Udsendelsen af de tolv apostle – 9,1-6

Kapitel 9

Udsendelsen af de tolv apostle – 9,1-6

1 Da Jesus havde sammenkaldt de tolv, gav han dem magt og myndighed over alle dæmoner og til at helbrede sygdomme. 2 Og han sendte dem ud for at forkynde Guds kongedømme og for at helbrede de syge. 3 Og han sagde til dem: “Tag intet med på vejen, hverken vandrestav, rejsetaske, brød eller penge; I må heller ikke hver især have to kjortler med. 4 Og når I kommer ind i et hus, så bliv dér, og derfra kan I tage videre. 5 Men alle de, som ikke måtte tage imod jer, til et vidnesbyrd imod dem skal I ryste støvet af jeres fødder, når I går ud af byen. 6 Da de nu var kommet ud, drog de igennem landsby efter landsby, idet de forkyndte og helbredte overalt. I 6,12-16 hører vi om udvælgelsen af de tolv apostle. Nu sendes de så ud for som Jesus at helbrede og at forkynde. Udsendelsen skal ses i sammenhæng med dels den senere udsendelse i 10,1-12 af de 70, dels Jesu afskedstale i 22,14-38, hvor han i 22,35-38 fornyer sine krav til dem om udrustning, når de efter hans død igen skal sendes ud. Lukas følger Mark 6,6b-13 og til dels også Matt 10,1.5-15, men afviger på flere måder fra dem.1 For det første sendes apostlene ud for som i Matt. både at helbrede og forkynde, hvor de i Mark. alene skal helbrede. For det andet forbydes de som i Matt. at tage noget som helst med bortset fra en kjortel i modsætning til i Mark., hvor de gerne må medbringe vandrestav, sandaler og en kjortel. Teksten kan inddeles således: V. 1-2 angiver myndighedsoverdragelsen til apostlene, mens v. 3-5 omhandler Jesu bestemmelser for deres adfærd under deres mission. Med v. 6 rundes der af med, at apostlene fulgte Jesu befaling. 1-2 Som med Jesu virksomhed, der omfatter såvel forkyndelse som helbredelser og dæmonuddrivelser, således knyttes disse to opgaver også sammen hos apostlene.2 De udrustes med δύναμις og ἐξουσία (= magt

1. I Matt. indgår udsendelsen i den såkaldte udsendelsestale (Matt 10,1-42). Se M. Müller, Komm. til Matt., s. 249-256. 2. Denne sammenhæng er også gennemgående i ApG. (f.eks. 3,1-26).

335

og myndighed) til at foretage dæmonuddrivelser og helbredelser.3 Der er en sammenhæng mellem forkyndelse af Guds kongedømme og helbredelser. Med det sidste viser kongedømmet sig som nærværende (jf. 9,11; 11,20). 3-5 Jesu krav om apostlenes afkald på rejseudrustning skal ses på baggrund af, at de forudsættes at være afhængige af dem, i hvis huse de slår sig ned (v. 3). Men ved siden af denne praktiske forklaring kan forbuddet også være udtryk for, at de som Jesus skal praktisere et liv uafhængigt af materielle ting, hvormed der er lagt op til en uafhængighed i forhold til den jordiske verden (jf. 12,20-21). Som vandrerprædikanter skal de anskueliggøre den eskatologiske bevidsthed om Guds kongedømmes snarlige komme. Det kan minde om 1 Kor 7,2531, hvor Paulus opfordrer til uafhængighed i forhold til jordiske forhold og med en eskatologisk bevidsthed om denne verdens snarlige afslutning. Også 1 Kor 9,14 afspejles et ideal om at leve af evangeliet alene, her anført som et påbud af Herren.4 At de opfordres til at forblive i det hus, hvor de har slået sig ned, kan afspejle den missionspraksis, hvorefter husmenigheder danner rammen om forkyndelse og mission (v. 4). Men det kan også afspejle en interesse i at afværge konkurrerende missionsvirksomhed i flere huse i en by. At man holdt sig til én missionsbase, ses også i ApG 9,43; 10,48; 16,15; 17,5 (jf. Luk 10,5-7). Til sidst forberedes apostlene på, at de kan blive afvist (v. 5). I så tilfælde skal de ryste støvet af deres fødder til et vidnesbyrd imod dem. Meningen er, at de med dette tegn giver udtryk for, at fællesskabet mellem dem og den pågældende by ophæves, ligesom den skal stå til regnskab på dommens dag for at have afvist Gud, da apostlene som Jesu udsendinge repræsenterer ham og dermed også Gud.5 Hertil kommer den forestilling, at man ved at ryste støvet af sine fødder undgår den forurening, der i dette tilfælde stammer fra en by, der ved

3. Udtrykket er et lukansk hendiadys (sml. 4,36). Overdragelsen af kraft og myndighed ses også i ApG 2,43; 3,6; 4,7; 5,12; 9,34; 26,15-18. Apostlenes opgave både at forkynde og helbrede betones hos Lukas. Se H.K. Nielsen, Heilung und Verkündigung, s. 143. 4. Interessant er F. Bovons forslag, hvorefter der med forbuddet om at medbringe vandrestav kan være tale om en afgrænsning over for på den ene side jødisk pilgrimspraksis med Jerusalems tempel som mål, og på den anden side omvandrende kyniske filosoffer (Das Evangelium nach Lukas (1,1-9,50), s. 457-458). Om vandrerradikalisme, se G. Theissen, “Wanderradikalismus”. 5. Se hertil Str.-Bill. I, s. 571.

336