DANSK
A
TØ
NI
AM
NG
DANSKE FRITIDSFISKERE · OKTOBER 2021 RF
IS K E R F O
RE
Ny viden og nye hummere Selvom langt de fleste danske hummere bliver fanget i Limfjorden, er der meget lidt viden om bestanden. Det prøver forskere på DTU Aqua – Sektion for Kystøkologi/Dansk Skaldyrscenter at lave om på, mens de gør klar til om nødvendigt at kunne føje nye små hummere til. Tekst og foto: Rikke Bolander På en lille smal odde øst for havnen i Nykøbing Mors ligger en afdeling af DTU Aqua med udsigt til Limfjorden på begge sider. På Dansk Skaldyrscenter arbejder godt og vel 15 forskere, phD-studerende og fiskeriteknikere med makroalger, ålegræs og skaldyr. En af dem er seniorforsker Pedro Seabra Freitas, der står i spidsen for det store projekt om hummere i Limfjorden, som DTU Aqua har haft i gang siden 2019. Selvom der endnu ikke foreligger nogle resultater fra undersøgelserne, har han sagt ja til at fortælle mig lidt om forskningen og om arbejdet med opdræt af hummere. Med sit portugisiske ophav er han en del af det internationale forskermiljø på centeret. Vi taler sammen på engelsk, og han trækker på smilebåndet, da jeg taler om “black lobster”, som er den direkte oversættelse af sort hummer. “Ja, det kalder nogle af mine danske kollegaer dem somme
22
tider. På engelsk hedder den egentlig ‘european lobster’, og ofte er de også mere blå end sorte,” forklarer han.
Klækkeriet
Jeg får syn for sagen, da han giver mig en lille rundtur i centerets klækkeri, hvor de eksperimenterer med at klække og opfostre hummerlarver, til de er store nok til at klare sig i fjorden. I en slags bænk af rustfrit stål, er der indrettet en række rum på cirka 15 gange 10 centimeter, og et indviklet system sørger for, at der hele tiden løber nyt vand igennem. I hvert rum bor en lillebitte hummer sammen med lidt sten og blåmuslinger. En af dem snapper efter mig med sine små kløer, da jeg vil tage et nærbillede af den. Vi får selskab af Pedro Seabra Freitas’ kollega, franskmanden Pascal Barreau, der er akvakulturtekniker og ansvarlig for både hummer- og muslingeklækkeriet. I 12 år har han været med til at lave små nye hummere bl.a. ved at undersøge,
Teknikeren Pascal Barrueau ved nøjagtig, hvordan han undgår at komme til at sidde i saksen. hvornår hunnerne helst smider de æg, de har siddende under halen, og befrugter dem med den sæd, som de i årevis kan gemme i rygskjoldet. “Vi eksperimenterer for eksempel med vandtemperaturen,” forklarer han, mens han til min store skræk tager en velvoksen hummer op af et lille bassin. Men som han pædagogisk forklarer mig, kan hummeren ikke nappe ham,
når han holder fast bagved de heftige kløer. Jeg skal alligevel ikke nyde noget. Pedro springer til gengæld hen for at hente en tommestok. Denne her hummer smed sin skal i juni, så han er nysgerrig på, hvor meget den mon var vokset siden. Skallen står på hans kontor.
Hvis det bliver nødvendigt
Pascal Barreau og hans kollegaer har faktisk lykkes med at føre hele 10.000 hummere fra ægstadiet og frem til fase fire, der er fasen lige inden “unge hummere”. Men selvom de faktisk har haft stor succes med at opdrætte hummere i fangenskab, er formålet ikke at øge populationen i Limfjorden. Ikke lige nu i hvert fald. “Men hvis det bliver nødvendigt, skal vi have teknologi og viden klar,” siger han. Som det er nu, ved forskerne ikke ret meget om, hvordan bestanden af hummere i Limfjorden egentlig har det. Og det er netop det, som Pedro Seabra Freitas er i fuld gang med at prøve at finde ud af med forskningsprojektet, der lyder det mundrette navn Hummer. “Både os fra DTU Aqua, men også Fiskeriministeriet og nogle
