Kaldelsen af Levi – 5,27-32

27 Og herefter gik Jesus ud, og han så en tolder ved navn Levi siddende ved toldboden, og han sagde til ham: “Følg mig!” 28 Han efterlod så alt, stod op og fulgte ham. 29 Og Levi holdt et stort gæstebud i sit hus for ham, og der var en hel mængde toldere og andre, som lå til bords sammen med dem. 30 Men farisæerne og deres skriftlærde murrede og sagde til hans disciple: “Hvorfor spiser og drikker I sammen med toldere og syndere?” 31 Jesus tog så til orde og sagde til dem: “De raske har ikke behov for en læge, men det har de syge. 32 Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.” Denne kaldelsesberetning (v. 27-28) efterfulgt af en måltidsscene med elementer af en stridssamtale (v. 29-32) skal ses i sammenhæng med dels den efterfølgende samtale om faste (v. 33-35), dels Jesu lignelser om gammelt og nyt (v. 36-39). Faktisk udgør 5,27-39 ét sammenhængende forløb. Først med 6,1 finder der et sceneskift sted. Forløbet svarer til Mark 2,13-22 og Matt 9,9-17. Hvor Matt.s tolder hedder Matthæus (9,9), hedder han i Luk. som i Mark 2,14 Levi. Til forskel fra de andre betoner Lukas, at Levi forlod alt og foranstaltede et stort gæstebud (v. 28). I Luk. er Levi således vært for et tilsyneladende meget stort antal gæster, hvoriblandt foruden andre toldere er Jesus og hans disciple, hvad farisæerne og de skriftlærde bebrejder disciplene (v. 29-30). Jesus svarer som i Mark 2,17 og Matt 9,13, men med den forskel, at det er til omvendelse, han har kaldet syndere (v. 31-32).42

27-28 Med et præpositionsled μετὰ ταῦτα (= herefter) fortsætter Lukas med en ny episode, der som den tidligere ikke lokaliseres, bortset fra at det må være et sted med en toldstation. Oplagt er Kapernaum, som Mark. angiver i 2,1, idet han lader Jesus gå langs søen og undervise dér (2,13). Men det er i Luk. udeladt. Alene her hører vi om Levi (v. 27), men tidligere har vi hørt om toldere i forbindelse med Johannes’ formanende omvendelsesprædiken til bl.a. dem (3,12-13). Jesu befalende “følg mig” følges op i v. 28 med, at Levi forlader alt og følger Jesus. Hvor der i Mark 2,14 alene står, at Levi fulgte Jesus, har Lukas i begyndelsen af sætningen tilføjet καὶ καταλιπὼν πάντα (= han efterlod så alt). Sætningen afsluttes med hovedverbet i imperfektum (ἠκολούθει

42. Til gengæld har han udeladt Jesu opfordring til at tage ved lære af ordene om barmhjertighed fremfor slagtoffer (Matt 9,13).

261

= fulgte), hvormed det vedvarende betones. Et lukansk ejendomstema spiller ind, idet Levi bliver et eksempel på en discipel, der har givet afkald på al ejendom til fordel for discipelforholdet. Hermed er han på linie med Peter og de andre fiskere (5,11; jf. 14,33; 19,1-10). 29-30 At Levi forlader alt, forhindrer ham dog ikke i at holde et stort gæstebud, medmindre man ser det som udtryk for, at han bruger sin ejendom på det sociale måltidsfællesskab, der har karakter af et inklusivt fællesskab omfattende andre toldere og syndere.43 Til forskel fra Mark 2,15 er Levi eksplicit omtalt som husværten, hvilket forlener ham med en social status, som han ikke besad som tolder.

Måltidet kommenteres imidlertid af farisæerne og de skriftlærde, der bebrejder disciplene deres bordfællesskab med toldere og syndere (jf. 7,34; 15,1-2). Verbet γογγύζειν (= knurre / murre) er et onomatopoietikon og forekommer flere steder i lignende situationer til at karakterisere modstandere (15,2; 19,7). Bebrejdelsen går ud på, at de sammen spiser og drikker, svarende til at de i 5,33 kritiseres for ikke at faste, men derimod at spise og drikke sammen. I Mark 2,16 og Matt 9,11 går den alene på, at man spiser sammen (jf. Mark 2,18; Matt 9,14). Lukas’ tilføjelse, at man også drikker sammen, kan skyldes en tilpasning til 7, 34, hvor Jesus taler om menneskesønnen som en frådser og dranker, der er ven med toldere og syndere, og 22,30, hvor Jesus til disciplene forudsiger, at de skal spise og drikke ved hans bord i Guds kongedømme. Scenen er den første af mange måltidsscener i Luk. og skal ses som udtryk for Jesu grænseoverskridende handlinger, hvor han bryder med traditionelle og fastlagte normer for, hvad der er rent og urent, og for hvem, man kan og må omgås (jf. 7,36-50; 10,38-42; 11,3752; 14,1-35; 22,14-38).44 Som måltidsscene med indlagte diskussioner hører den til den græsk-hellenistiske symposiongenre, hvor det heller ikke er utraditionelt, at et måltid afbrydes af udefrakommende folk som her, hvor farisæere og skriftlærde dukker uanmeldt op.45 Når de nævnes side om side, skal det forstås således, at såvel partiretningen som den lærde stand repræsenterer et lovsyn, der ikke tillader sam-

43. C.M. Hays er opmærksom, at Levi’s ejendomsafkald er af “non-exhaustive character” og foreslår, at gæstebudet ses som en slags “repentance from his ostensibly unjust trade and his readiness to follow Jesus” (Luke’s Wealth Ethics, s. 83). Sml. 19,1-10. 44. Se tillige J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 246; H. Moxnes, The Economy of the Kingdom, s. 104-105. 45. Det er også tilfældet i 7,36-50, hvor en kvinde dukker op i en farisæers hus.

262

kvem mellem rene og urene. Det er forudsat, at toldere og syndere er urene, mens, må vi gå ud fra, farisæerne og de skriftlærde betragter Jesu disciple som rene!46 Den indirekte kritik af farisæerne kan så også afspejle et modsætningsforhold til jødekristne på Lukas’ tid, der tillægger renhedsforskrifter betydning og dermed lægger hindringer for et fællesskab på tværs af traditionelle grænseskel. 31-32 Jesu svar indeholder to udsagn. For det første anvender han et ordsprog, når han siger, at de raske ikke som de syge har behov for en læge. Hermed er forudsat en selvforståelse, hvorefter Jesus optræder som en læge, hvis opgave er at helbrede. Som læge præsenterer han sig også i Nazaretperikopen, hvor han henviser til, at man sikkert vil sige til ham, at som læge skal han helbrede sig selv (4,23).47 For det andet giver han udtryk for en sendelsesbevidsthed, når han taler om at være kommet for at kalde syndere til omvendelse. Hvad der binder de to udsagn sammen er, at Jesus forsvarer sin omgang med toldere og syndere, der i billedsproget omtales som syge. Med det afsluttende præpositionsled εἰς μετάνοιαν (= til omvendelse) er indeholdt et lukansk tema, der i forlængelse af gt.lig sprogbrug har fokus på menneskets omvendelse fra i sin livsførelse at have været fjernt fra Gud til at vende sig om, besinde sig og gå i retning af Gud med en tilsvarende livsførelse, i toldernes tilfælde at forlade alt og følge Jesus. Omvendelsestemaet er gennemgående i Luk. (3,3.8; 10,13; 11,32; 13,3; 15,7.10; 16,30; 17,3-4; 24,47).48 Og når Jesus forsvarer sig med ikke at være kommet for at helbrede raske, men syge, harmonerer det med, at han senere fortæller om glæden ved fundet af ét får og én mønt frem for de 99 får og ni mønter, der ikke var blevet væk (15,7.10).

46. Temaet rent og urent omkring måltidsfællesskab går igen i ApG 10,11-16; 15,129. Se tillige Rom 14; Gal 2,11-21. 47. Med billedbrugen kan der være et ekko af Ez 34 (specielt v. 4). Se hertil J.B. Green, ibid., s. 248. 48. Se tillige ApG 5,31; 11,18; 17,30; 20,21; 26,20.

263