Psykosociale behov ved akut og kritisk sygdom

Page 15

Kapitel 1

Psykosociale konsekvenser af at være akut og kritisk syg Af Dag-Gunnar Stubberud

Akut og kritisk somatisk sygdom har betydning for både patientens fysiske og psykosociale behov. En akut og/eller kritisk syg patient kan blive udsat for store psykosociale belastninger. Det kan skyldes sygdommen eller det traume, patienten har, og den belastning, behandlingen giver. Patienten kan opleve smerte og ubehag, trussel, fare, tab og krænkelse. Patientens hverdag er fuld af krav og udfordringer, som kan sætte evnen til at mestre hverdagen på en hård prøve. Det er forskelligt, hvordan mennesker oplever dette, hvilket skyldes forskellige faktorer såsom alder, tidligere erfaring, uddannelse, kultur, etnicitet m.m. Nogen mennesker oplever det trygt og befriende at hengive sig fuldstændig til de sundhedsprofessionelles behandling og pleje. Andre oplever det som en krænkelse af integriteten. For en person, der oplever akut og/eller kritisk sygdom, kan livet opleves som meningsløst. Det kan give anledning til eksistentielle spørgsmål som fx “Hvad er meningen med dette?” og “Hvorfor lige mig?” Man bliver mere eller mindre afhængig af andre, hvilket kan virke truende på ens selvbillede og følelse af værdighed. Forholdet til andre mennesker kan blive sat på en hård prøve, og er man troende kan ens tro blive udfordret, og spørgsmål om liv og død trænger sig mere og mere på. Patienten, der refereres til i denne bog, har somatisk sygdom og behandles og plejes på somatiske hospitalsafdelinger. Patienten kan være akut syg, men ikke kritisk syg, og han kan være akut og kritisk syg. Patienter, som får en akut forværring af kronisk sygdom, fx KOL eller hjertesvigt, kan også blive kritisk syge. En patient er en person, der modtager behandling på et hospital eller hos en læge. I henhold til Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling har alle personer, der har bopæl her i landet, ret til sygehusbehandling m.v. i enhver region (Sundheds- og Ældreministeriet 2019)

| 15


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.