Anders Lassens krig

Af samme forfatter Blod, magt og penge. En bog om mafiaen · 1987 Rom (s.m. Hans Scheving) · 1989 Mafiaens mænd · 1990 Italien, mennesker og samfund · 1990 Italien og italienere · 1991 Ikke altid pizza (s.m. Andreas Harder) · 1992 London (s.m. Hans Scheving, Jens Rahbek Rasmussen og Lone Ramskov Larsen) · 1993 Om folkelighed · 1995 Spis brød til (s.m. Andreas Harder) · 1996 Italien – fra Mazzini til Bossi · 1997 Italienske steder. Rejser m.m. 1991-1998 · 1998 Bogen om Rom (s.m. Hans Scheving) · 2000 Brdr. Harders italienske køkken (s.m. Andreas Harder) · 2000 Portræt af Rom (s.m. Lisbeth Davidsen) · 2001 Mafiaens mænd. 2. rev. udgave · 2003 Mad og mennesker · 2004 Paolo il Danese, Den danske partisan · 2005 Italien, Fra Mazzini til Berlusconi · 2006 Brdr. Harders italienske køkken, 2. udg. (s.m. Andreas Harder) · 2006 Glimt af Rom (s.m. Hans Scheving) · 2009 Fra Brenner til Trento, En rejse i Sydtyrol · 2009 Rom, Amore mio · 2009 Den danske partisan, Historien om Paolo il Danese · 2009 Mellem to sprog, Om oversættelse, tolkning, sprogpolitik, og hvorfor det er bedre at være tosproget end tvetunget · 2010 Kæreste Kek, Et dansk søskendepar i britisk krigstjeneste (s.m. Lene Ewald Hesel) · 2012 Anders Lassen: Operation Postmaster (e-bogssingle) · 2013 Obersten og de unge galninge (e-bogssingle) · 2014 Kryssing, Manden der valgte forkert · 2014 De uønskede – De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949 · 2020

Transperant logo

Venstrestillet logo 12 cm version

Til Lene, mit lykketræf

Anders Lassens krig Af Thomas Harder © 2010, 2015, 2018 og 2020 Thomas Harder Denne udgave © Gads Forlag 2020 ISBN: 978-87-12-06359-9 4. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Omslag: Harvey Macaulay Grafisk tilrettelæggelse: Lars Ole Nielsen 13 kort: Simon Bang Illustrationer: se s. 607 Tryk: ScanBook For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Det er en måneløs nat. Atten britiske soldater og to italienske fiskere er på vej hen over en kæmpemæssig sø. Soldaterne ror deres stormbåde, så lydløst de kan. Deres italienske hjælpere stager deres lange, fladbundede båd gennem det lave, grumsede vand.

Det meste af dagen har soldaterne ligget i mudrede dækningsgrave på en lille, flad og myggebefængt ø. Hvis nogen rejste sig, ville det kunne ses fra observationsposten i kirketårnet på den modsatte side af søen og udløse ild fra tyskernes 88 mm-kanoner.

I ly af mørket har de rejst sig og er gået om bord i deres både.

De skal tilbagelægge en strækning på otte kilometer, før de kan gå i land på den bred, som tyskerne holder besat. De fleste af dem er veteraner med mange landgangsoperationer bag sig, men de har aldrig oplevet en slagmark som denne og sjældent deltaget i en aktion med så mange ukendte faktorer.

Styrkens chef er en 24 år gammel dansker. Om få timer er det fem år siden, at tyskerne besatte hans fædreland. Han har været i krig lige siden.

Indhold 13 Forord 19 Indledning 21 Barndom og familie Høvdingsgaard og Bækkeskov • Herlufsholm • Lundby Realskole • Hvad nu?

36 M/S Fionia, januar 1939-maj 1939 46 Bækkeskov, maj-juni 1939 49 Kunsten at føre guerillakrig 1 – MI(R) 53 M/T Eleonora Mærsk Sejlads i fredstid, 20. juni 1939-1. september 1939 • M/T Eleonora Mærsk, 1. september 1939-9. april 1940 66 »Held og Lykke – Hold midt mellem Øjnene« – Finland, 30. november 1939-12. marts 1940 68 Kunsten at føre guerillakrig 2 – The Snowballers 71 M/T Eleonora Mærsk, januar-9. april 1940 75 M/T Eleonora Mærsk, 9. april 1940-oktober 1940 Besættelse og mytteri, 9. april-4. maj 1940 • Jagtjournal, dagbog, roman …

Anders Lassens krig

86 Kunsten at føre guerillakrig 3 – De uafhængige kompagnier og Knife Norge, april-juni 1940 • Special Training Centre Lochailort 93 M/T Eleonora Mærsk i britisk tjeneste, 4. maj-oktober 1940 1 02 Kunsten at føre guerillakrig 4 – Commandos »Slagt og stik af« • De første forsøg 110 M/T British Consul, oktober-december 1940 115 Storbritannien, december 1940-januar 1941 »Hvad fanden skal man ellers lave?«, Newcastle, december 1940-januar 1941 • Kap’n Iversen 122 Kunsten at føre guerillakrig 5 – SOE – Sæt Europa i brand 1 26 I SOE Hvervearbejde i Newcastle • London • No. 1 Special School, Brockhall 131 Kunsten at føre guerillakrig 6 – SOE-skolerne 1 34 »God med udpræget selvstændig natur«

STS 1 • Carl Johan Bruhn • »Kan ikke holde ud at være lukket inde«, januar – marts 1941 1 44 Kunsten at føre guerillakrig 7 – Commandos Raids • Layforce – Fra Skotland til Syrien • SAS 154 Special Training School 21 – Arisaig House Skolen • »Den vil jeg ha’!«

Indhold

164 Gumley Hall »Perfectly allright« 170 Kunsten at føre guerillakrig 8 – Maid Honor En eventyrets ånd • »Og her er store Ting at opleve« Strengt fortroligt • Bow and Arrow 1 86 Operation Postmaster Rejsen • Passende anvendelse? • Kystsejlads • Spionerne på Fernando Po • Julen 1941 – Olokemeji og Torpeskov • Kuppet Efterspil i Nigeria 215 Small Scale Raiding Force Tilbage til rødderne • London, april-juni 1942 • »Kære Fritz …« Christmas Møller • Anderson Manor og London, maj-august 1942 Operation Barricade, Cap Barfleur, 14.-15. august 1942 • De første drab • Frants – 1 • Operation Jubilee, Dieppe, 19. august 1942 Operation Dryad, Les Casquets, 2. september 1942 • Operation Branford, Burhou, 7.-8. september 1942 • Operation Aquatint, St. Honorine, 12.-13. september 1942 – »Største Sorg jeg har haft i denne Krig« • Operation Basalt, Sark, 3.-4. oktober 1942 • Operation Basalt – Løse ender • Det »intime drab« • Operation Basalt – Efterspil • SSRF vokser – Operation Facsimile, Fahrenheit og Batman, oktober-november 1942 • 50/50 chance for at overleve • Frants – 2 278 SAS/SBS – Jellicoe 85 SSRF – afslutning 2 Frants og Anders • Casablanca • Fra SSRF til SAS 93 Special Boat Squadron 2 Opbrud • Atlit • Operation Mincemeat

Anders Lassens krig

3 07 Operation Albumen – Kreta, den 23. juni-11. juli Ukendt bestemmelsessted • Marchen gennem bjergene Angrebet • Repressalier • Evakuering • Hjemme igen, 12.-14. juli 1943 • Samtidig på Sardinien, Operation Hawthorn, 30. juni-16. Juli • Operation Husky og Operation Chestnut, Sicilien 10. & 12. juli 1943 41 Kampen om Ægæerhavet – 1 3 Mussolinis fald, 25. juli 1943 • Uenige allierede • »Jeg har aldrig været saa glad i mit Liv…« • Den italienske kapitulation, 8. september 1943 • Krise på Rhodos, 8.-11. september 1943 Modstand og krigsforbrydelser, 10. september-13. oktober 1943 60 Kampen om Ægæerhavet – 2 3 Kos, Leros, Samos, Kalimnos, september-oktober 1943 Simi, 7. september-2. november 1943 • Kos, 2.-4. oktober 1943 Simi, 7. oktober-2. november 1943 • Leros, oktober-17. november 1943 • Samos, 17. november-december 1943 • Tilbage til Atlit, december 1943 08 Raidere i Ægæerhavet, 1944 4 Raiding Forces HQ • Operation Zeppelin • Tyskerne i Ægæer­havet Operation Fireeater, LSF og Tewfik • Halki, januar-februar 1944 Pusterum og stjernestatus • Simi, februar 1944 • Patmos og andre raids, marts • Alimnia-patruljen, april 1944 • Santorini, april 1944 »Word is Vendetta« – Bortførelsen af general Kreipe og angrebet på Paros, april-maj 1944 • Udmattelse og afhængighed 462 Adriaterhavet, juli-august 1944 Land Forces Adriatic • Jugoslavien, august-september 1944 Orlov i Bari, september 1944

Indhold

471 Tilbage til Grækenland, september-oktober 1944 Operation Manna og Noah's Ark • Kithira og Antikithira, september-oktober 1944 • Jellicoe – Med Bucketforce fra Araxos til Athen, september-oktober 1944 • Lassen – På vej til Athen, Poros, oktober 1944 Poros, Aigina, Piræus og Athen, oktober 1944 Thessaloniki, oktober-november 1944 507 Senforce – Kreta, december 1944-februar 1945 28 Italien 5 »Den store krig« • Reorganisering og orlov • Comacchio Operation Roast, 1.-5. april 1945 • Operation Fry, 4.-11. April »Forward, you bastards!« – Den sidste kamp • Operation Buckland og krigens afslutning • »Enheden opløses og alt personel nu rejst.« 564 Eftermælet 573 Tak 577 Noter 605 Forkortelser 607 Kort og illustrationer 609 Bibliografi og kilder 19 Register 6

631 Militære enheder, korps, kommandoer m.v.

Forord Anders Lassen var meget ung, da hans krig begyndte den 9. april 1940, og stadig ung, da han faldt i kamp nøjagtigt fem år senere. Han blev voksen i løbet af krigen, og han fandt i krigen et rum, hvor han kunne udfolde sine særlige evner. Anders Lassen var et stærkt patriotisk menneske, som kæmpede for sit land, og som længe følte sig meget ene om at gøre det, men han kæmpede også, fordi han i krigen kunne opnå den anerkendelse, som han havde behov for. Han ønskede sig ansvar og handlefrihed og vanskelige opgaver, som han kunne løse selvstændigt og ærefuldt. Han brød sig ikke meget om livet på søen, men elskede »den følelse at alene have Ansvaret – naar man zigzager i en Konwoy – og føler Skibet lystrer en og kan faa Lov at styre hende saa haardt man vil […] og Skipperen […] overhovedet ikke tager Hensyn til en, men lader en Passe sit job fuldstændigt.« Han havde heller ikke lyst til at være soldat, men blev det, da det var det eneste rigtige for ham at gøre.

Anders Lassen blev tre gange dekoreret med Military Cross, der gives for tapper og fremragende indsats i kamp, og efter sin død blev han tildelt Storbritanniens højeste tapperhedsdekoration, Victoriakorset. Anders Lassens mod og offervilje og hans styrke og militære færdigheder var legendariske, og han er efterhånden blevet en næsten mytisk skikkelse. Men Anders Lassen var et menneske af kød og blod, der ligesom alle andre var præget af sin familie og barndom og af de mennesker, han mødte i de karakterdannende år, og som, selv om han i mange henseender befandt sig godt i krigen, også blev slidt af den. Han var en historisk person, hvis færden, handlinger og udvikling til en vis grad lader sig rekonstruere på grundlag af hans egne efterladte dagbøger og breve, andres skildringer af ham og en mangfoldighed af officielle dokumenter – fra karakterbøgerne fra hans tid på Herlufsholm over en nigeriansk våbentilladelse til de beretninger om hans sidste kamp, der ledsagede 13

Anders Lassens krig

hans overordnedes indstilling af ham til Victoriakorset. Denne bog er et forsøg på en sådan rekonstruktion. Den er desuden et forsøg på at sætte Anders Lassens liv og militære indsats ind i en større historisk sammenhæng – deraf titlen Anders Lassens krig. Anders Lassen kæmpede hele tiden i udkanten af Anden Verdenskrig, og hvis en skildring af, hvad han foretog sig, skal give mening ud over det elementært spændende og heroiske, må man også interessere sig for, hvordan hans personlige krig hang sammen med »den store krig«.

Anders Lassens krig er derfor anlagt i flere spor. Der krydsklippes bogen igennem mellem historien om Anders Lassen og skildringer af de politiske, strategiske, propagandistiske, efterretningsmæssige, militærtekniske og andre forhold, der var bestemmende for, hvor og hvordan Anders Lassen og hans kammerater i specialstyrkerne skulle sættes ind.

Ambitionen med Anders Lassens krig er således også at kaste lidt lys ind i nogle hjørner af krigen, som man ellers kun sjældent hører om, og sjældent hører om i sammenhæng og detaljer.

Jeg har bestræbt mig på at komme så tæt på Anders Lassen, som kilderne tillader det, men der er stadig meget, jeg ikke véd om ham og hans krig. Jeg har ikke forsøgt at fylde disse huller ved at digte, og i de tilfælde, hvor jeg gisner eller giver udtryk for formodninger eller opstiller hypoteser, gør jeg udtrykkeligt opmærksom på det. * Siden september 2010 er denne bog udkommet i fire forskellige udgaver og i adskillige oplag. Hver gang er den blevet en lille smule bedre, enten fordi jeg selv har skaffet mig ny viden, eller fordi læsere har været så venlige at gøre mig opmærksom på fejl og misforståelser eller har forsynet mig med materiale og detaljer, som jeg ikke kendte til. Jeg er taknemmelig for alle disse bidrag.

I hver ny udgave har jeg bestræbt mig på i stadig højere grad at forankre historien om Lassen og SBS i samtidige kilder og øjenvidneskildringer fremfor i senere fremstillinger. I tredje udgave var kapitlerne om befrielsen af Thessaloniki og om SENFORCE således helt nyskrevne 14

Forord

på grundlag af britiske arkivalier. Også i denne udgave er der kommet nye kilder til: et brev fra Lassen til en britisk kammerat, dagbogsnotater skrevet af Lassens venner, tysk og britisk arkivmateriale trykte og upublicerede memoirer m.m. (De tyske dokumenter har bl.a. godtgjort, at Alimnia-patruljen faktisk, i modsætning til, hvad jeg mente at vide, da jeg forberedte tredje udgave, blev røbet af en spion; det har dog ikke været muligt at opklare, om spionen virkelig var den person, som Lassen måske var med til at dræbe, da SBS hævnede sine tab).

Jeg har fået uvurderlig hjælp af en håndfuld nye og gamle forbundsfæller – forskere, slægtninge til historiens personer og eksperter på forskellige områder. De er nævnt under Tak bag i bogen. Her vil jeg blot sige, at hjælp på det niveau forpligter, og at jeg håber at have levet op til den. * I citater på originalsproget er den oprindelige retskrivning bevaret. Det gælder også citaterne fra Anders Lassens breve og dagbøger, hvor både den danske og engelske retskrivning og grammatik kan afvige en del fra normerne. Oversatte citater overholder moderne dansk retskrivning.

En del stednavne m.m., som på græsk skrives med bogstavet ypsilon, kan på dansk transskriberes med såvel y (klassisk) som i (moderne). Jeg har valgt i-løsningen, undtagen for de stednavnes vedkommende, som forekommer mig så indarbejdede med y, at det ville være forstyrrende at skrive dem med i. Derfor optræder fx stavemåderne Mykonos og Siros side om side.

Alle militære gradsbetegnelser er oversat til dansk. (Eneste undtagelser er de få tilfælde, hvor der optræder officerer i Waffen-SS. Deres særlige gradsbetegnelser er bevaret på tysk for at skelne dem fra officerer i værnemagten. Der er ingen særlige vanskeligheder ved at oversætte officerernes gradsbetegnelser, men underofficerernes volder lidt større problemer. Det skyldes, at systemerne her varierer mere fra land til land, end det er tilfældet for officerernes vedkommende, og at de har foran15

Anders Lassens krig

dret sig mere siden krigen. Forskellige håndbøger giver forskellige oversættelser af de tyske grader »gefreiter«, »unteroffizier« og »feldwebel«.

I denne bog er »gefreiter« oversat med »korporal«, »unteroffizier« med »undersergent« og »feldwebel« med »sergent«.

Den britiske betegnelse »Non Commissioned Officers« (korporaler og sergenter) er oversat med »underofficerer«, fordi det i dag mere gængse danske udtryk »befalingsmænd« omfatter både sergenter og officerer.

Der er to slags noter i denne bog: De rene kildehenvisninger, som kun de færreste læsere vil være interesserede i at slå op i undervejs, og noter, som uddyber et eller andet forhold, fortæller en sidehistorie eller følger en biperson til dørs. Kildenoterne er markeret med notetal, og tekstnoterne er tillige markeret med en stjerne.

København, den 6. august 2020 Thomas Harder

Anders Lassen i Else og Vagn Hoffmanns have i Helwan. Fotografiet og Lassens underskrift stammer fra familiens Hoffmanns gæstebog og er dateret den 29. august 1943.

Indledning Anders Lassens krig begyndte om morgenen den 9. april 1940, da meddelelsen om den tyske besættelse af Danmark nåede frem til tankskibet Eleonora Mærsk i Den Persiske Golf. Jungmand Anders Lassen havde på det tidspunkt sejlet under krigsforhold i syv måneder – han var til søs, da krigen brød ud den 3. september 1939 – og han havde set krigen på nært hold. Flere af hans skibskammerater var blevet torpederet eller minesprængt, og selv var han blevet »udnævnt (ærefuldt) til Mineskytte […] af selve Skipperen til stor Misundelse for Kokken«.1 Men den krig, som Storbritannien og Frankrig havde erklæret Tyskland, havde hidtil ikke været hans krig.

Den Finske Vinterkrig, som brød ud i november 1939, og som Anders’ far – godsejer og løjtnant af reserven Emil Lassen – havde meldt sig frivilligt til, interesserede den 19-årige Anders nok, til at han overvejede at bryde sin kontrakt med rederiet og tage til Finland via England, men Finland kapitulerede, inden han kunne nå at realisere denne plan.2 Anders Lassens interesse for finlandskrigen skyldtes dog nok mere ærgrelse over kedsomheden om bord på tankskibet og ulyst til en karriere som skibsofficer3 end ideologi eller egentlig lyst til krigen og det militære liv.

I et brev til sin mor skrev han om sin yngre bror Frants og deres ven Frede: »Haaber ikke Frants og Frede er taget op og skyde bolsjevikker i Finland. Det bliver man ikke fed af og det fører ikke til noget, saa maa man hellere tage ind og grave Guld.«4 Anders var selv fristet af at tage til Brasilien for at grave guld sammen med skibets tømrer, der meget gerne ville have ham med,5 men han overvejede også at emigrere til USA og bad sin dansk-amerikanske mor om at sende adressen på sine bekendte i New York, »kun hvis de er rige – og maaske forberede dem paa at jeg en dag kommer vandrende med min Vallis (Tømrerens Udtryk for Kuffert).« Både guldgraveriet og emigrationen krævede en vis startkapital, 19

Anders Lassens krig

og Anders Lassen glædede sig derfor over det krigstillæg på 250 % af hyren,6 som både tillod ham at spare op og at nyde livet på søen og i havn. Han ærgrede sig, når Eleonora Mærsk blev sendt til farvande, der ikke var klassificeret som krigszone og derfor ikke gav tillæg, så han blev nødt til at ryge pibe eller selvrullede cigaretter i stedet for cigarer og drikke øl i stedet for cognac.7 Anders Lassens forhold til den krig, der rasede omkring ham, ændredes radikalt, da det tyske overfald på hans fædreland med ét slag gjorde verdenskrigen til hans personlige anliggende.

Barndom og familie

8

Egernet sagde: »(…) Jeg har ligget henad en Gren og rystet af Skræk, mens en lang Dreng sendte spidse Stokke op efter mig – jeg kan ikke begribe, hvordan han bar sig ad med at se mig, jeg laa nemlig helt stille (…).« Bente blev ked af det – for mon ikke den lange Dreng var en af hendes Brødre.« Suzanne Lassen: Bente og Skovens Dyr

Høvdingsgaard og Bækkeskov Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen blev født den 22. september 1920 på herregården Høvdingsgaard i nærheden af Vordingborg på Sydsjælland. I 1922 fik Anders en lillebror, Frants. Drengenes far, Emil Victor Schau Lassen, havde arvet herregården efter sin far, A. F. J. C. Lassen, i 1917 – to år inden han giftede sig med deres mor, forfatterinden og illustratoren Suzanne Marie Raben-Levetzau. Emil Lassen ejede Høvdingsgaard indtil 1929, da han blev nødsaget til at sælge den – dels fordi de sløje konjunkturer for landbruget gjorde det svært at få godsets økonomi til at hænge sammen, og dels fordi han var nødt til at købe sine tre søskende ud af deres arveandele: Hans storebror, Fritz, ville læse til læge og havde derfor givet afkald på at arve Høvdingsgaard, men havde til gengæld brug for penge, og hans to søstre, Jenny og Estrid, var blevet skilt fra hver sin tyske godsejer og også de havde mere brug for penge end for at eje en fjerdedel af en herregård med tvivlsomme udsigter.9* Salget af Høvdingsgaard indbragte Emil Lassen penge nok til, at han kunne betale sine søskende og købe Bækkeskov mellem Fakse og Præstø, hvis landbrug imidlertid skulle vise sig at være mindst lige så vanskeligt at få til at løbe rundt som Høvdingsgaards. På Bækkeskov fødtes i 1931 brødrenes lillesøster, Bente.

Bækkeskovs dyrehave gik i ét med et landskab af enge, marker, skov 21

Anders Lassens krig

Anders og Frants Lassen på fisketur.

og søer, hvor børnene kunne udfolde sig uden synderlig indblanding fra de voksnes side. Anders og Frants var ivrige jægere og udviklede tidligt en formidabel evne til at færdes hurtigt og lydløst i naturen, og de lærte at ramme plet, hvad enten de skød med hjemmelavet bue og pil eller med bøsse, og hvad enten byttet var tamme høns til aftensmaden, de utallige rotter, som levede i Bækkeskovs stalde, en fuldvoksen hankat, rådyr i fuldt spring, vilde fugle i flugt eller gråspurve eller tamme duer, som fodermesterens søn, der var nogle år yngre end Lassen-drengene, blev sat til at drive ud af svinestalden eller dueslaget. Selv om drengene, og ikke mindst Anders, var gode skytter, var de ikke ufejlbarlige: En hvid italiensk hane, som på knivkastermanér skulle omkranses af pile, men ikke rammes, blev truffet så uheldigt, at onkel Fritz måtte hugge hovedet af den ved hjælp af en sabel.10 Anders og Frants overnattede i skoven sammen med deres kammerater og familiens store hund Rufus, de sejlede på de lokale søer og kildede bækørreder eller skød dem med bue og pil, og de – og i særdeleshed Anders – skød til måls efter snart sagt alt, hvad der kom inden for rækkevidde, inklusive en stor rød haveparasol. Da deres mor omhyggeligt havde udbedret skudhullerne, anvendte de parasollen som faldskærm, da de eksperimenterede med udspring fra et badeværelsesvindue på an22

Barndom og familie

den sal. Taget på den tre etager høje hovedbygning var en af drengenes foretrukne legepladser, dog kun, når deres mor ikke var hjemme. Da Anders og Frants engang så et dødsdrom på en markedsplads, slæbte de en knallert op på taget og kørte rundt i tagrenden.11 En del af drengenes skydeøvelser foregik inden døre, afvekslende med Anders’ øvelser med knivkastning, en disciplin, som han beherskede til fuldkommenhed og til stor skade for lampeskærme og møbler på sit værelse. Da Frants var så uforsigtig at sige, at det jo ikke var nogen særlig kunst at kaste med kniv, greb Anders i stedet sin 6 mm salonriffel og skød den kridtpibe, som Frants havde i munden, i stykker, så kridtstumperne stod om ørerne på hans lillebror. (Piben var knækket, og stumpen var kun ca. fire cm lang). Husjomfruens mand, Magnus, som også var ansat på Bækkeskov og en god ven af drengene, overværede optrinnet og reagerede med forfærdelse: »Men Anders, hvor turde du vove det? … Du kunne have ramt ham.« Hvortil den unge kunstskytte svarede: »Du ved, hvor godt jeg skyder, Magnus, uden at prale …«12

Fritz Lassen.

23

Anders Lassens krig

Emil Lassen havde tilsyneladende ingen betænkeligheder ved drengenes frie og til tider vilde liv. Måske havde han også for travlt med at prøve at få godsets økonomi til at hænge sammen til at interessere sig synderligt for, hvad hans børn foretog sig, når de var uden for hans synsvidde. Emil Lassen var tynget af familiens økonomiske vanskeligheder, men han var i øvrigt en stærk, energisk og udadvendt personlighed med en udtalt sans for humor og aktiv i en mængde bestyrelser og udvalg med forbindelse til land- og skovbruget og det sydsjællandske erhvervsliv. Han nærede en levende interesse for militære anliggender. Han var ud af en familie med stærke militære og nationale traditioner – hans oldefar Emil Victor Schau var en af de berømte syv Schau-brødre, der alle faldt eller døde af tyfus i De Slesvigske Krige 1848-49 og 1864 – og

Suzanne og Emil Lassen med Rufus.

24

Barndom og familie

han var selv sekondløjtnant af reserven i Den Kongelige Livgarde. Som konservativ folketingskandidat i Sorø-Ringsted-kredsen var hans mærkesag en styrkelse af det danske forsvar, som skiftende regeringer havde forsømt siden Første Verdenskrig. Forsvarssagen interesserede bare ikke vælgerne synderligt, og Emil Lassen stillede forgæves op ved folketingsvalgene i både 1932, 1935, 1939 og 1943.

Emil Lassen plejede med stolthed mindet om Schau-brødrene og prægede sine børn med en stærk nationalfølelse. Patriotismen var en selvfølgelig del af atmosfæren i familien, og det samme var den tanke, at man havde en pligt over for sit fædreland, en pligt, som om nødvendigt kunne kræve, at man satte livet ind.

Anders’ mor, Suzanne Lassen, blev født i 1888 som datter af lensgreve Frederik Raben-Levetzau (1850-1933) – en af landet største jordbesiddere med godser på Lolland og Sydsjælland og udenrigsminister 190508 – og dennes amerikanske hustru Suzanne (bedre kendt som Nina) Moulton.13* Suzanne var kunstnerisk begavet og debuterede i 1915 som forfat-

Bækkeskovs hovedbygning tegnet af S­uzanne Lassen i Bentes Fuglebog, 1932.

25

Anders Lassens krig

ter og illustrator med En Billedbog. I 1929 udgav hun versromanen Den uartige Caroline, som blev en af tidens populæreste børnebøger. Med denne og efterfølgerne – Bentes Fuglebog, Bente og Rufus, Bente og Skovens Dyr og Bentes Veninde – bidrog hun væsentligt til familiens økonomi. Bøgernes univers var herregårde og landskaber, der mindede om familien Raben-Levetzaus gods Aalholm på Lolland og om Bækkeskov, og hovedpersonerne var mere eller mindre direkte kalkeret over Suzannes venner og familie og senere hendes egne børn og deres venner.

Forbilledet for Den Uartige Caroline var Varinka Wichfeld, hvis familie ejede Aalholms nabogods Engestofte, og »Bentes veninde« var løseligt inspireret af fodermesterens datter, Anny. Suzanne Lassen illustrerede selv sine bøger med sort-hvide tegninger og sarte akvarelpasteller i en elegant jugendstil. Både tekst- og billedsiden var præget af en frisk, humoristisk, satirisk indstilling til livet, som var karakteristisk for Suzanne, der var en skarp iagttager og en drillesyg natur. Det er et træk, som hun at dømme efter mange af Anders’ senere breve til familien og en del af hans dagbogsoptegnelser gav videre til ham.

Suzanne Lassen var et dybt religiøst menneske, og også Emil var religiøs »på sin egen robuste måde«. Anders og hans søskende gik med deres forældre i kirke, men selv om Anders formentlig troede på Gud – »det gjorde vi« – er der ikke noget, der tyder på, at religionen på noget tidspunkt spillede nogen særlig rolle i hans liv.

Emil og Suzanne Lassen havde familie- eller venskabsbånd til store dele af den danske overklasse og til velhavende og indflydelsesrige familier på den amerikanske østkyst. Gennem Emil Lassens to søstre, Jenny og Estrid, som begge inden Første Verdenskrig havde giftet sig med tyske godsejere (som de som nævnt siden var blevet skilt fra), var der også forbindelser til det tyske aristokrati. Når Jennys to sønner, Axel og Cuno von dem Bussche-Streithorst, som drenge var på besøg på Bækkeskov, førte Anders an i deres fælles krigslege og dekreterede, at danskerne skulle vinde hver eneste kamp. Til nogen træthed for gæsterne.14 Nogle af de mange gæster, der kom på Bækkeskov, var spændende bekendtskaber for Anders. Blandt dem var Karen Blixens bror, godseje26

Barndom og familie

ren, officeren og forfatteren Thomas Dinesen, som i 1928 havde udgivet bogen No Man’s Land om sin tid som canadisk soldat i Første Verdenskrig.

Dinesen havde forgæves forsøgt at melde sig til den franske, britiske og amerikanske hær, men var til sidst via det canadiske hvervekontor i New York blevet optaget i et skotsk-canadisk højlandsregiment. Han deltog som menig i den allierede offensiv ved Amiens i august 1918 og høstede megen hæder for sin indsats. Han blev tildelt Victoriakorset for det … yderst iøjnefaldende og vedholdende mod, som han udviste under ti timers nærkamp mand mod mand, som resulterede i erobringen af over en mile stærkt bemandede og stædigt forsvarede fjendtlige skyttegrave.

Fem gange efter hinanden stormede han frem alene og uskadeliggjorde på egen hånd fjendtlige maskingeværer og dræbte 12 fjender med bomber og bajonet. Hans vedvarende tapperhed og rådsnarhed inspirerede hans kammerater i en meget kritisk fase af kampen og var et forbillede for dem alle.15*

En anden gæst, som også gjorde indtryk på drengene, var den store jæger og opdagelsesrejsende lensgreve Gregers Ahlefeldt-Laurvig-Bille, som var gift med Emil Lassens kusine Nonnie. Det var Gregers Ahlefeldt, som lærte den 13-14-årige Anders og hans lillebror at fremstille buer og indskærpede dem, at en ordentlig jæger nøje fører bog over sit bytte. Anders var fascineret af bueskydningens historie og traditioner og udsmykkede titelbladet i den jagtjournal, som han tog i brug i 1934, med en tegning af et »oldassyrisk Relief« forestillende en løve, der er ramt af fire pile, og derunder en detaljeret tegning af en pil. På navnemærkaten på bogens omslag tegnede han sit private våbenmærke, en silhuet af et dyrekranium, lodret gennemboret af en pil. Anders registrerede herefter med minutiøs omhu alt sit bytte, og hvordan han havde dræbt det. Jagten var en leg og en fornøjelse, men også en måde, hvorpå Anders kunne udmærke sig og vise sit værd. De meget nøgterne 27

Anders Lassens krig

notater røber ingen betænkeligheder ved drabene, kun tilfredshed med egne præstationer og en teknisk, til tider næsten kunstnerisk, interesse for udførelsen. Anders fik sin sidste jagtjournal i konfirmationsgave af Kristine Carlsen, kaldet »Dida«, som havde været barnepige for både Anders og hans far. Det første notat lyder: »seks tamme høns skudt med 1 m lang Tuja Bue og Hasselpil med Sømod i Hønsegaarden på Bækkeskov i Aaret 1934,« og de sidste: »nedlagde to ved overlagt og beregnet skydning. Våben Tommy Bøsse« og »brugte for første gang min Kniv« den 12. august 1942.

Herlufsholm Anders og Frants tilbragte de første skoleår på Mern Skole, som var Høvdingsgaards lokale skole. Efter flytningen til Bækkeskov fulgte en tid med hjemmeundervisning, men da Anders var 11 år gammel – dvs. efter folkeskolens 5. klasse – blev han optaget på kostskolen Herlufsholm, for dér at tage de fire mellemskoleår, som gav adgang til gymnasiet. Herlufsholm modtog mange børn fra danske godsejerfamilier, og Emil Lassen havde selv gået på skolen. Herlufsholm ligger ca. 20 km fra Bækkeskov, og Anders var ofte hjemme i weekenderne, hvilket må have været lyspunkter i en ellers temmelig vanskelig periode.

Anders’ standpunkts- og eksamenskarakterer fra oktober 1932 til sommeren 1935, og ikke mindst lærernes kommentarer, fortæller om en dreng, der, selv om han anstrengte sig – hvilket han ifølge sine lærere gjorde i nogle fag, men ikke altid og langtfra i dem alle – havde store vanskeligheder ved at honorere skolens krav. Det blev ikke bedre af, at Anders, mens han gik på Herlufsholm, blev ramt af en alvorlig nyresygdom, som ifølge hans mor satte ham et halvt år tilbage, og som skulle forfølge ham resten af livet.

Lærerne skrev om Anders: »flink, men langsom«, […] »forbavsende uvidende«, […] »umoden i forhold til klassen«, […] »har meget vanskeligt ved at være opmærksom i klassen«, […] »har svært ved at vænne sig til regelmæssigt og grundigt arbejde«, […] »det synes, som om den 28

Barndom og familie

legemlige Vækst står i vejen for den åndelige«. En naturhistorielærer glædede sig på et tidspunkt over, at Anders »dog i det mindste interesserer sig for zoologi«, og en engelsklærer over, at han »har taget sig noget sammen, og der er lille fremgang at spore.« En historielærer fandt, at Anders »er interesseret og følger ret pænt med«, en geografilærer syntes, at »hans mangel på evne til at tilegne sig lektiens stof er parret med et ganske fornuftig jugement«, og en sløjdlærer bemærkede, at han »interesserer sig mest for Vaabenfabrikation! Han er ikke let at få til at gøre andet Arbejde med Omhu.«16 I slutningen af Anders’ første skoleår på Herlufsholm, i sommeren

Anders Lassen på Herlufsholm.

29

Anders Lassens krig

1933, skrev Emil Lassen til rektor for at bede ham overveje at rykke Anders op i 2. mellemskoleklasse, selv om hans års- og eksamenskarakterer egentlige var for dårlige til det.

Drengen [er] først i de sidste Maaneder […] begyndt at opfatte Koncentrationens Værdi i Læsningen, og jeg er af den Opfattelse, at hvis han rykkes op, vil han have mulighed for at arbejde sig op. Ambition har knægten nemlig.

Emil Lassen frygtede, at det »vil have en afgjort ikke heldig Indvirkning paa hans Karakter og vaagnende Energi og Arbejdslyst,« hvis han skulle sidde over og tilmed gå i klasse med sin yngre bror, som skulle begynde på Herlufsholm efter sommerferien.17 Rektor gav i sit svar udtryk for stor forståelse for Emil Lassens synspunkt og sympati for Anders: Jeg beklager meget det daarlige Resultat af dette Aars Skolegang, som staar i saa stor Modstrid med det almindelige Indtryk af Drengens Habitus, som man faar af ham uden for Skoletimerne.

Han afviste ikke desto mindre at efterkomme faderens ønske: Det ville vække uheldig opmærksomhed på skolen, men det ville først og fremmest være at gøre Anders en bjørnetjeneste, idet en dreng, der har vist sig saa umoden vil faa en haabløs Kamp at udkæmpe i den følgende Klasse, hvor et Fag som Tysk, der almindeligt anses for svært, tilmed kommer til som nyt.«

Rektors løsning var at lade Anders og Frants bo i hver sin bygning.18 Anders’ års- og eksamenskarakterer ved afslutningen af 2. mellemskoleklasse i 1935 gav et gennemsnit på 4,14 (svarende til 6 efter 13-skalaen og 02 efter 7-trinsskalaen fra 2006). Den 24. juni skrev Emil Lassen igen til rektor, denne gang for at meddele ham, at han var klar over, at 30

Barndom og familie

Anders’ karakterer var for dårlige til, at han kunne fortsætte på skolen, »alt i overensstemmelse med vor sidste Samtale«, og at han og hans hustru derfor havde besluttet at melde begge deres sønner ud, »da vi ønsker, at de længst muligt skal følges ad og vi haaber at få dem anbragt på Haslev Gymnasium efter Sommerferien.«

Lundby Realskole Brødrene kom ikke på Haslev Gymnasium, men begyndte i stedet i efteråret 1935 på Lundby Realskole med henblik på at få en Almindelig Forberedelseseksamen (Præliminæreksamen) med tre sprog. En sådan eksamen gav adgang til gymnasiet, men var også i sig selv ansættelsesgrundlag i etaterne og forudsætning for adgangskursus til bl.a. Landbohøjskolen og Den Polytekniske Læreanstalt. Lundby Realskole var en velrenommeret skole, hvis elever kom fra hele egnen mellem Næstved i nord og Vordingborg i syd, og den lå inden for cykelafstand (15 km) af Bækkeskov, så Anders og Frants igen kunne bo hjemme. Anders og Frants cyklede til og fra skole på tandem, med Anders bagest, så han kunne agere agterskytte og beskyde de mål, der bød sig til undervejs, med sin medbragte bøsse.19 Som alle realskoler på landet var også Lundby Realskole en betalingsskole, men afskeden med Herlufsholm betød ikke desto mindre en kærkommen besparelse for familien på Bækkeskov.

Anders var en af de ældste i sin klasse – to år ældre end de yngste – og en af de største og stærkeste, men, i modsætning til andre af klassens store drenge, ikke nogen tyran.20 En skolekammerat husker, at Anders sloges meget, og at han som regel vandt sine slagsmål, men så snart modstanderen lå ned, holdt Anders inde, og han sparkede aldrig og brugte ikke beskidte kneb.21 Også på Herlufsholm havde Anders ofte været i slagsmål, men her efterlod han sig ifølge den jævnaldrende Prins Georg, der i øvrigt ikke brød sig meget om ham, et ry for aggressivitet og for at være en til tider ondskabsfuld slagsbror, som havde »været i alvorlig knibe et par gange.«22* De divergerende opfattelser af Anders’ karakter 31

Anders Lassens krig

kan naturligvis skyldes tilfældigheder – forskellige tolerancetærskler eller forskellige meninger om, hvor grænsen går mellem glæden ved et godt slagsmål og aggressivitet – men det er også tænkeligt, at Anders trivedes bedre på Lundby Realskole end på Herlufsholm og derfor optrådte mere omgængeligt.

Anders huskes som »langsom til det faglige«, men vellidt, initiativrig og en naturlig leder, og han forstod at imponere kammeraterne med de færdigheder, han havde tilegnet sig i skovene omkring Bækkeskov. Det gjorde fx et stort indtryk på de andre drenge, da han og Frants – foruden den bøsse, som Anders skød omkring sig med på tandemturene mellem Bækkeskov og Lundby – havde hver sin store bue med i skole.23 Anders havde ingen respekt for autoriteter og var altid parat til at trodse dem uden at bekymre sig om de mulige følger. Hans oprør kunne tage form af ret klassiske og temmelig uskyldige, om end ikke nødvendigvis ufarlige skoledrengeløjer: Under en cykeltur Fyn rundt i somme-

Anders Lassen, 18 år gammel.

32

Barndom og familie

ren 1937 (som Frants og Anders gennemførte på tandem) førte Anders fx alle klassens drenge ud på en forbudt natlig svømmetur i et vandhul bag den lade, hvor drengene formodedes at sove, mens historielærer Jensen, der ledede turen, overnattede i værtsfamiliens gæsteværelse.24 Eller det kunne være grovere, mere grænsesøgende påfund, som da Anders benyttede sig af en lærerindes kortvarige fravær fra klasseværelset til at smøre hendes stolesæde ind i kridtstøv og skrive »kusse« spejlvendt i støvet. Det virkede efter hensigten: Lærerinden satte sig på stolen, og da hun rejste sig igen og vendte sig mod tavlen, var klassen flad af grin.

Anders og hans medskyldige blev afsløret, og Suzanne Lassen blev indkaldt til en alvorlig samtale med rektor. Da hun ankom til skolen, gemte Anders sig, og mens hun talte med rektor, huggede han hendes bil og kørte hjem til Bækkeskov i den.25 Anders’ tre år på Lundby Realskole sluttede med eksamen i maj-juni 1938. En skolekammerat fortæller: »Han var afholdt, og vi håbede alle sammen, at han ville bestå, og det gjorde han også, lige akkurat.« Det krævede et karaktergennemsnit på 66 2/3 at bestå, og klassens gennemsnit var på 96. Med et gennemsnit på 69 2/3 fik Anders årgangens dårligste eksamen. Skolelederen gav ham det venlige skudsmål »En flink og paalidelig Elev, hvis Opførsel i alle Maader har været udmærket.«26

Hvad nu?

Da Anders og Frants nu omsider var sluppet ud af skolesystemet, trængte spørgsmålet om, hvad de nu skulle lave, sig på. Deres forældre havde en forventning om, at børnene »blev til noget«. Ikke nødvendigvis noget »fint« i konventionel forstand, men noget, der ville gøre det muligt for dem at forsørge sig selv.27* Frants fik en god eksamen fra Lundby Realskole og havde ikke svært ved at få en stilling i ØK, som dengang var landets største og mest ansete erhvervsforetagende, og som fra sit hovedsæde på hjørnet af Holbergsgade og Niels Juels Gade i København bl.a. drev industri i Danmark, plantager i Thailand og en verdensomspændende rederivirksomhed.

33

Anders Lassens krig

Frants’ ansættelse i det meget selektive ØK, som drev sit eget britiskinspirerede uddannelsessystem, blev måske hjulpet på vej af familiens nære venskab med Prins Georgs far, Prins Axel, som havde været medlem af ØK’s direktion siden 1934 og i 1938 var blevet formand for bestyrelsen efter stifteren, H.N. Andersens, død.

Anders valgte en anden vej. Efter en sommerferie og et efterår, som ikke har efterladt sig andre spor i kilderne end et notat om en jagt i august på familien Raben-Levetzaus gods Aalholm, begyndte han på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Her blev han indskrevet som elev nr.

7.824 for »Vinteren 1938-39«. Vi kan ikke vide, om den 17-årige Anders, da han den 3. november 1938 begyndte på Ollerups Uddannelseskursus for Gymnastik- og Idrætsledere, faktisk havde til hensigt at gennemføre hele det fem måneder lange kursus, men familien Lassens økonomi var næppe til »sabbatår« eller højskoleophold uden andet formål end at modnes og »finde sig selv«, så det må anses for sandsynligt, at det faktisk var Anders’ plan at uddanne sig til gymnastiklærer.

Anders var stor og stærk og i imponerende form, så den fysiske del af kurset klarede han med glans, men den stillesiddende, boglige del, der bl.a. omfattede »Fysiologi, Anatomi og den Legemlige Opdragelses Teori«, har han formentlig oplevet som et tilbagefald til Herlufsholm og Lundby. Han afsluttede sit ophold på Ollerup den 22. december uden eksamensbevis, men med papir på, at han under opholdet på skolen havde »opført sig upåklageligt« og tog så hjem for at holde jul med sin familie.

Emil og Suzanne Lassen havde i mellemtiden opgivet at drive Bækkeskov og havde solgt herregården til Suzannes ældste bror, Siegfried Victor Raben-Levetzau. Da Frederik Raben-Levetzau døde i 1933, havde Siegfried forventet at overtage det store gods Aalholm, men Frederiks enke, Nina, som sad i uskiftet bo med sine børn, valgte i stedet at overdrage godset til sin yngre søn, Johan Otto Valdemar Raben-Levetzau.

De øvrige søskende, inklusive Suzanne, fik hver en meget lille arveandel, og altså ikke nok til, at familien Lassen kunne blive på Bækkeskov.

Siegfried Raben-Levetzau købte Bækkeskov som en slags erstatning for 34

Barndom og familie

Aalholm og overlod forpagterboligen Skygholt, der lå på ejendommen, til familien Lassen. Anders og hans søskende kunne således i et års tid blive boende i deres vante omgivelser, og Anders havde stadig adgang til sit skovparadis, men han havde fået en håndfast oplevelse af, at det var gået markant tilbage for familien.

I et forsøg på at drage lidt økonomisk nytte af sin militære uddannelse skaffede Emil Lassen sig i løbet af 1938 arbejde ved den internationale Ikke-Indblandings-Kommissions observatørkorps, som vogtede den fransk-spanske Pyrenæer-grænse under den Spanske Borgerkrig.

Kommissionen, der var oprettet i 1936 med repræsentanter for Spaniens nabolande (Frankrig, Portugal og Storbritannien på grund af Gibraltar) og de seks største våbenproducerende lande i Europa (Tyskland, Italien, USSR, Sverige, Belgien og Tjekkoslovakiet), havde til formål at forhindre den Spanske Borgerkrig i at udvikle sig til en europæisk krig, bl.a. ved at hindre eller i hvert fald begrænse leverancerne af våben til borgerkrigens parter. Kommissionen, der var under kommando af den danske oberst C.D.O. Lunn, kunne som bekendt ikke forhindre Tyskland og Italien i at forsyne den nationalistiske side med både tropper og materiel i store mængder eller USSR i at levere noget mindre mængder af materiel til den republikanske side.28 Uanset Ikke-Indblandings-Kommissioens reelle nytteværdi gav den i hvert fald Emil Lassen lønnet arbejde til et stykke ind i 1939. Mens han var bortrejst, stak Anders til søs.