Ikke fred, men splid – 12,49-53

49 “Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget. 50 Men en dåb skal jeg døbes med, og hvor er jeg knuget, indtil det er fuldendt. 51 Tror I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg jer, snarere splittelse. 52 For fra nu af vil fem i samme hus være i splid med hinanden, tre mod to og to mod tre, 53 far mod søn og søn mod far, mor mod datter og datter mod mor, svigermor mod sin svigerdatter og svigerdatter mod svigermor.” Fra Matt 10,34-36 har Lukas hentet Jesu ord om, at han ikke er kommet for at bringe fred. Unik er dog indledningen om, at Jesus er kommet med ild, endvidere udsagnet om dåben, der dog kan minde om Mark 10,38. Om familiesplittelser er der paralleller mellem Matt. og Luk., hvor sidstnævnte har det særlige udsagn om fem i splid med hinanden i samme hus.

49 Jesu udsagn om at kaste ild på jorden er et sendelsesudsagn, der dog ikke nødvendigvis forudsætter en præeksistenstanke, men i hvert fald tanken om, at han er sendt af Gud (jf. 5,32).62 Vigtig er også brugen af ilden som renselsessymbol (jf. Mark 9,49) og i sammenhæng hermed som domssymbol. Det sidste er mest oplagt, også af den grund, at det allerede forekommer i den betydning i forbindelse med Johannes’ forkyndelse (jf. Luk 3,9.17; se tillige 9,54; 17,29 og ApG 2,19).63 Der-

62. Formentlig er brugen af verbet βάλλειν en afsmitning fra Matt 10,34, hvor der dog er tale om at kaste / etablere fred på jorden. Nærmeste parallel er Thom log 10, hvor der står: “Jesus sagde: ‘Ild har jeg kastet på verden, og se, jeg vogter den, indtil den brænder.’”(M.Aa. Skovmands oversættelse). Et agrafon fra oldkirken lyder således: “Den, der er ved mig, er ved ilden; men den, der er fjernt fra mig, er fjernt fra riget.” (oversat fra F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Luk 9,51-14,35), s. 346). Bemærkelsesværdigt er, at alle tre tekster ikke opfatter ilden som destruktiv, men som nærende. Og hermed kan også være ment rensende og dermed tænkt på dommen. En grundig analyse af udsagnet og dets traditionshistoriske baggrund findes i C.P. März, “‘Feur auf die Erde zu werfen, bin ich gekommen…’ Zum Verständnis und zur Entstehung von Luk 12,49”. 63. Ilden som domssymbol forekommer hyppigt i gt.lige og jødiske tekster (f.eks. Es 66,15-17; Jer 11,16; Ezek 15,4-8; Sef 1,18; Joel 2,3; 1 En 102,1; PsSal 15,4; Jub 9,15). Også fortællingen om Elias, der kastede ild på Baalprofeternes alter (1 Kong 18) kan der være et ekko af. Se F. Lang, πῦρ mm., ThWNT VI, s. 927-947, specielt s. 941-943.

445

imod er det næppe en henvisning til Helligåndens komme (jf. ApG 2,3). Det efterfølgende udsagn, der udtrykker et ønske om, at ilden fænger an, er både sprogligt og indholdsmæssigt gådefuldt.64 Meningen må være, at Jesus ønsker, at hans forkyndelse har virkning. Det skal så ses i sammenhæng med et gennemgående tema i det lukanske dobbeltværk om den splittelse mellem mennesker, Jesu forkyndelse afstedkommer (jf. 2,34-35). Lukas lader Jesus pege frem, hvormed må være ment tiden efter hans død, der umiddelbart herefter refereres til med dåbsmetaforen.65

50 Parallelt med ildudsagnet er udsagnet med dåben som billedligt udtryk, formentlig for Jesu lidelse og død.66 Det bestyrkes af den sidste del af udsagnet, der netop udtrykker Jesu ængstelse heroverfor, hvilket også ses af 22,42 (jf. Mark 10,38; Joh 12,27). Brugen af verbet τελεῖν (= fuldende) forekommer flere steder hos Lukas (således 18,31; 22,37; ApG 13,29).67

51-53 Som en opfølgning lader Jesus igen vide, at han ikke er kommet for at bringe fred, snarere splittelse.68 Hvor Jesus i Matt 10,34 siger, at han ikke kom for at bringe fred, men sværd, taler Lukas om splittelse.69 Det konkretiseres med, at fem i et hus deler sig i to og tre, der strides indbyrdes, et udsagn der er baseret på Mik 7,6 med omtale af følgende tre relationer, far og søn, mor og datter, svigermor og svigerdatter. Fred skal således ses i modsætning til splittelse. Udsagnet modsiger

64. Se herom F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 9,51-14,35), s. 351-353. 65. Således M. Wolter, Das Lukasevangelium, s. 468-469. Han peger på “das Pfingstgeschehen und die nachpfingstliche Christusverkündigung” (s. 469) som en forståelse, der med hans ord må fremkalde færrest indvendinger. 66. Det er ikke overbevisende, når J.B. Green mener, at denne metafor sammen med ildmetaforen viser hen til dommen, hvilket han argumenterer for med henvisning til gt.lig vandmetaforik, f.eks. 2 Sam 22,5; Es 43,2 (The Gospel of Luke, s. 509). En lignende opfattelse peger C.F. Evans på, når han skriver “It could be a symbol, like “fire” of the divine judgment” (Saint Luke, s. 540). 67. Til forståelsen af βάπτισμα (= dåb), se G. Delling, “βάπτισμα, βαπτισθῆναι”. 68. Foruden Matt 10,34-36 og Mark 13,12 afspejles denne erfaring i den tidlige kristendom også hos Paulus, her specielt hvad angår forholdet mellem ægtefæller (1 Kor 7,12-16), endvidere i Thom log 16. 69. Når Lukas således undgår brugen af ordet μάχαιρα = sværd, kan forklaringen være, at han udover at fokusere på familiesplittelser som følge af forfølgelser reserverer brugen af ordet til 22,36 og 22,49.

446