Jesu dåb – 3,21-22

21 Og det skete, at da hele folket blev døbt, blev også Jesus døbt, og mens han bad, åbnedes himlen, 22 og Helligånden steg ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en stemme fra himlen lød: “Du er min elskede søn, i dig har jeg velbehag.” Beretningen om Jesu dåb adskiller sig fra Mark 1,9-11 og Matt 3,13-17, hvor det er Johannes, der døber Jesus. Det er ikke tilfældet hos Lukas, der til gengæld er på linie med Joh 1,32-34, hvor Johannes alene er vidne til, at ånden kom over Jesus. Lukas’ beretning er forbundet med det foregående, dels ved at der fortælles om, at hele folket blev døbt, dels ved at Lukas for tredje gang omtaler folket (jf. 3,15.18). Men den er også forbundet med det efterfølgende, der omhandler Jesu slægt (3,23-38) og fristelsen i ørkenen (4,1-13). Fælles for alle tre perikoper er nemlig, at Jesus omtales som Guds søn.51

3,21 Bemærkelsesværdigt er det, at Johannes på det narrative plan ikke er til stede, da han i 3,18-20 er blevet fængslet.52 Med den absolutte genitiv Ἰησοῦ βαπτισθέντος angives det ganske kort, at også Jesus blev døbt, men på en sådan måde, at Johannes’ rolle som døber er sløret for ikke at sige udspillet. Ud over at Lukas har lagt vægten på ham som forkynder, nedtoner han hans døberfunktion. Måske har Joh 1,32-34 influeret på Luk.s tilrettelæggelse af scenen, eftersom Johannes dér ikke døber Jesus, men alene vidner om hans åndsdåb. En sammenligning med Matt 3,13-17 viser, at Matthæus på den ene side ikke lægger skjul

51. Når jeg har valgt at lade beretningen om Jesu dåb stå for sig, skyldes det den nedtoning af Johannes’ rolle, som Lukas har foretaget her. På den anden side er der sammenhæng med det foregående, når beretningen indledes med, at hele folket blev døbt. 52. Det er en vigtig pointe i Chauchots forståelse af Lukas’ genskrivning af Mark.s og Matt.s beretninger om Johannes, at han er skrevet ud af historien og har udspillet sin rolle. Dåbsscenen er derfor med til at underbygge den forståelse af Johannes, hvorefter han hører den gamle tid til, således som allerede Conzelmann gjorde rede for (Die Mitte der Zeit, s. 14-21). Se hertil C.M. Chauchot, John the Baptist as a Rewritten Figure in Luke-Acts, s. 141-149. Se tillige M.D. Goulder, Luke – A New Paradigm, s. 281-282. Goulder, der lader et nyt afsnit udgøre 3,21-38 med dåb og slægtstavle sammen, bemærker også, at når den lukanske Jesus tilsiges at være Guds søn, er der intet nyt heri, da han allerede som tolvårig i templet ifølge 2,49 er sig bevidst herom.

210

på, at Johannes døbte Jesus, mens han på den anden side antyder det problematiske ved, at Jesus bliver døbt af Johannes og ikke omvendt. Det sidste har Lukas løst ved at sløre hans rolle som døber. Forståeligt nok voldte det problemer i eftertiden med en dogmatisk betoning af Jesu syndfrihed, at han skulle have taget imod Johannes’ dåb. Det har nok også haft betydning for Lukas’ tilrettelæggelse af stoffet, hvor han konsekvent følger det op i ApG 1,5.22; 10,37; 11,16; 13,24-25 samt ikke mindst 18,24-19,7.53

22 Det afgørende i denne scene sker heller ikke ved selve dåben, men efterfølgende, da Jesus er i færd med at bede.54 Som følge heraf kommer ånden over ham. Lukas’ fremstilling ligger tæt op ad Mark 1,9-11 og Matt 3,13-17, men med den væsentlige forskel, at ånden materialiserer sig legemligt som en due.55 Sammenligningen med en due, der også forekommer hos de andre evangelieforfattere, har fået tilføjet en nærmere beskrivelse med udtrykket σωματικῷ εἴδει (= i legemlig skikkelse). Meningen kan være at fremhæve det sansbare ved den transcendente begivenhed, et retorisk træk (ἔκφρασις = beskrivelse) der også forekommer i beretningen om Jesu himmelfart (24,50-53; ApG 1,9-11) og i den dramatiske skildring af pinseunderet (ApG 2,2-3).56 Hertil kommer, at Jesu åndsmeddelse fremtræder som noget særligt sammenlignet med den åndsmeddelelse, der i fødselsfortællingerne sker med Elisabeth (1,41), Zakarias (1,67) og Simeon (2,25-27). Den af-

53. Se hertil G.O. Williams, “The Baptism in Luke’s Gospel”; C.M Chauchot, John the Baptist as a Rewritten Figure in Luke-Acts, s. 121-140. Et andet syn findes i R.L. Webb, John the Baptizer and Prophet, s. 65. 54. Den absolutte genitiv προσευχομένου står i præsens participium og udtrykker det durative ved handlingen. 55. Værd at bemærke er også, at Lukas ikke følger Mark 1,10, hvor himlen spaltedes, men Matt 3,16, hvor himlen åbnedes, et eksempel på minor agreement (se herom i indledningsafsnittet Kilder bag Lukasevangeliet). 56. Talbert fremhæver dette træk, der skal anskueliggøre, at Jesus var et virkeligt menneske af kød og blod. Det skal ses som antidoketisk og antignostisk træk, der if. Talbert er gennemgående hos Lukas. Talbert henviser til en gnostisk opfattelse, hvorefter Kristus ved dåben i skikkelse af en due knytter sig til mennesket Jesus for så ved hans lidelse og død at forlade ham. Se C.H. Talbert, Luke and the Gnostics, s. 112-113; samme, Literary Patterns, s. 116-118; samme, “An Anti-Gnostic Tendency in Lucan Christology”, s. 259-271. Talbert peger andetsteds på indflydelse fra græsk-romersk kultur, hvor en dues nedstigning kan være et symbolsk udtryk for en guddommelig anerkendelse af en person (Reading Luke-Acts, s. 96-97; Reading Luke, s. 42).

211

sluttende tilsigelse, der bekræfter Jesu guddommelige sønnestatus, er som i Mark. og Matt. hentet fra Sl 2,7 og Es 42,1. Som i Mark 1,11 er det en tiltale og ikke som i Matt 3,17 en åben proklamation i tredje person for de omkringstående. Men at Jesus tilsiges at være Guds søn, giver ham ikke en ny status, som var der tale om en adoption. Dette synes ellers at være tilfældet i Mark.57 Her i Luk. bekræftes derimod for læserne den status som Guds søn, Jesus har haft siden undfangelsen (jf. 1,31-32), og som Lukas også lader ham give udtryk for som tolvårig (2,49). Nyt er, at han og ikke kun hans mor Maria får det at vide, ligesom det nye ligger i den nære relation, der etableres som et forhold mellem far og søn. Hertil kommer åndsmeddelelsen, der sætter ham i stand til at optræde som “den salvede” (jf. ApG 10,37-38), som det følgende skal vise.58 Det får første gang betydning, da den åndsudrustede Guds søn udfordres af djævelen i ørkenen (4,1-13). Men inden da giver Lukas også en anden forklaring på, at han er Guds søn, i form af en slægtstavle. Ekskurs. Bøn i Lukasevangeliet Alene en ordstatistik viser, at bønspraksis er et særligt lukansk træk. Verbet προσεύχεσθαι forekommer ikke mindre end 19 gange i Luk. og 16 gange i ApG., hvorimod det kun findes 10 gange i Mark. og 15 gange i Matt. Ikke så underligt, at Lukas er blevet omtalt som “the evangelist of prayer” og evangeliet som “the Gospel of Prayer”.59 Det tilsvarende substantiv προσευχή forekommer tre gange i Luk. og ni gange i ApG., hvor det findes to gange i såvel Mark. som Matt. Hertil kommer andre ofte anvendte udtryk, der vedrører liturgisk praksis, f.eks. lovprisning og taksigelse. Alt i alt peger det på en særlig tendens i Luk. til at betone de omtalte personers religiøse praksis. Hvad angår bøn, er det ikke alene i dåbsscenen, at Jesus skildres som bedende. Det forekommer flere andre steder; i alt skildres Jesus som bedende ni steder, og her forekommer de syv alene i Luk. (3,21; 5,16; 6,12; 9,18; 9,28-29; 11,1; 22,32; 23,34). Bemærkelsesværdig er især de steder, hvor noget afgørende nyt sker som f.eks. Jesu dåb (3,21). Det gælder også 6,12, hvor Jesus efter sin bøn kalder de tolv apostle, og 9,18, hvor han

57. Se dog Aa. Pilgaard, Komm. til Mark., s. 25. 64-66. 58. Åndsmeddelelsen får senere betydning for dåb af nye disciple, således som det skildres i ApG. med udgangspunkt i åndsudgydelsen i pinsen (ApG 2,38; 10,44-48; 19,6). 59. Til det følgende, se P.T. O’Brien, “Prayer in Luke-Acts”; A.A. Trites, “The Prayer Motif in Luke-Acts”.

212

umiddelbart herefter spørger disciplene, hvem folk anser ham for at være, og hvor Peter bekender, at han er Guds “salvede”, hvorefter han første gang forudsiger sin lidelse, død og opstandelse. I 9,28-29 beder han i forbindelse med forklarelsesscenen og på en sådan måde, at selve forklarelsen finder sted samtidigt hermed. Endvidere indleder 11,1 en markant discipelbelæring, hvor Jesus lærer sine disciple at bede Fadervor. I passionsfortællingen beder Jesus for Peter i 22,32, mens han i Getsemanescenen i 22,41-45 portrætteres som bedende. På korset beder han i 23,34 om tilgivelse for sine fjender.

Bøn forekommer desuden i ikke mindst lignelsesstoffet: I forlængelse af Fadervor (11,2-4) er der en lignelse efterfulgt af belærende ord om bønhørelse (11,5-13). I lignelsen om enken og dommeren (18,1-8) fremhæves den vedvarende og insisterende bøn, mens lignelsen om farisæeren og tolderen (18,9-14) fremlægger to måder at praktisere bøn på. Endelig afsluttes Lukas’ version af den synoptiske apokalypse (Luk 21,7-36) med formaning om at være årvågne og bede om at kunne stå imod, når de sidste tiders begivenheder indtræffer. Her har bønnen en eskatologisk betydning. Det er også tilfældet et par andre steder, først og fremmest i Fadervor, hvor bønnen er om Guds kongedømmes komme (11,2). Tilsvarende gælder Getsemanescenen (22,39-46) med Jesu gentagne opfordring til disciplene om at bede om ikke at komme i fristelse, en opfordring der skal ses som et led i Lukas’ forståelse af passionsdramaet som eskatologisk begivenhed (jf. 22,53).

Generelt efterlader Luk. en forståelse af bøn som kommunikation mellem menneske og Gud. I særlige situationer tjener omtalen af Jesu bøn således det formål over for læseren at tydeliggøre den guddommelige bestemmelse bag det, der sker. Det skal ses som et led i Lukas’ frelseshistoriske teologi, hvor Gud griber frelsende ind i historien, hvilket ses allerede i fødselsfortællingerne, hvor bøn omtales i forbindelse med Zakarias og folket (1,10.13) samt i omtalen af Anna (2,37). Men det skal også ses som et kristologisk udtryk for Jesu guddommelige status, der indbefatter en nær kommunikativ relation mellem Gud og Jesus som en relation mellem far og søn (jf. Fadervor). Endelig skal den særlige og hyppige omtale af bøn i Luk. tjene et didaktisk og identitetsmæssigt formål. Jesus initierer en ny praksis og dermed en ny relation mellem menneske og Gud. Bønspraksis hører med til Kristustroen og demonstrerer den kristne bevægelse som ret jødedom. Det fremgår også af ApG., hvor apostlenes og disciplenes bønspraksis betones mange steder, f.eks. i 2,42-47; 4,23-31; 6,4; 7,59-60; 9,10-16; 22,1721. Det hører med i beskrivelsen af den første menighed i Jerusalem

213