Forord – 1,1-4

Kapitel 1

Forord – 1,1-4

1 Eftersom mange har gjort forsøg på at sammenstille en beretning om de begivenheder, der er gået i opfyldelse iblandt os, 2 sådan som de, der fra begyndelsen var øjenvidner og blev ordets tjenere, har overleveret os det, 3 så har også jeg fundet det passende at gå det alt sammen grundigt igennem forfra og i rigtig rækkefølge skrive for dig, højt ansete Theofilus, 4 for at du kan få vished om pålideligheden af det, som du er blevet undervist i. Som det eneste af de nytestamentlige evangelier indledes Luk. med et forord. Det begynder i v. 1 med en kausal bisætning, hvorpå følger en sammenlignende bisætning (v. 2). Først da kommer i v. 3 hovedsætningen med en tiltale, der angiver adressaten. Til sidst (v. 4) afsluttes der med en hensigtssætning, der præciserer formålet med værket. Ekskurs. Forord i antik litteratur og i det lukanske dobbeltværk Det lukanske forord er unikt i NT, hvor vi alene har et lignende, men meget kortere i ApG 1,1.1 Til gengæld er der paralleller i såvel jødisk som græsk-romersk litteratur (historieværker og naturvidenskabelige værker).2 Først jødisk litteratur: I Josefus’ Contra Ap. er der i indledningen til såvel den første som den anden bog et forord, hvor forfatteren tiltaler Epaphroditus og henviser ham til sit historieværk Ant. I den første bog redegør han for jødernes gamle kultur. Hensigten er at tilbagevise misforståelser og falske beskyldninger samt at overbevise om sandheden om jødedommen og dens høje alder. Josefus peger på de vidnesbyrd i form af andre historiske kilder, som han vil inddrage (Contra Ap 1,1-5). I den anden bog indleder han med at henlede læserens opmærksomhed på, at han nu vil fortsætte med at gendrive de forfattere, der har angrebet jøderne (Contra Ap 2,1-7). I Ant. indleder Josefus også med et forord, hvori han bl.a. reflekterer over motiveringen for historieskrivning, ligesom han for sit eget vedkom-

1. I ApG 1,1 er forordet også adresseret Theofilus. Lukas henviser til evangeliet som den første bog og refererer kort i v. 1-2 til indholdet heri. Andre steder i NT er der ligeledes passager, hvor forfatteren træder frem og omtaler formålet med et skrift, således Joh 20,30-31; 21,24-25; Åb 1,1-3; 22,18-19. 2. Se C.F. Evans, Saint Luke, s. 115-122.

107

mende fremhæver betydningen af at tilbagevise usande fremstillinger af samme historie, han er i færd med at berette om (Ant 1,1-9; se tillige Bell 1,1-3).

Så til den græsk-romerske litteratur: Her kan på den ene side nævnes græske historieværker af Herodot, Thukydid, Polyb, Diodor af Sicilien, Tacitus og Dio Cassius. Herodot (ca. 485-425 f. Kr.) indleder med i sit forord at fremhæve betydningen af, at fortidens begivenheder fastholdes i erindringen, ligesom det er væsentligt at give læseren forklaringer på historiens begivenheder (Historia 1,1). Thukydid (ca. 460-400 f.Kr.) følger op herpå ved at fremhæve nytten af over for nutidens læsere at fremstille historiens begivenheder og forløb præcist (Historia 1,1-23).3 På den anden side skal fremhæves naturvidenskabelige værker, der også indledes med forord. Et par eksempler: I Dioscorides’ medicinske afhandling De materia medica (1. årh. e.Kr.) henvender forfatteren sig til Areius og skriver til at begynde med, at eftersom mange andre før og nu har samlet værker om medicin, vil han forsøge at vise, at det ikke har været forgæves for ham også at skrive herom. Han distancerer sig fra andre, der enten ikke har givet en fuldkommen redegørelse for emnet eller også alene har baseret deres arbejde på andenhåndsmateriale. I en anden afhandling Pneumatica af Hero af Alexandria (1. årh. e.Kr.) indledes der med, at emnet luft er blevet behandlet af ældre filosoffer og ingeniører, der har fokuseret på enten det teoretiske eller det praktiske, hvorfor han nu har anset det for nødvendigt at give en præsentation i rigtig rækkefølge af de gamles overleveringer herom, ligesom han agter at introducere sine egne iagttagelser. I Vitruvius’ værk De architectura (1. årh. f.Kr.) henvender forfatteren sig til kejseren og peger på, at mange værker om arkitektur hidtil ikke har givet en fremstilling, der er stillet op i rigtig rækkefølge og er fuldkommen, hvorfor han har besluttet at give en fremstilling, der opfylder disse krav.

Det er vanskeligt at afgøre, om Lukas er influeret af jødiske eller græsk-romerske forbilleder. Men det ser ud til, at ikke mindst Josefus’ værker, herunder især Contra Ap. kan have haft betydning for Lukas’ udformning af sit forord. Det forekommer også plausibelt, at Lukas ikke alene er influeret af jødisk og græsk-romersk historiografi, men

3. Af betydning er også Lukian af Samosata (120-180 e.Kr.), der har skrevet et værk om historieskrivning, hvori han gør rede for historikerens opgave at gengive så nøjagtigt som muligt, hvad der er sket (kap. 42-53), endvidere Dionysios af Halikarnassos (1. årh. f.Kr.), hvis værk om Thukydid indeholder lignende betragtninger (kap. 19). Se C.F. Evans, ibid., s. 118.

108

også af den naturvidenskabelige litteratur med dens kortere forord sammenlignet med forordene i historieværker.4 Lukas har nok ladet sig inspirere af såvel jødiske som græsk-romerske konventionelle forbilleder, hvad angår udformningen af et retorisk og stilistisk formuleret forord, og det viser, at han har forstået sig som en forfatter til et litterært værk på linie med datidens andre forfattere.

Men Lukas’ forord afviger på den anden side fra disse mulige forbilleder: Når han indledningsvis (v. 1) taler om andres forsøg på at give en fremstilling af begivenhederne, er der tale om en ikke kun profanhistorisk, men også frelseshistorisk tilgang hertil. Hvad Lukas stiller adressaten Theofilus i sigte, er en fremstilling, der på en anden måde end andre værker anskuer de skildrede begivenheder som bestemt af Gud, sådan som det er kommet til udtryk i de gt.lige skrifter, hvor det er forudsagt, som nu er gået og fortsat vil gå i opfyldelse. Formålet er også (v. 4), at adressaten skal have fuld vished om det, han er blevet undervist i eller har fået fortalt.

Spørgsmålet er så, hvad forordet dækker. I betragtning af, at det følges op af et forord i ApG 1,1, er det nærliggende at antage, at det dækker både evangeliet og ApG., altså er et forord til et tobindsværk.5 Hvad der også taler herfor, er sætningsleddet i v. 1 “om de begivenheder, der er gået i opfyldelse iblandt os”. Det sidste er sandsynligvis dækkende for de begivenheder, der ikke alene omtales i evangeliet, men også i ApG. Og når hensigten med værket angives at være, at Theofilus skal få vished om pålideligheden af det, som han har fået fortalt (v. 4), kan præpositionsleddet περὶ ὧν....λόγων (= om de ord / begivenheder) være synonymt med περὶ τῶν...πραγμάτων (= om de begivenheder) i v. 1. Hermed bliver sigtet for Luk. at give sin læser pålidelige beretninger om ikke alene Jesus, men også om dennes efterfølgere som skildret i ApG.6

4. Loveday Alexander har argumenteret for, at netop sådanne værker har haft betydning for Lukas’ udformning af forordet. Se L. Alexander,”Luke’s Preface in the Context of Greek Preface-Writing”; samme, The Preface to Luke’s Gospel: Literary Convention and Social Context in Luke 1.1-4 and Acts 1.1. 5. Således bl.a. H.J. Cadbury, The Making of Luke-Acts, s. 344-348; G. Klein, “Lukas 1,1-4 als theologisches Programm”, s. 195.202. 6. Således C.F. Evans, ibid., s. 120-121.135-136. Se tillige diskussion herom i S. Brown,”The Role of the Prologues in Determining the Purpose of Luke-Acts”.

109

1 I forordets indledende bisætning henviser Lukas til andre, der har forfattet lignende værker som det, der nu foreligger.7 Om der er tale om mange i bogstavelig forstand, er ikke til at afgøre, da det er et konventionelt træk at anføre mange forgængere. Men har Lukas kendt til i det mindste to af de andre evangelier (Mark. og Matt.), kan “mange” godt være dækkende herfor.8 At de har forsøgt (ἐπεχείρησαν) at sammenstille en beretning, antyder, at de har gjort det på en for forfatteren ikke fuldt ud tilfredsstillende måde. En lignende pejorativ brug af verbet ἐπιχειρεῖν forekommer i ApG 9,29 og 19,13. Lukas forholder sig kritisk til disse forgængere, hvilket begrunder hans eget foretagende som beskrevet i det følgende.9 Udtrykket ἀνατάξασθαι διήγησιν kan have den specifikke betydning at opstille / sammenstille en beretning, hvormed Lukas lægger op til, hvad han selv har i sinde, nemlig at affatte en fortælling, der er sat sammen på en bestemt og omhyggelig måde. Han gør brug af substantivet διήγησις, der betegner en mundtlig eller skriftlig fortælling / historieberetning med et narrativt forløb.10 Principielt følger forfatteren sine forgængere, når han i v. 3-4 præsenterer læseren for sin egen fremgangsmåde som at berette om hændelserne i rigtig rækkefølge (καθεξῆς). Indholdet er med præpositionsleddet περὶ τῶν πεπληροφορημένων πραγμάτων de begivenheder, der er gået i opfyldelse.11 Meningen med verbet πληροφορεῖν kan være at fuldende. Imidlertid melder en dybere betydning sig i form af at gå i opfyldelse, hvor begivenhederne tolkes som historiske hændelser, der er bestemt af Gud og forudsagt i de gt.lige skrifter og nu er gået i opfyldelse (jf. 24,44-46).12 Hvad den nærmere betydning af det andet præpositionsled ἐν ἡμῖν er, må afhænge af, om

7. Forordet er præget af Lukas’ brug af retoriske og stilistiske træk og virkemidler, f.eks. hans brug af allitteration i det første vers, hvor bogstavet π forekommer 5 gange. 8. Se indledningsafsnittet Kilder bag Lukasevangeliet. 9. Se hertil G. Klein, ibid., s. 173. 10. G. Kleins opfattelse, hvorefter διήγησις ikke refererer til tidligere evangelier, men til de omtalte øjenvidners mundtlige beretninger, er ikke overbevisende (ibid., s. 188-189). 11. Substantivet πρᾶγμα anvendes i samme betydning i ApG 5,4. Se tillige Josefus, Vita 40, hvor verbet ἐπιχειρεῖν også forekommer. 12. Verbet πληροφορεῖν skal formentlig ses som synonymt med verbet πληροῦν. Se G. Delling, πληροφορέω, ThWNT VI, s. 307-309; E. Lohse, “Lukas als Theologe der Heilsgeschichte”, s. 70-75; J.A. Fitzmyer, The Gospel According to Luke, s. 293; S. Wendel, Scriptural Interpretation and Community Self-Definition in Luke-Acts and the Writings of Justin Martyr, s. 85.

110

forordet ses som dækkende for evangeliet alene eller også for ApG. Umiddelbart kunne meningen være, hvad der med Jesus er blevet opfyldt i forhold til, hvad der har været forudbestemt og skrevet i de gt.lige skrifter. Men da også det i ApG. fortalte forstås som opfyldelse af, hvad der af Gud har været forudbestemt (f.eks. ApG 2,1-36), må den opfattelse foretrækkes, at “iblandt os” dækker såvel Jesu tid som tiden derefter frem til Lukas’ tid.13 Hermed er vejen banet for den opfattelse, at forfatteren vil rette op på forgængeres mangel ved netop at følge historien om Jesus op med, hvad der efterfølgende skete frem til og med udbredelsen af Kristustroen til Rom som skildret i ApG., altså skabe kontinuitet mellem Jesustiden og kirkens tid. Det harmonerer med, at evangeliet afsluttes med den opstandne Jesu ord til disciplene om, at alt, hvad der er skrevet om ham i Loven, hos Profeterne og i salmerne, skal opfyldes, hvilket ikke alene er om ham, men også om forkyndelsen om ham til alle folkeslag (Luk 24,44-49).14

2 Med καθὼς (= sådan som) knyttes der en forbindelse mellem de i v. 1 omtalte skrifter og det grundlag, som disse – og også Luk. – er baseret på. Det er overleveringen fra øjenvidner fra begyndelsen og ordets tjenere.15 Om der er tale om to forskelige grupper eller den ene og samme gruppe bag overleveringen, fremgår ikke klart. Grammatisk set kunne de være de samme, der både er øjenvidner og ordets tjenere. Den bestemte artikel οἱ (= de) må dække både øjenvidner og ordets tjenere. Det kan også være tilfældet med participiet γενόμενοι (= blev), men mere sandsynlig er den opfattelse, hvorefter dette alene knytter sig til ὑπηρέται…τοῦ λόγου (ordets tjenere).16 I ApG 1,21-22 angives i forbindelse med valget af en ny tolvte apostel kriterierne herfor som

13. Således E. Lohse, ibid., s. 70-75; U. Luck, “Kerygma, Tradition und Geschichte Jesu bei Lukas”, s. 95-98. 14. Se I.H. Marshall, “Luke and his ‘Gospel’”, s. 295-296; se tillige R.J. Dillon, “Previewing Luke’s Project from His Prologue (Luke 1: 1-4)”, specielt s. 211-217; G.E. Sterling, Historiography, s. 331-336. 15. Verbet παραδιδόναι (= overlevere) er en teknisk betegnelse for enten mundtlig eller skriftlig overlevering af traditionsstof, som bl.a. Paulus betjener sig af (1 Kor 11,23; 15,3). Hvor det i profane sammenhænge vedrører videregivelse af stof fra lærer til elev eller fra forældre til børn, er der i jødisk og kristen sammenhæng tale om religiøse traditioner, der videregives og medvirker til at legitimere senere traditioner og praksis, f.eks. traditionen om nadverindstiftelsen (1 Kor 11,23) og om Jesu død og opstandelse (1 Kor 15,3). 16. Denne løsning forekommer hos G. Klein, ibid., s. 182-187; R.J. Dillon, ibid., s. 214-216.

111

det at have været med i følget siden Johannes’ optræden og frem til Jesu himmelfart, samt det at have været vidne til Jesu opstandelse. Det må derfor primært være apostlene, der henvises til, om end andre også er til stede som øjenvidner i Luk.s beretninger om Jesu virksomhed (jf. 6,13), ligesom andre end apostlene er vidner til opstandelsen (jf. 24,13-35).17 Men netop apostlene omtales for nogles vedkommende også som ordets tjenere, specielt i ApG 1-12, hvor der berettes om deres missionsvirksomhed blandt jøderne. I ApG 26,16 hedder det ganske vist om Paulus, at han af Jesus er blevet udvalgt til at være både (ordets) tjener og vidne om, hvad han har set. Men med det sidste er der tænkt på, at den opstandne viste sig for ham på vej til Damaskus (ApG 9,1-19; 22,1-21; 26,1-23). Det kunne tale for, at Lukas ikke ganske opfatter øjenvidner og ordets tjenere som tilhørende den samme gruppe. I betragtning af Paulus’ rolle i værket, er det derfor oplagt, at der skelnes mellem på den ene side øjenvidner, der også kan have været ordets tjenere (de 12 apostle), og på den anden side ordets tjenere, der som Paulus ikke har været øjenvidner fra begyndelsen. At specielt apostlene har været det “fra begyndelsen”, må være ment som en legitimering af, at lige fra begyndelsen af Jesu optræden har der været øjenvidner, der senere blev ordets tjenere (jf. γενόμενοι) og videregav, hvad de har set og hørt (jf. ApG 1,21-22; 10,39; 13,31).18 Udtrykket “ordets tjenere” angiver, at de har forkyndt om Jesus eller om Gud.19 Når øjenvidner er nævnt før ordets tjenere, afspejler det en historisk periodisering i Luk., hvorefter øjenvidnerne repræsenterer den første generation af Kristustroende, herunder specielt apostlene, mens ordets tjenere som Paulus repræsenterer den anden generation.20

17. Vidnefunktionen spiller en særlig rolle i det lukanske dobbeltværk og kan også have den legitimerende funktion at fastholde det historiske vidnesbyrd om Jesus i front imod gnostiske tendenser til ikke at betragte Jesus som menneske (således C.H. Talbert, Luke and the Gnostics, s. 17-32, specielt s. 23). Indirekte lægger henvisningen til øjenvidner og ordets tjenere også op til, at Lukas går bag om sine forgængere og i sin historiske fremstilling støtter sig til øjenvidner og ordets tjenere. 18. Til betydningen af øjenvidner i antik historieskrivning, se D. Aune, The New Testament in its Literary Environment, s. 81-83. 19. Se f.eks. ApG 8,4; 11,19; 14,25; 16,6; 17,11 (om Jesus); 4,31; 8,14; 11,1 (om Gud). Lukas anvender også ὁ λόγος generelt om en fortælling eller en sag (5,15; 7,17; ApG 1,1). Se tillige U. Luck, ibid., s. 98-109. Luck henviser til de mange steder i ApG., hvor apostlenes og Paulus’ forkyndelse gengives som åndsbårne vidnesbyrd om Guds frelseshandlinger ved Jesus Kristus. 20. G. Klein fremhæver det legitimerende ved at nævne øjenvidnerne, der må være de 12 apostle, der alene opfylder kriterierne både at være øjenvidner og at

112

3 Først nu får vi hovedsætningen, hvor forfatteren træder frem og præsenterer sit anliggende.21 Det kan sammenfattes med, at han for det første har gået det alt sammen igennem, at han for det andet har gjort det forfra (ἄνωθεν), at han for det tredje har gjort det grundigt (ἀκριβῶς), endvidere at han for det fjerde har skrevet det i rigtig rækkefølge (καθεξῆς). Hvad angår det første, anvender Lukas verbet παρακολουθεῖν, der ordret betyder at ledsage / følge efter og dermed også være på nært hold og i tæt kontakt med. Men i overført betydning kan det også oversættes med at gå nøje igennem. Tager vi først den konkrete betydning, kan meningen være, at forfatteren har været på nært hold af i det mindste noget af det, der skildres, hvilket kunne harmonere med, at der i ApG. er en række “vi-passager”, der foregiver, at forfatteren har fulgtes ad med Paulus på nogle af hans rejser.22 Tager vi derimod den overførte betydning af verbet, fremhæver forfatteren sin omhu med nøjagtigt at gengive de i værket skildrede begivenheder, hvilket yderligere fremhæves med adverbiet ἀκριβῶς. Det sidste

blive ordets tjenere (ibid., s. 181-187). Han skriver, at “beide Begriffe treffen zusammen nur im Apostel” (ibid., s. 187). 21. Med det indledende ἔδοξε κἀμοι er der en parallel i ApG 15,28, hvor det i forbindelse med aposteldekretet hedder, at Helligånden og apostelmødets deltagere har truffet en beslutning. Men med G. Klein at se en særlig pointe, hvorefter Lukas betoner sin autoritet, er nok at gå for vidt (ibid., s. 201). 22. Vi-passagerne er ApG 16,10-17; 20,5-8.13-15; 21,1-18; 27,1-28,16. Eftersom disse passager sprogligt og stilistisk ikke afviger fra konteksten, må de tilskrives forfatteren til det lukanske dobbeltværk, hvormed betydningen enten kan være, at han rent faktisk har deltaget i de pågældende rejser, eller at han gør brug af et konventionelt virkemiddel til at befæste pålideligheden af det skrevne. Det sidste er mest sandsynligt, dels fordi forfatterens billede af Paulus i for høj grad afviger fra, hvad der kan udledes af Paulus’ egne breve, dels fordi det lukanske dobbeltværk formentlig først er affattet inden for tidsrummet ca. 120-140. Se hertil N. Hyldahl, Paulus, s. 11-23. H.J. Cadbury er af en anden opfattelse, idet han følger de tidlige kirkefædre (Justin, Dial 103,8; Tertullian, Adv Marc 4,2; Euseb, HE 3,4,6) og hævder, at Lukas fulgtes med apostlene, og at πᾶσιν er maskulinum og ikke neutrum. Se H.J. Cadbury, “The Purpose Expressed in Luke’s Preface”; samme, “The Knowledge Claimed in Luke’s Preface”; samme, The Making of Luke-Acts, s. 344-350. Lukas’ særlige bedrift ifølge Cadbury er i forhold til de andre evangelieforfattere, at han fortsætter, hvor de slap, hvilket forekommer plausibelt. Derimod er det ikke overbevisende, at forfatteren kan gøre det, fordi han har været på tæt hold af de begivenheder, der fulgte efter Jesu død og opstandelse. Snarere er han i stand hertil i kraft af sit omhyggelige arbejde (jf. betydningen af παρακολουθεῖν at gå alting grundigt igennem). Til kritik af Cadbury, se G.E. Sterling, ibid., s. 343-345.

113

må anses for at være mest sandsynligt.23 Verbet παρακολουθεῖν forekommer typisk i antik historiografisk litteratur som udtryk for forfatterens omhu og grundighed i sit forberedende arbejde. Hvad angår det andet, er det oplagt, at ἄνωθεν er parallelt med ἀπ΄ἀρχῆς i forrige vers, hvor det refererer til øjenvidner og ordets tjenere. En lignende parallel forekommer i ApG 26,4-5. Meningen er så, at han har fulgt, hvad øjenvidner og ordets tjenere fra begyndelsen har videregivet. Men der kan også være tænkt på, at Lukas i modsætning til Markus begynder med Johannes’ og Jesu fødsel. Hans grundighed ligger for det tredje i netop denne genskrivning (jf. ἀκριβῶς). At det for det fjerde er sat op i en bestemt orden, må gå på tilrettelæggelsen af stoffet og ikke alene på det kronologiske, hvilket vil sige det sammenhængsskabende og strukturerende i den narrative fremstilling. Her kan det ikke udelukkes, at Lukas vil rette op på en manglende sammenhæng i Mark., sådan som Papias ifølge Euseb kritiserer Markus for.24 Men tilføjelsen af ApG. kan der også være tænkt på. At betydningen af καθεξῆς er som angivet, underbygges af ApG 11,4, hvor det samme ord forekommer et sted, hvor Peter fremhæves for sin logisk ordentlige fremstilling af et begivenhedsforløb.25

Nu til adresseringen κράτιστε Θεόφιλε (= højt ansete Theofilus). I en nt.lig sammenhæng er en sådan dedikation usædvanlig, hvad det

23. En lignende betydning forekommer hos Josefus, hvor både verbet παρακολουθεῖν og substantivet ἀκρίβεια forekommer (Contra Ap 1,218). 24. Papias’ synspunkt er gengivet hos Euseb (HE 3,39,14-16) og Irenæus (Adv haer 3,1,1). Se L.T. Johnson, The Gospel of Luke, s. 29-30, hvor han også henviser til Euseb (HE 3,24,14-16), der fremhæver Lukas’ særlige indsats i forhold til de andre evangelieforfattere. Eusebs gengivelse af Lukas’ forord afspejler dette, når han skriver (3,24,15): “Lukas har selv i begyndelsen af sit skrift anført grunden til, at han har givet sin beretning. Han fortæller, at da mange andre for uigennemtænkt havde givet sig i kast med at affatte en fremstilling af de ting, som han selv havde indgående kendskab til, var det nødvendigt at befri os for de andres usikre opfattelse og gennem sit eget evangelium at give en pålidelig beretning” (fra Euseb. Kirkehistorien & Om dem, der led martyrdøden i Palæstina, s. 133). Johnson peger endvidere på Lukian af Samosata, der i sit skrift om historieskrivning (kap.55) understreger vigtigheden af sammenknytning af de skildrede begivenheder, der gerne skal hænge sammen. Se tillige J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 42-44. 25. Interessant er, at Lukas både fremstiller et begivenhedsforløb (Peters møde med Kornelius) og Peters egen gengivelse heraf, hvormed der fremstår to skildringer, der trods forskelle dog harmonerer med hinanden (ApG 10,1-11,18). Ordet καθεξῆς forekommer endvidere i 8,1 og ApG 3,24 og 18,23. Også Paulus’ kaldelse på vej til Damaskus skildres flere gange, når begivenheden omtales i ApG 9,1-19 og i Paulus’ henvisning hertil i 22,1-21 og 26,1-23. Her harmonerer de tre skildringer også med hinanden trods væsentlige forskelle.

114

imidlertid ikke er i antik litteratur, hvor det er en udbredt konvention. Om Theofilus ved vi ikke noget, bortset fra at det er et almindeligt navn bevidnet siden 3. årh. f.Kr., især blandt diasporajøder.26 Betydningen er “en, der er ven med Gud”. Der er dog næppe tale om et symbolsk navn, eftersom dette ikke harmonerer med, hvad der var skik i datidens forord, hvortil kommer, at tiltalen κράτιστε i så fald ikke ville give mening. Det må være en virkelig person, måske en patron, som i kraft af økonomiske ressourcer havde mulighed for at bekoste udgivelsen af værket. Formentlig er han en tidligere hedning, der måske til at begynde med blev tilhænger af jødedommen og dermed en såkaldt “gudfrygtig”.27 Om han så er blevet kristen, afhænger bl.a. af forståelsen af v. 4. At han har en social højstatus, fremgår af tiltalen κράτιστε, der også forekommer i ApG 23,26; 24,3; 26,25, hvor romerske statholdere tiltales.28

4 Den afsluttende hensigtssætning angiver formålet med værket. Tre spørgsmål rejser sig: For det første betydningen af hovedverbet ἐπιγνῷς og dets objekt ἀσφάλειαν, for det andet forståelsen af præpositionsleddet περὶ ὧν λόγων, og for det tredje meningen med verbet κατηχήθης. Først verbet ἐπιγινώσκειν, der betyder at indse / få vished om, hvormed meningen kunne være, at Theofilus skal have den rigtige viden om noget, han måske hidtil er blevet fejlinformeret om.29 Det kunne være en skjult kritik af, hvad andre har skrevet (jf. v. 1), ligesom det kunne være en antydning af, at Theofilus har hørt falske rygter eller beskyldninger om den kristne bevægelse.30 Men meningen kan desuden være, at Theofilus skal have vished om no-

26. Således C.F. Evans, ibid., s. 134; J.B. Green, ibid., s. 44. 27. Hvad der kunne tale herfor, er ikke alene det gennemgående træk i det lukanske dobbeltværk at fremstille den kristne bevægelse som sand jødedom. Det er også den særlige omtale, der er af gudfrygtige i ApG 10,2.22.35; 13,16.26.43.50; 16,14; 17,4.17; 18,7. 28. Til spørgsmålet om betydningen af, at det lukanske dobbeltværk er adresseret Theofilus, se S. Nordgaard, Possessions and Family in the Writings of Luke, specielt s. 20-23. 29. Ordet forekommer hyppigt i Luk. (5,22; 23,7; 24,16.31; ApG 4,13; 12,14; 22,29; 27,39; 28,1). 30. Forekomsten af adjektivet ἀσφαλής i ApG 21,34; 22,30; 25,26, hvor processen imod Paulus skildres, kunne tale for denne apologetiske forståelse. Se C.F. Evans, ibid., s. 136, hvor han plæderer for, at Theofilus ikke er kristen, men dog sympatiserer med bevægelsen og i kraft af sin sociale position kan gøre sin indflydelse gældende over for den romerske øvrighed.

115

get, han allerede er informeret om eller er blevet undervist i. Objektet τὴν ἀσφάλειαν har grundbetydningen “sikkerhed”(jf. ApG 5,23), og meningen kan så være, at Theofilus skal have fuld vished om pålideligheden af det, han enten er blevet undervist i eller informeret om. Objektets placering sidst i forordet signalerer dets særlige betydning. Formålet med værket er at sikre en vished om det, Theofilus allerede på en eller anden måde har hørt om.31

Hvad angår det andet spørgsmål, præpositionsleddet περὶ ὧν... λόγων, skal man være opmærksom på, at det her forekommer i flertal, mens det andetsteds i Luk. oftest er i ental, når det drejer sig om det forkyndte ord.32 En anden betydning af ordet λόγος er imidlertid en beretning, fortælling eller sag og dermed også det, der er indeholdt heri, altså en begivenhed.33 Det sidste er oplagt her, hvormed meningen bliver, at Theofilus skal have vished om de allerede i v. 1 anførte begivenheder, som han enten er blevet undervist i eller informeret om.34

Om det er det ene eller det andet, må – og her er vi ved det tredje spørgsmål – afhænge af verbet κατηχεῖν, hvis grundbetydning er at give lyd fra sig.35 Det sjældne ord forekommer i NT i betydningen at give religiøs undervisning (f.eks. ApG 18,25).36 Det er derfor nærliggende, at der i forordet også er tale om undervisning i Kristustroen. Men verbet kan også have den neutrale betydning at informere / fortælle.37 I betragtning af, at Lukas anvender det i denne betydning om Paulus, om hvem der er spredt falske rygter (ApG 21,21.24), er det oplagt, at det også er tilfældet her. I så fald kan meningen være, at en ikke kristen Theofilus er blevet misinformeret om den kristne bevægelse. Lukas’ formål er så at give ham vished om Kristustroen, måske også for at omvende ham hertil. Meningen kan også være, at Theofilus er en romersk embedsmand, over for hvem Lukas vil forsvare den kristne bevægelse, netop fordi Theofilus har indflydelse og

31. Ph.F. Esler foreslår i stedet for “assurance” at oversætte det med “reassurance”, hvormed betydningen bliver, at Theofilus skal beroliges med, at der med den kristne bevægelse ikke er tale om en for romermagten farlig bevægelse (Community and Gospel in Luke-Acts, s. 67.222). 32. Se f.eks. 4,22; 6,47; 9,26; ApG 2,22; 6,2.4; 8,4.14. 33. Jf. 5,15; 7,17; ApG 1,1; 15,6. 34. I min oversættelse har jeg derfor valgt denne formulering “om det, som du er blevet undervist i”. 35. Se H.W. Beyer, κατηχέω, ThWNT III, s. 638-640. 36. Se tillige Rom 2,18; 1 Kor 14,19; Gal 6,6. 37. Således i Josefus, Vita 366; Filon, Leg 198.

116

kan videreformidle Lukas’ forsvar til andre romerske embedsmænd.38 Imidlertid må spørgsmålet, om Lukas henvender sig til en ikke-kristen eller kristen, afgøres ud fra en helhedsforståelse af værket. Og her har det umiddelbart ikke træk, der gør det sammenligneligt med den senere oldkirkelige apologetiske litteratur. Mest sandsynligt er det derfor, at forfatterens sigte er at overbevise en nyomvendt Theofilus om den rette Kristustro og i betragtning af dennes særlige politiske status at dæmme op over for falske beskyldninger imod eller en forkert forståelse af samme tro.39 I så fald må betydningen af verbet κατηχεῖν være at undervise eller blot at informere / fortælle om Jesus, hvilket skal ses i sammenhæng med, at præpositionsleddet περὶ ὧν ...λόγων drejer sig om beretninger / fortællinger om Jesus. Her er der en oplagt parallel i ApG 18,25, hvor det drejer sig om jøden Apollos, der var blevet oplært i Herrens vej (κατηχημένος τὴν ὁδὸν) og underviste om Jesus, men kun havde kendskab til Johannes’ dåb, hvorfor Priskilla og Akvila udførligt måtte forklare ham Guds vej. Herefter kunne han ud fra Skrifterne forkynde om Jesus som “den salvede”.40 Måske Lukas forestiller sig en lignende udvikling for Theofilus, hvorfor han omhyggeligt må supplere den undervisning, denne som nyomvendt har modtaget.41 Til sidst: I betragtning af, at det lukanske dobbeltværk afsluttes med en omtale af Paulus’ forkyndelse i Rom, er det værd at se en sammenhæng imellem værkets begyndelse og slutning: Hvor der i v. 4 er antydet, hvor vigtigt det er at formidle den rette forståelse af Kristustroen i forhold til eventuelle modstandere, da fremstår de sidste ord i ApG 28,31 μετὰ πάσης παρρησίας ἀκωλύτως (= med al

38. En sådan apologetisk forståelse plæderes der for i H.J. Cadbury, “The Purpose Expressed in Luke’s Preface”; samme, The Making of Luke-Acts, s. 344-350; C.F. Evans, ibid., s. 104-111.135-136. 39. Se U. Luck, ibid., s. 106-114, hvor der henvises til Helligåndens betydning i det lukanske dobbeltværk som den guddommelige kraft, der borger for sikkerheden af, hvad Theofilus er blevet undervist i. Netop fordi ånden virkede i Jesus og nu i kirken, bliver den fortidige historie om Jesus ved åndens formidling nutidig og nærværende. 40. Således J.B. Green, ibid., s. 45-46; se tillige L.T. Johnson, The Gospel of Luke, s. 28. 41. H.W. Beyer (ibid.) erkender, at betydningen af κατηχεῖν er såvel at informere / fortælle som at undervise, men foretrækker den første betydning, fordi det græske ord λόγος er i flertal. En egentig institutionaliseret undervisning, skriver han, er der heller ikke tale om (κατηχέω, s. 640), sådan som bl.a. I.H. Marshall (The Gospel of Luke, s. 43) og H. Klein (Das Lukasevangelium, s. 76) lægger op til. Det er dog værd at overveje, om ikke ordet har lagt op til det senere oldkirkelige katekumenat med undervisning af endnu ikke døbte kristne. Se herom P. Ingesman og N.A. Pedersen, Kirkens historie, bind 1, s. 90.

117

frimodighed uden hindringer) som en forventning om forkyndelsens udbredelse i Romerriget på anderledes konfliktfrie vilkår.42

42. Således J.R. Howell, The Pharisees and Figured Speech in Luke-Acts, s. 98-112.

1. Hoveddel: 1,5-2,52 – Johannes’ og Jesu fødsel og opvækst

Blandt de kanoniske evangelier har alene Matt. og Luk. fortællinger om Jesu fødsel. De er fælles om at fortælle om bebudelsen heraf samt om omstændighederne omkring fødslen. Men de gør det på hver sin måde. I Matt. indledes der med en slægtstavle (Matt 1,1-17), hvorefter der berettes om Jesu fødsel i form af en fortællecyklus omfattende fem fortællinger (Jesu fødsel 1,18-25; de vise mænd 2,1-12; flugten til Egypten 2,13-15; barnemordet i Betlehem 2,16-18 og hjemkomsten fra Egypten 2,19-23).1 Lukas går anderledes til værks. Først og fremmest er der tale om et parallelforløb, hvor der berettes om både Johannes’ og Jesu fødsel. Vi hører først om englen Gabriels bebudelse af Johannes’ fødsel for hans far Zakarias. Det sker i en scene, der dels foregår i templet i Jerusalem, dels i Zakarias’ hus, hvor der til sidst fortælles om Elisabeths graviditet og reaktion på undfangelsen (1,5-25). Derpå rettes opmærksomheden imod Maria i Nazaret, for hvem englen Gabriel bebuder Jesu fødsel i en scene i Josefs hus (1,26-38). I Luk. knyttes de to familiehistorier sammen, dels ved at englen fortæller Maria om hendes slægtning Elisabeths graviditet (v. 36-38), dels ved at Maria i den efterfølgende beretning besøger Elisabeth (1,39-56). Her er indskudt en lovsang (Magnificat) fremsagt af Maria (v. 46-55). Derpå (1,57-80) fortælles der om Johannes’ fødsel og omskærelse med navngivning i en scene, der munder ud i Zakarias’ lovsang (Benedictus). Hvor den fortællende del omfatter v. 57-66, er lovsangen indeholdt i v. 67-79, hvorefter der rundes af med en notits om Johannes’ opvækst (v. 80). Kap. 2 omhandler i 2,1-21 Maria og Josefs rejse til Betlehem, Jesu fødsel og hans omskærelse med navngivning, hvilket åbenbart også foregår i Betlehem, da der endnu ikke omtales nogen tilbagerejse. I 2,1-21 er der indskudt en hymne i v. 14 (Gloria in excelsis). Herefter følger en scene, hvor Jesusbarnet af sine forældre fremstilles i templet i Jerusalem (2,22-38), hvor Simeon og Anna lovpriser barnet (Simeon i v. 25-35; Anna i v. 36-38). For Simeons vedkommende sker det i en hymne (Nunc dimittis i v. 29-32). Scenen afsluttes med en notits om tilbagerejsen til Nazaret (v. 39) og om Jesusbarnets udvikling (v. 40). Til sidst er der endnu en scene, der foregår i templet i Jerusalem, hvortil

1. Fødselsfortællingerne er behandlet i R.E. Brown, The Birth of the Messiah, og O. Davidsen, Kristi fødsel; se tillige G. Hallbäck, “Jesu fødsel”. En semiotisk læsning af Luk.s fødselsfortællinger er L. Panier, La naissance du fils de Dieu. Sémiotique et théologie discursive Lecture de Luc 1-2.

121

forældrene med den tolvårige Jesus kommer (2,41-52).2 Samlet set er der syv fortællinger:

1. Bebudelsen af Johannes’ fødsel (1,5-25) 2. Bebudelsen af Jesu fødsel (1,26-38) 3. Mødet mellem Elisabeth og Maria (1,39-56) 4. Johannes’ fødsel (1,57-80) 5. Jesu fødsel (2,1-21) 6. Fremstilling af Jesus i templet (2,22-40) 7. Den tolvårige Jesu besøg i templet (2,41-52) To af fortællingerne omhandler Johannes, mens de fem er om Jesus. Scenen, hvor Maria og Elisabeth mødes, handler nemlig primært om Jesus. Den parallelle struktur har givet anledning til at se fortælleforløbet som en tosidet altertavle med en såkaldt diptychon-struktur, der forløbsmæssigt og tematisk holder sammen på fortællingen. Men er der tale om et parallelforløb, er det på den anden side tydeligt, at den parallelle struktur bliver brudt på flere måder: For det første er det alene om Jesus, at der berettes om fremstilling og besøg i templet, to scener der runder fortælleforløbet af og efterlader et klart indtryk af, at Jesu rolle er overordnet Johannes’ rolle. For det andet er der en markant forskel imellem Zakarias’ og Marias reaktion på bebudelsen, hvor Zakarias er skeptisk, mens Maria tager positivt imod den. For det tredje kommer Marias lovsang før Zakarias’ lovsang på trods af, at Johannes bliver født før Jesus. Zakarias’ lovsang handler også – som Marias lovsang – i højere grad om betydningen af Jesu komme, som Johannes skal forberede. For det fjerde har Marias besøg hos Elisabeth fokus på det kommende Jesusbarn. For det femte er der med Johannes’ fødsel fokus på navngivning og omskærelse (1,57-66), hvorimod beretningen om Jesu fødsel samler sig om budskabet herom til hyrderne (2,1-21). Endelig er der for det sjette den ikke uvæsentlige forskel, at mens Lukas forbinder Johannes’ fødsel med den lokale jødiske historie (1,5), forbinder han Jesu fødsel med den universelle romerske historie (2,1-2). Ekskurs. Fødselsfortællingernes formål og sammenhæng med det lukanske dobbeltværk Det har været en udbredt opfattelse, at Lukas har redigeret forskelligt traditionsstof. Især er der blevet peget på dels det stof, der omhandler

2. Til strukturen i fødselsfortællingerne som helhed, se R. Laurentin, Structure et théologie de Luc I-II; R.E. Brown, ibid., s. 248-253; O. Davidsen, ibid., s. 228-231.

122

Johannes Døberen, dels de indlagte hymner. Man har også hæftet sig ved den forskel, der er imellem kap. 1 og kap. 2, hvor det sidste kapitel umiddelbart ikke forekommer at være afhængigt af det første kapitel.3 En nærmere undersøgelse af fødselsfortællingerne viser imidlertid, at de for begge kapitlers vedkommende bærer et markant lukansk præg.4 For det første betyder den gt.lige LXX-stil ikke nødvendigvist, at der er tale om førlukansk stof. Forklaringen kan være, at Lukas har tilstræbt denne stil for netop at fremhæve og kolorere det jødiske miljø, hvori han lader de to hovedpersoner vokse op.5 For det andet bærer fødselsfortællingerne præg af at være integreret i det lukanske dobbeltværk, idet teologiske temaer og motiver i værket allerede er til stede i fødselsfortællingerne, der således tjener til at foregribe dem.6 Værket kunne have fulgt Markus’ indledning (Mark 1,1-8) og være begyndt med Johannes’ optræden i kap. 3. Men fødselsfortællingerne bærer præg af at være sekundært tilføjede af forfatteren.7 Faktisk opfylder de

3. Se R. Bultmann, Die Geschichte der synoptischen Tradition, s. 316-335; M. Dibelius, “Jungfrauensohn und Krippenkind”; Ph. Vielhauer, “Das Benedictus des Zacharias (Luk i.68-79)”. Bemærkelsesværdige er Paul Winters studier, hvor han argumenterer for forskellige bagvedliggende kilder, f.eks. at der bag hymnerne Magnificat og Benedictus gemmer sig makkabæiske krigshymner (bl.a. “Magnificat and Benedictus – Maccabaean Psalms?”; “The Cultural Background of the Narrative in Luke I and II”; “Some Observations on the Language in the Birth and Infancy Stories of the Third Gospel”). Et gennemgående træk i Winters komplicerede kildestudier er, at han argumenterer for eksistensen af skriftlige kilder bag Luk 1-2, herunder en Døberkilde (bag 1,5-80), der har indkorporeret makkabæiske krigshymner (Magnificat og Benedictus) og en jødekristen tempelkilde (bag 2,21-51). Winters traditionshistoriske studier går således bag om den lukanske tekst og forholder sig ikke til Luk.s litterære og teologiske egenart. Winter er influeret af H. Sahlins tese om en protolukansk kilde bag Luk 1,5-ApG 15 (Der Messias und das Gottesvolk). 4. Til det følgende, se N. Turner, “The Relation of Luke i and ii to Hebraic Sources and to the Rest of Luke-Acts; P. Benoit, “L’Enfance”; M.D. Goulder og M.L. Sanderson, “St. Luke’s Genesis”; H.H. Oliver, “The Lucan Birth Stories and the Purpose of Luke-Acts”; P. S. Minear, “Luke’s Use of the Birth Stories”. 5. Se især N. Turner, ibid.; P. Benoit, “L’Enfance”. Bemærkelsesværdigt er det også, at allerede Adolf von Harnack gjorde sig til talsmand for, at Lukas selv havde skrevet de to hymner Magnificat og Benedictus. Han mente dog, at det oprindeligt var Elisabeth, der var subjekt for Magnificat (“Das Magnificat der Elisabeth (Luk i.46-55) nebst einigen Bemerkungen zu Luk. i und ii”). 6. Se H.H. Oliver, ibid.; P.S. Minear, ibid., R.E. Brown, The Birth of the Messiah, s. 239-245. Minear gør op med Conzelmanns negligering af fødselsfortællingerne i dennes Die Mitte der Zeit, når det drejer sig om forståelsen af redaktion og teologi bag det lukanske dobbeltværk. Denne kritik deles af Brown. 7. R.E. Brown peger på den oplagte mulighed, at forfatteren til at begynde med har fulgt Mark. og indledt med 3,1, hvorefter han har føjet fødselsfortællingerne

123

også intentionen som anført i forordet, hvor forfatteren hævder at ville fremstille begivenhederne fra begyndelsen og i den rigtige rækkefølge (1,1-4).

Er det muligt at besvare spørgsmålet om kildeafhængighed negativt, må man på den anden side overveje, om ikke forfatteren kunne være influeret af Matt.s fødselsfortællinger. De store forskelle mellem de to evangelier taler ikke umiddelbart herfor. Men på den anden side bør det overvejes, om ikke netop forskelle frem for ligheder kunne pege i retning af, at Luk.s fødselsfortællinger er en selvstændig og kreativ litterær og teologisk genskrivning af Matt.s fødselsfortællinger.8 Det synspunkt vil blive fulgt her, hvor især Luk 1,26-35 og Luk 1,36-45 påkalder sig opmærksomhed som genskrivninger i forhold til henholdsvis Matt 1,18-25 og 3,13-17.

I forlængelse heraf skal der til sidst peges på et par forhold, der dels viser sammenhængen med det øvrige værk, dels afspejler det såvel sproglige og stilistiske som teologiske lukanske præg, der er i fortællingerne. For det første er der den indholdsmæssige sammenhæng, hvormed Johannes fremstilles som på én gang en skikkelse, der hører til i den gamle jødiske verden, og som en profet, der optræder som forløber i forhold til Jesus (jf. 1,5-25.57-80; 3,1-20; 7,18-35; 16,16). Der er også en sammenhæng i fremstillingen af Jesus med først bebudelse, fødsel, fremstilling i templet samt optræden som tolvårig i templet, derpå dåb som voksen efterfulgt af slægtstavle (jf. 1,26-35; 2,1-52; 3,2138). Endelig er der en sammenhæng i fremstillingen af forskellen mellem Johannes og Jesus, der er sin forløber overlegen. Det er et generelt træk i fødselsfortællingerne, der i særlig grad kommer til udtryk i scenen, hvor Elisabeth og Maria mødes (1,39-56). I 3,15-17 kommer det eksplicit til udtryk og underbygges senere i 7,18-35 (jf. ApG 1,5.22; 18,24-19,7).

For det andet er der det sproglige og stilistiske præg: Her har det længe været erkendt, at der er et vist sprogligt sammenfald mellem fødselsfortællingerne og resten af værket.9 Der er eksempelvis mange ord

til (ibid., s. 239-241). 8. Dette synspunkt forfægtes i særlig grad i M.D. Goulder, Luke – A New Paradigm, s. 205-269. Se endvidere M.D. Goulder og M.L. Sanderson, “St. Luke’s Genesis”. Samme synspunkt finder man også i M. Goodacre, The Case against Q, s. 56-58; F. Watson, Gospel Writing, s. 131-136, hvor Watson forholder sig kritisk til Brown, der ikke mener, at Luk.s fødselsfortælling er afhængig af Matt.s fødselsfortælling (ibid., s. 34). 9. Se hertil P.S. Minear, ibid., s. 112-118. Minear henviser til A. Plummer, The Gospel According to St. Luke, s. xli-lxx, og til R. Morgenthaler, Statistik des N.T., s. 62-63.187;

124

og vendinger, der er typiske for Luk. (såkaldte lukanismer). Også forekomsten af semitismer eller septuagintismer er langt fra begrænset til fødselsfortællingerne; det findes også i det øvrige værk, ikke mindst i ApG 1-15.10

Er der sproglig og litterær homogenitet mellem fødselsfortællinger og resten af værket, er det for det tredje også tilfældet med den lukanske teologi: For det første er der kristologien, hvor Jesus i fødselsfortællingerne præsenteres som den Højestes søn, Davids søn, Guds søn, Herre, frelser, “salvet” (1,32.35.76; 2,11). Ikke mindst opfattelsen af Jesus som “den salvede”(DO gengiver her som også ofte ellers med et misvisende Kristus), Herre og Guds søn forekommer på centrale steder (f.eks. 3,4.22.38; 9,20.35; 20,42; 22,66-71; 24,26.34.46).11 For det andet foregribes det i fødselsfortællingen, at Jesus vil give anledning til en delt holdning blandt jøderne (2,34-35), hvilket er et gennemgående træk i det lukanske dobbeltværk (f.eks. 19,47-48; 20,19; 23,27-31.50-51; ApG 1-12 passim). For det tredje er der i fødselsfortællingerne et frelseshistorisk aspekt, hvorefter Jesus vil være frelser for først jøderne, derpå alle folkeslag (1,31-33.68-79; 2,29-32). Det tematiseres ligeledes i resten af værket (især i 4,16-30; 14,16-24; 24,21.47; ApG 2; 10; 28,26-28). For det fjerde og i sammenhæng hermed er der et universalistisk præg i værket, der allerede kommer til udtryk med beretningen om Jesu fødsel i forbindelse med kejser Augustus’ folketælling (2,1-2; jf. 3,1-2; 23,47; 24,47; ApG 13-28, specielt 26,26). For det femte spiller Jerusalem og templet en særlig rolle i fødselsfortællingerne og i værket som helhed. Det begynder med Zakarias i templet (1,5-23), fortsætter med fremstillingen af Jesus (2,22-40) samt hans besøg ved påsketid i templet (2,41-52). Ved evangeliets afslutning opholder disciplene sig i templet (24,52-53), ligesom Jesus inden arrestationen har optrådt dagligt dér (19,45-21,38). I de første kapitler af ApG. danner templet i et vist omfang rammen om

Morgenthaler, Die lukanische Geschichtsschreibung. Morgenthaler fremhæver som et gennemgående stilistisk træk, hvad han benævner som “das Zweiheitsgesetz” med dobbelt og parallel forekomst af bl.a. ord, sætninger, beretninger og personer. Herudover peger Minear på bl.a. historiografisk stil, brug af taler og hymner, liturgiske udtryk og epifanier. 10. Jf. indledningsafsnittet Sprog og stil. 11. Fødselsfortællingerne sigter også imod at fremstille Jesus fra begyndelsen som et menneske af kød og blod, født og opvokset i et jødisk miljø. Forklaringen herpå er dels, at Lukas portrætterer Jesus som en historisk person i en historisk tilbagelagt fortid, dels og i sammenhæng hermed at Lukas måske har front imod doketiske og gnostiske tendenser, der opfatter Jesus som en guddommelig mytisk skikkelse. Dette synspunkt forfægtes af C.H. Talbert, Luke and the Gnostics, s. 13-14.111-115.

125