Kapitel 13 Skyld og straf og lignelsen om figentræet – 13,1-9 1 På det tidspunkt indfandt der sig nogle hos ham og fortalte om galilæerne, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. 2 Og han tog til orde og sagde til dem: “Bilder I jer ind, at disse galilæere var større syndere end alle andre galilæere, fordi de har lidt dette? 3 Nej, siger jeg jer, men hvis ikke I omvender jer alle sammen, skal I gå til grunde på samme måde. 4 Eller de atten, som tårnet i Siloa faldt ned over og dræbte, bilder I jer ind, at disse var mere skyldige end alle andre mennesker bosat i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg jer, men hvis ikke I omvender jer alle sammen, skal I gå til grunde på samme måde.” 6 Så fortalte han denne lignelse: “En mand havde et figentræ, der var plantet i hans vingård, og han kom og søgte efter frugt på det, men fandt ingen. 7 Så sagde han til gartneren: ‘Se, i tre år er jeg kommet og har søgt efter frugt på dette træ, men finder ingen. Hug det om, for hvorfor skal det tage kraften fra jorden?’ 8 Men han svarede og siger til ham: ‘Herre, lad det stå endnu et år, mens jeg får gravet og lagt gødning omkring det, 9 så bærer det måske frugt i fremtiden, og hvis ikke, må du hugge det om.’”
Der finder nu et sceneskifte sted, hvor nogle henvender sig til Jesus og fortæller ham om en episode, hvor mennesker bliver dræbt. Jesus supplerer med en tilsvarende episode.1 Og foranlediget heraf spørger Jesus om sammenhæng imellem omfanget af henholdsvis skyld og straf og formaner til at omvende sig (13,1-5). Han fortæller derpå en lignelse om et figentræ (13,6-9). Begge dele er lukansk særstof.2 Teksten kan inddeles således: 13,1-3 og 13,4-5 vedrører de to episoder og følges op i 13,6-9 med lignelsen. 1. Til sammenhængen i 13,1-35, se R.J. Shirock, “The Growth of the Kingdom in Light of Israel’s Rejection of Jesus: Structure and Theology in Luke 13: 1-35”. Shirock peger på en kiastisk struktur, hvorefter 13,1-9 og 13,31-35; 13,10-17 og 13,22-30 udgør yderafsnittene med 13,18-21 som midtpunktet (s. 17-25). 2. Figentræslignelsen kan dog hidrøre fra Mark 11,12-14.20-25 og Matt 21,18-22, der beretter om Jesu forbandelse af figentræet, en episode Lukas har udeladt. Fælles for lignelsen og episoden er et figentræ, der ikke bærer frugt og derfor må fjernes. En forklaring på, at Lukas har genskrevet en episode til en lignelse, kan være hans intention om at knytte figentræsbilledet til omvendelsestemaet her. Se M.D. Goulder, Luke – A New Paradigm, s. 561-563.
449
Kommentar til Lukasevangeliet - Indhold.indb 449
22-03-2022 11:18:55