Helbredelsen af den lamme mand i Kapernaum – 5,17-26

15-16 Konsekvensen af Jesu handling fremhæves dels med omtalen af, at rygtet om ham spredes, dels med omtalen af folkemængdernes fremmøde hos Jesus for at lytte til ham og for at blive helbredt fra sygdomme. Modsat Mark 1,45 spredes rygtet dog tilsyneladende ikke, fordi den nu raske ikke overholder Jesu tavshedsbud, men på grund af vidnesbyrdet (v. 14). At Jesus trækker sig tilbage for at bede, er et led i Lukas’ fremhævelse af bønnens betydning hos Jesus (jf. bl.a. 3,21; 11,1-13; 22,39-46). Her kan forklaringen være at hente i den følgende beretning om Jesus, der på Guds vegne helbreder og erklærer den lamme mand syndsforladt, hvormed hans særlige forhold til Gud manifesteres.

17 Og det skete en dag, da Jesus underviste, at der sad farisæere og lovlærere, som var kommet fra alle landsbyer i Galilæa, i Judæa og fra Jerusalem. Og Herrens kraft var hos ham, så at han kunne helbrede. 18 Og se, nogle mænd kom bærende med en lam mand på en seng, og de gjorde forsøg på at bringe ham ind og sætte ham foran Jesus. 19 Men da de ikke kunne finde ud af, ad hvilken vej de skulle bringe ham ind på grund af folkemængden, gik de op på taget, og gennem tegltaget firede de ham ned sammen med sengen midt foran Jesus. 20 Og da han så deres tro, sagde han: “Menneske, dine synder er dig forladt.” 21 Og de skriftlærde og farisæerne begyndte at spekulere og sagde: “Hvem er denne mand, som taler bespotteligt? Hvem kan forlade synder, hvis ikke Gud alene?” 22 Idet Jesus kendte deres tanker, tog han til orde og sagde til dem: “Hvorfor spekulerer I i jeres hjerter? 23 Hvad er nemmest, at sige: ‘Dine synder er dig forladt’, eller at sige: ‘Rejs dig op og gå omkring?’ 24 Men for at I skal vide, at menneskesønnen har myndighed på jorden til at forlade synder” – sagde han til den lamme: “Jeg siger dig, rejs dig op og tag din seng og gå hjem til dit hus.” 25 Og straks rejste han sig for øjnene af dem, tog båren, hvorpå han havde ligget, og gik hjem til sit hus, idet han lovpriste Gud. 26 Og alle var ude af sig selv og lovpriste Gud, og de blev fyldt af frygt og sagde: “Vi har i dag set utrolige ting.” Denne fortælling rummer mere end en underfuld helbredelse, for Jesu helbredelse er forbundet med syndsforladelse, hvilket giver anledning til en strid med Jesu modstandere. Genremæssigt er der derfor

255

tale om en blanding af underfortælling og stridssamtale.25 Lukas har som med den foregående fortælling genskrevet Mark 2,1-12 og Matt 9,1-8.26 Men der er forskelle. I forhold til Mark. fremgår det ikke, at episoden foregår i Kapernaum, formentlig fordi den lukanske Jesus i 4,42-44 har tilkendegivet, at han fra nu af skulle forkynde i andre byer. Lukas understreger, at Jesus underviste (v. 17). Han har også trukket modstanderne frem i teksten, idet vi allerede i indledningen (v. 17) bliver præsenteret for farisæere og lovlærere, der dog senere (v. 21) omtales som skriftlærde.27 Der er altså fra begyndelsen lagt op til konfrontation. Væsentlig i v. 17 er tillige og til forskel fra Mark. og Matt., at Jesu evne til at helbrede forklares med den ham udrustede kraft (δύναμις κυρίου = Herrens kraft). Mindre ændringer er, at Mark.s mere primitive κράβαττος (= båre) i v. 18-19 er blevet erstattet af det græske ord for seng og båre (κλίνη og κλινίδιον), hvilket også er tilfældet hos Matt. (9,2.6) Hvor hjælperne skal have den lamme mand ind til Jesus i huset gennem taget, ser tagkonstruktionen i Mark. og Luk. ud til at være forskellig.28 Hvor Mark 2,4 forudsætter et fladt tag med bjælker, grene og siv dækket med et lag jord, er der i Luk 5,19 tale om et tegltag; hermed forudsættes en hellenistisk bykultur med anderledes tagkonstruktion end i palæstinensiske landsbyer.29 Sammenlignet med Matt 9,1-8 er der flere fællestræk i forhold til Markus’ version.

25. G. Theissen rubricerer fortællingen under betegnelsen “Normenwunder”. Hermed menes, at der i sammenhæng med underet er tale om eksempelvis et opgør med hævdvundne normer (Urchristliche Wundergeschichten, s. 114-120). Han skriver: “Wo die Souveränität Gottes angetastet wird, da wird die Grundlage der Weltordnung, der Zusammenhang von Schuld und Strafe, in Frage gestellt.” (s. 118). F. Bovon genrebestemmer perikopen som en Mischform (Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 245. 26. Se hertil M.D. Goulder, Luke — A New Paradigm, s. 330-333; se endvidere U. Busse, Die Wunder des Propheten Jesu, s. 115-134. Hvor Goulder har fokus på Lukas’ brug af Matt., ser Busse alene Markus’ version som Lukas’ forlæg. Ikke uden betydning er endvidere, at Lukas har parallelberetninger i ApG 3,1-11 og 9,32-35, hvor Simon Peter helbreder lamme, i sidste tilfælde med ordene “Jesus Kristus helbreder dig”. 27. Til spørgsmålet om farisæernes rolle i teksten, se D.B. Gowler, Host Guest, Enemy and Friend, s. 183-196. Gowler fremhæver ikke alene den fremskudte placering af farisæerne og lovlærerne sammenlignet med de andre evangelier, men også den position, de åbenbart indtager overalt i det jødiske samfund (jf. præpositionsleddet ἐκ πάσης κώμης = fra alle landsbyer). 28. I Matt 9,1-8 ser det til gengæld ud, som om episoden finder sted på vejen og ikke i et hus. Se hertil M. Müller, Komm. til Matt., s. 234-236. 29. Se hertil Aa. Pilgaard, Komm. til Mark., s. 100; se endvidere U. Busse, ibid., s. 133-134. At Lukas åbenbart har “glemt” at placere Jesus inde i huset, som det er til-

256

F.eks. forekommer καὶ ἰδοὺ v. 18 også i Matt 9,1; Jesu spørgsmål til modstanderne i v. 23, hvad der er lettest at sige, er nærmest ordret gengivelse af Matt 8,5; at den lamme går hjem til sit hus i v. 25, svarer til Matt 9,7, og endelig er Matt 9,8 og Luk 5,26 fælles om et frygtmotiv. I udgangspunktet er der som sagt tale om en underfortælling, men med elementer af en stridssamtale indlagt (v. 21-23). Til forskel fra Mark. og Matt. forbereder Lukas dog læseren på den modstand, der kommer fra de farisæere og skriftlærde, der er omtalt i v. 17. Ved scenens slut ning må vi gå ud fra, at de så at sige er blevet opslugt i mængden af tilskuere, der i form af en “korslutning” lovpriste Gud, da de havde været vidne til store ting (v. 26). Beretningen kan inddeles således: Efter en indledning (v. 17) får vi beskrivelsen af hjælpernes handling og Jesu tilsigelse af syndsforladelse til den lamme i v. 18-20. Herefter følger diskussionen mellem modstanderne og Jesus (v. 21-23), der leder frem til Jesu gentagelse af syndsforladelsen til den lamme og befalingen om at rejse sig op (v. 24-25). Der afsluttes med de tilstedeværendes reaktion (v. 26). 17 Med et typisk lukansk Καὶ ἐγένετο (= Og det skete) præsenteres Jesus som underviseren, hvormed der er lagt op til, at denne underfortælling samtidig er en stridssamtale. Det ses også ved, at farisæerne og lovlærerne præsenteres som siddende ned, hvilket antyder deres lærerautoritet. Farisæerne optræder her for første gang i det lukanske dobbeltværk og vel at mærke på en negativ måde, hvilket ikke altid er tilfældet. Af 7,36; 11,37 og 14,1, hvor Jesus er indbudt til måltid hos en farisæer, fremgår det, at opfattelsen af farisæerne hos Lukas ikke er entydig. I ApG. fremtræder de positivt (ApG 5,34; 15,5; 23,6-10).30 Som en anden undersøgelsesdelegation kommer de både fra Galilæa, Judæa og endda Jerusalem, hvilket understreger sagens alvor, ligesom det skal ses på baggrund af 4,42-44, hvor Jesus taler om at forkynde evangeliet i andre byer end Kapernaum.31 At Jesus ikke alene skal optræde som underviser, ses af notitsen til sidst i v. 17 om, at Herrens kraft var over ham, så at han kunne helbrede. Der er mere fokus på Jesus som helbreder i det lukanske dobbeltværk end i de andre evan-

fældet i Mark., er et eksempel på “editorial fatigue”. Se M. Goodacre, “Fatigue in the Synoptics”, s. 49-50). 30. Se ekskursen Opfattelsen af farisæerne i det lukanske dobbeltværk. 31. Den geografiske notits kan være influeret af Mark 7,1og Matt 15,1, hvor farisæere og skriftkloge kommer fra Jerusalem.

257

gelier, ligesom det græske verbum ἰᾶσθαι for at helbrede forekommer hyppigere i Luk., hvor vi allerede har mødt det i nogle manuskripter i Nazaretperikopen (4,18).32

18-20 Der gives nu en situationsbeskrivelse, hvor scenen samler sig om nogle mænd, der i tillid til Jesus (v. 20) får båret en lam mand op på taget og derfra firet ham ned i det rum, hvor Jesus opholdt sig. Folkemængden må tænkes at stå i vejen ved husets indgang (jf. Mark 2,2), hvilket nødvendiggør denne omvej. Af Jesus betragtes dette som et udtryk for mændenes tro. Der er alene tale om bærernes tro i form af tillid til Jesus som helbreder, hvor det ellers plejer at være den syges tro, der nævnes (jf. 7,50; 8,48; 17,19; 18,42; ApG 3,16; 14,9). Bærernes tro får således en stedfortrædende betydning. I øvrigt er det første gang, at substantivet πίστις (= tro) forekommer i Luk. Hvor Jesus i Mark 2,5 og Matt 9,2 tiltaler den lamme med τέκνον (= barn) anvender Lukas vokativen ἄνθρωπε (= menneske). Det kan forekomme bebrejdende (jf. 12,14; 22,58.60) og må tilskrives det i udgangspunktet jødiske syn på lamhed, at det skyldes synd, et syn der dog står i baggrunden i denne tekst.33 Med tilsigelsen af synders forladelse tager underfortællingen en drejning, idet selve helbredelsen dog først finder sted i v. 25. Tilsigelsen er formuleret med verbet i perfektum (ἀφέωνται = er forladt), hvormed der tilkendegives en handling, der allerede har fundet sted, men med fortsat virkning. Ikke mindre end fire gange forekommer verbet her og i det følgende (v. 21.23.24). Meningen er, at Jesus på Guds vegne erklærer, at Gud har tilgivet den lamme mand. Denne tilgivelse får nu fortællingen til at standse op med den reaktion, den medfører i det følgende. 21-23 De skriftlærde og farisæerne udveksler højlydt deres tanker (v. 21), og den profetisk udrustede Jesus gennemskuer deres (bag)tanker (v. 22),

32. Se tillige 9,2.11; 14,4; 22,51; ApG 9,34; 10,38; 28,8. Jf. Luk 24,19; ApG 2,22. 33. I Luk 13,1-5 indgår temaet om skyld og skæbne også. Til gt.lig og jødisk baggrund, se 1 Makk 9,55; 2 Makk 3,22-40; 3 Makk 2,22. I disse antikke jødiske tekster er sammenhængen mellem synd og sygdom forudsat med forståelsen af sygdom som straf for begåede synder, således som det generelt også er tilfældet i gt.lige tekster (f.eks. 2 Sam 12,13; Sl 103,3; Es 53,4-5). Se tillige Joh 5,1-14, men også 9,1-3. Til Jesu tiltale ἄνθρωπε, se C.F. Evans, Saint Luke, s. 301.

258

hvormed han tager initiativet til en diskussion med dem.34 Deres reaktion gengiver Luk. med fokus på, at de opfatter Jesu tale som gudsbespottelse af den grund, at alene Gud kan forlade synder.35 Ordet βλασφημία betyder i græsk sammenhæng hånlig tale. I jødisk og kristen sammenhæng lader det sig forstå som bespottelse af Gud, f.eks. i Mark 14,64 og Joh 10,33, hvor der enten er tale om, at Jesus optræder på Guds vegne eller at han gør sig selv Gud lig.36 Her og i Mark 2,7 går anklagen også på, at Jesus handler på Guds vegne, hvilket i den større sammenhæng skal ses på baggrund af, at han er Guds søn som fortalt i fødselsfortællingerne (1,32.35; 2,49), ligesom Johannes i 3,3 præsenteres som forløberen, der forkynder omvendelsesdåb med henblik på synders forladelse (jf. 1,76-77). Endelig peger beskyldningen frem imod passionsfortællingen, hvor Jesus bliver spurgt og svarer bekræftende på spørgsmålet, om han er Guds søn (22,66-71, specielt v. 70-71).

Jesu spørgsmål, hvad der er lettest, at tilsige synders forladelse eller at befale at rejse sig op, behøver ikke nødvendigvis at indebære, at det ene er lettere end det andet.37 På den anden side gemmer der sig formentlig en argumentationsform, hvorefter der sluttes fra det større til det mindre (argumentum a maiori ad minus): Kan Jesus befale den lamme at rejse sig op (det større), kan han også tilsige den lamme hans synders forladelse (det mindre). Det må nemlig forekomme lettest at tilsige syndsforladelse, hvilket ikke lader sig bekræfte i modsætning til at helbrede, hvor det er et spørgsmål, om det virker. I begge tilfælde forudsættes det dog at være let, eftersom Jesus er Guds søn.38 Hans spørgsmål skal ses som et svar på modstandernes beskyldning for gudsbespottelse ved at tilsige syndsforladelse. Havde han derimod indledt med at befale den lamme at rejse sig op, var det kommet ud på ét, da hans magt til at gøre dette forudsætter hans magt til at tilsige syndsforladelse.

34. M. Goodacre påpeger, at selvom Luk.(v. 21-22) lader modstanderne diskutere højt, så overtager han fra Mark 2,6.8, at Jesus gennemskuer deres tanker (“Fatigue in the Synoptics”, s. 50). 35. Sætningen εἰ μὴ μόνος ὁ θεός (= hvis ikke Gud alene) understreger den jødiske monoteisme og er et ekko af det jødiske Shemá (5 Mos 6,4-5). 36. At give syndsforladelse på Guds vegne har været forbeholdt præsteskabet ved templet. Se hertil C.F. Evans, ibid., s. 301. 37. Således C.F. Evans, ibid., s. 301. 38. Se Aa. Pilgaard, Komm. til Mark., s. 102; M. Müller, Komm. til Matt., s. 242.

259

24-25 Fra Mark. har Lukas overtaget denne anakoluthiske sætning, indledt med Jesu direkte tale med udsagnet om menneskesønnens myndighed og afsluttet med beskrivelse af hans befaling til den lamme om at rejse sig, tage sin seng og gå hjem. Lukas anvender for første gang udtrykket menneskesøn, hvilket nok skal ses som en omskrivning af det personlige pronomen “jeg” på hebraisk og aramaisk.39 Menneskesønudsagnet hører til den gruppe af udsagn, der omhandler Jesu myndighed (jf. 6,5). Befalingen følger i forlængelse heraf og lægger op til ikke alene en helbredelse i fysisk forstand, men også en resocialisering, idet manden nu af egen kraft kan rejse sig og begive sig hjem. Det sker i v. 25, hvormed den underfulde helbredelse har fundet sted. Når manden så lovpriser Gud, viser det, at han ikke alene opfatter Jesus som handlende på Guds vegne, men også erfarer helbredelsen som samtidig med syndstilgivelsen givet af Gud. 26 Fortællingen afsluttes med en dobbelt “korslutning”, først med omtale af tilskuernes forbløffelse (ἔκστασις) og lovprisning af Gud, derpå med et frygtmotiv ledsaget af gengivelse af deres konstatering af at have været vidne til forunderlige ting (παράδοξα). At det står i flertal, kan signalere, at der både er tale om helbredelse og syndsforladelse.40 Det i Luk. ofte forekommende adverbium σήμερον (= i dag) understreger den forgangne begivenheds karakter af guddommeligt nærvær for læseren (jf. 2,11; 4,21; 19,9; 23,43). Sammenlignet med Mark 2,12 og Matt 9,8 er Lukas’ “korslutning” markant, og det spørgsmål melder sig igen, om tilskuerne også inkluderer modstanderne, farisæerne og de skriftlærde. Betoningen af, at alle reagerede positivt på det skete, taler herfor, endvidere at han andetsteds lader farisæere forholde sig positivt til Jesus, når de f.eks. inviterer ham til måltid (7,36; 11,37; 14,1).41

39. Se Ekskurs. Jesus som menneskesønnen. 40. Således U. Busse, ibid. s. 123-124. 41. Således J.T. Sanders, The Jews in Luke-Acts, s. 92; D.B. Gowler, Host, Guest, Enemy and Friend, s. 188; J. Green, The Gospel of Luke, s. 243.

260