Simon Peters fiskefangst – 5,1-11

Kapitel 5

I det næste større afsnit (5,1-6,11) henter Lukas sit stof fra især Mark., men måske også fra Matt. og Joh. Efter en indledende beretning om Simon Peters fiskefangst (5,1-11), hvor vi hører om de første disciples tilslutning til Jesus, følger beretninger, hvor Jesus helbreder syge og kalder flere disciple. I 5,12-16 drejer det sig om en spedalsk mand, mens 5,17-26 handler om en lam mand, der helbredes, hvilket medfører en konflikt med skriftlærde og farisæere om myndighed til at tilsige synders forladelse. Med kaldelsen af tolderen Levi (5,27-32) fortsætter konflikten med de samme modstandere, der bebrejder Jesus hans bordfællesskab med toldere og syndere. I sammenhæng hermed taler Jesus om ung vin på nye lædersække (5,33-39). Konflikten fortsætter, da Jesus med den næste beretning lader disciplene plukke aks på sabbatten (6,1-5) og igen optræder på en sabbat, hvor han helbreder en mand (6,6-11). Overordnet set er der med fem beretninger i 5,17-6,11 overtaget en fortælleblok fra Mark 2,1-3,6, der alle har til fælles at indeholde konfliktstof (de såkaldte galilæiske stridssamtaler).1

Simon Peters fiskefangst – 5,1-11

1 Og det skete, da folkemængden trængtes om Jesus for at lytte til Guds ord, og han selv stod ved Genesaretsøen, 2 at han så to både liggende ved søen; fiskerne var gået fra dem og var i færd med at skylle garnene. 3 Han gik så op i den ene af bådene, der tilhørte Simon, og bad ham om at lægge lidt ud fra land; så satte han sig, og fra båden underviste han folkeskarerne. 4 Da han var færdig med at tale, sagde han til Simon: “Læg ud på dybet og kast jeres garn til fangst.” 5 Men Simon tog til orde og sagde: “Mester, hele natten har vi arbejdet hårdt og fik ikke noget ud af det; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” 6 Og da de havde gjort dette, fangede de en stor mængde fisk, og deres garn var ved at sprænges. 7 Og de gav tegn til deres arbejdsfæller i den anden båd, at de skulle komme og hjælpe dem med at samle fisk sammen; og de kom og fyldte begge bådene op, så at de var ved at synke. 8 Og da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: “Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand, Herre.” 9 Frygt havde nemlig grebet ham og alle dem, der var sammen med ham, på grund af den fiskefangst, som de havde landet. 10 Det gjaldt 1. Se Aa. Pilgaard, Komm. til Mark., s. 97.

247

også Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, der udgjorde et arbejdsfællesskab sammen med Simon. Og Jesus sagde til Simon: “Frygt ikke, fra nu af skal du fange mennesker i levende live.” 11 Og da de havde trukket bådene op på land, forlod de alt og fulgte ham. Med denne beretning er der genremæssigt tale om et gaveunder, hvor det underfulde består i, at der til overflod gives noget, i dette tilfælde en stor fiskefangst.2 Beretningen er lukansk særstof, men den er influeret af flere traditioner i de andre evangelier.3 For det første er der træk fra Mark.s beretning om kaldelsen af Simon Peter og Andreas og Zebedæussønnerne Jakob og Johannes (Mark 1,16-20; jf. Matt 4,18-22).4 For det andet har Lukas fra Mark 4,1 hentet sceneriet, hvor Jesus fra en båd underviser folkemængden i lignelser; det træk har Lukas til gengæld udeladt i sin genskrivning af det markinske lignelsesafsnit. For det tredje er der lighedstræk med Joh 21,1-14, hvor den opstandne møder Simon Peter og de andre disciple ved Tiberiassøen, hvor disse får en lignende stor fiskefangst som i Luk.5 For det fjerde er der parallelle træk i Luk 5,1-11 og beretningen i Matt 14,22-33 om Jesu vandring på søen. Men hvor vi i Matt. møder et lidet flatterende billede af den tvivlende Simon Peter, der vil have del i Jesu overnaturlige evner, tegner Lukas et anderledes positivt billede af ham her. Han optræder ydmygt over for Jesus og ender med at forlade alt og følge Jesus, ligesom han senere i ApG. kommer til at dele Jesu evner til at gøre undere (ApG 3,1-

2. G. Theissen taler om “Geschenkwunder” og rubricerer den foreliggende beretning på linie med f.eks. bespisningsundere (Urchristliche Wundergeschichten, s. 111114). 3. Lukas omtaler apostlen Peter med hans oprindelige navn Simon. I v. 8 er han dog omtalt som Simon Peter, hvilket kan forekomme fejlagtigt, eftersom det først er med Jesu udnævnelse af de tolv apostle, at Simon får tilnavnet Peter (6,14). Nogle tekstvidner har da også udeladt Peter i v. 8. 4. Bemærkelsesværdig er den manglende omtale af Andreas, hvilket må tilskrives Lukas’ intention om at fremhæve Simon Peter (således M.D. Goulder, Luke — A New Paradigm, s. 319). 5. De påfaldende ligheder gør det sandsynligt, at Lukas og forfatteren bag det tilføjede Joh 21 øser af samme epifanitradition. Men den mulighed foreligger også, at enten Lukas eller den johannæiske forfatter er afhængig af den anden. Er Luk. først fra omkring 120-140, må det være afhængigt af Joh. Af ligheder må fremhæves følgende: For det første har fiskerne til at begynde med ikke held med deres natlige fiskefangst. For det andet opfordrer Jesus inde fra søbredden disciplene til at kaste garn ud igen. For det tredje er den nye fangst overvældende, men nettet revner ikke. For det fjerde spiller Simon Peter en hovedrolle i scenen, hvor han begge steder optræder på en ydmyg og respektfuld måde over for Jesus.

248

11; 5,15).6 Uanset afhængighed af Matt 14,22-33 eller ej, er det oplagt at se Lukas’ portræt af ham som et rehabiliterende modstykke til de andre evangelieforfatteres ofte negative portræt af ham, hvilket også kan tale for en sendatering af Luk.7 At Lukas har skabt denne særlige scene med dialogen mellem Jesus og Simon Peter, taler også for, at beretningen spiller en vigtig rolle i hans kompositoriske strategi: Simon Peter er den første apostel, der bliver kaldet, og han er den første apostel der bliver opstandelsesvidne (24,34). Beretningen inddeles således: I v. 1-3 underviser Jesus folkemængden. I v. 4-7 har vi beretningens centrum med Jesu dialog med Simon Peter. Hans og de andre fiskeres reaktion skildres derpå i v. 8-11. 1-3 Udgangspunkt for beretningen er, at folkemængden trænges om Jesus, hvilket på det narrative plan nødvendiggør den løsning, at Jesus må tage en båd i brug for derfra at undervise folk (v. 1).8 Men det forbereder også den følgende kaldelse af disciple, Jesus får brug for på grund af den tiltagende mængde af tilhængere. Episoden foregår ved Genesaretsøen, som omtales som en sø (λίμνη) og ikke et hav (θάλασσα), som det forekommer i f.eks. Mark 1,16).9 Hvad folkemængden lytter til, er Guds ord, hvormed det fremhæves, ikke alene at Jesus taler på Guds

6. Til denne forståelse af forholdet mellem Luk.s og Matt.s portræt af Simon Peter, se F. Damgaard, Rewriting Peter, specielt s. 66-70. Damgaard medgiver, at Luk 5,1-11 har flere kilder bag sig, men først og fremmest er fortællingen “a deliberate counter narrative with the portrayal of Peter as a counter portrayal to the negative portrayal of Peter in Matt 14:22-33.”(s. 67). Bemærkelsesværdig er forløbet i de to fortællinger, for hvor Simon Peter i Matt. i begyndelsen fremtræder positivt for derpå at fremstå skeptisk over for Jesus, er det modsatte tilfældet med ham i Luk. (se især s. 69). 7. Et negativt portræt af Simon Peter finder man også i Joh. (jf. især 13,6-11.3638; 18,10-11.15-18.25-27; 20,4-10). Et positivt portræt møder man til gengæld i det apokryfe Petersevangeliet. Lukas’ kendskab hertil og måske også til Petersbrevene i NT kan ikke udelukkes. Skriftet er oversat og kommenteret i N. Willert, Kristendommens påskefortællinger, s. 551-566. Se i øvrigt ekskursen Opfattelsen af Simon Peter i det lukanske dobbeltværk. 8. Lukas anvender ordet ὄχλος (= folkemængde), hvorimod λαός (= folk) bruges om det jødiske folk. Folkemængden er dog som potentielle disciple også et potentielt folk, der slutter sig til Jesus, som det i særlig grad ses i Jerusalemafsnittet (20,1-21,38). 9. Josefus omtaler og beskriver søen med navnet Γεννησὰρ (Bell 3,506). I hans fremhævelse af søens renhed og temperatur bemærkes det også, at der er mange forskellige slags fisk i søen (Bell 3,508). Til Lukas’ brug af ordet λίμνη, se G. Theissen, Lokalkolorit und Zeitgeschichte in den Evangelien, s. 267-269.

249

vegne, men også at folk lytter til hans forkyndelse som “Guds ord”. Betegnelsen forekommer specielt hos Lukas (8,11; 11,28; ApG 4,31; 6,1; 8,14; 11,1; 12,24; 19,20). Jesus får øje på to både liggende ved søbredden; det viser, at fiskerne holder pause med fiskeriet om dagen, hvor de er i færd med at skylle garnene (v. 2). Muligvis er der tale om net af linned, der om dagen er synlige for fiskene, hvilket gør den efterfølgende fangst endnu mere forunderlig.10 Sådanne net skal vaskes hver dag og er alene anvendelige til fiskeri om natten. Jesus beder Simon om at lægge lidt ud fra søbredden (v. 3), så at han på afstand kan tale til folkemængden. Simon forudsættes bekendt, hvilket skyldes omtalen af ham i 4,38-39, hvor Jesus helbreder hans svigermor. Siddende i Simons båd optræder Jesus derpå som læreren, der underviser folket. 4-7 Jesu henvendelse til Simon om at begive sig ud på fiskeri har karakter af en befaling (v. 4). Simon tiltaler ham da også i v. 5 med et ἐπιστάτα, en betegnelse der ordret betyder “overordnet”. I NT er Lukas alene om at bruge ordet og som regel, hvor disciple tiltaler Jesus (8,24.45; 9,33.49; 17,13). Efter at Simon har fortalt Jesus om det forgæves fiskeri om natten, begiver han og de andre fiskere sig ud på søen sammen med Jesus. Med tiltalen ἐπιστάτα kan der fra Simons side ligge en tillid til Jesus som lærer, men der kan også gemme sig en accept af, at Jesus nu er bådens herre, hvormed der lægges op til beretningens symbolske betydning. Den nu vellykkede fangst ovenikøbet midt på dagen beskrives derpå (v. 6). At nettene var tæt på at sprænges, forklarer Simons henvendelse til fiskerne i den anden båd om at komme ham til undsætning (v. 7). Når begge både så bliver fyldt op med fisk og er nærved at synke, understreger det fangstens mirakuløse omfang, hvormed der lægges op til Simons reaktion. Fremhævelsen af fangstens omfang er dog ikke alene et træk, der skal markere det underfulde, men også et symbolsk udtryk for, at når Simon Peter sammen med de andre fiskere fremover skal være “menneskefiskere” (v. 10), da vil et tilsvarende omfang gøre sig gældende – som fortalt i ApG. 8-11 Simon reaktion går ud på, at han bøjer sig ned for Jesu knæ, et udtryk for ærbødighed og ydmyghed, men også en skjult antydning fra forfatterens side om, at Simon, der nu kaldes Simon Peter, i Jesus ser

10. Således D. Bivin, “The Miraculous Catch: Reflections on the Research of Mendel Nun”; J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 232.

250

Guds underfulde handlen (v. 8).11 At han med sit udbrud beder Jesus om at træde på afstand af ham, understreger hans møde med det guddommelige på en måde, der har fællestræk med gt.lige skikkelser i deres møde med Gud (f.eks. 2 Mos 3,6; Es 6,1-10). Beretningen får hermed karakter af en epifaniberetning i stil med f.eks. Matt 14,22-33.12 Men med Simons selvbetegnelse “syndig mand” er der også lagt op til den efterfølgende beretning om Jesu omgang med toldere og syndere. For første gang anvendes ordet hos Lukas, der mere end nogen anden nt.lig forfatter gør brug af det, især som substantiv, mens det her i adjektivformen ἁμαρτωλός lægger sig til ἁνὴρ (jf. 19,7). At Simon kalder sig en syndig mand, bringer ham på linie med alle de andre, der efterfølgende omtales som syndere (5,27-35) og slutter sig til Jesus.

Men det er også udtryk for, at Simon i mødet med det guddommelige gribes af frygt (θάμβος; jf. Jesu svar herpå i v. 10 μὴ φοβοῦ), hvad de andre også gør (v. 9-10). Formentlig under påvirkning af Mark.s kaldelsesberetning i 1,16-20, hvor fiskerne henholdsvis Simon Peter og Andreas, og Zebedæussønnerne Jakob og Johannes kaldes, har Lukas føjet de to sidstnævnte til, hvormed beretningen tager en drejning i retning af en kaldelsesberetning.13 Det foregribes også, at de to Zebedæussønner spiller en rolle i ApG. Til Simon siger Jesus, at fra nu af skal han fange mennesker i levende live. Det græske verbum ζωγρεῖν (= fange mennesker) indeholder substantivet ζωή (= liv) og antyder dermed forskellen på at fange fisk, der ved fangsten dør, og at “fange” mennesker, der ved “fangsten” forbliver levende og symbolsk får nyt liv.14

Fiskerne reagerer på Jesu befaling om at forlade alt, hvad der hidtil har udgjort grundlaget for deres sociale og økonomiske position (v. 11). Lukas radikaliserer discipelafkaldet ved at ændre ἀφέντες τὰ δίκτυα (idet de forlod deres garn) i Mark 1,18 (jf. 1,20) til ἀφέντες πάντα (= idet de forlod alt).15 Og i et lukansk perspektiv bliver det et udtryk for, at de fra nu af ikke længere lader sig binde heraf. Hvor Mark 1,16-20

11. At apostlen alene her i det lukanske dobbeltværk kaldes Simon Peter, er formentlig influeret af Matt 4,18 (således M.D. Goulder, ibid., s. 321). 12. Således J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 233; F. Damgaard, ibid., s. 69. 13. C.H. Talbert foretrækker betegnelsen “a commisioning narrative”, eftersom Jesus i det følgende pålægger fiskerne en missionsopgave (Reading Luke, s. 63-64). 14. Det græske verbum forekommer også i betydningen at tage til fange (om krigsfanger). I øvrigt er Grundtvig i salmen ”Der sad en fisker så tankefuld” opmærksom på ordets betydning, når han i strofe 5 lader Jesus sige til Peter: ”Jeg vil dig lære herefter snildt lyslevende folk at fange”. 15. M.D. Goulder fremhæver Lukas’ afhængighed af Matt. med en sammenligning af 5,11 og Matt 4,22 (ibid., s. 321).

251