Reportage Her dykker seniorer ned i brevkasser og kønskampe

Her dykker seniorer ned i brevkasser og kønskampe

Hvad sker der, når 22

pensionister debatterer kønshistorie og brevkasser? Kristeligt Dagblads udsendte har tilbragt en aften i selskab med kursisterne på Liselund Højskoles kursus ”Kvinde kend din historie”

reportage

En rutschebanetur

Amalie Høgsbro Jørgensen

ajoergensen@k.dk

”Vi behøver ikke længere frygte noget,” siger Ingelise Henriksen. Hun og fire andre kvinder på den gode side af 60 år sidder rundt om et bord i et højloftet, forhenværende kirkerum på Liselund Højskole i Slagelse i det vestlige Sjælland. I alt sidder fem grupper af mennesker omkring borde spredt i lokalet. De er halvvejs i et ugekursus på den vestsjællandske højskole, hvor 20 kvinder og to mænd bliver klogere på temaet ”Kvinde kend din historie”. Denne aften er de mødt op for at deltage i aftenens aktivitet: ”Brevkassesamtaler”. Grupperne er blevet stillet til opgave at debattere diverse spørgsmål skrevet på papirlapper, de trækker op af en pose.

På Ingelise Henriksens bord ligger en udfoldet papirlap påskrevet dette spørgsmål, som hun netop har svaret på: ”Hvordan har kvinders situation ændret sig siden 1950?” ”Kvinder har de rettigheder, vi har i dag, fordi tidligere tiders kvinder fik støtte fra det omkringliggende samfund,” siger Lilian Persson, en anden af kursisterne omkring bordet. ”Ej! Udviklingen skyldes kvindernes indsats,” svarer Dorte Schaldemose indigneret.

De debatterende kvinder er dybt opslugte af samtalen, som på dette tidspunkt kun har været i gang i fem minutter. Debatten bevæger sig over emner som nutidens kønsopfattelser, det at kunne stå ved sig selv – og mødre. ”Min mor blev skilt i 1956-1957. Folk i landsbyen, hun boede i, gik over på den anden side af gaden, når hun kom gående,” fortæller Dorte Schaldemose.

Ved et andet bord er de deltagende allerede nået til spørgsmål nummer fire, hvor de har taget debatten om øremærket barsel op. ”Staten skal ik’ bestemme over nogens barsel,” siger Kirsten Vithus. Den efterfølgende diskussion bevæger sig fremad, som sad gruppen i en rutsjebane. Indimellem nikker alle samstemmende, som sad de i samme vogn. Andre gange bevæger stemningen sig opad i et loop, hvor flokken deler sig mellem de, der hujende bider sig fast i debatten og nyder turen, og de, der skærer tænder. Og så er der den ene deltager i sin egen adskilte, vogn, der sidder helt stille, mens gruppens mest frembrusende medlem gang på gang retter sig mod vedkommende og siger: ”Hvad synes du?!?”

Den tavse rytter er i dette tilfælde lægen Niels Hartmann. Efter Kirsten Vithus gør en insisterende indsats for, at han giver sit syn på øremærket barsel til kende, serverer han først en halvnervøs forklaring om, at den nye lov er udmærket, for han ville nok have taget sin bid af barselstiden, uanset hvad lovgivningen måtte foreskrive. Men svaret bliver ikke taget for gode varer, så han kommer til kort og fremstammer et ”nej, ingen skal bestemme over barslen”. ”Det er godt,” siger Kirsten Vithus i et nik. Niveauet af dyb koncentration, der på denne aften hænger i luften, er usædvanlig. Det kan man forstå på kursets tovholder, Lene Kristiansen, der både står bag idéerne og eksekveringen af kurset. ”Der er sket så meget for kvinder i historien siden 1950’erne. Og mange af kursisterne på dette kursus har levet i al den tid,” siger højskoleunderviseren, der som regel afholder kurser i musik og sang.

Derfor blev aftenens begivenhed naturligvis indledt med en fællessang fra Højskolesangbogen: ”Så tag mit hjerte i dine hænder” af Tove Ditlevsen.

Det ville næsten være bespottende at arrangere en aktivitet med titlen ”Brevkassesamtaler” uden også at nævne Tove Ditlevsen, så det gør de selvfølgelig. Aftenenes opgaver tager i høj grad udgangspunkt i den rapkæftede rimsmeds brevkassesvar til fortvivlede danskere. Tove Ditlevsens brevkasse, ”Små hverdagsproblemer”, blev bragt i Familie Journalen fra 1956 til 1976. Alle deltagende kursister var unge i dens levetid.

”Brevkassen adskiller sig fra andre medier ved at være små, fortættede fortællinger om at være menneske. ANNA MEJLHEDE, PRÆST OG BREVKASSEBESTYRER 0 Inde i det forhenværende kirkerum på seniorhøjskolen Liselund Højskole diskuterer en gruppe kursister små og store spørgsmål om kvinder i historien fra 1950 til i dag. – Foto: Anne Kiib Larsson.

Brevkassens tidløshed

Livets små spørgsmål kan tydeligvis stadig engagere folk her næsten en livstid efter, de blev stillet. Men hvad er det egentlig, brevkassen som format kan? Og hvad er det, der gør, at brevkasser findes endnu, både i aviser, som podcast og i radioen? Anna Mejlhede er præst og indehaver af en brevkasse i magasinet Søndag, og Kristeligt Dagblad ringer derfor til hende for at få et bud på et svar: ”Brevkasser fungerer stadig i dag, fordi de vækker vores nysgerrighed. Når vi læser om andre mennesker, læser vi også om os selv,” siger hun.

Nok er livsvilkårene nogle andre i dag, end de var i Tove Ditlevsens aktive år, men mange problemer er tidløse. ”En brevkasse er dels et tidsbillede, fordi spørgsmål og svar hænger sammen med den tid, de bliver skrevet i. Men mange af de spørgsmål, der blev stillet for 100 år siden, bliver også stillet i dag. De spørgsmål, jeg modtager i min brevkasse fra både mænd og kvinder, drejer sig ofte om parforholdsproblemer, men de handler i lige så høj grad om, hvordan man som menneske finder ud af at være til stede i verden,” fortæller Anna Mejlhede. ”Brevkassen adskiller sig fra andre medier ved at være små, fortættede fortællinger om at være menneske”. ved bordet tilbage på Liselund Højskole, hvor gruppen lige har talt om barsel. ”Udviskningen af køn gør de unge så forvirrede i dag,” siger én. ”Tror I, splittelsen mellem kønnene er skyld i, at vores børn og børnebørn oplever flydende køn?,” siger en anden. ”Nej,” siger Kirsten Vithus. ”Fåtallet føler sig anderledes”. ”Jeg kan godt sige dig, at samtalen om køn fylder meget i småbørnsfamilier,” indskyder nordjyden Tone Lunden. ”Gør den?,” siger Kirsten Vithus og indikerer, at det er nedslående. ”Det er også spændende,” siger Tone Lunden.

Tovholder Lene Kristensens stemme skærer igennem. Tiden er kommet til en kaffepause.

Da kursisterne igen samles i salen, bliver de præsenteret for et spørgsmål, der blev trykt i Familie Journalen i 1956. Dilemmaet var indsendt af en ung kvinde, hvis kæreste ikke ville have noget at gøre med hendes datter, så hun måtte sende sin datter til Aarhus og lade hende passe der, hvis de skulle forblive et par. Kursisternes opgave går ud på at gætte, hvad Tove Ditlevsen skrev i sit svar. På trods af, at de ved, hvordan brevkasseindehaverens svar ofte underminerede kvinders rettigheder set med nutidige øjne, er alle grupperne enige: Kæresten skal ud af vagten. Han er ikke værd at samle på.

Lene Kristiansen læser svaret op, hvori Tove Ditlevsen ikke efterlader nogen tvivl om, at kvinden skal prioritere sit barn højest. Der lyder spredte klapsalver i lokalet. På denne mørke oktoberaften på Liselund Højskole føles det, som om det gamle kirkerum rummer fortællingen om kønshistorie gennem årtier og frem til i dag. Kursisterne synger endnu en sang og siger tak for i aften. J