Jesu vidnesbyrd om Johannes – 7,24-35

22-23 I forlængelse heraf kommer Jesu svar, der henviser til, hvad de som vidner har set og hørt. Og netop alt dette svarer til, hvad der står skrevet i Es. om helbredelser mm. Lukas citerer fra forskellige tekster uden at anføre det eksplicit (Es 26,19; 29,18-19; 35,5-6; 42,18-19; 61,1). Det harmonerer med, at den lukanske Jesus med sin prædiken i Nazaret læste op af Es. med specielt citater fra 61,1 og 58,6. Hvad profeten har forudsagt, er således gået i opfyldelse med Jesu gerninger, herunder dødeopvækkelser (jf. 7,1-10.11-17). Og er der med Johannes’ spørgsmål, om Jesus er den, der skal komme, forudsat en traditionel messiasforventning om en krigerisk konge, der skal befri jøderne, er Jesu svar indirekte en korrektion af en sådan forventning. Jesu afsluttende saligprisning kan ses i sammenhæng hermed som udtryk for, at salig er den, der ikke forarges eller falder fra, fordi Jesus ikke svarer til ens traditionelle messiasforventning. Bag det græske verbum σκανδαλίζειν gemmer sig den konkrete betydning at komme i en fælde, hvorfor meningen bedst lader sig gengive med at falde fra.

24 Da Johannes’ sendebud var gået bort, begyndte Jesus at tale til folkemængderne om Johannes: “Hvad gik I ud i ørkenen for at betragte? Et siv, der svajer for vinden? 25 Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske iført bløde klæder? Se, de, der går i fornemt tøj og lever luksuriøst, holder til i kongepaladser. 26 Men hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. 27 Ham er det, om hvem der står skrevet: ‘Se, jeg sender mit sendebud for dit ansigt, som skal gøre din vej parat for dig.’ 28 For jeg siger jer, at blandt kvindefødte er der ingen større end Johannes; men den mindste i Guds kongedømme er større end ham. 29 Og hele folket, som hørte ham, og tolderne erklærede Gud for at være retfærdig og lod sig døbe med Johannes’ dåb. 30 Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham. 31 Hvad skal jeg så sammenligne mennesker i denne slægt med, og hvad ligner de? 32 De er ligesom børn, der sidder på torvet og kalder på de andre, som man plejer at sige: ‘Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke, vi sang sørgesange, men I klagede ikke.’ 33 For Johannes Døberen er kommet, og han hverken spiste brød eller drak vin, og I siger: ‘Han er besat’. 34 Menneskesønnen er kommet, han spiser og drikker, og I siger: ‘Se, en æde-

301

dolk og dranker er han, ven med toldere og syndere’. 35 Men visdommen har fået ret ved alle sine børn.”

Også denne beretning, hvor Jesus taler om Johannes og hans rolle som forløber, ligger tæt op ad Matt.s version (Matt 11,7-19). Luk 7,2428 adskiller sig således ikke meget fra Matt 11,7-11. Hvor Matt 11,12-15 er udeladt i Luk. eller rettere delvist flyttet til 16,16, udvider Lukas i 7,29-30 med gengivelse af tolderes, farisæeres og lovkyndiges holdning til Johannes. Med 7,31-34 er Lukas så tilbage igen med at følge Matt 11,16-19. Lukas’ version lader sig inddele således: I 7,24-28 spørger Jesus til Johannes, mens 7,29-30 viderefører Jesu omtale af forskellige holdninger til Johannes. Til sidst følger sammenligningen af menneskeslægten med børn (7,31-32), efterfulgt af en sammenligning af holdningen til henholdsvis Johannes og Jesus og afsluttet med et ord om visdommen (7,33-35). 24-28 Med et mindre sceneskift, hvor Johannesdisciplene vender tilbage til Johannes, er det nu Jesus, der vidner om ham. Det sker i form af en række retoriske spørgsmål, der i et stigende og indkredsende forløb indirekte afspejler en modsætning mellem Johannes og den kongelige fyrste, der har sat ham i fængsel (specielt v. 25). Spørgsmålene afspejler tillige Johannes’ geografiske placering i ørkenen i modsætning til i kongepaladser. At han optrådte i ørkenen, karakteriserer ham som den bodsprædikant, han er skildret som i 3,1-20. Og at han ikke er som et svajende siv, tegner et billede af ham som den, der kompromisløst står fast, og hos hvem der er sammenhæng mellem ord og handling. Billedet er ikke ukendt i antikken.27 Indirekte gemmer sig en kritisk distance til kongemagten, dens letsindige håndtering af magten og dens luksuriøse livsstil. Endelig viser det sidste spørgsmål, om han er en profet (v. 26), at han ikke alene er kaldet af Gud, men også spiller en større rolle end en profet, hvilket det efterfølgende skriftcitat i v. 27 viser. Med en kombination af 2 Mos 23,20 og Mal 3,1 identificeres Jo-

27. Se Lukian fra Samosata, Hermotimus 68. At der er hentydninger til Herodes Antipas, også med spørgsmålet, om man gik ud i ørkenen for at se et svajende siv, har Gerd Theissen gjort opmærksom på, bl.a. ved at påpege, at et siv (på latin canna communis) udgjorde Herodes’ personlige emblem på mønter fra hans tidlige møntprægning. Se herom i G. Theissen, Lokalkolorit und Zeitgeschichte in den Evangelien, s. 26-44.

302

hannes som forløberen, der baner vejen for Guds indgreb i historien.28 Hvor konteksten i 2 Mos 23,20 er israelitternes forestående sejr over kana’anæerne, er meningen i Mal 3,1, at en forløber i skikkelse af Elias (jf. Mal 3,23-24) skal bane vejen for Guds forestående dom. Malakiascitatet er det overordnede, hvis forløbertanke underbygges af citatet fra 2 Mos 23,20. I Luk. peger skriftstederne hen på Johannes som den, der baner vejen for Jesus som Messias, hvilket svarer til den rolletildeling, der er i fødselsfortællingerne (1,17.32-33.76-79; 2,11).29

Jesu vidnesbyrd om Johannes munder ud i den dobbelte sammenligning af Johannes med først andre kvindefødte, derpå med de mindste i Guds kongedømme.30 Modsætningen går mellem det jordiske og det himmelske, det menneskelige og det guddommelige fællesskab.31 Blandt biologisk fødte er Johannes den største, men blandt dem, der er i Guds kongedømme, er han den mindste. Det rejser spørgsmålet, om Johannes hører hjemme i den gamle eller i den nye pagts tid. Da han er en profet, er han at betragte som tilhørende den gamle tid, men når han tillige er opfyldelse af en gt.lig profeti i Mal., hører han til den nye tid, som han også baner vejen for (jf. 16,16). Johannes er en overgangsfigur, hvad Lukas også har lagt op til fra begyndelsen med fødselsfortællingerne, der ikke efterlader tvivl om hans underordnede position i forhold til Jesus.32

29-30 Jesus fortsætter med at omtale Johannes og specielt folkets stillingtagen til ham (jf. 3,1-17). Hvor det før drejede sig om, hvorfor folk begav sig ud i ørkenen, er fokus nu rettet imod den spaltning i folket, som allerede han forårsagede. For mens toldere som et specifikt udtryk for syndere fulgte ham, vendte farisæere og lovkyndige sig imod ham.

28. Lukas har tilstræbt en parallelitet mellem de to udsagn, idet πρὸ προσώπου σου i første sætnings citat fra 2 Mos 23,20 følges op med ἔμπροσθέν σου, der modsat Mal 3,1 (πρὸ προσώπου μου) slutter med σου og ikke μου. 29. J.A. Fitzmyer gør rede for, at forestillingen om Elias redivivus ikke er knyttet til messiasforventningen i den antikke jødedom (The Gospel According to Luke, s. 670-673). 30. Komparativerne μείζων (= større) og μικρότερος (= mindre) kan også opfattes i superlativ betydning. Se hertil BDR, § 60. Udtrykket “kvindefødt” kendes fra GT (f.eks. Job 14,1; 15,14). 31. Som F. Bovon bemærker, står Johannes med den ene fod i den gamle verden, hvorfor ethvert fuldgyldigt medlem i Guds kongedømme er større end ham (Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 378. 32. Til Lukas’ opfattelse af den frelseshistoriske kontinuitet mellem Johannes’ og Jesu profetiske virke, se P.S. Minear, ibid., s. 81-101.

303

Den ene gruppe lod sig døbe af ham, mens den anden gruppe afviste dåben.33 Men ikke nok med det: Den lukanske Jesus understreger Johannes’ position som den af Gud udsendte, når han siger, at toldere “erklærede Gud for at være retfærdig” (ἐδικαίωσαν τὸν θεὸν), mens farisæere og lovkyndige “forkastede Guds plan” (τὴν βουλὴν τοῦ θεοῦ ἠθέτησαν). Udtrykket har sin baggrund i bl.a. Sl 50,6 og PsSal 3,5; 8,7 og 9,2, hvor salmisten priser Gud for at være en retfærdig dommer.34 Johannes’ rolle udgør en del af Guds frelsesplan med sit folk.35 Hertil kommer den parallelitet, der er imellem folks stillingtagen til de to. I begge tilfælde deler folket sig (jf. 2,34-35). 31-32 Den følgende sammenligning i form af en lignelse belyser forholdet mellem folket på den ene side og Johannes og Jesus på den anden side. Jesus sammenligner menneskeslægten med legende børn på torvet, hvor den ene gruppe spiller på fløjte og synger klagesange, mens den anden gruppe hverken danser til fløjtespillet eller græder til klagesangen.36 Billedet, der også viser hen til musikanters optræden ved henholdsvis bryllup og begravelse, kan forstås på to måder: En løsning er, at Johannes og Jesus sammenlignes med de børn, der spiller på fløjte og synger klagesange og opfordrer de andre børn til at lege med. Meningen er så, at de begge forkastes af i hvert fald nogle af folket. En anden løsning er, at Johannes og Jesus sammenlignes med de andre børn, der ikke fulgte de første børns opfordring til at spille på fløjte og synge klagesange. Så er meningen, at Johannes og Jesus gik andre veje end den traditionelle vej i jødedommen, som farisæere og lovkyndige repræsenterer. I betragtning af, at udtrykket “denne slægt” ordret sammenlignes med de legende børn og andetsteds hos Lukas i øvrigt

33. Hermed foregribes den senere lignelse om de to sønner (15,11-32), hvor de to grupper kan minde om de to sønners optræden (jf. Matt 21,28-32). 34. Således M. Wolter, Das Lukasevangelium, s. 285. J.T. Sanders peger på en sammenhæng med dels 16,15, hvor farisæerne bebrejdes at retfærdiggøre sig selv, dels lignelsen om farisæeren og tolderen i 18,9-14, hvor sidstnævnte af Gud bliver retfærdiggjort (“The Pharisees in Luke-Acts”, s. 179-182). 35. Det græske udtryk τὴν βουλὴν τοῦ θεοῦ forekommer her for første gang i Luk. og dukker senere op ikke mindre end ni gange, især i ApG., gerne i betydningen Guds plan med menneskene (f.eks. ApG 2,23; 4,28; 13,36; 20,27). 36. Det tekstkritisk vanskelige ἃ λέγει er forståeligt nok i andre tekstvidner rettet til καὶ λέγουσιν (jf. Matt 11,17) og λεγόντες, der så lægger sig til de børn, der sidder og kalder på de andre. Den vanskelige læsemåde ἃ λέγει, der findes i bl.a. א og B, må dog foretrækkes. Betydningen kan så være “som man plejer at sige”. Se hertil J.A. Fitzmyer, ibid., s. 680.

304

har en negativ betydning (9,41; 11,29-32; 11,50; 17,25; 21,32), må den anden løsning foretrækkes. Billedet er altså udtryk for, at hverken Johannes eller Jesus passer ind i folks eller måske rettere farisæernes og de lovkyndiges forventning om deres optræden (jf. 7,29-30). Det følgende skal vise, at denne tolkning er mest oplagt.37 Det underbygges nemlig også af v. 33-34 med det begrundende γὰρ (= for). For hverken Johannes’ eller Jesu optræden er åbenbart tilpasset den institutionelle jødedoms religiøse traditioner og skikke, herunder såvel fester som faste. Billedets tertium comparationis ligger derfor i disse kommentarer om Johannes’ og Jesu optræden, altså hvad børnene siger om de andre børn, dvs. hvad folk siger om Johannes og Jesus.38

33-35 Det indledende γὰρ viser, at det følgende skal forklare billedet. Med v. 33 karakteriseres Johannes som en asket, der hverken spiser eller drikker (jf. 1,15), hvilket får folk til at reagere med beskyldninger imod ham for at være besat. I v. 34 karakteriseres Jesus som menneskesønnen, der modsat Johannes både spiser og drikker og derfor mødes med den reaktion, at han er en frådser, dranker og ven med toldere og syn-

37. Se M. Müller, Komm. til Matt., s. 278-280. Han påpeger den negative betydning af “denne menneskeslægt”, et udtryk der også forekommer i Matt 11,16-19. Han gør i sammenhæng hermed rede for den mest sandsynlige forståelse af billedet, hvorefter menneskeslægten sammenlignes med de første børn, der ikke får hverken Johannes eller Jesus med på at indrette sig efter det i jødedommen konforme fromhedsliv, som farisæere og skriftkyndige repræsenterer. En lignende forståelse finder man også hos O. Linton, “The Parable of the Children’s Game”; J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 302-305. Til den anden løsning, se J.A. Fitzmyer, ibid., s. 678679; F. Bovon, ibid., s. 380-381; M. Wolter, Das Lukasevangelium, s. 286-287. Interessant er Niels Hyldahls brug af lignelsen i et forsøg på at klargøre de historiske forhold omkring Johannes og Jesus, der tilsyneladende optrådte som to modsætninger som asketen og livsnyderen, der med Hyldahls ord “dog på den anden side indgår i et forhold til og en sammenhæng med hinanden og begge har en opgave at udføre over for folket. Meningen er: Lige lidt hjalp det; folk tog under alle omstændigheder afstand fra dem begge.”(Den ældste kristendoms historie, s. 119-120). Hyldahl bemærker i forlængelse heraf, at den afvisende holdning anskueliggøres med de andre børn, der tog afstand fra de første børn, og disse andre børn må være Israels børn, altså jøder. Hyldahl hælder åbenbart til den første forståelse af lignelsen. Men uanset hvilken der er den rette, afspejler billedsproget, at Johannes og Jesus i hvert fald ifølge forfatterne til Matt. og Luk. (ifølge Hyldahl også den historiske Jesus!), havde til fælles, at en del af det jødiske folk tog afstand fra dem. Hyldahl mener, at det var folkets ledere, sådan som Johannes’ og Jesu endeligt skildres i evangelierne. 38. Således O. Linton, ibid., s. 173.

305