Årvågne tjenere – 12,35-48

det himmelske må meningen derfor være noget, man lægger til side. Den umiddelbare forskel på, hvad der lægges til side på jorden og i himlen hos Gud, er, at det sidste ikke forgår, men er uforgængeligt som beskrevet i v. 33 og derfor immaterielt. Det er tilfældet med den himmelske skat, fordi den som anført i 12,21 er opbevaret hos Gud. Opbevaringsstedet er altså afgørende.48 Er skatten opbevaret i himlen, forgår den ikke, bliver heller ej stjålet eller mølædt.49 Konsekvensen af, at der med ens forhold til Gud er en uforgængelig skat hos Gud, er så den almisse, der opfordres til at yde. Generelt gælder ordene i 6,45, at det gode menneske frembringer det gode af sit hjertes gode forrådskammer i modsætning til det onde menneske, der frembringer det onde af sit onde forrådskammer. Det udsagn, hvor hjertet ses som sæde for ens handlinger, kan kaste lys over den afsluttende begrundende sætning i 12,34 (jf. γάρ). Den drejer sig om henholdsvis skatkammerets og hjertets placering på jorden eller i himlen, hvilket vil sige, om hjertet er rettet imod det jordiske eller det himmelske. I den rige bondes tilfælde var det rettet imod det jordiske. Jesus opfordrer til at rette det imod det himmelske, hvilket vil sige at orientere sit liv herudfra, sælge sine ejendele og give almisse.

35 “I skal have jeres kjortel bundet op om jeres lænder og lamper tændt. 36 Og I skal være ligesom mennesker, der venter på, hvornår deres herre bryder op fra brylluppet, så at de straks åbner op for ham, når han kommer og banker på. 37 Salige er disse slaver, som herren vil finde årvågne, når han kommer. Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortelen op om sig og få dem til at lægge sig til bords, og han vil komme og tjene dem. 38 Og om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt, salige er disse, når han kommer og finder dem således. 39 Men dette skal I vide, at hvis husherren havde vidst, i hvilken time tyven kommer, havde han ikke forladt sit hus, så at der kom indbrud. 40 Og I skal være parate, for menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke forventer. 41 Så sagde Peter: “Herre, er det til os, at du fortæller denne lignelse, eller

48. D.P. Seccombe henviser til antik jødisk litteratur, hvor denne tankegang er udfoldet, f.eks. i Tob 4,5-11; 12,12-14; Sir 3,3-16; 29,9-13; PsSal 9,5 (Possessions and the Poor in Luke-Acts, s. 153-157, specielt s. 155). 49. Tanken om forgængeligheden ved jordisk gods forekommer også f.eks. i Es 51,8; Jak 5,2-3; Thom log 76.

440

også til alle andre?” 42 Men Herren sagde: “Hvem er så den tro og kloge husholder, som hans herre vil sætte over sit hushold til at give dem mad til rette tid? 43 Salig er den slave, som hans herre kommer og finder i færd med at gøre således. 44 Sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham over alle sine besiddelser. 45 Men hvis denne slave siger til sig selv: ‘Det trækker ud med, at min herre kommer,’ og så begynder at slå sine slaver og slavinder, spise, drikke og blive beruset, 46 så vil denne slaves herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og han vil hugge ham ned og give ham lod og del med de utro. 47 Den slave derimod, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, vil få mange prygl. 48 Men den, der ikke kender sin herres vilje, men gjorde, hvad der fortjente slag, han skal have få prygl. For enhver, der er blevet givet meget, af ham vil der blive forlangt meget, og den, hvem meget blev betroet, så meget mere vil man afkræve ham.” Lukas fortsætter med discipelbelæring, men nu handler det om tiden, indtil Jesus som menneskesønnen kommer igen. I form af en række lignelser er det gennemgående tema for dette særstof opfordringen til at være årvågne og parate til at tage imod menneskesønnen, tidspunktet for hvis komme man ikke kan vide.50 Stoffet kan inddeles således: Efter en formaning (v. 35) følger den første lignelse med udlægning (v. 36-38). Det udlægges med dels et nyt billede med husherren, der må vide, hvornår en tyv indfinder sig (v. 39), dels en fornyet opfordring til at være parate (v. 40). Peter spørger, hvem lignelsen er rettet til (v. 41), hvorefter der afsluttes med endnu en lignelse (v. 42-48). Hvor den første er hentet fra en måltidsscene, er den anden taget fra en husorden, hvor forholdet mellem husherre og forvalter anskueliggør sidstnævntes troskab eller mangel herpå over for sin herre. 35 Opfordringen til at binde op om sine lænder er et velkendt billede; i 2 Mos 12,11, hvorfra der er citeret løst, drejer det sig om i al hast at indtage påskemåltidet. Det andet billede med at have sørget for lys er kendt fra andre nt.lige tekster.51

36-38 Den første lignelse tager udgangspunkt i en situation, hvor en husherres slaver som dørvogtere venter på, at deres herre bryder op fra

50. 12,42-46 er dog influeret af Matt 24,45-51, ligesom Mark 13,33-37 også har sat sig spor, især i 12,38.40. Se tillige Thom log 21; 103 og Did 16,1. 51. Se 1 Thess 5,1-11; Fil 2,15; Efes 5,8; 6,14; 1 Pet 1,13.

441

et bryllup (v. 36). Dette kombineret med opfordringen i v. 35 til at have lamperne tændt kan være et ekko af Matt.s lignelse om brudejomfruerne (Matt 25,1-13), hvis pointe er at være parat med tændte lamper, når brudgommen kommer.52 Udlægningen påvirker åbenbart billedet, da det næppe er realistisk med så mange dørvogtere. Det ses også af den gentagne brug af betegnelsen κύριος, der i udgangspunktet går på husherren, men samtidig refererer til Jesus som Herre. Udlægningen i v. 37a i form af en saligprisning fokuserer på, at slaverne våger og ikke falder i søvn. Det i Luk. sjældent forekommende verbum γρηγορεῖν er udbredt i eskatologisk orienterede tekster, der vedrører disciples evne til at holde sig vågne og dermed være parate, når menneskesønnen indfinder sig (jf. Mark 13,33-37; Matt 24,42-25,13). Med et ἀμήν-udsagn i v. 37b fastholdes billedet, men igen på en sådan måde, at udlægningen præger det. Der vendes op og ned på sociale konventioner og rolleforventninger, når husherren sætter sig i slavens sted og binder op om sig selv, byder dem til bords og betjener dem (sml. 17,7-10).53 Husherren optræder som den, der frem for at blive betjent tjener i skikkelse af en slave; hermed indgår billedet i en for Luk. typisk socialmoralsk tematik, der ikke mindst kommer til udfoldelse i 22,24-27, hvor Jesus over for disciplenes strid om at være størst peger på sig selv som den, der ved at betjene er størst.54 Med v. 38 fastholdes billedet med herrens hjemkomst på et bestemt tidspunkt, måske under indflydelse af nattetidsinddelingen i Mark 13,35. Bag billedet gemmer sig forestillingen om, at Jesu genkomst lader vente på sig. Talen om en anden og tredje nattevagt forudsætter den romerske natteinddeling i fire nattevagter (jf. Mark 13,35).55 Nærmest som en inclusio afsluttes med en saligprisning som i v. 37 af dem, der våger.

52. Således M.D. Goulder, Luke – A New Paradigm, s. 543-548. Goulder bemærker, at Lukas retter op på et uklart bryllupsbillede i Matt 25,1-13. Hvor Matthæus i sin allegorisering af billedet lader brudepigerne gå ud for at møde brudgommen, er det i Luk. slaver, der venter på deres herres hjemkomst fra sit bryllup. Spørgsmålet er dog, om det ikke snarere handler om en vens eller et familiemedlems bryllup (således F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Luk 9,51-14,35), s. 327). 53. Ikke tilfældigt forekommer verbet περιζώννυσθαι både i v. 35 og v. 37. 54. Billedet af herren, der som en slave tjener, kan være influeret af Joh.s fodvaskningsscene (Joh 13,4-17). Se B. Shellard, New Light on Luke, s. 109. Se tillige H. Moxnes, The Economy of the Kingdom, hvor han skriver: “Metaphors like ‘children’ and ‘servants’ used of believers and community leaders represent an egalitarian tendency with a criticism of patrons and haughty leaders.”(s. 158-159). 55. Der kan også være forudsat en jødisk tredeling af natten. Men uanset hvad, så er tanken, at genkomsten trækker ud og indfinder sig på et sent tidspunkt.

442

39 Et nyt billede indføres: Dersom en husherre ved, hvornår tyven indfinder sig, vil han være i stand til at forhindre indbrud. Billedet af tyven er velkendt i eskatologisk orienterede tekster som udtryk for det pludselige og uforudsigelige indgreb i historien (jf. Matt 24,43; 1 Thess 5,2.4; 2 Pet 3,10; Åb 16,15). 40 Som afslutning formanes disciplene endnu engang til at være parate, når menneskesønnen kommer. Med dette menneskesønudsagn er der lagt op til en påmindelse om dommedag, hvor Jesus som menneskesønnen skal optræde som verdensdommer, et eskatologisk forestillingskompleks, der er influeret af ikke alene Matt 24,44, men også af 25,31-46.56

41 Lukas lader Peter optræde som talsmand for apostlene med spørgsmålet, om Jesu lignelsestale er rettet til dem alene eller til alle disciple. Jesus svarer ikke direkte; den følgende lignelsestale er svaret, der retter sig imod dem, der har fået en særlig opgave betroet, dvs. apostlene og på Lukas’ tid i første halvdel af 2. årh. med begyndende institutionalisering de ledende i menigheden.57

42-48 Lignelsen indledes i spørgeform vedrørende den trofaste og kloge forvalter (οἰκονόμος), der af sin herre sættes til at sørge for at uddele madrationer til slaverne (v. 42).58 Den fra græsk-romersk husorden anvendte forvaltermetaforik forekommer også i 16,1-13 til at anskueliggøre forhold i Lukas’ menighed, hvor de ledende holdes fast på et særligt betroet ansvar (sml. 1 Kor 4,1-2).59 Ordet θεραπεία forekommer også i Luk 9,11 i betydningen helbredelse, hvorimod der her

56. R.C. Tannehill mener, at opfordringen til at være parat ikke alene gælder genkomsten, men også den enkeltes død, for, som han skriver, er en individualistisk eskatologi også til stede hos Lukas (The Narrative Unity, Vol. 1, s. 249). 57. Se F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Luk 9,51-14,35), s. 333. Her fastslås, at det er apostlene eller alle Kristustroende, spørgsmålet gælder. Mens det foregående har vedrørt alle disciple, så gælder det følgende alene apostlene. 58. Billedet synes influeret af den gt.lige Josefhistorie (se især 1 Mos 39; 41). 59. Forvaltermetaforikken er udbredt i Luk. (se tillige 16,1-8; 19,11-27) og afspejler datidens romerske patron-klientforhold. Se H. Moxnes, “Social Relations and Economic Interaction in Luke’s Gospel”, s. 252-257. Moxnes peger på den, der optræ-

443

er tale om tjeneste / forplejning.60 Hvor der i v. 42 er tale om en forvalter, omtales samme i v. 43 som slave for sin herre og prises salig for at have sørget for sine underordnede. I v. 44 hedder det med et ekko fra Josefhistorien (1 Mos 39), at herren satte ham over al sin ejendom. I forhold til denne positive beskrivelse af en trofast og klog forvalter og slave gives med v. 45 en modsat beskrivelse af den utro og ukloge forvalter, der regner med, at hans herres hjemkomst trækker ud, hvorfor han ikke alene giver sig til at slå sine underordnede, men også at spise, drikke og blive beruset. Hermed misligholder han i dobbelt forstand det betroede ansvar. Den strenge straf følger i v. 46, hvor der fortælles om herrens overraskende tilbagekomst. Der er tilsyneladende spor af Matthæus’ lignelse om den gældbundne tjener (Matt 18,21-35; jf. Matt 24,51).61

De afsluttende v. 47-48 findes alene i Luk. Her skelnes mellem på den ene side den slave, der nok kender sin herres vilje, men er uforberedt og ikke har handlet herefter, og på den anden side den slave, der ikke kender sin herres vilje og også har gjort noget forkert. Begge skal de straffes, men den første med flest prygl, mens den sidste slipper med få prygl (bemærk kontrasten πολλάς – ὀλιγάς). Formentlig drejer det sig om lukansk menighedsbelæring, hvor der med de første er tale om egentlige ledere, måske i form af lærere (jf. ApG 20,28), mens det med de andre drejer sig om almindelige kristne, hvor man ikke kan forvente samme opfyldelse af Guds vilje som med de første. Netop derfor slås det til sidst fast med et dobbeltudsagn, at har man fået og er man betroet meget, afkræves og forlanges der også så meget desto mere. I forlængelse af lignelsens fokus på den betroede forvalter afsluttes dette læreafsnit med vægt på formaning af de særligt ansvarlige i den lukanske menighed. Teksten afspejler en begyndende institutionalisering af menighedslivet på Lukas’ affattelsestidspunkt (første halvdel af 2. årh.).

der som formidler mellem herre og slave, som en central skikkelse (“a middleman or broker”, s. 254). 60. I bred forstand skal forvalterens ansvar for ernæring og helbred ses, herunder medicin (således F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Luk 9,51-14,35), s. 334). 61. J.D. Crossan skelner mellem “normal” og “anormal” lignelser og rubricerer denne under det første, velsagtens fordi billedet ikke er uforligeligt med datidens forhold, sådan som det f.eks. kan skildres i komediedigtning (In Parables, s. 96-120).

444