Aksplukningen på en sabbat – 6, 1-5

Kapitel 6

Aksplukningen på en sabbat – 6, 1-5

1 Og det skete, at Jesus på en sabbat passerede igennem tilsåede marker, og hans disciple gav sig til at plukke og spise aksene, som de gned mellem hænderne. 2 Men nogle af farisæerne sagde: “Hvorfor gør I, hvad der ikke er tilladt på en sabbat?” 3 Jesus tog så til orde og sagde til dem: “Har I da ikke læst, hvad David gjorde dengang, han og hans ledsagere blev sultne, 4 hvordan han gik ind i Guds hus, tog skuebrødene, spiste dem og gav til sine ledsagere, selv om det kun er tilladt præsterne at spise dem?” 5 Og han sagde til dem: “Menneskesønnen er herre over sabbatten.”

I Luk. er der til forskel fra de andre evangelier en særlig interesse for sabbatten. Såvel denne som den efterfølgende beretning om Jesu holdning til sabbatten er dog genskrivninger af tilsvarende beretninger i Mark. (2,23-28 og 3,1-6; jf. Matt 12,1-8 og 12,9-14). Men også 13,10-17 og 14,1-5 er beretninger, der foregår på en sabbat. Her i de to nærmest sammenhængende beretninger, der kan genrebestemmes som henholdsvis stridssamtale og stridssamtale/underfortælling, forekommer ordet σάββατον ikke mindre end 6 gange (v. 1,2, 5,6,7 og 9).1 Først aksplukningen på sabbatten: Den lader sig som stridssamtale inddele således, at v. 1 har en situationsbeskrivelse, mens v. 2 gengiver modstandernes synspunkt. Det får et modsvar med Jesu henvisning til historien om David (v. 3-4) samt et afsluttende udsagn om menneskesønnens myndighed over sabbatten (v. 5).

I forhold til Mark. er der et par ikke uvæsentlige ændringer: Hvor der i Mark. alene er tale om, at disciplene plukker aksene, er Matt. og Luk. fælles om at berette, at de også spiser dem (Luk 6,1; Matt 12,1). Derimod begrunder Lukas ikke som i Matt. 12,1 disciplenes adfærd med, at de var sultne, hvilket dog fremgår af analogien med David i v. 3-4. I v. 2 er det alene nogle og ikke som i Mark 2,24 og Matt 12,2 alle farisæerne, der gør indsigelse. Det skal ses på baggrund af Luk.s billede af farisæerne, der omfatter såvel modstandere som tilhængere af Jesus. Hertil kommer, at Lukas’ portrættering af farisæerne kan være

1. En udførlig analyse af sabbatsteksterne findes i B.B. Larsen, Konflikten om gudstjenesten, s. 69-132 (vedr. 6,1-5 specielt s. 69-83). Ang. genren stridssamtale, se O. Davidsen, art. “Stridssamtale”, GBL 2, s. 317.

267

et indirekte opgør med jødekristne på Lukas’ tid.2 Deres indvending er rettet direkte mod disciplene og ikke mod Jesus som hos Mark.; hermed får deres kritik karakter af opgør med en discipeladfærd, der måske også er menighedspraksis på Lukas’ tid (manglende overholdelse af sabbatten). Som i Matt 12,3-4 har Lukas strammet op på omtalen af David og bl.a. udeladt tidsfæstelsen med nævnelse af ypperstepræsten Ebjatar (Mark 2,26).3 Afslutningen er også strammet op hos Lukas med udeladelse af Mark 2,27 om, at sabbatten er til for menneskers skyld og ikke omvendt, en udeladelse også Matt. foretager. Åbenbart har Lukas skelet lige så meget til Matt. som til Mark. At han har udeladt dette Jesusord, kan skyldes en fremhævelse af Jesu myndighed parallelt med den myndighed, David var i besiddelse af. 1 Den indledende situationsbeskrivelse rummer mange detaljer.4 For det første går Jesus og disciplene gennem en kornmark, for det andet plukker disciplene aks, som de for det tredje gnider mellem hænderne. At plukke og gnide aksene mellem hænderne, hvormed de bliver spiselige, lægger op til, at der er tale om høstarbejde og forberedelse af et måltid. For det fjerde spiser de aksene, dvs. kernerne. At Lukas nævner det sidste, må skyldes en tilpasning til henvisningen til David og hans folk, der spiste af skuebrødene, hvormed der forudsættes en nødsituation i form af sult (jf. Matt 12,1). Men det er ikke her, at overtrædelsen ifølge modstanderne sker. Den er, at disciplene plukker og gnider aksene på en sabbat. På andre dage havde det været lovligt og i overensstemmelse med 5 Mos 23,26, hvor der står, at når man kommer ind på en anden mands kornmark, må man gerne plukke aks med hånden, men ikke svinge seglen i hans korn. Det er således forudsat, at det at

2. Således J.T. Sanders, The Jews in Luke-Acts, s. 128-131.172-173. 3. Denne udeladelse kan skyldes, at Markus fejlagtigt tidsfæster episoden til præsten Ebjatar og ikke hans far, præsten Akimelek (jf. 1 Sam 21,1-7). 4. Tekstkritisk er der en interessant variant, idet ἐν σαββάτῳ i visse ikke ubetydelige håndskrifter såsom A,C og D samt latinske vidner har tilføjet δευτεροπρώτῳ (= den anden efter den første). Den valgte læsemåde i Nestle-Aland er dog godt bevidnet, bl.a. i א og B. En plausibel forklaring er, at fordi 6,6 omtaler en anden sabbat, ligesom 4,31 omtaler en sabbat, har en første afskriver gjort opmærksom på, at dette er den første sabbat i forhold til den anden i 6,6, mens en anden afskriver har rettet igen og omtalt sabbatten i 6,1 som den anden i forhold til sabbatten i 4,31. En tredje afskriver har så bibeholdt både πρώτῳ og δευτέρῳ og dermed gjort det til et sammensat adjektiv. Se B.M. Metzger, A Textual Commentary on the Greek New Testament, s. 139; F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 266-267.

268

plukke aks og gnide det mellem hænderne er et arbejde, underforstået en forberedelse af et måltid.

2 Når det sker på en sabbat, bliver der i farisæernes og de lovkyndiges optik tale om overtrædelse af sabbatsbudet i dekalogen (2 Mos 20,8-11; 5 Mos 5,12-15). I 2 Mos 34,21 er der så føjet til, at selv når der skal pløjes eller høstes, skal man hvile på sabbatten. Farisæerne og de lovkyndige begrunder ikke nærmere, hvori overtrædelsen består, men spørger bebrejdende, hvorfor disciplene gør, hvad der ikke er tilladt på en sabbat. Det er forudsat, at budet om ikke at arbejde på en sabbat sammen med andre lovbestemmelser, der i særlig grad tjente til at give det jødiske folk etnisk og religiøs identitet, blev nøje overholdt af farisæerne, der tillige spillede en særlig rolle i den skriftlærde stand. Her ser det ud til, at de betragter disciplenes adfærd som en form for høstarbejde og forberedelse af et måltid. 3-4 Jesu svar består først af henvisningen til David (v. 3-4), derpå følger udsagnet om menneskesønnen (v. 5). Hvad angår David og hans mænd, er der tale om en episode i 1 Sam 21,1-7, hvor David på flugt fra Saul er kommet til helligstedet i Nob og dér spørger præsten Akimelek, om han har noget brød til dem. Da han ikke har almindeligt brød, tilbyder han dem det hellige brød kaldet skuebrødet, forudsat at de er rene og har afholdt sig fra kvinder.5 Når Lukas lader Jesus foretage denne henvisning, skyldes det den tilsyneladende analogi, hvormed David i en nødsituation brød en lov, mens Jesu disciple bryder sabbatsloven. Men i disciplenes tilfælde er der ikke tale om en nødsituation, højest forudsat en sådan. Henvisningen til David skal derfor også tjene argumentatorisk som en bevægelse fra det mindre til det større (argumentum a minori ad maius): Når David kunne tillade sig en overtrædelse, hvor meget mere kan så ikke disciplene tillade sig at gøre det?6 I

5. Lovbestemmelserne om skuebrød findes i 3 Mos 24,5-9. Her står der også, at “Sabbatsdag efter sabbatsdag skal de til stadighed lægges frem for Herrens ansigt”. Netop det sidste gør det oplagt at placere episoden med David på en sabbat. 6. I senere jødisk tradition er det forudsat, at David og hans folk både var sultne og i en nødsituation brød sabbatten (babylonisk Talmud Menachot 95b). Se hertil Str.Bill., I, s. 618-619; C.F. Evans, Saint Luke, s. 314; M. Müller, Komm. til Matt., s. 295. At det skulle have fundet sted på en sabbat, indgår dog ikke i evangelieteksterne, hvor det alene er nødsituationen som legitim grund til lovovertrædelse, der udgør analogien mellem Davids og Jesu adfærd.

269

hvert fald forudsætter Jesus i sit svar, at David gjorde, hvad der ikke er tilladt. Og dermed er der lagt op til det andet svar.7

5 At Jesus som menneskesønnen har myndighed over sabbatten, fremgik allerede derved, at modstanderne henvender sig til ham og ikke til disciplene, der overtrådte sabbatsbudet, ligeledes ved, at ikke disciplene, men Jesus svarer modstanderne.8 Nu står det så som en skarp afslutning, der portrætterer Jesus som den, der suverænt bestemmer, i dette tilfælde hvad der for hans disciple er tilladt eller ej på en sabbat. I betragtning af, at der ikke er tale om en nødsituation, er der fra Lukas’ side lagt op til, at et af den datidige jødedoms mest markante etniske og religiøse identitetsmarkører falder bort i den kristne menighed. Det afspejler muligvis et opgør på Lukas’ tid i første halvdel af 2. årh. med jødekristen vægtlæggen på overholdelse af Moseloven, i dette tilfælde sabbatsbestemmelserne. Hertil kommer, at Lukas ved at lade Jesus gøre op med lovoverholdelsen, selv hvor det drejer sig om et af de ti bud, indirekte fortæller, at Jesus er Guds repræsentant på jorden. Ligesom Gud kan han ophæve et guddommeligt bud, når det står i vejen for menneskelige hensyn.9

7. I D er der vidnesbyrd om et såkaldt agrafon med et udsagn af Jesus, der samme dag skal have sagt til en, der arbejdede på en sabbat, at dersom han vidste, hvad han gjorde, var han salig, men hvis ikke, var han forbandet, fordi han så var en overtræder af loven. Ud fra såvel ydre som indre tekstkritik må læsemåden anses for at være sekundær. Den er kun bevidnet i D, og i den lukanske beretning forekommer den påklistret. Se hertil B.M. Metzger, ibid., s. 140; F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (1,1-9,51), s. 267. 8. Menneskesønudsagnet er overtaget fra Mark 2,28 og Matt 12,8. Det skal ses i sammenhæng med 5,24, hvor menneskesønudsagnet drejer sig om myndighed til at forlade synder. Her i 6,5 gælder det myndighed til at bryde sabbatten. 9. Se S.G. Wilson, Luke and the Law, s. 31-39. For Wilson er der klart tale om en overtrædelse af Moseloven, men han betoner også, at i såvel denne som de andre sabbatstekster (6,6-11; 13,10-17; 14,1-6) er kristologien det centrale anliggende og ikke spørgsmålet om overholdelse af loven eller ej. Anderledes ser J. Fitzmyer herpå (Luke the Theologian, s. 183-185).

270