor der om profeten Elias står, at han skal komme igen før Herrens dag for at omvende dem (jf. Sir 48,10).29 Forholdet mellem fædre og deres børn tænkes åbenbart

26. At der bag navnet gemmer sig det semitiske Yohanan med betydningen “Herren har vist nåde”, spiller næppe en rolle i Luk., der heller ikke tillægger navnet nogen bestemt betydning. 27. Således C.F. Evans, ibid., s. 149; J.B. Green, ibid., s. 75. 28. Vedr. Helligånden, jf. 1,35.41.67; 4,1; ApG 2,4; 4,8.31; 9,17; 13,9. 29. Profeten Elias er i særlig grad omtalt i Luk. (7 ud af 29 gange eksplicit i NT), foruden her i 4,25-26; 9,7-9; 9,18-22 og 9,30-33. En række andre steder er der alluderet til Eliasskikkelsen (f.eks. 7,11-17; 9,51). Om Elias’ betydning for Lukas’ opfattelse af Johannes, se J. Rindos, He of Whom It is Written, specielt s. 14-38.193-230. Rindos medgiver, at Lukas har udeladt et par referencer til Elias i Mark.s omtale af Johannes (Mark 1,6; 9,9-13), men understreger betydningen af, at han forbinder Johannes med Elias i 1,17 og indirekte i 1,76; 3,4 og 7,27, hvormed Johannes fremstår som en profet i lighed med Elias og dermed som opfylder af profetien i Mal 3,1.23

131

konfliktfyldt, hvilket skal vendes til forsoning.30 Som en inclusio er det centrale budskab i v. 16-17 indrammet af omvendelsestemaet, hvilket er fremhævet med den gentagne brug af ἐπιστρέφειν. Bebudelsen foregriber Johannes’ optræden i 3,1-20, specielt v. 3 og v. 7-14. Men bebudelsen af Johannes’ forløberopgave foregriber også hans rolle i forhold til Jesus som omtalt i 3,1-20, specielt v. 4 og v. 15-18. Og her er der igen en genklang af profeten Mal., når denne i 3,1 profeterer “Se, jeg sender min engel, han skal bane vejen for mig”. At Johannes skal gå foran Herren i Elias’ ånd og kraft, understreger, at han er om ikke en Elias redivivus, så dog en profet på linie med Elias (jf. 2 Kong 2,15).31

18-20 Zakarias’ skeptiske reaktion (v. 18) begrundes med hans og Elisabeths høje alder (jf. 1,7). Det er et motiv, der også kendes fra gt.lige fortællinger, først og fremmest beretningen om Abraham og Sara (1 Mos 17,1718; 18,11-15). Zakarias’ skepsis rummer dog også et ønske om et tegn og besvares af englen, der nu giver sig til kende som Gabriel, hvormed dens autoritet slås fast. Gabriel, hvis navn i NT alene er nævnt i Luk. (1,19.26), er en af ærkeenglene, der især er kendt fra Dan., hvor han tyder Daniels visioner (Dan 8,15-16; 9,21). Der er således en hentydning til Dan.’s omtale af Gabriel, der netop viste sig for Daniel for at give ham indsigt, da han var i færd med at foretage en offerhandling.32 Gabriels autoritet understreges af hans præsentation som en, der er sendt af Gud for at forkynde et glædeligt budskab (εὐαγγελίσασθαί). Dette centrale udtryk har rødder i Es 40,9; 52,7; 60,6; 61,1 og går igen i Luk 2,10; 3,18; 4,18.43; 8,1; 9,6; 20,1. Hvor det de andre steder fortrinsvist er forbundet med Jesu fødsel og forkyndelse, er brugen af det her et signal om, hvor betydningsfuld en rolle Johannes spiller, selv om han kun er forløber. Det forklarer Gabriels reaktion på Zakarias’ skepsis,

(jf. Sir 48,1-11). Rindos er også opmærksom på, at Lukas i højere grad end de andre evangelieforfattere forbinder Jesus med Elias, men opfatter det som analogier, hvor Jesus som profet og undergører sammenlignes med Elias (og også profeten Elisa). 30. Således F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 57-58. 31. Ibid., s. 57. Se desuden R.L. Webb, John the Baptizer and Prophet, s. 70; C.M. Chauchot, John the Baptist as a Rewritten Figure in Luke-Acts, s. 95-96. 32. Gabriel forekommer også i apokalyptisk litteratur fra den antikke jødedom (f.eks. 1 En 9,1; 10,9; 20,7; 40,9; 54,6; 71,8.13; 1 QM 9,14-16). Han optræder gerne sammen med nogle af de syv ærkeengle, Mikael, Rafael og Fanuel, men i Dan. er han alene. Navnet Gabriel er hebraisk og betyder “Gud er min kriger”/ “Gud har vist sig stærk”. Se R.E. Brown, ibid., s. 262.

132

hvilket kommer yderligere til udtryk med den “straf” i form af stumhed, der påføres Zakarias (v. 20).33 “Straffen” skal dog også ses som et guddommeligt tegn på sandfærdigheden i Gabriels budskab, hvilket fremgår af, at den er tidsbegrænset frem til og med Johannes’ navngivning. Her skal hans ord blive opfyldt (πληρωθήσονται), samtidig med at Zakarias’ stumhed vil ophøre (1,64).34

21-23 At det ventende folk omtales som forundret over, at Zakarias’ præstetjeneste er trukket i langdrag, er med til at underbygge det underfulde omkring Zakarias’ ophold i templet (v. 21). Det fremhæves yderligere, da Zakarias træder ud af templet (v. 22) og ikke kan kommunikere, hvormed det bliver klart for folket, at Zakarias havde haft et syn (ὀπτασίαν). Hermed nærmer scenen sig sin slutning, og efter endt præstetjeneste rejser Zakarias hjem igen. 24-25 Uden at vi hører om nogen form for kommunikation mellem Zakarias og Elisabeth, får vi nu fortalt, at hun blev gravid, men også at hun holdt sig skjult i fem måneder (v. 24). Hvor man skulle have forventet det modsatte som udtryk for hendes glæde og taknemmelighed over Guds hjælp (jf. 1 Mos 21,6; 30,23), får vi som forklaring på hendes skjulthed alene at vide, hvad hun tilsyneladende kun siger til sig selv, at Gud har set i nåde til hendes skam blandt mennesker (v. 25). To forklaringer er der herpå: For det første forudsætter fortælleren, at Elisabeths graviditet ikke er synlig de første fem måneder, hvorfor hun holder den forunderlige hændelse skjult for mennesker, der lever i en ære og skam-kultur. Elisabeth vil undgå fortsat skam på grund af sin barnløshed for så til gengæld at blive genstand for den ære, der tilkommer hende senere med en synlig graviditet.35 For det andet kan forfatterens hensigt være den at lade Maria som den første få at vide, at Elisabeth venter barn. Det sker, da Gabriel efter bebudelsen over for Maria gør hende opmærksom på, at noget lignende allerede er sket med Elisabeth (1,36).36

33. Det græske ord herfor er κωφός, der både betyder stum og døv. 34. Således G. Hallbäck, “Jesu fødsel”, s. 147. Hallbäck forstår Zakarias’ spørgsmål i v. 18 som ikke alene udtryk for manglende tro, men også som en bøn om at få et tegn, der kan legitimere troværdigheden i Gabriels budskab. 35. Således J.B. Green, ibid., s. 81. 36. Således F. Bovon, ibid., s. 61.

133