Marias besøg hos Elisabeth – 1,39-56

39 I disse dage brød Maria så op og drog med stor hast af sted til en bjerglandsby i Judæa. 40 Og hun gik ind i Zakarias’ hus og hilste på Elisabeth. 41 Og det skete, at da Elisabeth hørte Marias hilsen, sparkede barnet i hendes liv, og Elisabeth blev fyldt af hellig ånd. 42 Og hun råbte med høj røst og sagde: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit moderlivs frugt. 43 Men hvordan kan dette dog ske for mig, at min Herres mor kommer til mig? 44 For da lyden af din hilsen kom for mine ører, sparkede barnet i mit liv fuld af jubel. 45 Salig er hun, som troede, at hvad der er sagt hende af Herren, vil gå i opfyldelse.” 46 Så sagde Maria: ”Min sjæl ophøjer Herren, 47 og min ånd jubler over Gud, min frelser, 48 fordi han har set til sin ringe slavinde. For se, alle slægter skal fra nu af prise mig salig, 49 for den mægtige har gjort store ting for mig, og helligt er hans navn, 50 og hans barmhjertighed mod dem, der viser ærefrygt for ham, varer ved fra slægt til slægt. 51 Med sin arm har han gjort kraftige gerninger, han har adsplittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker, 52 han har styrtet mægtige fra troner og løftet de ringe op, 53 sultne har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort, 54 han har taget sig af Israel, sit barn og husket på sin barmhjertighed, 55 som han tilsagde vore fædre, over for Abraham og hans efterkommere til evig tid.” 56 Maria blev sammen med hende omtrent tre måneder og vendte så hjem. Med en inclusio er scenen med Marias besøg hos Elisabeth indrammet af Marias ankomst til bjerglandsbyen, hvor Elisabeth bor (1,39), og hendes hjemrejse derfra efter tre måneders ophold (1,56). Scenen i Zakarias’ hus er koncentreret om først Elisabeths reaktion på Marias ankomst (1,40-45), derpå om Marias lovsang Magnificat (1,46-55).

141

39 Med et for Luk. typisk rejsemotiv og brug af verbet πορεύεσθαι (= drage af sted) indledes der med Marias rejse fra Nazaret til bjerglandsbyen, der karakteristisk for Luk. er omtalt som en πόλις (v. 39).57 At hun skynder sig, må ses i sammenhæng med, at englen i den foregående scene i v. 36 har fortalt hende om Elisabeths tilstand. Fortælleren lægger åbenbart op til, at Maria vil være til stede ved Johannes’ fødsel, hvilket dog ikke bliver tilfældet, da hun ifølge v. 56 forlader Elisabeth omkring den niende måned, altså kort før fødslen. På den anden side krydses læserforventningen også af, at besøget frem for at handle om Elisabeths fødsel kommer til at dreje sig om Marias tilstand og position. Frem for at være et “praktisk” besøg og møde mellem to gravide kvinder skal det vise sig, at scenens egentlige betydning er at knytte de to af Gud udvalgte personer (Johannes og Jesus) sammen på en sådan måde, at der ikke efterlades tvivl om Jesu særlige position i forhold til Johannes. 40-45 Mødet mellem de to kvinder skildres med udgangspunkt i, hvordan lyden af Marias hilsen dels får Elisabeths barn til at sparke, dels får til følge, at Elisabeth fyldes af hellig ånd (v. 40-41). Åndsmotivet forekommer foruden her i 1,67 (Zakarias); 1,80 (Johannes) og 2,25-27 (Simeon). Det tilfører de berørte personer profetiske evner til at forkynde, i Elisabeths tilfælde til at velsigne og saligprise Maria. Hendes velsignelse af Maria omtales i v. 42 og efterfølges af først et spørgsmål, der udtrykker hendes undren over Marias besøg (v. 43-44), derpå en saligprisning af Maria som troende (v. 45). Det sidste viser tilbage til Marias reaktion på bebudelsen (1,38) og også frem til Marias lovsang (1,40-55), der giver udtryk for hendes tro. Faktisk er koncentrationen omkring Elisabeths reaktion i form af en inclusio indrammet af hendes velsignelse (v. 42) og hendes saligprisning (v. 45), der begge forholder sig beskrivende til Marias undfangelse og hendes tro derpå.58 At skildringen af barnets bevægelse hos Elisabeth (v. 41) gentages ved, at Elisabeth fortæller Maria herom, endda med yderligere en beskrivelse

57. Jf. 1,26 om Nazaret. 58. Ole Davidsen gør opmærksom på, at der må skelnes imellem en beskrivende og en udøvende brug af ordet “velsignet”. Når Elisabeth velsigner Maria og barnet, da beskrives en allerede opnået velsignet tilstand, sådan som det i det foregående er fortalt om Maria og hendes undfangelse. Elisabeth kan netop som fyldt med hellig ånd udtrykke sig på denne måde (Kristi fødsel, s. 325).

142

af bevægelsens jublende karakter (ἐν ἀγαλλιάσει), underbygger indholdet i Elisabeths velsignelse og saligprisning.59 Hvor den dobbelte velsignelse udtrykker Elisabeths tro på, at Maria er udvalgt til at føde et særligt barn, udtrykker saligprisningen hendes tro på opfyldelsen af, hvad englen havde bebudet Maria.60 At velsignelsen endda fremsiges med høj stemme som følge af englens åndsmeddelelse, fremhæver det betydningsfulde indhold heri, der nærmest udtrykkes som en profeti. Saligprisningen er modsat velsignelsen ikke adresseret Maria, men udtrykker en forståelse af Maria som forbilledligt troende på opfyldelsen (på græsk τελείωσις) af, hvad der er blevet bebudet hende, hvormed der vises tilbage til v. 38.61 Men der er også lagt op til Marias lovsang.

Inden da en ikke uvæsentlig detalje: I v. 43 udtrykker Elisabeth undren over, at hendes Herres mor kommer på besøg. Med brug af den kristologiske betegnelse κύριος foregribes Jesu senere betydning som Herre, en betegnelse der her i sammenhængen også bruges om Gud (v. 45) og første gang direkte om Jesus i forbindelse med beretningen om hans fødsel (2,11). Elisabeths undren skyldes således, at moren til det barn, der vil have en højere frelseshistorisk status end hendes barn, nu kommer på besøg. I sammenhæng hermed kan der med det græske ord κύριος udover dets kristologiske betydning tillige være antydet en social status som herre i modsætning til en status som slave. I så fald giver Elisabeths undren udtryk for, at hun, der socialt set i kraft af sin mand og sin præsteslægt (jf. 1,5) er Maria overlegen, nu er den underlegne. Der vendes op og ned på den sociale status mellem de to kvinder, hvilket samtidig foregriber rollefordelingen mellem Johannes og Jesus, hvor Johannes skal vise sig at være den underlegne. En forklaring på Elisabeths undren kan så yderligere være, at Lukas er influeret af Matt 3,13-17, hvor Johannes undrer sig over, at Jesus kommer for at

59. M.D. Goulder gør opmærksom på, at barnets springende bevægelser betyder, at også Johannes før fødslen bliver fyldt med Helligånden som lovet i 1,15 (ibid., s. 223). Motivet kendes fra 1 Mos 25,22 (LXX), hvor tvillingerne Esau og Jakob sprang i Rebekkas moderliv. 60. Udtrykket i den anden velsignelse “dit moderlivs frugt” er et gt.ligt udtryk (1 Mos 30,2; Klages 2,20). 61. Hvor DO oversætter ὅτι eksplikativt (“for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse”), har jeg valgt at oversætte ὅτι-sætningen som en genstandssætning, da saligprisningen såvel som velsignelsen viser tilbage til det foregående og medvirker til at understrege forskellen mellem Maria og Zakarias, der ikke troede på budskabet. Sprogligt er der endvidere en parallel i ApG 27,25. Se J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 96-97.

143

blive døbt af ham (specielt v. 14-15). I stedet for at konfrontere de to skikkelser med hinanden, har Lukas valgt at konfrontere deres mødre med hinanden. Det er altså alene i fosterstadiet, at Jesus og Johannes mødes.62 Til sidst: At Jesus af Elisabeth indirekte forkyndes som Herre i v. 43, lægger også op til den sociale statusomvending, der kommer til udtryk i Marias lovsang. 46a Først introduceres lovsangen som udtalt af Maria (v. 46a).63 Den har et gt.ligt præg, såvel i ordvalg og stil som i indhold og er fyldt med efterklange af gt.lige tekster. Den består af en personlig (v. 46b-50) og en almen del (v. 51-55). I den personlige del lovprises Herren som frelser (v. 46-47), fordi han har set til sin slavinde (v. 48-49) og vist barmhjertighed (v. 50). I den almene del tages der udgangspunkt i Guds styrke, hvormed han har vendt op og ned på jordiske forhold (v. 5153). Lovsangen afsluttes med Guds handlinger over for sit folk (v. 5455).64

62. Se C.M. Chauchot, John the Baptist as a Rewritten Figure in Luke-Acts, s. 104-106. Se tillige M.D. Goulder, Luke – A New Paradigm, s. 223. 63. Tekstkritisk er det et spørgsmål, om Maria eller Elisabeth er subjekt for verbet og dermed for lovsangen. En anden læsemåde navnlig i latinske håndskrifter har Elisabeth som subjekt. Langt hovedparten af håndskrifter læser dog Maria som subjekt. I sammenhængen giver det også bedst mening, idet lovsangen må ses som Marias reaktion på Elisabeths undren, ligesom det passer bedst, at der er knyttet en særlig lovsang til hver barnefødsel, med henholdsvis Maria og Zakarias som subjekter. Efter lovsangen må præpositionsleddet σὺν αὐτῇ i v. 56 også logisk gå på Elisabeth, som Maria er sammen med i omtrent tre måneder. Se nærmere herom i S. Benko, “The Magnificat: A History of the Controversy”; C.F. Evans, Saint Luke, s. 171. Se tillige A. von Harnack, “Das Magnificat der Elisabeth (Luk i.46-55) nebst einigen Bemerkungen zu Luk. i und ii”. Harnack gik ind for Elisabeth som subjekt, hvad A. Loisy også gjorde, dog under pseudonymet F. Jacobé af frygt for repressalier fra den katolske kirke, der i øvrigt i 1912 dekreterede, at Magnificat var fremsagt af Maria. Se herom i R.E. Brown, The Birth of the Messiah, s. 334-336. 64. Umiddelbart kan det undre, at de fleste af verberne står i aorist. Men som L.T. Johnson skriver: “The use of past tenses is less a problem than endless scholarly discussions of it might suggest: as God did in the past, he continues to do – age after age.”(The Gospel of Luke, s. 42). Aoristen kan også forstås som gnomisk aorist med præsensbetydning for at udtrykke, hvad der i fortid, nutid og fremtid er karakteristisk for Gud. Muligvis, vil nogle mene, kan lovsangen også være oversat fra hebraisk, hvor en profetisk perfektum giver udtryk for, at noget fremtidigt allerede er fuldendt. Se C.F. Evans, ibid., s. 173.

144

46b-50 I den personlige del (v. 46b-50) indledes der med en typisk for gt.lig poesi ledparallelisme efterfulgt af tre begrundende sætninger. Udtrykkene “Min sjæl” og “min ånd” står parallelt for det samme jeg, hvis lovprisning er udfoldet med de ligeledes parallelle udtryk “ophøjer Herren” (deraf den latinske betegnelse Magnificat) og “jubler over Gud, min frelser”(v. 46b-47). Her har især Hannas lovsang i 1 Sam 2,110 dannet forbillede, men også Sl 34,2-4; Sl 35,9; Es 61,10 og Hab 3,18 kan have spillet en rolle. Begrundelsen for lovprisningen af Gud er, at han har set til sin ringe slavinde (v. 48a). Hermed knyttes en forbindelse tilbage til 1,38, hvor Maria omtaler sig selv som slavinde i forhold til Gud som Herre. Men formuleringen ligger også tæt op ad fortællingen om Hanna, hvis ufrugtbarhed Gud fjerner (1 Sam 1,11; jf. 1 Mos 29,32). Det græske ord ταπείνωσις betegner en fornedret og ydmyg status. I 1 Sam 1,11(LXX) forekommer ordet om Hannas status som ufrugtbar og barnløs og dermed uden ære i et samfund defineret ud fra ære og skam-kategorier. En lignende tankegang kunne have været gældende, dersom subjektet for lovsangen var Elisabeth og ikke Maria (jf. 1,24). At det er sidstnævnte, kunne så til gengæld tale for ordets sociale betydning her, eftersom Maria må tænkes at have en social lavstatus, Gud nu ser i nåde til. Det fremgår også af brugen af adjektivet ταπεινός i v. 52. Men ordet udtrykker endvidere hendes ydmyghed over for Gud.65 At alle slægter nu saligpriser Maria (v. 48b), er ligeledes et gt.ligt udtryk (1 Mos 30,13; Sl 72,17; Mal 3,12). Det er også tilfældet med de sidste formuleringer i den personlige del (v. 49-50). Her er således efterklange af 5 Mos 10,21; Sl 44,4.6; Sl 71,19; Sl 89,2; Sl 100,5; Sl 103,11.13.17; Sl 111,9, alt sammen udtryk der medvirker til at tegne et billede af en pagtsgud, der står bag sit folk og udviser barmhjertighed. 51-55 Den almene del (v. 51-55) består af to dele (v. 51-53 og v. 54-55). Også her er der stilistiske træk typiske for gt.lig poesi. I v. 51-53 er der to antitetiske parallelismer. Den almene del forholder sig henholdsvis til sociale grupper i samfundet og til det jødiske folk. Med v. 51-53 indtræffer et skift, idet lovprisningen nu gælder Gud, der mægtig i styrke adsplitter de hovmodige (v. 51), styrter de mægtige fra deres troner (v. 52a) og sender de rige tomhændet bort (v. 53b), men så også

65. F. Bovon skriver: “Die ταπείνωσις Maria drückt in den Augen des Lukas ihre Distanz Gott gegenüber (“Magd”) und ihre Zugehörigkeit zu den sozial Armen in Israel aus.”(Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 88).

145

ophøjer de fornedrede og mætter de sultne (v. 52b-53a). Igen afspejles indflydelse fra gt.lige tekster såsom 2 Mos 6,6; 5 Mos 10,21; Sl 118,15; 1; Es 2,12; 13,11; Ordsp 3,34; Sl Sal 17,6-7.13.23.41. Luk. overtager en gt.lig og jødisk tradition om Gud, der udligner sociale modsætninger. Men han integrerer også denne tradition på en sådan måde, at den får en central betydning i hans forståelse af Jesu virksomhed. Ved at introducere dette social-politiske tema ved begyndelsen af sit værk og gøre Jesu mor til profetisk forkynder af den med Jesus forbundne statusomvending, foregriber Lukas et centralt socialmoralsk anliggende i sin genskrivning af de andre evangelier.

Hymnen afsluttes med en henvisning til Guds særlige omsorg for Israel (v. 54-55), hvor det gt.lige sprog igen er tydeligt til stede (2 Sam 22,51; Sl 98,3; Es 41,8-10; Mika 7,20). Meningen hermed er at knytte Jesu forestående fødsel til det jødiske folk, hvis konge og frelser han skal blive. Hertil kommer en særlig reference til Abraham, med hvem Gud indgik en pagt (1 Mos 17,9). Hymnen afsluttes hermed, og det kan måske ses som et tegn på den betydning, Abraham spiller i Luk., der dels henviser til pagtsindgåelsen (1,72-73; ApG 3,25; 7,2-8.17), dels i særlig grad taler om børn af Abraham (3,8; 13,16; 19,9; ApG 13,26). Det antydes med denne afslutning, at Guds løfte til Abraham opfyldes med Jesu komme.66

Ekskurs. Magnificats baggrund og plads i Lukas’ fødselsfortællinger Det må overvejes, om Marias lovsang har eksisteret forud for dens plads i Lukas’ fortælling, og i så fald hvilken traditions- og religionshistorisk baggrund der kan ligge til grund herfor. Det må endvidere overvejes, hvorfor Lukas i så fald har integreret den i sine fødselsfortællinger. Til det første spørgsmål er for det første at konstatere, at lovsangen er løst knyttet til fortællingen om mødet mellem de to kvinder og derfor kan undværes i det narrative forløb. For det andet er dens indhold ikke af en sådan karakter, at det indlysende passer ind i fortællesammenhængen. Det kunne tale for, at Lukas ikke er forfatter hertil, hvilket underbygges af det gt.lige og jødiske præg, der er over lovsangen såvel sprogligt som indholdsmæssigt. På den anden side kan Lukas have imiteret en sådan stil.67 Mest udbredt er dog den op-

66. Jf. tillige Abrahams betydning i lignelsen om den rige mand og Lazarus (16,1931). Se N.A. Dahl, “The Story of Abraham in Luke-Acts”. 67. Dette synspunkt forfægtes af bl.a. A. von Harnack, “Das Magnificat der Elisabeth” og M.D. Goulder, Luke – A New Paradigm, s. 243-244. Goulder er af den opfattelse, at som Magnificat er præget af Hannas lovsang (1 Sam 2,1-10), så er

146

fattelse, at hymnen er førlukansk. Her vil nogle mene, at det giver god mening at se teksten som en ikke-kristen jødisk lovsang, hvis litterære forbillede er Hannas lovsang i 1 Sam 2,1-10, en lovsang som i øvrigt heller ikke er specifikt forbundet med Hannas situation som den barnløse, der af Jahve får hjælp til at føde et barn.68 En interessant fortolkning giver Raymond E. Brown.69 Han argumenterer for en religionshistorisk baggrund i et jødekristent miljø, nærmere betegnet anawim = de fattige. Maria er så repræsentant for denne fromhedsretning, der også har lighedspunkter med Qumransamfundet. Uanset om han har ret eller ej, så kunne Magnificat ligesom Benedictus (1,68-69) tilhøre et jødekristent miljø præget af antik jødisk fromhed og forventning om frelse. Men den mulighed, at Lukas har imiteret en gt.lig stil, er lige så sandsynlig. Imidlertid er Browns tese om Lukas’ integrering af hymnerne efter affattelsen af fødselsfortællingerne også en oplagt mulighed. I hvert fald for Magnificats vedkommende kommer man ikke udenom, at den virker påklistret i forhold til fortællingen, der sagtens kunne bevæge sig direkte fra v. 45 til v. 56.

Det andet spørgsmål er så, hvorfor Lukas har indsat denne lovsang i fortællingen om mødet mellem Maria og Elisabeth. Ud fra en æstetisk litterær betragtning kunne svaret være, at den medvirker til en afvekslende fortællestil, et slags ritardando i fortællingen, hvor fortælleren standser op og reflekterer over hændelsesforløbet via en af de involverede personer.70 Men svaret er ikke tilstrækkeligt. Lukas lader nemlig lovsangen give udtryk for sit syn på Jesu komme til verden, hvis frelsende betydning for folket viser sig som Guds fortsatte indgriben i historien. Sagt på en anden måde: Med lovsangens gt.lige karakter bliver Jesu komme til verden en fortsættelse af den gt.lige “bibelhistorie”.71 Hertil kommer, at Lukas med lovsangen får introduceret et centralt tema i værket, hvorefter der med Jesu virksomhed i ord og gerninger

Benedictus præget af Davids sang (2 Sam 22,2-16). Et særligt synspunkt repræsenterer D.R. Jones, der argumenterer for, at såvel denne som de andre hymner i fødselsfortællingerne har en jødekristen baggrund, er influeret af gt.lig og antik jødisk salmedigtning og oprindeligt affattet på hebraisk (“The Background and Character of the Lukan Psalms”, specielt s. 43-50). 68. Således P. Winter, “Magnificat and Benedictus – Maccabaean Psalms”. 69. R.E. Brown, The Birth of the Messiah, s. 346-366. 70. Et lignende fænomen møder man med arier i oratorier og operaer, der afbryder handlingen og forholder sig reflekterende hertil. 71. En lignende forståelse af Guds frelseshistorie finder man også i Paulus’ tale til antiokenerne i Pisidien (ApG 13,16-41). Se hertil M.D. Goulder, ibid., s. 228-230. En litterær analyse findes i R.C. Tannehill, “The Magnificat as Poem”; samme, The Narrative Unity, Vol. 1, s. 26-32.

147