4 minute read
Helbredelsen af manden med den visne hånd — 6,6-11
6 Og det skete på en anden sabbat, at han gik ind i synagogen og underviste, og dér var der en mand, hvis højre hånd var vissen. 7 Men de skriftlærde og farisæerne holdt øje med, om han helbredte på en sabbat, for at finde noget at anklage ham for. 8 Men da han kendte deres tanker, sagde han til manden med den visne hånd: “Rejs dig op og stil dig ind i midten.” Og han rejste sig op og blev stående. 9 Så sagde Jesus til dem: “Jeg spørger jer: Er det tilladt på en sabbat at gøre godt eller at gøre ondt, at redde liv eller at ødelægge liv?” 10 Og han så omkring på dem alle og sagde til manden: “Stræk din hånd ud.” Det gjorde han så, og hans hånd blev rettet op. 11 Men de blev fyldt af raseri og talte med hinanden om, hvad de skulle stille op med Jesus. Denne beretning, der har elementer af såvel en stridssamtale (v. 7.9) som en underfortælling (v. 6b.8.10), følger ligeledes Mark. og Matt. og lader sig inddele således: V. 6-7 giver en situationsbeskrivelse, herunder sygdomsbeskrivelse (v. 6b), derpå omtale af modstandere (v. 7). Med v. 8 lægges der så op til helbredelsen, hvilket finder sted i v. 10, mens v. 9 har Jesu spørgsmål om helbredelse på en sabbat rettet til modstanderne. Midterdelen er således samlet i v. 8-10. Med v. 11 får vi modstandernes reaktion.
I forhold til Mark 3,1-6 og Matt 12,9-14 er der følgende betydningsfulde afvigelser: Indledningsvis fremhæver han, at episoden finder sted på en sabbat, og at Jesus underviser i synagogen (v. 6). Det er også betonet, at modstanderne er farisæere og skriftlærde (v. 7). Typisk lukansk er endvidere at omtale, at Jesus kendte modstandernes tanker (v. 8; jf. f.eks. 5,22). At de tav som reaktion på Jesu spørgsmål, om det er tilladt at gøre godt eller ondt på en sabbat (Mark 3,5), har Lukas dog udeladt, måske fordi han venter med deres reaktion til allersidst, en reaktion der så er dækkende for såvel Jesu holdning til sabbatten som hans helbredelse af manden. Endelig er omtalen i Mark 3,6 af farisæernes og herodianernes koalition imod Jesus udeladt, hvilket skal ses i sammenhæng med, dels at farisæerne ikke optræder i passionsfortællingen som Jesu modstandere, dels at herodianere heller ikke er omtalt i Lukas’ gengivelse af Jesu stillingtagen til skat til romermagten (20,20; jf. Mark 12,13). I 13,31 advarer farisæerne Jesus imod Herodes, hvilket ligeledes kan forklare, at de ikke fremstilles sammen med herodianere
271
i v. 11. Endelig er det på Lukas’ tid i første halvdel af 2. årh. ikke aktuelt at nævne disse tilhængere af det herodianske fyrstehus. 6-7 Igen understreges det, at episoden finder sted på en sabbat, ligesom Jesus introduceres som en, der underviser i synagogen. Hermed er hans lærerautoritet fra begyndelsen slået fast (v. 6a). Omtalen af manden med den visne hånd (v. 6b) følger ganske kort med den tilføjelse i forhold til Mark 3,1-6 og Matt 12,9-14, at det er den højre og dermed vigtigste hånd, der er vissen, dvs. følelsesløs og uden blodtilførsel. Der er derfor tale om en sygdom, der også har social og økonomisk betydning, da manden må formodes at være uarbejdsdygtig.10 Derimod er der ikke tale om en akut nødsituation, der kræver indgreb, selv om det er sabbat. Det lægger op til modstandernes, igen farisæernes, men også de skriftlærdes udspionerende og kontrollerende opsyn med Jesus (v. 7). Med brug af verbet κατηγορεῖν (= anklage) foregribes den senere retssag imod ham, akkurat som v. 11 antyder et kommende indgreb fra de jødiske lederes side. 8-10 At Jesus kender deres tanker på forhånd, kan være et ekko af 2,35, hvor Simeon profeterede, at manges tanker ville komme for dagens lys. Men det er også et gennemgående motiv i Luk. (5,22; 9,46-47; 24,38). Når Jesus befaler manden at rejse sig op og stille sig i midten, lægger han op til, at mandens forestående helbredelse skal demonstrere Jesu myndighed over sabbatten. Med v. 9 stiller han det retoriske spørgsmål, delt i to antitetiske formuleringer, først om det er tilladt at gøre godt eller ondt på en sabbat, derpå om det er tilladt at redde liv eller ødelægge liv. Helbredelsen bliver således et eksempel på at gøre godt og redde liv, om end det sagtens kunne have været udsat til en anden dag. Ved på denne måde at sætte sagen på spidsen får Jesus tilkendegivet, at sabbatten er til for at gøre godt og redde liv på Guds vegne. Som den, der har myndighed over sabbatten (6,5), omdefinerer den lukanske Jesus sabbatten ved sin handling og lægger dermed op til,
10. I Hieronymus’ kommentar til Matt 12,13 henviser han til et fragment fra hebræernes og ebionitternes evangelium, der efter hans mening skulle være det ægte Matt. I dette fragment kommer manden med den visne hånd til orde således: “Jeg var murer og med hænderne ernærede jeg mig; derfor beder jeg dig, Jesus, om, at du genopretter mit helbred, så at jeg ikke skamfuldt skal tigge om brød.” Se SQE, s. 158; F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 274; B.B. Larsen, Konflikten om gudstjenesten, s. 89-90.
272
