Kapitel 13 Skyld og straf og lignelsen om figentræet – 13,1-9

Kapitel 13

Skyld og straf og lignelsen om figentræet – 13,1-9

1 På det tidspunkt indfandt der sig nogle hos ham og fortalte om galilæerne, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. 2 Og han tog til orde og sagde til dem: “Bilder I jer ind, at disse galilæere var større syndere end alle andre galilæere, fordi de har lidt dette? 3 Nej, siger jeg jer, men hvis ikke I omvender jer alle sammen, skal I gå til grunde på samme måde. 4 Eller de atten, som tårnet i Siloa faldt ned over og dræbte, bilder I jer ind, at disse var mere skyldige end alle andre mennesker bosat i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg jer, men hvis ikke I omvender jer alle sammen, skal I gå til grunde på samme måde.” 6 Så fortalte han denne lignelse: “En mand havde et figentræ, der var plantet i hans vingård, og han kom og søgte efter frugt på det, men fandt ingen. 7 Så sagde han til gartneren: ‘Se, i tre år er jeg kommet og har søgt efter frugt på dette træ, men finder ingen. Hug det om, for hvorfor skal det tage kraften fra jorden?’ 8 Men han svarede og siger til ham: ‘Herre, lad det stå endnu et år, mens jeg får gravet og lagt gødning omkring det, 9 så bærer det måske frugt i fremtiden, og hvis ikke, må du hugge det om.’” Der finder nu et sceneskifte sted, hvor nogle henvender sig til Jesus og fortæller ham om en episode, hvor mennesker bliver dræbt. Jesus supplerer med en tilsvarende episode.1 Og foranlediget heraf spørger Jesus om sammenhæng imellem omfanget af henholdsvis skyld og straf og formaner til at omvende sig (13,1-5). Han fortæller derpå en lignelse om et figentræ (13,6-9). Begge dele er lukansk særstof.2 Teksten kan inddeles således: 13,1-3 og 13,4-5 vedrører de to episoder og følges op i 13,6-9 med lignelsen.

1. Til sammenhængen i 13,1-35, se R.J. Shirock, “The Growth of the Kingdom in Light of Israel’s Rejection of Jesus: Structure and Theology in Luke 13: 1-35”. Shirock peger på en kiastisk struktur, hvorefter 13,1-9 og 13,31-35; 13,10-17 og 13,22-30 udgør yderafsnittene med 13,18-21 som midtpunktet (s. 17-25). 2. Figentræslignelsen kan dog hidrøre fra Mark 11,12-14.20-25 og Matt 21,18-22, der beretter om Jesu forbandelse af figentræet, en episode Lukas har udeladt. Fælles for lignelsen og episoden er et figentræ, der ikke bærer frugt og derfor må fjernes. En forklaring på, at Lukas har genskrevet en episode til en lignelse, kan være hans intention om at knytte figentræsbilledet til omvendelsestemaet her. Se M.D. Goulder, Luke – A New Paradigm, s. 561-563.

449

1-3 Scenen er knyttet sammen med det foregående med en tidsbestemmelse, mens de, der henvender sig til Jesus, fremstår anonyme. Den omtalte episode drejer sig om, at den romerske statholder Pilatus havde begået en massakre på galilæiske pilgrimme, der var i færd med at foretage ofringer (v. 1). Selv om episoden ikke er identisk med andre episoder i Pilatus’ embedstid, der er omtalt hos Filon og Josefus, svarer beskrivelsen af hans brutale fremfærd til omtalen af ham hos de to jødiske forfattere. I betragtning af Pilatus’ senere rolle i passionsfortællingen er det oplagt at se den negative omtale af ham som et spændingsskabende træk.3 Der kan ud fra beskrivelsen være tale om slagtning af påskelam, der som det eneste offerdyr blev slagtet af lægfolk. Offerhandlingen må have fundet sted i præsternes forgård om eftermiddagen 14. nisan.4 I Jesu svar (v. 2), der er formet som et spørgsmål, er der forudsat en sammenhæng mellem skyld og skæbne. Den tankegang gør han delvist op med i v. 3 med et emfatisk οὐχί (= nej), hvor han benægter, at de omkomne galilæere har syndet mere end andre galilæere.5 Han gør altså op med en tankegang, hvorefter man forholder sig kvantitativt til spørgsmål om skyld og straf. Herefter advarer han imod ikke at omvende sig, eftersom det ellers vil gå alle andre på samme måde. Jesus ser ikke tilbage på et eventuelt skyldspørgsmål, men fremad med muligheden for som synder at vende om.6 Gør man ikke det, vil man gå til grunde, hvormed må være tænkt på dommen. Lukas understreger det universelle ved det

3. Se Filon, Leg 298-305; Josefus, Bell 2,169-177; Ant 18,55-89. Se hertil J. Blinzler, “Die Niedermetzelung von Galiläern durch Pilatus”, s. 32-37. Blinzler vender sig imod forsøg på at identificere Luk.s episode med de hos Josefus og Filon omtalte episoder, eftersom teksterne ikke har meget til fælles udover omtalen af Pilatus’ brutale fremfærd. Til nærmere analyse af de jødiske tekster, se N. Willert, Pilatusbilledet i den antike jødedom og kristendom, s. 25-141. 4. Således J. Blinzler, ibid., s. 31; J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 514. Om massakren har fundet sted samtidig med slagtningen af offerdyrene, som Blinzler antager, sætter M. Wolter spørgsmålstegn ved med en henvisning til en lignende sprogfigur i Filons De specialibus legibus 3,91 (Das Lukasevangelium, s. 475). Til gengæld peger Wolter på en lignende episode under Arkelaos i 4 f.Kr., der er omtalt hos Josefus (Bell 2,10-13; Ant 17,230.237.240-242) og foreslår, at Lukas fejlagtigt kan have forbundet denne episode med Pilatus (ibid. s. 475-476). I betragtning af, at Lukas i lignelsen om de betroede pund (19,11-27) indirekte viser kendskab til Arkelaos, er denne forklaring plausibel. 5. Et tilsvarende emfatisk οὐχί forekommer også i 12,51. Til spørgsmålet om forholdet mellem skyld og skæbne, jf. Mark 2,1-12; Matt 9,1-8; Luk 5,17-26; Joh 9,1-3. 6. G. Schwartz skriver meget rammende, at Jesus ikke går ind på spørgsmålet om skyld og skæbne, men forskubber accenten “vom Sündig-sein zum Sünder-sein.”

450

gentagne πάντες i hele teksten (v. 2,3,4 og 5). Alle mennesker er karakteriseret som ἁμαρτωλοὶ (= syndere) og ὀφειλέται (= skyldnere).7 Med brug af verbet μετανοεῖν (= omvende sig) i v. 3 og v. 5 er Jesu formaning et eksempel på et centralt lukansk omvendelsestema, der slås an med Johannes’ forkyndelse (3,3.8).8 At vende om må i sammenhængen forstås som at følge Jesus med hans forkyndelse i ord og gerning. 4-5 Ud fra sammenhængen er det Jesus, der nu anfører det andet eksempel, hvor et tårn i Siloa sydøst for Jerusalem styrter ned og dræber atten jerusalemitter (v. 4). Typisk for Luk. er der tale om dubletter, der i dette tilfælde er geografisk dækkende med først galilæere og nu jerusalemitter. Episoden er ikke kendt andetstedsfra, men lokaliteten kan identificeres som det kanalsystem og vandreservoir (Siloadammen), der lå sydøst for Jerusalem.9 Jesus stiller omtrent det samme spørgsmål, om disse ofre var mere skyldige end alle andre mennesker, der bor i Jerusalem.10 Svaret er som før en benægtelse efterfulgt af en opfordring til at omvende sig og dermed undgå at gå til grunde ved dommen. En vis sammenhæng mellem skyld og skæbne er derfor ikke udelukket, men det er ikke det afgørende i Jesu belæring, derimod at man omvender sig.

Pointen i Jesu svar er, at alle er syndere (“LUKAS XIII 1-5. Eine Emendation”, s. 126). 7. I Fadervor (11,4) forekommer såvel substantivet τὰς ἁμαρτίας (= synder) som participiet ὀφείλοντι (= den, der er skyldig), hvilket kan have influeret på Lukas’ vekslen mellem at tale om syndere og skyldnere. 8. Jf. 5,32; 10,13; 11,32; 15,7; 16,30; 17,3-4; 24,47; ApG 2,38; 3,19; 5,31; 8,22; 11,18; 17,30; 20,21; 26,20. 9. Siloa er der hentydet til i GT (2 Sam 5,8; 2 Kong 20,20; 2 Krøn 32,2-4.30; Neh 3,15; Es 8,6). I Joh 9,7.11 er Siloa omtalt som det sted, hvor den af Jesus helbredte blindfødte skal gå hen for at rense sig. Det er i samme fortælling, hvor Jesus i begyndelsen siger, at den blinde ikke er syg, fordi han eller hans forældre har syndet (Joh 9,1-3). Josefus omtaler et fæstningsanlæg ved Siloadammen (Bell 5,140.145). Det pågældende tårn kan have udgjort en del heraf, men der er ikke andre vidnesbyrd om den omtalte katastrofe. 10. Det græske ὀφειλέτης = skyldner svarer til det før anvendte ἁμαρτωλός = synder (jf. 11,4).

451