Historie

8 | Historie

Historien om et familiespøgelse

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2022

Kirstens hjerne Inger Abildtrup Søgaard har ikke tidligere fortalt om sin søster, Kirsten, der som 24-årig døde på et sindssygehospital. Men så kom hendes barnebarn, journalisten, på besøg Lise Kabell Søgaard

2 Kirsten Abildtrup Søgaard Foto: Privat og Mikkel Møller Jørgensen

lise.soegaard@k.dk

Prolog ”Vi skal ned i dybet.”

Patologen leder i forvejen ned ad kældertrapperne, der er støbt i beton. Under jorden er universitetets rengøringspersonale i gang med at ordne vogne efter morgenens rundtur.

En gul fejemaskine futter forbi og drejer om et hjørne længere fremme.

Vi går ad en lang, grå gang. Patologen standser pludselig ved en dør. ”Det er her,” siger han og fortæller fotografen, at han ikke må tage billeder af dørnummeret.

Så låser han op.

Hvide arkivskabe står på række i et rum med nøgne vægge. Hylderne i skabene er fulde af hvide plasticspande, og på hver spand er der skrevet et nummer med sort sprittusch.

4, 89, 490, 3788.

Under loftet slanger sølvpapirsindpakkede udluftningsrør sig. Her lugter kælderagtigt af våd jord, men der er også en anden mere skarp og kemisk lugt.

Patologen tager fat i håndtaget til et af arkivskabene og drejer langsomt. ”Hvad var det, du sagde? Nummer 738?”. ”Hun burde være her.”

Kapitel 1

Denne historie handler om et familiespøgelse. Min farmor vil ikke synes, det er rigtigt at sige sådan, men i min bevidsthed har Kirsten Abildtrup været et slags spøgelse, og hun har været det alt for længe.

Kirsten er min farmors lillesøster. Hun led af skizofreni og døde på et sindssygehospital i 1951, da hun var 24 år.

Jeg husker ikke præcist, hvem der fortalte mig om Kirsten, men det var ikke min farmor.

Måske var det min mor.

Til gengæld husker jeg at ligge i min farmors seng, engang mine søskende og jeg blev passet, og forsøge at sove middagslur, mens tankerne om Kirsten blev ved med at cirkle rundt i hovedet på mig.

Hvem var den Kirsten, jeg aldrig nåede at møde? Hvad skete der på det hospital?

På væggen i stuen på min farmors og farfars gård hang et billede af Kirsten som lille.

Det hang sammen med billederne af mine oldeforældre og min farmors fem storebrødre og viste en smilende, barfodet sommerpige. I shorts og undertrøje, med smalle øjne og runde kinder, der tittede frem under solhatten. Bag ryggen holdt hun en parasol.

Når jeg stod op fra middagsluren, kiggede Kirsten på mig fra fotografiet på væggen. Jeg kiggede tilbage og gøs.

Min farmor er 95 år nu. Hun var 94, da jeg sidste år besøgte hende på plejehjemmet i Haderslev, hvor vi er fra, og besluttede mig for at spørge ind til Kirsten for allerførste gang. Før da havde vi aldrig talt om hende.

På det tidspunkt havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvor det ville ende.

At spørgsmålet ville komme til at optage det meste af min vågne tid og sende mig på kryds og tværs af Danmark. Fra Bornholm over Sydsjælland og Sønderjylland og ind i hjertet af det pulserende København.

At spørgsmålet ville bringe mig dybt ned i psykiatriens historie, men også langt ind i

0 Inger Abildtrup Søgaard har først som 94-årig fortalt om minderne til sit barnebarn, Lise Søgaard.

fremtiden. Og jeg havde slet ikke forestillet mig, hvor tæt jeg ville komme på Kirsten.

Hun ved, vi har en aftale, men hun må være faldet hen, for det giver et sæt i hende, da jeg banker på havedørens glas. Men så lyser hun op. Hun får fat i håndtaget til sin rollator og bevæger sig langsomt hen for at åbne.

Håret, der engang var tykt og mørkebrunt, er hvidt og flagrende. Under den tynde hud på armene løber årerne som små, blå floder.

Jeg laver neskaffe til os og sætter mig ved hendes lænestol. Vi taler om mine søskende og mine børn. Så finder hun en kasse frem med gamle barndomsbilleder, hun har sorteret. Et af dem genkender jeg tydeligt. Jeg tager mod til mig: ”Farmor, jeg tænkte på, om du vil fortælle lidt om Kirsten?”.

Hun trækker vejret dybt. Så siger hun: ”I lang tid kunne jeg ikke holde ud at se på billeder af hende. Det gjorde så ondt.”

Jeg griber ned i min taske og finder min kalender frem. Bagerst er der fem blanke sider. ”Kirsten er født den 24. maj 1927 i Rønne,” begynder min farmor. ”Der var komplikationer ved fødslen. Jeg blev skudt ud som en kugle, men Kirsten, hun kom ikke så let.”

Mine oldeforældre blev med Kirsten foræl-

”

Engang blev hun vred på mig helt ud af det blå.

Hun havde sådan et penneskaft med en pen i, som hun jog i ryggen på mig.

IINGE ABILDSTRUP SØGAARD, SØSTER TIL KIRSTEN

dre til syv børn. Fem drenge og to piger, min farmor, og så Kirsten. Med bare 16 måneder mellem sig ville man i dag kalde dem for pseudotvillinger.

Min farmors forældre var ud af missionske familier fra Jylland og flyttede til Bornholm, fordi min oldefar, der havde stået i lære som købmand i København, fik job i en manufakturhandel, som han senere overtog. De var ikke fromme, men alligevel dybt troende og engagerede i livet omkring Rønne Kirke. Min oldefars brevhilsner sluttede altid med et: ”Vor Gud i Himlen velsigne og bevare Jer!”.

Familien boede i en villa på Haslevej, få hundrede meter fra stranden. Havde der været færre børn, havde de måske været velhavende efter datidens standarder, men syv børn, der skal til syersken og klædes ordentligt på, er en del. Der var dog råd til en barnepige og en kokkepige. Og et fotografiapparat, som min oldemor brugte flittigt.

Når jeg ser billederne fra familiens liv i 1920’erne og 1930’erne, tænker jeg, at der også var ”råd” til at have det sjovt. De syv børn pjanker og pjatter, de sidder ikke stift og ordentligt, som man ellers ser børn gøre på fotografier fra den tid. Børn og voksne spiller boccia og bobspil sammen i haven og tager på udflugt til Nordskoven og skovene i Almindingen. ”Vi gik altid ens klædt,” siger min farmor og peger på et billede af hende og Kirsten taget i 1932, da de er henholdsvis fem og seks år. De spiser tomater. ”Folk troede ofte, vi var tvillinger. Vi var tætte, men vi var også meget forskellige.”

Ifølge min farmor var Kirsten meget klogere end hende og langt den bedste i sin klasse.

I familien talte man om, at det var sjovt, at den yngste skulle blive klogere end alle sine ældre søskende. Men socialt gik det ikke så godt. ”Jeg tror nok, jeg altid har været meget ud-

advendt og haft mange veninder. Men Kirsten havde svært ved at få venner. Hun kunne ikke holde på dem.”

Som familiens to eneste pigebørn delte min farmor og Kirsten værelse, fra de var helt små. Sengene stod over for hinanden, blot adskilt af et lille bord. Når aftenbønnen var bedt, lå de og hviskede til hinanden.

Det var på pigeværelset, at det, min farmor kalder ”forandringen”, viste sig. Det var i krigens første år. Pigerne var kommet i puberteten og var blevet konfirmeret. Kirsten blev det i 1941 i Rønne Kirke.

Min farmor husker, at Kirsten havde spørgsmål, rigtig mange spørgsmål, til præsten, og at det var noget, hendes forældre talte om. Derhjemme, når de lå på værelset og skulle falde i søvn, kunne hun finde på at bore sig dybt og insisterende ned i et enkelt spørgsmål: ”’Jeg kan ikke forstå, Inger, hvordan man får børn?’. Sådan kunne hun sige, og man kunne ligesom ikke få hende fra det.” ”Til sidst svarede jeg: ’Jo, det kan jeg da godt fortælle dig, hvis du absolut vil vide det.’ Men da det så kom til stykket, ville hun alligevel ikke høre det.”

Kirsten kunne pludselig ikke længere holde det høje niveau i skolen. Lægen begyndte at komme oftere på besøg i hjemmet i Rønne.

Kirsten kunne ikke gennemføre sin mellemskoleeksamen. Mens der før havde været én årgang mellem Kirsten og min farmor, blev der nu to. ”Hun ændrede sig,” siger min farmor og ser på mig med rynkede bryn. ”Hun hørte stemmer. Engang blev hun vred på mig helt ud af det blå. Hun havde sådan et penneskaft med en pen i, som hun jog i ryggen på mig. Så blev jeg jo bange. Jeg sagde til mor: ’Jeg tør ikke sove ved hende, når hun gør sådan noget’.” ”Så lagde mor sig ind til hende i stedet. Og jeg fik mors plads ved siden af far. Det brød han sig jo ikke om, men sådan blev det.”

I sommeren 1942 blev min farmor og Kirsten inviteret på lang sommerferie hos noget familie i Herning. På et billede derfra er det Kirsten, der står rank og smilende i haven, mens min farmor virker underlig beklemt. De er 15 og 16 år.

Det blev efterår, og den mørke tid tog til.

Det samme gjorde lægens besøg på Haslevej. ”Hun græd meget,” fortæller min farmor.

Det må have været 1. eller 2. juledag, husker min farmor, i julen 1942. Kirsten lå i stuen og stirrede ud i luften, da min oldemor bad de seks af hendes børn om at tage en rutebil over til noget familie, der også boede på Bornholm. ”Far og mor har bagefter fortalt, at da de var alene i huset med Kirsten, rejste hun sig i sengen og ligesom opgav det hele. ’Nu kan jeg ikke mere,’ havde hun sagt. Da vi kom J hjem, var hun væk.”

Dette er et uddrag af første kapitel i serien ”Kirstens hjerne” – fortællingen om psykiatrien i 1940’erne. Om tro, håb og hjerneforskning og om at nærme sig et familiespøgelse .

Læs hele historien på k.dk/kirstens-hjerne