Helbredelsen af en spedalsk mand – 5,12-16

har fokus på, at fiskerne bliver disciple, har Lukas med πάντα som objekt for ἀφέντες tillige fokus på discipelforholdets konsekvenser for forholdet til ejendom og rigdom.16 De forlader fiskeriet efter en overvældende fangst! At det underfulde gør dem til disciple, er et lukansk træk, hvorefter helbredelser og underfulde hændelser fører til, at mennesker kommer til tro på Jesus.17

12 Og det skete, da han var i en af byerne, at der kom en mand fuld af spedalskhed. Og da han så Jesus, faldt han ned på sit ansigt og bad ham, idet han sagde: “Herre, hvis du vil, kan du rense mig.” 13 Jesus rakte sin hånd ud, rørte ved ham og sagde. “Jeg vil, bliv renset!” Og straks forlod spedalskheden ham. 14 Jesus bød ham ikke at sige det til nogen, men “gå hen og bliv undersøgt af præsten og bring en offergave for din renselse, således som Moses har pålagt, som et vidnesbyrd for dem.” 15 Men rygtet om ham kom yderligere vidt omkring, og store folkemængder kom sammen for at høre ham og blive helbredt for deres sygdomme. 16 Men han trak sig tilbage til øde steder og bad. Lukas følger Mark 1,40-45 og Matt 8,1-4 med visse ændringer. Lukas har dog en særlig interesse i at fremstille Jesus som helbreder af bl.a. mennesker med spedalskhed. Det ses i slutningen (v. 15), hvor det betones, at store folkemængder ikke kun lyttede til hans forkyndelse, men også kom for at blive helbredt. Det fremgår så også af 17,11-19, hvor der fortælles om Jesu helbredelse af ti spedalske mænd. Også i 7,22 omtales spedalske, endda i forbindelse med et citat fra Es., hvor spedalske ikke oprindeligt er nævnt. Endelig har Jesus i Nazaretperikopen henvist til Elisa, der helbredte en spedalsk syrer (4,27; jf. 2 Kong 5,1-19). Lukas har tilsyneladende en særlig interesse i at fortælle om Jesus som den, der ikke alene helbreder spedalske mennesker, men også overskrider de grænser, der i forbindelse med spedalskhed er sat mellem rene og urene. Spedalskhed var en samlebetegnelse for forskellige smitsomme hudsygdomme og blev betragtet med stor alvor, herunder set som en

16. C.M. Hays gør dog opmærksom på, at πάντα ikke nødvendigvis skal forstås bogstaveligt i betydningen “exhaustive divestiture”, men “hyperbolically” (Luke’s Wealth Ethics, s. 82-83). 17. Jf. 5,26; 7,16; 13,17; 17,15. I Peters tilfælde spiller helbredelsen af hans svigermor også ind (4,38-39).

252

straf for synd. Spedalskhed er derfor ikke kun en sygdom, men også et socialt problem, hvor den syge ekskluderes fra fællesskabet (jf. 3 Mos 13-14). Derfor er der en særlig grund til at fortælle om Jesus som den, der helbreder en spedalsk og dermed resocialiserer vedkommende.18

Det er især i begyndelse og slutning, at der er foretaget ændringer i forhold til Mark.: I v. 12 indledes med det for Luk. typiske “Og det skete”, ligesom Jesu optræden i byerne går igen i Luk.19 I slutningen (v. 15-16) fremhæves den store tilstrømning til Jesus som forkynder og helbreder som følge af rygterne om ham. Det er et missionstema, der foregriber udbredelsen af troen på Jesus i ApG. At Jesus trækker sig tilbage, forklares dog ikke hermed, derimod med at han skulle bede, igen et typisk lukansk træk.20 Beretningen kan inddeles således: I v. 12-13 har vi en situationsangivelse efterfulgt af helbredelsen. I v. 14 følger Jesu tavshedsbud til manden og befaling om at lade sig syne. Endelig omtales i v. 15-16 følgerne af helbredelsen. 12-13 Den spedalske mand tager initiativet, hvormed antydes, at rygtet om Jesus er nået frem også til denne by, hvor han må tænkes at opholde sig uden for det offentlige rum. Formentlig var det alene i Jerusalem og andre byer, der var omgivet af bymure, at de spedalske skulle holdes udenfor. Andre steder har deres eksklusion været begrænset til forbud imod at være sammen med andre mennesker. Spedalskheden er tilsyneladende af en særlig alvorlig karakter, hvilket betones med beskrivelsen af manden som πλήρης λέπρας = fuld af spedalskhed (sml. Mark 1,40; Matt 8,2). Hans underdanighed afspejler hans syn på Jesus som Herre (jf. Matt 8,2), der har særlige evner (v. 13), men også en tillid til, at Jesus ikke vil afvise ham på grund af hans urenhed. Hans bøn om at blive renset viser, at der er fokus på dette aspekt ved helbredelsen.21 Det fremgår også deraf, at Jesus ikke holder sig tilbage fra at røre ved ham, hvormed han måtte udsætte sig for smitte og dermed urenhed. Selve helbredelseshandlingen skildres som en befaling

18. Om spedalskhed, se Aa. Pilgaard, Komm. til Mark., s. 91-92. Se endvidere J.J. Pilch, “Sickness and Healing in Luke-Acts”, s. 191-192.206-208. 19. Lukas knytter en forbindelse tilbage til 4,43-44, hvor Jesus taler om sin forpligtelse til også at forkynde i andre byer. 20. Se ekskursen Bøn i Lukasevangeliet. 21. Således G. Theissen, Urchristliche Wundergeschichten, s. 148. Det græske verbum καθαρίζειν betyder både at rense og at erklære for ren. Den første betydning må af indlysende grunde foretrækkes her; renhedserklæringen følger med, at han bliver undersøgt af præsten.

253

fra Jesus til spedalskheden, der nærmest er personificeret som en ond magt, der afvæbnes og forlader manden. Det underfulde understreges ved καὶ εὐθέως (= og straks). 14 Tavshedsbuddet er overtaget fra Mark. og Matt., og også her skal det ses i modsætning til, at rygtet om Jesus ikke desto mindre spredes som skildret i v. 15, men også og først og fremmest som baggrund for befalingen om at lade sig syne af en præst. Den raske mand skal altså kun fortælle om sin helbredelse til præsten.22 Lukas lader Jesus følge Moseloven for dermed at portrættere ham som lovlydig i den jødiske kontekst, hvori han er vokset op.23 Baggrunden er bestemmelserne i 3 Mos 13, hvor den spedalske af en præst erklæres uren, ligesom vedkommende som rask igen skal lade sig syne af en præst og bringe et skyldoffer på ottendedagen efter helbredelsen (jf. bestemmelserne i 3 Mos 14). Netop som erklæret ren kunne den raske bringe ofre igen i templet og resocialiseres. Når det hedder, at det skal ske εἰς μαρτύριον αὐτοῖς, kan dette præpositionsled med efterfølgende dativ både betyde “til et vidnesbyrd for dem”(således DO og her) og “til et vidnesbyrd imod dem”. Mest sandsynlig er den første mulighed, for når den spedalske ikke må fortælle nogen om sin helbredelse, skyldes det, at offentliggørelsen heraf skal ske via præsten, der kan kommunikere vidnesbyrdet ud for andre mennesker, der så kan integrere den raske i fællesskabet. Dativen αὐτοῖς (= for dem) gælder så mennesker. Med den anden mindre sandsynlige mulighed gælder dativen præsterne, imod hvem Jesu handling ses som et opgør. Men uanset om man vælger den ene eller anden løsning, er der med Jesu handling tale om et opgør med præsteskabets forvaltning af renhedsforskrifter med den jødiske distinktion mellem rent og urent (jf. ApG 10 om Peters møde med den romerske officer Cornelius). For når han har gjort manden ren uden selv at blive uren, er denne tænkemåde ophørt med at eksistere, selvom han respekterer jødisk praksis.24 En mulighed er også, at vidnesbyrdet gælder Jesu status som “Herre”, så at man kan forstå, at Jesus er “Herre”, nu hvor han har foretaget en undergerning (jf. v. 12).

22. Lukas har til gengæld ligesom Matthæus udeladt Mark 1,43 med omtalen af, at Jesus talte strengt til den nu raske, der blev sendt væk. 23. Dette træk forekommer også i fødselsfortællingernes omtale af Jesu forældre (2,21-24). Se U. Busse, Die Wunder des Propheten Jesu, s. 114. 24. Således C.F. Evans, Saint Luke, s. 295. Se tillige Mark 6,11 og 13,9, hvor udtrykket εἰς μαρτύριον αὐτοῖς bedst lader sig oversætte med “til et vidnesbyrd imod dem” (jf. Luk 9,5 og 21,13).

254