?
12 | Historie
Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2022
Hvilken bog har ændret dit syn på historien
Tim Panduro historie@k.dk
Bøger om historien kaster ikke bare lys på enkelte begivenheder – nogle gange kan de ryste hele ens verdenssyn. Syv forskere og forfattere deres bud på, hvilken bog, der har været med til at skubbe til deres forståelse af historien Jeg kom til at tænke over, hvor meget i historien der sker tilfældigt Iben Krogsdal, salmedigter og religionsforsker Jeg kommer især til at tænke på to bøger, der kaster lys over fortidens, nutidens og fremtidens mennesker. For tre år siden læste jeg bøgerne ”Homo Sapiens” og ”Homo Deus” af den israelske historiker Yuval Noah Harrari. Den første fortæller om menneskehedens historie fra de første tænkende mennesker i Afrika og frem til i dag. Den anden fortæller om fremtidens menneskehed set i lyset af den teknologiske udvikling. Jeg har især været optaget af den første, fordi de historiske perioder i den bliver flettet sammen i én stor udviklingshistorie. Alt hænger sammen, og bogen viser, hvordan nye tanker opstår og bliver til nye landvindinger – eller katastrofer – når tid og sted er klar til det. Det er voldsomt fascinerende at læse om kulturen i et kæmpe evolutionsperspektiv. Man kommer til at tænke på, både hvor meget i historien, der tilsyneladende sker tilfældigt. Og hvor meget der samtidig sker som en reaktion på noget andet og derfor alligevel antyder en dybere sammenhæng i historiens gang. Det er både opmuntrende og skræmmende – og meget inspirerende.
Hvorfor udviklede Vesten sig hurtigere end andre verdensdele? Peter Viggo Jakobsen, professor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet Mit valg er faldet på videnskabsformidleren Jared Diamonds ”Vejen til verden af i dag”. I bogen rejser han det dybt interessante spørgsmål, hvorfor det blev Vesteuropa, der koloniserede verden. Han forsøger at svare på spørgsmålet ved at påpege nogle forhold, såsom klimazoner, fødevareproduktion og muligheden for at tæmme dyr for at vise, hvordan Vesten udviklede sig hurtigere end andre verdensdele. Hans tese er spændende, og bogen er både tankevækkende og utroligt velskrevet. Det er god formidling, og det er meget få forskere, der som han er i stand til at sprede sig over mange discipliner. Normalt sidder vi og nørder med hvert vores lille område, men Jared Diamond kommer flere lag på, så man får en helhedsforståelse af, hvordan verden har udviklet sig, og det understreger betydningen af de forhold, man beskæftiger sig med i krigsforskningen, for eksempel hvorfor våbenteknologier har udviklet sig så forskelligt, alt efter hvilken del af verden man ser på. Nogle af de dynamikker, jeg ser på mit eget forskningsfelt, viser han i en meget større og bredere skala.
Edward Said lagde kimen til min aktivisme Sherin Khankan, stifter og imam i Mariam Moskeen Jeg var 20 år, da jeg første gang læste ”Orientalisme” af litteraturhistorikeren Edward Said, der handler om det ulige magtforhold mellem Øst og Vest. Jeg læste religionssociologi og filosofi på Københavns Universitet og havde arabisk sprog samt sociologi i den arabiske verden som tillægsfag. Professor og islamolog Jakob Skovgaard Petersen introducerede den til os på studiet. Det var en ny verden, der åbnede sig for mig, og jeg var meget begejstret for Saids dekonstruktion af den men-
neskeskabte dikotomi mellem islam og Vesten, som blev produceret af vestlige forskere. Ifølge Said har vestlige orientalister konstrueret en særlig islamisk kultur, som manipuleres og kontrolleres af Vesten, og koloniseringen af Mellemøsten var afgørende for etableringen af Vesten som modpol til islam. Den konstruerede modsætning blev delvis legitimeret ud fra tanken om den vestlige verdens materielle og kulturelle overlegenhed. Saids opløsning af dikotomier og kritik af vestlige forskeres homogene opfattelser af Mellemøsten og muslimer har på mange måder været med til at lægge kimen til min egen aktivisme, der omfatter det at udfordre patriarkalske undertrykkende strukturer.
Hvis den kolde krig var blevet varm, var det blevet den sidste Peter Tudvad, filosof og Søren Kierkegaardforsker Det er ikke mere end et halvt år siden, at jeg læste en bog, der vitterligt lyste op i mørket og ændrede mit syn på en historisk periode radikalt. Sikkerhedsekspert Nate Jones har skrevet bogen ”Able Archer 83. The Secret History of the NATO Exercise That Almost Triggered Nuclear War” (den hemmelige historie om Natoøvelsen, der næsten udløste en atomkrig), der afslører, hvordan den kolde krig var på vippen til at blive varm. Hvis det var sket, var det blevet den sidste, verden ville have oplevet. Nate Jones er fantastisk til at grave sig ned i arkiver, og da han for fem år siden udgav bogen, afslørede han, hvordan en NATO-øvelse var ved at overbevise Sovjetunionen om, at et overraskelsesangreb var i gang. Sovjetunionen var tidligere blevet narret af en fingeret øvelse, da Tyskland invaderede 22. juni 1941, og paranoiaen fra dengang var stadig gennemgående i den sovjetiske ledelse. Bogens nye lys på et stykke nutidshistorie var en aha-oplevelse, der har givet mig en større forståelse for, hvordan afgørende historiske episoder er betinget af psykologi, og hvor let misforståelser kan få konsekvenser.
To teologer ændrede min forståelse af Besættelsen Anette Warring, professor i historie, Roskilde Universitet I begyndelsen af 1990’erne, da jeg arbejdede på min ph.d.-afhandling og bog om tyskerpigerne under Besættelsen og efterkrigsopgøret, læste jeg ”Kære Hal. Kære Koste” udgivet i 1992 af historikeren Henrik Nissen. Bogen er en samling breve mellem teologerne og samfundsdebattørerne Hal Koch og K. E. Løgstrup mellem 1940 og 1943. De to var nære venner, men stærkt uenige om vurderingen af den danske regerings samarbejdspolitiks indrømmelser til besættelsesmagten og ihærdige bekæmpelse af modstandsbevægelsen i de første besættelsesår. Løgstrup var tilknyttet modstandsbevægelsen og levede under jorden fra august 1944. Koch var formand for Dansk Ungdomssamvirke og mente, at det var nødvendigt at forstå kampen mod besættelsesmagten som en politisk kulturkamp mellem demokrati og diktatur og ikke alene som en national kamp mellem dansk og tysk. De debatterede også offentligt, men meningsudvekslingerne i brevene viser en særlig åbenhjertig, dybtgående gennemtænkning af tidens politiske, sociale og moralske spørgsmål, fordi den foregik privat mellem
de to venner, som stolede på hinanden. Bogen ændrede den forståelse, jeg indtil da havde haft af besættelsestidens historie og fik stor betydning for den bog, jeg i 1998 udgav sammen med Claus Bryld om Besættelsen som kollektiv erindring.
Opgør med vestligt overherredømme Rune Engelbreth Larsen, idéhistoriker og forfatter Jeg kan ikke nøjes med at pege på en enkelt bog, der har åbnet historien i afgørende perspektiver for mig, men vil begrænse mig til to, hvoraf den første er Felipe Fernández-Armestos utraditionelle kleppert ”Årtusindet”. Bogen gør godt og grundigt op med det vestlige overherredømme over historieskrivningen og udfolder andre ikke-vestlige kulturers fortrængte og tiltrængte udgangspunkter. Antropologen Graham Harveys ”Animism – respecting the Living World” sprænger også boksen, men på anden vis og supplerer med et dybere indblik i det ikke-antropocentriske verdensperspektiv, der både geografisk og historisk faktisk er verdens mest almindelige. Animisme er ikke blot udbredt blandt utallige indfødte folk og i animistiske religioner historisk og aktuelt, men i mange kulturer i dag også i synkretisme med kristendom. Harvey samler nye erkendelser om et verdensperspektiv med flere personer end mennesker – og når antropologers talrige historiske misforståelser skrælles bort, bliver det både meningsfuldt og relevant.
Vi skal ikke sætte hinanden i kasser, men frisætte Henriette Laursen, direktør i KVINFO Jeg har valgt en forholdsvis ny bog, nemlig ”Han hun hen”, der er skrevet af Cecilie Nørgaard. Den hjælper os til at se potentialet ved at slippe hinanden fri frem for at begrænse hinanden ved at sætte hinanden i kasser. Bogen citerer teologen Løgstrups kendte udsagn ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Det citat ligger ret fint i tråd med, hvordan vi opdrager vore børn meget efter deres biologiske køn, og hvordan det i virkeligheden begrænser dem. Bogen har ikke ændret mit verdensbillede, men den har skærpet min opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen. Den tydeliggør sin pointe gennem mange eksempler på, hvordan vi går glip af noget menneskelig alsidighed, når vi holder fast i de kønsmæssige stereotyper i stedet for at favne og se potentialet i forskellighederne. Den er nærmest en håndbog i, hvordan vi får det blik på verden, og hvad vi går glip af, når vi lader os begrænse af eksisterende kønsopfattelser. Når man ser det, bliver man nærmest et J helt andet menneske.
!
