Højskoleliv 2022

I år er det 150 år siden, at N.F.S. Grundtvig, kendt af mange som højskolebevægelsens fader, døde. Hans ånd og idéer lever dog videre i bedste velgående på de knap 70 folkehøjskoler landet over. I tillægget Højskoleliv kan du gennem reportager, interviews og baggrundsartikler få et indblik i højskolemiljøet, som det ser ud anno 2022. God læselyst! Benedikte Christine Rasmussen, tillægsredaktør og jourhavende, Kristeligt Dagblads kulturredaktion.

Da 65-årige Søren Berg blev fyret, greb han chancen og tog på højskole

Når de spiller Trivial

Pursuit på Den Rytmiske Højskole i Vig vil alle være på hold med Søren Berg. Han er 45 år ældre end den gennemsnitlige højskoleelev interview

Juliane Sigurdsson sigurdsson@k.dk

”Åh Den Rytmiske Høj skole!

Du betyder alt for mig!”

Med armene om hinanden hopper knap 100 mennesker i takt til slagsan gen. Gruppen af unge, der alle er mel lem 18 og 26 år, går på  Den Rytmiske Højskole i Vig på Nordvestsjælland. In den længe skal de spille fodbold mod rivalerne fra Vallekilde Højskole, der kun ligger få kilometer derfra.

Bagerst i lokalet finder man Søren Berg. Han er den eneste, der sidder ned. Han har en grå blazervest på ud over en blomstret skjorte. I venstre lom me gemmer sig et lommeur, der hænger i en kæde fra den ene knap. Hans buk ser er store og bliver holdt oppe af et bælte med guldspænde. På fødderne har han blå sokker med gule pletter og vandrestøvler, og en rød læderjakke hænger over stoleryggen. Et cykelstyr skæg bevæger sig flere centimeter ud fra kinderne.

Søren Berg er 65 år. Der er 39 års for skel på ham og den næstældste elev på det nuværende elevhold.

”Aldrig må du være alene! Højskolen følger dig!” skråler højskoleeleverne.

”Jeg går ikke så meget op i det der fodbold,” hvisker Søren Berg og ryster let på hovedet.

Han går til gengæld op i musik og har gjort det hele sit liv. Hans mor spillede klaver, og hans far interesserede sig for jazz. Selv spiller han blokfløjte og har flere tusind vinylplader og næsten 16.000 sange downloadet på sin compu ter. Det første, han gør, når han står op, er at sætte en plade på. Og det sidste han gør, før han går i seng, er at slukke for afspilleren. I sin fritid har Søren Berg været DJ i flere år. Da Søren Berg besluttede at tage på højskole, var det først og fremmest for at blive en dygtige re musiker, sangskriver og producer

Kristeligt Dagblad har mødt ham på højskolen, hvor han går, for at høre, hvad der får en 65-årig mand til at tage på højskole vedvidende, at han er flere årtier ældre end gennemsnittet.

”Til min 60-års fødselsdag havde alle mine unger skrabet sammen til et mu sikproduktionsprogram til computeren og et begynderkursus. På det tidspunkt var jeg arbejdsramt med et fuldtidsjob, men så var jeg så heldig at blive fyret. I stedet for at gå ud og søge et nyt job, undersøgte jeg, hvilke højskoler, der havde noget med elektronisk musik. Så jeg ringede til Stig (viceforstander på Den Rytmiske Højskole red.),” fortæller Søren Berg.

I stedet for at vælge et af de korte kur ser, som primært henvender sig til æl dre mennesker, valgte Søren Berg et langt kursus, hvor langt de fleste elever er først i 20’erne.

”Hvis du skal ind i det her, skal du smide alt, hvad du har. Familie, arbej

Søren Berg

Født i 1957.

Den ældste elev på

Den Rytmiske Højskole i Vig på Nordvestsjælland, hvor de andre elever er mellem 18 og 26 år.

Går på andet semester på højskolens lange kurser. Første semester gik han på linjen for elektronisk musik. Nu går han på sangproduktionslinjen.

Bor i København, når han ikke er på højskole. Far til fem voksne børn.

sluttede, var han ikke blevet så dygtig, som han drømte om. Derfor besluttede han at fortsætte på sangproduktionslin jen og tage et semester mere. Indtil vi dere har han på de to semestre, han har været på højskolen, produceret elektro nisk musik og skrevet melodier til tre sange, som han har en stille drøm om en dag havner i Højskolesangbogen.

”Det er noget andet på det her seme ster. Jeg er også blevet dygtigere musi kalsk, og jeg har fået meget mere selv tillid,” siger han.

Chancen for at gøre noget nyt Søren Berg er født i Lyngby nord for Kø benhavn og begyndte som elev i ship ping-branchen et halvt år efter, han blev student i 1975. Han lærte hurtigt, at jordkloden er rund, og at skibene sej ler hele tiden. Derfor blev fuldtidsjob bet hurtigt til 60-70-timers arbejdsuger, og mens hans børn var små, arbejdede han ofte til sent ud på aftenen.

Men han elskede det. Hver eneste dag stod han op og glædede sig til at tage af sted på arbejde.

”Et år før jeg stoppede, gik det op for mig, at de opgaver, jeg løste, ville blive halveret, fordi en afdeling blev solgt fra. Så jeg havde lang tid til at vænne mig til tanken,” fortæller han.

Han tænkte, at fyringen, som det endte ud med, måtte være chancen for at gøre noget nyt. Han var blevet skilt for 15 år siden, og hans fem børn var blevet voksne. Han havde ikke så man ge forpligtelser, og han kunne leje nog le værelser i sin lejlighed ud.

semesteret, har jeg ikke kunnet se så meget, siden vi sluttede i juni.

Jeg har været til én enkelt fest med dem, men nu er der også et nyt hold.”

På højskolen har Søren Berg stiftet et band, der spiller fusionsjazz inspireret af 1970’ernes Miles Davis (1926-91), med nogle af de andre elever, og til festerne DJ’er han under navnet ”Far Vender Plader.”

”Når jeg skal være DJ, skal jeg senest på klokken 23. Senere kan jeg ikke kla re,” griner han og fortæller, at han al drig har lukket festen.

”Jeg tror, den største forskel på at væ re ældre og ung på en højskole er, at mit søvnbehov er større end deres. Når jeg er træt efter aftensmad, går de andre i øvelokalet og er der indtil klokken 3 om natten. Det kan jeg bare ikke. På den måde får jeg måske mindre ud af ophol det end de andre.”

Søren Berg øver sig i at være DJ fra sin pult i det hus, hvor han bor sammen med 11 andre elever. I huset ligger der denne dag, hvor Kristeligt Dagblad kommer forbi, tasker og tøj på bordene, og der dufter sødt af popcorn. I vasken står der glas og kopper, som ingen har vasket op endnu.

Ud over i aftentimerne føler Søren Berg sig ældst, når der skal gøres rent. Han kan godt fornemme, at han er ”an derledes socialt opdraget.”

”Flere af dem ved ikke, hvordan man vrider en karklud. De kan ikke finde ud af at gøre rent og vaske gulv,” siger han.

0 Før var 65-årige Søren Berg projektleder i shippingbranchen og boede i en lejlig hed i København. Nu nørder han elektronisk musik og bor i et hus med 11 unge i alderen 18 til 26 år. – Foto: Anne Kiib Larsson.

de. Så skal du bare ned i det her, og det skal helt ind i din krop. Man kan ikke lære at redigere musik på to uger.”

Men han kunne heller ikke lære at re digere musik på seks måneder, fandt han ud af. Han begyndte på den elektro niske linje i januar i år, men da kurset

”Men det med at trække et år ud af kalenderen er hårdt for kontakten med familien. Jeg ser ikke mine børn og bør nebørn ret tit. Jeg ser heller ikke mine venner. Men jeg savner dem heller ikke så meget. Det fylder alt at være på høj skole,” siger Søren Berg.

Er du blevet venner med de andre ele ver på højskolen?

”På Facebook, ja,” siger Søren Berg med et smil.

”Dem, jeg var sammen med i forårs

Men generelt ser han ingen proble mer med aldersforskellen – indimellem kan det endda være en fordel. Når de spiller brætspillet Trivial Pursuit, vil al le være på hold med ham, og han har lært en masse nye sange og kunstnere at kende af de andre elever. Han er overbevist om, at det ikke havde været den samme succes, hvis han havde væ ret på højskole kun med folk på sin egen alder.

”Det er aldrig for sent at tage på høj skole. Og det er ikke sidste gang, jeg skal på højskole.”

0 På Den Rytmiske Højskole i Vig, hvor Søren Berg bor, lytter eleverne fra venstre mod højre Nicholas Bramsen, Søren Berg, Mads Skotte Worm og Mads Bue til et nyt track, som eleven Jakob Max Martin, der sidder ned, har lavet. – Foto: Anne Kiib Larsson.

Energikrisen gør ondt i økonomien – også på landets højskoler. På Gerlev Idrætshøjskole tæt ved Slagelse har eleverne nu nedsat et energiudvalg, der skal finde måder at holde styr på elregningen

baggrund

Frida Holm Nim nim@k.dk

”Det fede er, at vi alle sammen er med til det,” siger 22-årige Sofus Ogstrup Koch. Hans kinder er stadig en smule røde ef ter at have spillet beach volley, som er blandt de fag, han har som elev på Gerlev Idrætshøj skole lidt uden for Slagelse. Hvad han taler om, er dog ikke beach volley, men deri mod højskolens nyoprettede energiudvalg, som han er ét af medlemmerne af. Et udvalg, der skal komme med forslag til, hvordan høj skolen kan spare på elregningen og i samme omgang være klimabevidst. Udvalget består både af elever, lærere, køkkenpersonale, ren gøringspersonale, pedeller og administration.

Sofus Ogstrup Koch fortæller engageret om det, som energiudvalget har talt om at indføre ”Vi har blandt andet snakket om at sætte et maksimum for termostaterne i radiatorerne,” siger han.

For ikke ret lang tid siden skulle de danske højskoler klare sig gennem en hverdag, hvor covid-19 rasede, og hvor eleverne ad flere om gange blev sendt hjem i isolation. Nu er høj skolerne, deriblandt Gerlev Idrætshøjskole, ramt af en ny krise, nemlig de massive pris stigninger på energi, der udfordrer hverda gen. Viceforstander på Gerlev Idrætshøjskole Julie Hauge skal sammen med resten af ledel sen sørge for, at skolens økonomi kan følge med.

”Vi er påvirkede af krisen ligesom alle an dre, og vores økonomi er mærket af prisstig ningerne,” siger hun.

”Jeg ønsker dog ikke, at man skal have ondt af os. Vi vil se på, hvordan vi kan spare, så vi ikke når dertil, at vi i fremtiden er nød saget til at sætte prisen på højskoleopholdet op.”

For andre højskoler har krisen allerede haft store konsekvenser. Det gælder for eksempel Livsstilshøjskolen Gudum mellem Lemvig og Struer, der, som TV Midtvest kunne berette i slutningen af oktober, har været nødsaget til at dreje nøglen om grundet de forhøjede ud gifter afledt af krisen.

På trods af de mange triste og negative kon sekvenser ved energikrisen er viceforstander på Gerlev Idrætshøjskole Julie Hauge dog af den overbevisning, at en krisetid også kan være med til at danne eleverne.

”En af vores opgaver som højskole er livs oplysning. Vi skal sammen med vores elever tage energikrisen alvorligt og bruge den som eksempel. Lære eleverne om klima og bære dygtighed,” siger hun.

Julie Hauge fortæller også, at hun allerede nu kan se, at højskolens øgede energifokus har haft en ”positivt effekt på elregningen.”

At være praktisk frem for teoretisk Stefan Hermann er rektor på Københavns Professionshøjskole og forfatter til en række

Højskoleelever tager livtag med den voksende elregning

Gerlev Idrætshøjskole

Grundlagt i 1938.

Er en klassisk idrætshøjskole der dog bestræ ber sig på et øget fokus på miljø og bæredyg tighed.

Ligger cirka syv kilometer uden for Slagelse på Vestsjælland og har plads til cirka 140 elever.

Energikrise på højskolerne

Danske højskoler er ramt af de høje priser på energi som følge af krigen i Ukraine.

På Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse er både elever og personale gået sammen om at spare på skolens elregning. De har blandt andet oprettet et såkaldt energiudvalg.

Mange højskoler har øget fokus på klima og bæredygtighed i denne tid. På Gerlev Idrætshøjskole bruger personalet energikrisen til at lære eleverne om blandt andet klimakri se, bæredygtighed og naturkatastrofer.

bøger om netop dannelse. Han mener, at især højskoler kan være de ideelle frontløbere med gode eksempler midt i en krisetid.

”Hvis højskolerne vil, kan de hjælpe os alle til at tale om for eksempel energikrisen på en ny måde,” siger han.

Han bifalder Gerlev Idrætshøjskoles til gang til energikrisen.

”Når højskolen for eksempel taler om at sænke temperaturen, er det også at sige: Vi kan jo gøre noget selv, det ved vi, at de også gjorde i 1970’erne. Der træder højskolefolke ne i karakter som borgere. De bruger en slags sund fornuft – de handler, de gør noget. Det er også enormt fællesskabende,” siger han. Tidligere i år udkom Stefan Hermann med bogen ”En varm tid”, som handler om, at man som enkeltindivid, men også som fæl lesskab, bør indtage en slags midterposititi on, hvor man har fokus på fornuft og hand ling, når det gælder katastrofer og kriser, der involverer naturen.

”Lige nu taler man enten i et politisk sprog, som er teknisk og baseret på tal, der for man ge mennesker er svære at forholde sig til, for eksempel ’en 70-procents målsætning.’ Eller også får de højlydte klimaaktivister, skrigene, afmagten plads,” siger Stefan Hermann.

Ifølge ham kan højskolerne placere sig et

sted i midten, hvor man går praktisk til værks frem for teoretisk. Nøjagtigt som Gerlev Idrætshøjskole har gjort det.

Eleverne engagerer sig

”Hvor er du god, du slukkede lyset,” står der på ét af de skilte, som eleverne har hængt ved stikkontakterne på Gerlev Idrætshøjsko le. Skiltene har hængt rundt omkring som re sultatet af en aften for et par uger siden, hvor eleverne sammen udviklede idéer til, hvor dan der kunne spares energi.

Det var også den aften, Energiudvalget blev nedsat, og hvor Sofus Ogstrup Koch blev en af elevernes repræsentanter.

”Jeg synes, det var en spændende opgave at engagere mig i, for vi kan jo gøre en del selv,” siger han.

Han åbner døren til skolens store sportssal.

”Ventilatoren, eller udluftningen, er meget energikrævende, så den skal der skrues ned for. Og vi vil gerne have flere lyssensorer som den i loftet herinde. Så lyset kun er tændt, når her er mennesker,” siger han.

En anden, der er med i energiudvalget, er 31-årige Johanna Sophie Ewald, der blev an sat som musiklærer på højskolen for bare tre uger siden.

”Jeg er imponeret over, hvor meget elever ne har engageret sig,” siger hun.

Johanna Sophie Ewalds fortæller dog også, hvordan hun oplever, at energikrisen og kri gen i Europa for nogle elever kan skabe be kymring.

Motiveret til at handle

Anna Baastrup har siden 2014 arbejdet med unge mennesker og såkaldt ”grøn dannelse” som konsulent for interesseorganisationen NOAH.  I 2017 udarbejdede hun i samarbejde med Forskningsfonden og NOAH en undersø gelse af højskoleelevers forhold til bæredyg tig udvikling.

”Vi ville undersøge, om unges modløshed over for naturkriser kunne blive omsat til handlekompetence,” siger hun.

”Vi spurgte højskoleeleverne, hvad der mo tiverede dem til at handle. Det gjorde prak tisk arbejde og hverdagshandlinger. At man ikke behøver at sidde på Christiansborg og vente på, at store beslutninger bliver truffet,” siger Anna Baastrup.

”Det var skræmmende for nogle elever at tale om naturforandringer. Ældre generatio ner har jo for eksempel oplevet energikriser før, men de unge er vokset op i en mere stabil verden.”

Stefan Hermann henviser dog til en nyere krise, som unge har oplevet, og som han også mener, de unge har taget ved lære af.

”Der var og er vigtig lærdom at hente, hvis man kigger på pandemien (coronapandemi en, red.). Unge gav afkald. De viste mådehold og var solidariske,” siger han og henviser til, at også unge overholdt de mange restriktio ner og accepterede de mange sociale afsavn under covid-19.

”Højskolebevægelsen kan netop møde kli makrisen og energikrisen på en måde, der hverken er lig med overophedede følelser og individualiseret klimaskam, men heller ikke bare er politisk eller teknisk. Højskolerne kan være med til at give pædagogisk svar på na turkrisen – og det, tror jeg, er helt afgørende på lang sigt,” siger han.

”Højskoletraditionen er jo en bevægelse, og nu må det så være tid til en naturbevægel se, en ny vækkelse. Eleverne skal ikke kun forholde sig til andre mennesker, men også til naturomgivelserne,” afslutter han.

Højskolelærer: En livsstil eller ”bare” et arbejde?

Lærergerningen beskrives ofte som et kald, og måske gør det sig særligt gældende for højskolelærere. Kristeligt Dagblad har spurgt tre højskolelærere, hvordan de oplever balancen mellem arbejde og fritid

Der er flere gevinster end ulemper

Rikke Nørgaard, 55 år, ansat på Hadsten Højskole nær Aarhus

Underviser blandt andet i idræt, massage og strikning og har været højskolelærer i 27 år

Hvis man bliver højskolelærer, tror jeg, at man kommer til at brænde meget for det, og så er det svært ikke at fanges ind i alle de her spændende ting, der sker. Men man skal huske, at man også har sin familie, som man skylder at være der for.

Især i de første år som højskolelærer var det svært for mig at veksle mellem fritid og arbejds tid, fordi jeg var mere usikker på, hvor meget tid, jeg skulle bruge, for at det var godt nok. Hvis man ikke har øje for det, kan man ende med at arbejde hele tiden på en højskole.

Jeg har boet 25-26 år i et hus for enden af en elevfløj, og der er mine tre børn vokset op.

Når man bor på skolen, bliver det mere en livs stil end et arbejde. Vi kunne for eksempel have mere tid med børnene om aftenen, hvis vi i stedet for at handle og lave mad gik over på skolen og spiste. Men det føles også lidt som at være på ar bejde at sidde i spisesalen, fordi man er til stede, hvis der er spørgsmål. Og derfor har vi ikke gjort det hver aften.

Da børnene var små, arbejdede min mand også som underviser på højskolen, og det var en for del. Så tog vi weekendvagter på samme tid og fik børnene passet hos mine forældre, så vi alle sammen havde fri på samme tid.

Vi investerede i et sommerhus og tog derud, så vi engang imellem kom helt væk. Jeg har fri på en anden måde i sommerhuset, men det kan jeg først mærke, når jeg faktisk er væk – at der ikke hele tiden er spændende ting på højskolen, der trækker i mig.

Børnene har været glade for at vokse op på høj skolen med alt det liv og de oplevelser, der hører sig til, men de har selvfølgelig også skulle dele os med eleverne. Det er på godt og ondt, men når jeg gør det op, er der flere gevinster end ulemper.

0 Malthe Ibsen Sørensen tøver ikke, da Kristeligt Dagblad spørger, om højskolelærerjobbet er en livsstil eller et arbejde. Det er et arbejde, griner han. – Privatfoto.

Mit arbejde og mine interesser smelter i stor grad sammen

Casper Borch Madsen, 46 år, ansat på Brand bjerg Højskole tæt på Jelling i Midtjylland Underviser i faget ”Outdoor” og har været højskolelærer i 16 år

Min kone er også underviser på højskolen, og vi boede de første otte år på skolen med vores to børn. Der opstod vandskade, og mens vi ventede på det blev fikset, fandt vi et hus fem kilometer fra skolen.

Når man bor på skolen, har man en anden for nemmelse for, hvad der sker. Jeg kan godt lide den puls, der er omkring højskolen. Men det kan også være udfordrende, fordi man hele tiden er tilgængelig. Måske har vores børn ikke altid syn tes, at det var lige fedt, at vi stoppede op og skul le snakke med eleverne.

Jeg kunne mærke en forskel, da vi flyttede. Der er en anden afstand til det, når man cykler hjem, men samtidig bor vi tæt nok på til, at jeg kan tage forbi. Det er både positivt og negativt, for jeg holdt meget af pulsen, men afstanden er også god for mig.

Mit arbejde og mine interesser smelter i stor grad sammen, og fordi jeg holder af mit arbejde, føles meget af det nemt, og jeg tænker ikke så meget over at holde det adskilt.

Malthe Ibsen Sørensen, 38 år, ansat på  Ubberup Højskole tæt på Kalundborg på Vestjsælland Underviser blandt andet i filosofi, debat og i faget ”Verden i Flammer. Medlem af Frie Skolers Læreforening og har været højskolelærer i 11 år.

Jeg bor i København, 90 kilometer fra højskolen. Det er en lang køretur, men når man har et godt job, er det jo værd at køre efter. Når jeg har vag ter, sover jeg her gerne, men jeg har aldrig haft bopæl på skolen.

Personligt synes jeg, at min balance mellem ar bejde og fritid er ret fin. Jeg har en god hverdag, hvor jeg kan være her, så længe jeg vil, men jeg kan også tage hjem. Vi har nogle gode snakke på højskolen om, hvad der er ret og rimeligt. Hvor når man tager hjem fra fester, samt hvilke arran gementer, man skal og ikke skal være med til. Men nu er jeg også i fagforening, og jeg kan mær ke på mine kollegaer rundt omkring, at det gene relt er et problem, hvad der er arbejde og ikke ar bejde.

Det kan for eksempel være et foredrag, som man forventes at møde op til, men hvor det er uvist, om man får løn for det, fordi man mange steder ikke tæller timer. Hos os laver vi et løseligt overslag, så vi har en nogenlunde idé om, hvor når vi skal være på arbejde, og hvornår vi ikke skal, så det går op i 37 timer, eller hvad vi nu har aftalt.

Mit arbejde er et arbejde. Jeg er glad for det og entusiastisk omkring det. Jeg identificerer mig med at være højskolelærer og er stolt af det, men jeg ville næppe være her, hvis jeg ikke fik penge for det. På den måde er det ikke en livsstil og ikke et kald. Kaldstanken kan godt betyde, at man fø ler, at man skal stå til rådighed 24/7, og at balan cen mellem arbejde og fritid lidt går fløjten.

Jeg kan godt lide, at der er forskel på arbejde og fritid. Det ligger til mit temperament, at der er den forskel – at jeg kan tjekke ud og tjekke ind. Jeg tror lynhurtigt, jeg ville køre død i det, hvis jeg boede på mit arbejde. Jeg har brug for at tage hjem, trække mig og være et andet sted end mit arbejde. Det betyder, at jeg kan glæde mig til at møde op og være entusiastisk omkring det.

Fordi min kone også arbejder på Brandbjerg Højskole, skal vi huske hinanden på at snakke om noget andet end højskole, og det er vi blevet bedre til.

Gennem årene har jeg fundet ud af, at det er vigtigt at få markeret nogle skel. Man skal huske at give sig selv lov til at lade højskole være høj skole og holde fri efter intense perioder med mange aftenvagter og arrangementer. Så holder jeg computer og telefon lukket og får gjort nogle andre ting – går en tur, læser en bog eller tager ud at cykle. Men når jeg gør de ting, er det ofte dér, jeg får en idé til morgensamling eller til un dervisning. Derfor er grænsen mellem arbejde og fritid for mig meget flydende.

Jeg har selv i mange år brugt begrebet højsko lelærergerning, men for nylig har jeg tænkt, at det er mindre vigtigt, om jeg kalder det en ger ning eller et job. Jeg tror, der er andre job, hvor der er en tendens til, at det smelter sammen. Man kan godt kalde det et arbejde, men et arbej de, som mange er meget optagede af. J

Det er ikke en livsstil eller et kald

0 ”Når man bor på højskolen, bliver det mere en livsstil,” fortæller Rikke Nørgaard Christensen. – Foto: Sofie Lindebjerg Søe.

0 Casper Borch Madsen har i mange år brugt ordet gerning om det at være højskolelærer, men i dag er det mindre vigtigt, om han kalder det et arbejde eller ej. – Privatfoto.

Isabella Balanchi balanchi@k.dk

Højskolen gjorde mig til handlingens kvinde

Et højskolekursus på tre uger gav Laura Ringo mod til at gå efter forfatterdrømmen

vendepunkt

Fortalt til Camilla Klarskov klarskov@k.dk

Når man er 24 år, er der lidt en forventning om, at man har fundet ud af, hvilken sti man skal ud ad i livet. Men da jeg var 24 i 2014, var jeg – uden selv at ville indrømme det – på mange måder havnet i en blindgyde. Jeg havde netop taget et års orlov fra universitetet for at mel de mig ind i militæret, da jeg fik en knæskade, og så var dét løb kørt. I stedet flyttede jeg til Odense, hvor jeg ikke kendte nogen andre end min kæreste, som det gik skidt med, og jeg fik et job i Wuptis kundeservice.

I mange måneder bestod min hver dag af at få skældud af folk, der ville klage over deres computere og mobil telefoner. Så da sommerferien nær mede sig, tog jeg en impulsiv beslut ning og brugte de penge, jeg havde tjent, på et højskolekursus. Jeg vidste ikke meget om højskoler og havde nok forestillet mig, at sådan noget

var for unge mennesker. Men da jeg kom frem, viste det sig, at langt de fleste var pensionister. Alligevel op stod der hurtigt et meget varmt fæl lesskab, der fik mig til at indse, hvor ensom jeg havde været. Man mødte bare hinanden på en åben måde.

Det var vildt at opleve, hvordan man i fællesskab kan få så meget energi til at tage på sin egen, indivi duelle mission. Jeg havde troet, at det var meget stort og vildt og svært

2 32-årige Laura Ringo har siden 2017 udgivet flere romaner, været højskolelærer medforfatter på novellesamlingen ”Dromedaren”. – Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix.

kort nyt om højskoler

Knud Romer vinder højskolepris for sit bidrag til dannelse

at blive forfatter, og jeg havde lidt gi vet op, da jeg efter gymnasiet havde fået afslag fra Forfatterskolen. Men på højskolen tog de på en måde det svulstige ud af det og sagde, at det da var ligegyldigt, at jeg ikke var kom met ind. Jeg blev blandt andet under vist af forfatter Stine Pilgaard, som mente, at jeg var dygtig, så i løbet af de tre uger begyndte det at dæmre for mig, at forfatterdrømmen måske alli gevel ikke var urealistisk.

Da jeg kom hjem, følte jeg, at jeg var blevet handlingens kvinde. Jeg troede på, at jeg nok skulle finde en måde at blive glad på. Så jeg slog op med min kæreste, flyttede i kollektiv og var fast besluttet på at skrive. Og tre år senere udkom min debutroman. J

Det bør belønnes, når nogen formår at sætte dannelse på dagsordenen. Det er hensig ten bag prisen Den gyldne Grundtvig, der hvert år ud deles af Odder Højskole nær Aarhus, og som i år netop er blevet uddelt for 24. gang. Det blev forfatter Knud Ro mer, der denne gang løb med prisen “for sin utrætte lige, indsigtsfulde , provoke rende og stilsikre kamp for at sætte dannelse på dagsor denen hos individ og sam fund i Danmark”, som det lyder i juryens bedømmelse. Med prisen, der er sponsore ret af arkitektfirmaet Hune og Elkjær, følger 10.000 kro ner samt et kunstværk af ke ramiker Jakob Stig Isaksen.

Folkehøjskolerne skal give de unge mod på demokratiet

Det er højskolernes allervig tigste opgave at inspirere unge til demokratisk delta gelse. Sådan lød det hyppig ste svar blandt responden terne, da i alt 2004 danskere blev spurgt om, hvad de mente, højskolerne i særlig

grad bør have fokus på. Spørgsmålet indgik som en del af en undersøgelse af de danske folkehøjskolers om dømme, offentliggjort i juni, som analysebureauet Vox meter har foretaget på vegne af Folkehøjskolernes For ening. På højskoler landet over har man da også arran geret debataftener, politiske samtaler, valgaftensfester og aktiviteter, der skulle enga gere de unge i valget.

Den folkelige sangs pris går til sanger med indlevelse

I sidste måned blev det af gjort, hvem der i år skulle tildeles “Den folkelige sangs pris” i år. Prisen, som hvert år uddeles af Folkehøjsko lernes Forening, følges af en præmie på 25.000 kroner og gives til en eller flere perso ner, der har bidraget til ud bredelsen af og kendskabet til den folkelige sang som kulturarv.

Musiker Carl Emil Petersen blev årets modtager, hvis nummer “Frit land” blev op taget i den 19. udgave af Høj skolesangbogen. “Den fol kelige sangs pris” har været uddelt siden 1991 på Folke højskolernes Forenings års møde. J

Folkehøjskolernes

De er højskolernes største inspirationskilder Højskolernes

Forening har spurgt højskolerne, hvem de betragter som deres største inspirationskilder rundspørge

Amalie Høgsbro Jørgensen ajoergensen@k.dk

Arketypen på højskole danmarks kilde til inspiration er en død, dansk, mandlig teolog. Sådan lå landet i 2009, og sådan ligger det stadig i 2022.

Det viser den top 10-liste, Højskole bladet i år har lavet for Folkehøjsko lernes Forening. Listen afspejler de hyppigst nævnte navne i en rund spørge blandt højskolerne med 72 re spondenter – heraf 19 forstandere, 4 viceforstandere og 49 lærere, der alle blev spurgt om, hvilke personer – nu levende eller afdøde – der inspirerede højskolerne mest.

I alt blev 220 navne nævnt i rund spørgen, hvoraf N.F.S Grundtvig var den, der måske ikke så overraskende gik igen flest gange

Resultatet overrasker da overord net set heller ikke Katrine Frøkjær Baunvig, der er lektor og leder af Center for Grundtvigforskning på Aarhus Universitet.

”På listen topper den hårde kanon kerne af Grundtvig, Løgstrup og Kier kegaard, og så er Jesus der også. Li sten er muligvis mere et udtryk for, hvad der ligger som alment accepte rede tyngdepunkter i højskoledan mark, end den er udtryk for decide rede inspirationskilder,” vurderer lektoren.

Hun lægger særligt mærke til, at der i 2022 er sket noget med kønsfor delingen i forhold til 2009.

”Noget tyder på, at ’pligtkvinden’ er kommet på listen. Den tyske poli tolog Hannah Arendt (1906-1975, red.) har udviklet sig til en hyppig nødløsning, når man har brug for at fremhæve en vægtig kvindelig tæn ker.

Måske er jeg tarvelig, men jeg er i tvivl, om de, der nævner hende, også har læst hendes litteratur. Jeg kunne godt forestille mig, at der er nogle, der har tænkt, de er nødt til også at nævne en kvinde. Det mener jeg vel at mærke ikke er problematisk; jeg synes ikke, det underminerer, at hendes værker er righoldige, væsent lige og taler ind i højskolernes virke felt,” siger hun.

Den anden kvinde på listen er me re overraskende, mener Katrine Frøkjær Baunvig.

”Som tænker repræsenterer Inger Christensen (dansk digter, 1935-2009, red.) en helt anden position end de andre på top 10-listen. Det må være en naturforpligtelse og klimabevidst hed, der driver interessen for hende frem. Hun symboliserer muligvis det

meditative i at lade sig sænke ned i en tilstand og føle sig forbundet til Moder Jord. Den slags er der brug for i tiden.”

Hvis det er sandt, afspejler inspira tionskilderne således de strømnin ger, der generelt ses i højskoledan mark anno 2022. Den effekt er tilsva rende den, man så på Grundtvigs tid, mener Katrine Frøkjær Baunvig.

”Grundtvig er blevet gjort til ideo logisk bannerfører. Men han afspej ler sin egen tid, hvor det var natio nen, man havde brug for, at folk knyttede bånd til. Nationen var en institution, man måtte lære at elske. Nu har vi brug for at elske jordklo den,” siger lederen af Center for Grundtvigforskning.

Der er flere nye navne på top 10-li sten. Sociolog, debattør og forfatter Svend Brinkmann har overtaget pladsen fra den danske forfatter præst Johannes Møllehave (19372021). Højskolelæreren Christian Hjortkjær har snuppet Sydafrikas forhenværende præsident og akti vist Nelson Mandelas (1918-2013) plads.

Både Brinkmann og Hjortkjær har interesse i menneskets psyke. Hvad si ger det om tiden?

”Begge personer er Rasmus Mod sat-typer. Tænkere, der formulerer slagkraftigt, passer godt ind i højsko leinstitutionen, der tilbyder et mod kulturelt tilbud. Det er i hvert fald så dan, den godt kan lide at tænke om sig selv,” vurderer Katrine Frøkjær Baunvig. J

Når højskolen rykker ud blandt de lokale, handler det om at plante et frø

Det kan hjælpe højskoler nes ideal om mangfoldighed og folkemøde på vej, hvis eleverne interagerer med skolens lokalsamfund. Netop det er, hvad en gruppe elever på Grundtvigs Højskole i Hillerød formår med faget ”Gør en forskel”

reportage

Jacob Weinkouff Hansen jhansen@k.dk

I et cafélokale i Hillerød nord for København sidder en grup pe unge mennesker samlet om et bord. De er travlt optaget af et brætspil. At dømme ud fra fra den lystige snak om bordet, mens brikker ne rykkes rundt på brættet, skulle man tro, at folkene kender hinanden rigtig godt.

Men sagen er faktisk en anden. Nogle af de unge mennesker kommer fra det lokale gym nasium, nogle fra byens afdeling af erhvervsakade miet Copenhagen Business Academy og én går på HF og VUC Nordsjælland. Og så er der resten; de er ele ver på Grundtvigs Højsko le, der også har til huse i Hillerød.

Og det er netop disse ele ver, der er grunden til, at gruppen af unge er samlet i dag. Gennem faget ”Gør en forskel” på højskolen, har de iværksat dagens studentercafé. Målet med dette fag er at skabe pro jekter, der skal engagere og gøre en forskel for lo kalsamfundet.

lærer nye sider af sig selv at kende. Men det, der tiltalte mig ved det her fag, er, at jeg også bruger noget tid på at gøre noget for andre mennesker og noget, der retter sig ud mod verden. Når man går på højskole, lever man meget i en boble og har ikke meget at gøre med den by, man befinder sig midt i. Det er en god måde at sprænge boblen på og forstå den kontekst, som højskolen befinder sig i.”

Vigtigt for dannelse og folkelighed

Det at sprænge boblen og interagere med højskolens lokalsamfund er afgørende for både højskoleelevernes dannelse og højsko lebevægelsens selvforståelse som folkelig. Det siger Nikolai Frank, som avisen fanger på en telefonforbindelse. Han er kandidat i tværkulturelle studier fra Københavns Uni versitet og har skrevet speciale i netop høj skolers samarbejde med lokalsamfund.

”Samarbejdet vender det modtager-giverforhold, som højskoleeleverne kender fra de res hidtidige liv i uddannelsessystemet. De har pludselig ikke kun ansvar for sig selv og egen læring, men også for andre mennesker og et lokalsamfund, som de skal skabe en forandring for,” siger han.

Ifølge Nikolai Frank kan det hos højskole eleverne føre til en erkendelse af, at man har nogle gode værktøjer, som man kan bruge til at hand le og være noget i andre menneskers liv med. De lærer her, hvordan de skal bruge dem. Men det er alt så ikke kun for eleverne, at interaktionen med lokal samfundet gør en forskel. Det kan også være med til at sikre højskolernes folke lighed, siger han.

I dag er første gang, jeg er her. Og jeg har allerede mødt otte nye mennesker. Det gør mig virkelig glad, at der er et sted som det her. Ellers ville jeg ofte tage ind til København for at gå på brætspilscafé, som er noget, jeg holder meget af.

Gruppen på syv højsko leelever, der står bag stu dentercaféen, tæller blandt andre Anna Luna Judson på 22 år og David Nørgaard Essenbæk på 23 år. Mens et par af deres højskolekammerater står for at brygge og ser vere kaffe til caféens gæster, har de tid til at fortælle lidt om, hvorfor de har valgt faget.

CHRISTIAN HANSEN, 26 ÅR, LÆSER MILJØTEKNOLOGI PÅ COPENHAGEN BUSINESS ACADEMY

”Idéen om, at højskoler ne skal være platform for et folkemøde, er meget central for højskolernes selvforståelse. Men i dag er eleverne typisk 19- til 22-årige, der er blevet stu denter, og som efter høj skolen skal på en videregå ende uddannelse,” siger han og påpeger, hvordan elevsammensætningen på den måde er temmelig ho mogen. Demografien på nutidens højskoler adskil ler sig således fra den, som højskolebevægel sen tidligere har haft.

gruppen af elever bag studentercaféen be gyndte på faget, at tage en tur ud i Hillerød for at afdække, hvilke behov de lokale havde. Der kom eleverne blandt andet forbi nogle af byens uddannelsesinstitutioner, fortæller David Nørgaard Essenbæk.

”Mit indtryk var ikke, at det var en specielt fed by at studere i. Mange af de studerende på byens videregående uddannelser tog blot hjem efter undervisningen og blev ikke i by en. Det synes jeg, var synd at se,” siger han.  Netop det at afsøge, hvilke behov der kan være i lokalsamfundet, er meget vigtigt, hvis et projekt skal lykkes, siger Nikolai Frank.

”Det er vigtigt, at man ikke går ud i lokal området og dominerer det. Ment på den må de, at man eksempelvis bare udvælger sig et sted, som man vil pynte på, og maler et stort vægmaleri uden først at have sikret sig, at de lokale rent faktisk er interesserede i det. Det er helt centralt at inddrage de lokale, så det, man skaber, rent faktisk er ønsket af og til gavn for lokalsamfundet,” siger han.

”Og så skaber relationsopbygningen mel lem elever og lokale så at sige et andet lag i motivationen. Har eleven set de lokale, for hvis skyld de laver projektet, i øjnene, føler de et ansvar over for deres medmennesker.”

Et samlingspunkt efter skoletid

Da beslutningen var faldet på, at projektet skulle rettes mod de unge i byen, var næste skridt at indkredse, hvad der kunne gøre størst gavn.

”Vi tog ud på to af byens videregående ud dannelser og stillede os op med noget kaffe og kage. På den måde fik vi mulighed for at spørge de studerende om, hvad de synes, der manglede, og hvad der kunne få dem til at blive i Hillerød efter skoletid. Det gav os en langt bedre fornemmelse af, hvad vi skulle arbejde videre med,” fortæller David Nørga ard Essenbæk.

De studerende efterspurgte et sted, hvor de kunne mødes på tværs af uddannelsessteder ne. Derfor blev det fastlagt, at Anna Luna Judson, David Nørgaard Essenbæk og de øv rige i gruppen ville lave en studentercafé. Og herefter skulle en såkaldt kommunikations plan udarbejdes. Det er fast kutyme for alle projekter i faget ”Gør en forskel”.

En af dem er Christian Hansen. Han er 26 år, læser miljøteknologi på Copenhagen Business Academy og bor i Hillerød.

”I dag er første gang, jeg er her. Og jeg har allerede mødt otte nye mennesker. Det gør mig virkelig glad, at der er et sted som det her. Ellers ville jeg ofte tage ind til Køben havn for at gå på brætspilscafé, som er no get, jeg holder meget af,” siger han.

En af brætspillets andre kombattanter, Louis Bergenholtz, går i 3.g på Frederiksborg Gymnasium, der også ligger i Hillerød. Også han er glad for, at der er taget initiativ til ca féen.

”Det har manglet lidt, at man har kunnet komme et sted og møde nye mennesker. Stu diemiljøet i byen bliver bedre, når man har et sted, hvor man kan ses med folk fra andre uddannelser. Det gælder for de videregående uddannelser, men også når man går på gym nasiet. For os gymnasieelever betyder det og så, at vi kan møde nogle, der er lidt længere på deres vej i uddannelsessystemet, og at vi derfor kan få lidt nye perspektiver på, hvilke muligheder man kan vælge, når man selv skal videre.”

Vigtig overdragelse

”Jeg har valgt faget, fordi jeg gerne ville ha ve en lidt mere faglig indgang til frivilligt ar bejde, end det man har fra ungdomspolitik eller den lokale hjemby. Og så så vi nogle af de projekter, der tidligere er lavet i faget. Vi kunne se, at der virkelig er blevet gjort en for skel,” siger Anna Luna Judson, der er taget på højskole i pausen mellem sin bachelor grad og sin kandidat i statskundskab.

Det at gøre en forskel for andre var også en afgørende grund til at vælge faget for David Nørgaard Essenbæk.

”I mange af fagene udvikler man sig selv og

”Skal højskolebevægelsen bevare sin folke lighed, skal den bevare sin evne til at skabe kontaktflader mellem forskellige typer af folk. Og som det er lige nu med demografien, er det en udfordring for dem. Når højskolen formår at åbne op og komme ud til lokalsam fundene, kan den til gengæld leve op til de idealer.”

Motivation er afgørende

I faget ”Gør en forskel” er et vigtigt fokus, at projekterne skal gøre en reel forskel og der med skabe motivation for lokalsamfundet. Derfor var første punkt på dagsordenen, da

Formålet er at identificere og skabe kontakt til de interessanter, der er i projektet. I dette tilfælde gjaldt det blandt andet byens borg mester og kommunaldirektøren for kultur og fritid. Men også en anden vigtig aktør måtte kontaktes; den lokale sammenslutning for erhvervsdrivende. Højskoleeleverne ønskede at servere billig kaffe og mad i deres nye café, men de ville nødigt bringe sig i unåde hos de lokale caféejere.

Sidste sten på vejen, inden studentercafé en kunne blive til virkelighed, var at finde et lokale. Det lykkedes at få lov til at bruge Café Smedjen, der hører under Kulturhuset Støbe rihallen i byen.

Dermed kunne dørene slåes op til den nye studentercafé, der på denne dag holder åbent for anden gang. Og det har indtil vide re været en succes. Både første og anden åb ningsdag har været velbesøgt, og blandt de brætspillende gæster er humøret højt.

Selvom de lokale er glade, og projektet lader til at have ramt en nerve, er højskoleelever nes ophold i byen på lånt tid. Så, hvad skal der ske med caféen, når eleverne bag snart forlader Grundtvigs Højskole?

Netop kontinuiteten for de projekter, hvor højskoler så at sige rykker ud i lokalsamfun det, er en udfordring, som Nikolai Frank har påpeget i sit speciale.

”Eleverne er jo på højskolen i ganske kort tid. Ved at engagere de lokale kan de hurtigt forme og udføre et vellykket projekt. Det, der er den store udfordring, er at sikre sig, at det kan fortsætte. Man skal indtænke, hvem der skal overtage og videreføre projektet. Ellers risikerer man, at det hurtigt løber ud i sandet igen.”

Ønsket med Grundvigs Højskoles studen tercafé er, at den fremover skal drives af stu derende, fortæller David Nørgaard Essen bæk. Derfor har de inviteret lokale studeren

”

0 Elever fra Grundtvigs Højskole i Hillerød har skabt en studentercafé i Hillerød. Her kan unge mødes, hygge og spille spil samt få et billigt måltid mad. Alt koster 10 kroner. På den måde er økonomien for de lokale studerende ikke en hindring i at komme i caféen.

Projekter mellem højskoler og lokalsamfund

I Faget ”Gør en forskel” på Grundtvigs Højskole udvikler eleverne løbende projekter i Hillerød nord for København. Ud over studentercaféen har elever fra faget eksempelvis også lavet en stor kunstvæg ved Tennishallen i Hillerød. Formålet er at engagere lokalsamfundet i projekterne. Det gør projekterne mere bære dygtige, men sikrer også et folkemøde mellem højskoleelever og beboerne i nærområdet. Øvrige samarbejder mellem højskole og lokal samfund ses eksempelvis på Løgumkloster Højskole i Sønderjylland. Her driver elever og lokale i fælleskab en middelalderhave ved skolen. Den bruges blandt andet til såkaldte ”Åben have”-arrangementer.

de med i en styregruppe. Og den har allerede fået et par repræsentanter fra lokale uddan nelsessteder. En af dem er Erik Winther på 27 år, der bor i byen og går på HF og VUC Nord sjælland.

Allerede efter sit første besøg i studenterca féen meldte han sig som frivillig.

”Jeg har søgt en del efter fællesskaber for de studerende i byen. Hvis stedet her kan fortsæt te, ville det give mig et sted, hvor jeg altid kun ne gå hen og være social. Jeg er meget ekstro vert, så hvis jeg sidder alene derhjemme, bli ver jeg afladt. Jeg får energi af at møde folk.”

Snart må gruppen af højskoleelever på Grundtvigs Højskole altså overlade projektet til andre, lokale hænder. Men det er netop meningen med faget: At få en idé, plante et frø og gøre, hvad man kan, for at det kan bære videre, når man er færdig på højskolen.

Stor værdi i de små ting

I caféen fortsætter spilleriet, mens summen af småsnak og kaffemaskinen, der brygger løs, ligger som et konstant lydligt bagtæppe.

Både Anna Luna Judson og David Nørgaard Essenbæk er glade for, at de valgte faget ”Gør

en forskel.” Begge nævner, at en vigtig læring har været, at man afdækker, hvad der reelt er behov for i det lokalsamfund, hvor man øn sker at igangsætte et projekt.

”Jeg læser til dagligt statskundskab, som jo beskæftiger sig med store verdensperspekti ver og samfundet på et meget generelt plan. Det har givet mig rigtig meget, at små projek tor kan gøre en stor forskel. Måske ikke en forskel for alle, men for en brøkdel. Og det kan have ligeså stor betydning og værdi,” si ger Anna Luna Judson.

David Nørgaard Essenbæk stemmer i.

”Jeg læser molekylær biomedicin, og idéelt set kan jeg på et tidspunkt være med til at ud vikle noget medicin, som kan hjælpe en hel masse mennesker. Men alligevel gør det ind tryk, at det også er virkelig vigtigt at gøre en forskel i det små. Og man kan på ret kort tid, hvis man gør det rigtigt, skabe noget, der har stor værdi for mennesker.”

Det er tid til, at de to ivæksættere skal bag baren og servere aftenmenuen for gæsterne. Den står på chili sin carne, den vegetariske udgave af chili con carne, og en portion kan fås til blot 10 SU-venlige kroner.

3 Anna Luna Judson og David Nørgaard Essenbæk serverer aftensmaden for gæster i studentercaféen. Menuen står på chili sin carne. – Fotos: Leif Tuxen.

Bør et højskoleophold fortsat være en fordel ved studieoptag?

Står det til Socialdemokratiet skal et højskoleophold ikke længere tillægges værdi, når der optages elever til videregående uddannel ser. Højskolernes betyd ning vil blive undergravet, lyder kritik debat

Andreas Worre Sørensen ssoerensen@k.dk

For mange danskere er vejen ind på drømmestudiet ikke ligetil. Tallene på karakterbladet kan være utilstrækkelige til at få direkte adgang til en plads på uddannelsen, og de må derfor prøve lykken gennem kvote-2 sy stemet.

Her er adgangskriteriet ikke høje ka rakterer i fag som tysk eller matematik alene, men også de oplevelser og erfa ringer den enkelte kan fremvise fra ba gagen. Det kan være erhvervserfaring, jordomrejser eller et højskoleophold, der tillægges betydning i ansøgningen. Men den nuværende ordning rammer socialt skæv. Det mener Socialdemo kratiet, der i juni fremlagde et udspil om at ændre formen på kvote-2, hvor de blandt andet vil skrive højskoleophol det ud af ligningen. Ifølge partiet er høj skolemeritten med til at skævvride op taget socialt, fordi et højskoleophold ofte er dyrt og altså ikke lige tilgænge ligt for alle.

Kvote-2 er ikke til salg

På grund af folketingsvalget dette efter år blev forhandlingerne om udspillet sat i bero, men det er fortsat partiets politik, forsikrer forsknings- og uddan nelsesminister Jesper Petersen, som Kristeligt Dagblad fangede midt under valgkampen i oktober.

”Højskolerne er et enormt godt tilbud til folk i alle aldre, og jeg kan kun opfor dre til at bruge det. Spørgsmålet er, om det automatisk skal udløse point i en kvote-2-kvalifikation. Der er nogle so ciale skævheder, vi gerne vil til livs. En af dem er den dokumenterede erfaring, som kan indeholde et udlands- eller

højskoleophold,” siger Jesper Petersen.

Socialdemokratiet vil erstatte kvote2-ansøgningen, hvor et højskoleophold altså kan indgå, med en optagelsesprø ve, hvor man testes i sproglige, mate matiske og logiske spørgsmål. Partiet vil også udvide kvote-2-optaget fra 10 til minimum 25 procent af uddannelser nes studiepladser og gøre det muligt for personer uden en ungdomsuddannelse at søge kvote-2, hvis de har fem års rele vant erhvervserfaring.

I 2021 udkom den første rapport no gensinde om elevsammensætningen på danske højskoler. Analysen viser blandt andet, at den gennemsnitlige højskole elev tilhører den økonomiske middel klasse, ligesom en nyere rundspørge vi ser, at 77 procent selv betaler opholdet. Alligevel finder uddannelsesministeren højskolemeritten problematisk.

”Jeg er helt med på, at alle højskole elever ikke får opholdet betalt af deres forældre. Men principielt ville forældre kunne betale for det, og så har man automatisk nogle kvote-2-point. Udover de alment gode ting ved højskoler kan nogle kurser og fag jo sagtens stille dig bedre til en optagelsesprøve. Men for slaget indebærer, at det ikke er ophol det i sig selv, der giver point,” siger Jes per Petersen.

Middelklasseskoler

Hos Foreningen af Folkehøjskoler I Danmark er man ærgerlige over Social demokratiets udspil. Formanden, Lis beth Trinskjær, mener, at de videregå ende uddannelser selv burde kunne be stemme, hvad der kvalificerer en ansøg ning på kvote-2.

”Forslaget fra regeringen er, at et høj skoleophold slet ikke må være kvalifi cerende. Jeg synes ikke, det automatisk skal være en bonus, men den enkelte uddannelse bør selv have lov til at defi nere, om det ville gavne hos dem. Den frihed tager regeringen fra de uddan nelser,” siger Lisbeth Trinskjær og fort sætter.

”Et af de incitamenter, der kunne gø re et højskoleophold legitimt for meget målrettede unge, vil blive taget væk. Jeg ville være ked af, hvis en ung person trængte til fordybelse og fællesskab, men vælger højskolen fra, fordi det ikke tæller i optagelsessystemet. Især når nu det går så dårligt med unges trivsel.”

Formanden har bedt Jesper Petersen om dokumentation for, at højskoleop hold skulle være socialt skævvridende, men hun har endnu ikke set den. Hun

” Det er sympatisk at kigge på sociale skævheder i uddannelsessystemet, men her slår man ned det forkerte sted. Vi kan se, at vi fint afspejler befolkningen, og høj skoleelever er ikke mere privilegerede end andre.

hæfter sig derfor ved analysen fra sidste år, som ikke viser en økonomisk privile geret elevgruppe på højskolerne.

Til gengæld er der tre samfundsgrup per, som i mindre eller større grad er underrepræsenteret på højskolerne: unge af anden etnisk herkomst end dansk, elever med en erhvervsfaglig ungdomsuddannelse og mænd.

Flere end gennemsnittet kommer fra en gymnasial uddannelse, ligesom flere højskoleelever har en forælder med en lang videregående uddannelse end gennemsnittet.

Ifølge Lisbeth Trinskjær arbejder høj skolerne intenst med at nå ud til og til trække de underrepræsenterede grup per. Hun fastholder dog, at det er for kert at kalde højskolerne socialt skævv ridende.

Elevsammensætning på højskolerne

60 procent af højskoleeleverne på lange kurser har taget en gymnasial uddannelse. Tallet er 51 procent for resten af befolkningen. For erhvervsuddannelser er fordelingen henholdsvis 6 og 11 procent.

31 procent af befolkningen har en disponibel indkomst i familien på 600.000 kroner eller derover. For højskoleelever på lange kurser er tallet syv procent.

59 procent af højskoleelever under 30 år på lange kurser er kvinder.

Blandt 18-25-årige udgør minoritetsetniske unge 18 procent af befolkningen, mens tallet blandt højskoleelever er syv procent.

Kilde: Mangfoldighedsanalysen, Moose-Bjerre, 2021.

”Det er sympatisk at kigge på sociale skævheder i uddannelsessystemet, men her slår man ned det forkerte sted. Vi kan se, at vi fint afspejler befolknin gen, og højskoleelever er ikke mere pri vilegerede end andre. I nuancerne er der nogle skævheder. Det ved vi ud mærket, og det vil vi gerne blive bedre til,” siger Lisbeth Trinskjær.

Højskolen bliver en fremmed fugl Da udspillet stadig er på forhandlings bordet, er opbakningen blandt de an dre partier usikker. Står det til politiker og tidligere højskoleelev Isabella Arendt, skal Socialdemokratiets udspil stemmes ned. Hun er folketingskandi dat for De Konservative, da Kristeligt Dagblad taler med hende i oktober.

”Det er ikke et skoleforløb med pen sum og prøver, og det tiltrækker derfor muligvis mennesker, der ikke er til det klassiske uddannelsesforløb. Selvom det måske ikke altid er direkte studie klargørende, er det menneskeligt klar gørende til at komme godt igennem stu dielivet,” siger Isabella Arendt, der og så er tidligere partileder for Kristende mokraterne. Hun fortsætter:

”Højskole handler om dannelse, fæl lesskab, demokrati, selvværd. Jeg kan godt være bekymret for, at optaget på højskolerne falder, hvis man sluser dem ud af uddannelsessystemet. Så kan de blive en mere og mere fremmed fugl i de unges overvejelser, og det vil jeg finde ærgerligt. Også når vi snakker om stress og mistrivsel blandt unge.”

Ud over ændringerne ved kvote-2 vil Socialdemokratiet også sætte et karak terloft på 10 ved kvote-1 for at mindske dele af karakterræset.

0 I dag kan et højskoleop hold tælle med, når man sender en ansøgning af sted til drøm mestudiet via kvote-2. Det skal der laves om på, hvis man spørger Socialdemokratiet.

– Fotos: John Randeris/ Mathias Bojesen/ Ritzau Scanpix.

Svend

LISBETH TRINSKJÆR, FORMAND FOR FORENINGEN AF FOLKEHØJSKOLER I DANMARK

De flygtede fra Putins missiler og dygtiggør sig nu på højskole i Helsingør

Ukrainske Marina Zhukovska og Daria Nykytenko har fået tildelt et højskoleophold i Danmark. Mens missiler hærger hjemlandet, prøver de to at finde ”work-war-balance”, for det kræver helstøbte mennesker at genopbygge et land interview

Alexander Dahl

alexander-dahl@k.dk

I aulaen på Den Internationale Højskole i nordsjællandske Helsingør har elever ne lige sunget Beatles-nummeret ”Let it be”. Højskole sangbogen er erstattet med et engelsk repertoire, for eleverne kommer fra hele verden og samles om fag og emner som demokrati, udviklingsarbejde og menne skerettigheder.

Denne dag sidder omtrent 60 af skolens nuværende elever og lytter opmærksomt, mens lærerne præsente rer programmet for de kommende dage. Denne uge har højskolen protesttema, fortæller en lærer. Hun be der derfor eleverne tænke over, om der er en sag i de res respektive hjemlande, som optager dem for tiden. Og om – og hvordan – eleverne selv vil kæmpe for sa gen.

skolen, der stod klar med blomster, slik og andre ga ver.

Det var en ambivalent tid på idrætshøjskolen.  ”Idrætsskolen var et slags sikkert fristed for os, hvor viceforstanderen og hans familie tog sig virkelig godt af os,” fortæller Daria Nykytenko.

”Men det var alligevel meget svært i den periode. For selvom vi fysisk var i sikkerhed, var vi hele tiden mentalt i beredskab. Vores familie og venner var i Ukraine, og jeg tænkte hele tiden på dem. Jeg ville gerne tilbage til Ukraine, men det var for farligt,” siger hun.

I Aarhus indså de, at krigen ikke vil ende i den nær meste fremtid. De diskuterede derfor, hvordan de bedst kunne bruge ventetiden.

”Mange ukrainere har sat deres liv helt på pause, ef ter krigens udbrud. De venter bare på, at den slutter”, fortæller Marina Zhukovska.

”Men flere ukrainske psykologer siger, at den vente tid også er den del af vores liv, og vi bliver nødt til at leve livet og udvikle os imens. Hvis man ikke laver an det end at vente og læse nyheder, bliver man deprime ret,” pointerer hun.

Veninderne blev derfor enige om, at det bedste, de selv kunne gøre, var at udvikle sig mest muligt men neskeligt og fagligt for at forberede sig til landets gen opbygning. Derfor prøver de i dag ikke at lade krigen opsluge alt deres energi.

”Mange ukrainere taler i dag om en work-life-balan ce. Men vi bliver nødt til at finde en war-life-balance,” siger Marina Zhukovska.

0

Bagerst i lokalet står 21-årige Marina Zhukovska og Daria Nykytenko med armene hvilende på et gelænder. Begge er fra Ukraine, og otte måneder forinden denne dag vågnede de op til eksplosioner i deres hjemby, Kyiv. Den Internationale Højskole er den anden høj skole, de har boet på, siden de kom til Danmark, to uger efter Ruslands invasion indledtes. Mens de med en blanding af håb og frygt følger krigens udvikling, prøver de at få en hverdag til at fungere på højskolen. Højskoleopholdet skal, håber de, ruste dem til at gen rejse Ukraine, når krigen slutter

Under sloganet ”Højskolerne for Ukraine” har dan ske højskoler på forskellig vis hjulpet de krigsramte ukrainere. Højskolerne har tilsammen indsamlet 875.770 kroner til bistand, og derudover har Folkehøj skolernes Forening gennemført en separat indsam ling, der ubeskåret går til højskolestipendier til ukra inske og russiske flygtninge. Foreløbig har Marina Zhukovska og Daria Nykytenko og fire andre elever få et et højskoleophold gennem puljen, der i alt lyder på 62.342 kroner. Snart bliver der råd til at få mange flere flygtninge på højskole, for lige som stipendiepengene var brugt op, har Entreprenør Marius Pedersens Fond doneret 250.000 kroner yderligere til puljen.

Fra Kyiv til Helsingør

Det var fire højskolelever i en minibus, der transporte rede Marina Zhukovska og Daria Nykytenko til Dan mark. Nogle dage tidligere havde viceforstanderen på Aarhus Idrætshøjskole, Arne Grønbæk, fået et opkald fra en kvinde, der spurgte, om højskolen kunne have fire unge ukrainere boende. De fire ukrainere var Ma rina Zhukovska, Daria Nykytenko og deres jævnald rende veninder, Anna Khoblas og Alisa Malysheva.

De afsluttede deres universitetseksamener online fra Aarhus; Marina Zhukovska i programmering og Daria Nykytenko i journalistik. Selvom de var glade for at bo på idrætshøjskolen, fandt de ikke det store fremtidsperspektiv i idrætskurserne. Så med hjælp fra forstanderen ledte de efter et sted, hvor de kunne ud vikle sig mest muligt, og Marina Zhukovska og Daria Nykytenko endte på viceforstanderens anbefaling med at søge et stipendie på den Internationale Høj skole.

Da al undervisning foregår på engelsk, kan de der for deltage i alle kurserne. Udviklings- og samfunds studier er i centrum på højskolen, hvilket de to venin der mener, vil klæde dem godt på til at kunne være med til at få det ukrainske samfund til at blomstre ef ter krigen.

Siden de begyndte på Den Internationale Højskole den 28. juli har dagene fulgt et stramt program med valgkurser i alt fra politisk filosofi, yoga, madlavning, mangagement og international politik. Deres semester slutter den 31. december, hvorefter deres fremtid igen er uvis. De håber at få endnu et stipendie til højskolen.

Efter en tid præget af kaos og afmagt, sætter de pris på forudsigeligheden i de fastlagte skemaer. Hver morgen begynder med at læse ukrainske nyheder. Da disse berettede om droneangreb mod civile i det meste af Ukraine, dagen inden Kristeligt Dagblads besøg (den 18. oktober), græd de begge. De mødtes, talte om situationen og gik så i gang med deres kurser.

”Når man er optaget af et svært fagligt emne, sang eller madlavning, glemmer man krigen for en stund,” siger Marina Zhukovska.

På Den Internationale Højskole, hvor globale pro blemstillinger drøftes ivrigt, forsøger de to veninder at sætte Ukraine på dagsordenen.

DARIA NYKYTENKO, HØJSKOLEELEV FRA UKRAINE

Efter nogle vold somme døgn med missilangreb i Kyiv mødtes de fire i den vestukrainske by Lviv. Her lavede de nødhjælpsar bejde, men som krigen spidsede til, blev også Lviv et farligt sted at være. Angsten led saget af konstante luftalarmer drev dem til at forlade landet, indtil krigen var slut – det ville nok ikke tage mere end en måned, troede de. Veninderne rejste i første omgang til Wars zawa i Polen, hvorfra de forhørte deres netværk for at finde ud af, hvad deres muligheder var. Anna Khloba havde været i Danmark efteråret forinden, hvor hun boede hos en dansk kvinde. Kvinden kontaktede Aar hus Idrætshøjskole, og derfra gik det stærkt. Den 12. marts ankom veninderne til veres nye værelser på høj

”Men vores vigtigste ansvar bliver at genopbygge Ukraine. Landets økonomi er knust. Når krigen slut ter, har Ukraine brug for kompetente mennesker, der kan betale skat og hjælpe med at få landet til fungere igen,” forudser Marina Zhukovska.

Krigens konsekvens i hverdagen

Tilbage i aulaen rækker Marina Zhukovska hånden op. Hun er med i elevudvalget, og da der snart er hal loweenfest på skolen, vil der være forberedelser for dem, der har lyst, siger hun ud i lokalet.

Daria Nykytenko kommer nok ikke til at deltage. Si den invasionen har hun ikke kunnet finde sig til rette i festlige sammenhæng. De to veninder er på hver sin måde mærket af krigen.

Marina Zhukovska har fået det svært med høje lyde. Smækker en dør pludselig, bliver den ellers kontrolle rede kvinde i et glimt sendt tilbage til Kyivs eksplosio ner. Men de er alligevel begge blevet mere fortrøst ningsfulde i løbet af deres højskoleophold, og de er overbeviste om, der venter dem en fremtid i Kyiv, når krigen er vundet.

1 For Daria Nykytenko begyndte krigen allerede i 2014. Hun er vokset op i den borgerkrigsramte Donetsk-region, som separatister allerede dengang erklærede uafhængigt af Ukraine.

– Fotos: Anne Kiib Larsson.

IT-programmøren, Marina Zhukovska, fokuserer på udviklingsog managementkurser på højskolen, der kan hjælpe hende med at genopbygge Ukraine.

” I må ikke glemme krigen.

Nyt forstanderpar på Nordfyns Højskole: ”Vi har selv været unge i en fremmed kultur”

Nordfyns Højskole har fået nyt forstanderteam med rødder i Iran og Japan. Det giver en særlig forståelse selv at have været unge i en fremmed kultur, mener de interview

Isabella Balanchi balanchi@k.dk

Der står æbleblomster fra haven på klaveret, og ele verne har sat sig på rækker af stole i sa len. Nogle har headset på, hvor der bli ver live-oversat til engelsk, mens for stander Babak Fadavi Kornerup og vi ceforstander Momoyo Jørgensen byder velkommen til Nordfyns Højskole nær Bogense. Forstanderen har i dagens an ledning taget skjorte på. De af persona let, der kender forstanderteamet godt, mærker nervøsiteten hos de to tidligere undervisere. Det er deres første hold som konstitueret forstanderteam, så de vil gerne gøre sig umage.

Der skal naturligvis synges en sang, men før eleverne bliver bedt om at slå op i Højskolesangbogen, henvender Momoyo Jørgensen sig især til de dan ske elever.

”Er I klar over, hvor vildt mærkeligt det er at synge sammen hver morgen?” siger hun med henvisning til, at det er en særlig dansk tradition, som man som dansk elev derfor nemt kan tage for givet.

Kunne have mødtes i lufthavnen

Det er blevet efterår, og der er nu gået to måneder, siden eleverne ankom med deres tasker og rullende kufferter til skolen, og siden forstanderparret bød velkommen. Viceforstanderen sidder på højskolens kontor sammen med for stander Babak Fadavi Kornerup. Hun smiler, da hun fortæller, hvorfor hun sagde, som hun gjorde på velkomstda gen.

”Fællessang er en kulturel ting, man tror alle kender, men det er ikke sik kert,” fortæller hun.

Hun fandt selv daglig fællessang me get fremmed, da hun begyndte på Kalø Højskole på Djursland for godt 30 år si den. Momoyo Jørgensen kom til Dan

mark fra Japan som 18-årig en august dag i 1990, fordi hun var fascineret af det danske velfærdssystem og ville ud danne sig inden for sundhedssektoren. Siden 2002 har hun arbejdet på højsko len, der dengang gik under navnet Dansk Japansk Folkehøjskole. I dag er den omdøbt til Nordfyns Højskole, og omkring 40 procent af eleverne er inter nationale elever fra blandt andet Japan, Kenya, Bangladesh og USA.

Forstanderteamet kunne lige så godt have mødtes i lufthavnen, siger Babak Fadavi Kornerup i spøg. Han kom nem lig også til Danmark i august 1990, 13-år gammel, sammen med sin familie, der var flygtet fra Iran. Han skulle derfor igennem ”hele møllen med flygtninge lejr, folkeskole og gymnasium”, før han uddannede sig til lærer og fik arbejde i Aarhus. I 2006 blev han rekrutteret til højskolen for sine projekter med inte gration og idræt.

”Vi ved begge to, hvordan det er at være ung et nyt sted. Et fremmed land, et fremmed sprog,” siger han og peger på, at det er en styrke, når man driver en mangfoldig højskole.

Mangfoldighed og dannelse Uden for højskolens bygninger er der sat tykke træpæle i haven med hånd malede skilte, der peger i alverdens ret ninger og viser, hvor mange kilometer der er til blandt andet Tokyo, Nairobi, Bukarest og Bogota.

Højskolen tilbyder fag med navne som ”CulturalXpress”, ”Global Out look” og ”WorldcampNordfyn”. For for standerteamet er kulturmøder nemlig en vigtig del af højskoletanken.

”Kernespørgsmålet på en højskole er, hvad det betyder at være menneske. Vi tror på, at jo flere kulturer, der mødes om det spørgsmål, desto bedre,” fortæl ler Babak Fadavi Kornerup og tilføjer:

”Hvis vi alle sammen er hvide, stem mer Radikale Venstre og fortæller de samme vittigheder,  sker der ikke den udvikling, som, vi synes, skal ske.”

Det er forstanderteamets oplevelse, at de danske elever vælger højskolen netop på grund af det internationale islæt.

”Man vælger ikke Nordfyns Højskole, fordi vi har sport. Det er mange andre højskoler dygtigere til,” siger Babak Fa davi Kornerup.

”Vi har ikke engang en hal,” indsky der Momoyo Jørgensen grinende.

”Det er det internationale miljø og be vidstheden om det globale ansvar og

Babak Favadi Kornerup

Født i Iran i 1977 og kom til Danmark i 1990.

Uddannet folkeskolelærer. Ansat på Nordfyns højskole siden 2006 som underviser, senere viceforstander. Juli 2022 konstitueret forstander.

Momoyo Jørgensen

Født i Japan i 1972 og kom til Danmark i 1990.

Uddannet i sundhedssektoren og har en voksenunderviseruddannelse fra Odense Seminarium.

Ansat på Nordfyns Højskole siden 2000. Tidligere underviser og international koordinator på højskolen, før hun i juli 2022 blev konstitueret viceforstander.

klimaet, der tiltrækker vores elever,” si ger Babak Fadavi Kornerup. Han tror på, at kulturmøder gør verden til  et bedre sted. At forståelse for andre bety der, at der kommer færre konflikter, bå de i hverdagen og på det store plan.

”Vi ser og hører, at mange af vores elever rejser hjem og viderebringer vores værdier. Det spreder sig som ringe i vandet,” siger han.

Savner mangfoldighed

Det er ikke kun Nordfyns Høj skole, der har fokus på mang foldighed. Af den strategi, For eningen af Folkehøjskoler I Danmark har udarbejdet for 2018-2022, fremgår det, at ”fol kehøjskolen ikke må blive et projekt for afgrænsede befolk ningsgrupper.” Derfor er der også en mangfoldighedspulje, som højskolerne kan søge. Det gør Nordfyns Højskole dog ikke.

Babak Fadavi Kornerup oplever, at mange højskoler er interesserede i at få me re mangfoldighed.

”Jeg tror, andre høj skoler har en intention om det, men de tør ik

ke helt, fordi det er bøvlet og besvær ligt,” siger han og tilføjer, at det kan det også være. For eksempel bruger de på Nordfyns Højskole meget tid på at ska be et ”fællesrum”, hvor alle på tværs af kultur føler sig velkomne og forstået.

Det nye forstanderteam har endvide re forlænget elevholdenes introforløb til 10 dage, så de har tid til at ”tæske værdier”, som de kalder det, og ved le delsesmøder gør de en dyd ud af at gøre lærerteamet opmærksom på at bryde med det indforståede. De internationa le elever ved ikke nødvendigvis, hvad der forventes af dem, når de får besked på at ”gå i grupper”, og nogle stiller måske ikke læreren spørgsmål, fordi det opfattes som uhøfligt i deres kultur. Derfor skal det italesættes, så alle er med.

Det er også derfor, Momoyo Jørgen sen på velkomstdagen ikke nøjedes med at fortælle eleverne, hvilken sang de skulle synge.

Når man synger, er det en fælles be gyndelse på dagen. Man ”tuner ind hos hinanden” og kan høre naboen, selv hvis de kun nynner,  som hun sagde til eleverne i sin velkomsttale, hvor hun også opfordrede de danske elever til at lære de internationale elever en dansk sang hver.

”Det er der, dannelsen sker. Forskel len på dannelse og opdragelse er, at man forklarer, hvorfor vi gør, som vi gør,” siger Babak Fadavi Kornerup. J

1 ”Ved Folkehøjskolernes årsmøde blev der talt en masse om mangfoldighed, men det var kun os to og så en masse hvide mennesker”, fortæller forstanderteamet.

– Foto: Anne Kiib Larsson.

Her dykker seniorer ned i brevkasser og kønskampe

Hvad sker der, når 22 pensionister debatterer kønshistorie og brevkasser?

Kristeligt Dagblads udsendte har tilbragt en aften i selskab med kursisterne på Liselund Højskoles kursus ”Kvinde kend din historie” reportage

”Vi behøver ikke længere frygte noget,” siger Ingelise Henrik sen. Hun og fire andre kvinder på den gode side af 60 år sidder rundt om et bord i et høj loftet, forhenværende kirkerum på Liselund Højskole i Slagelse i det vestlige Sjælland. I alt sidder fem grupper af mennesker omkring borde spredt i lokalet. De er halvvejs i et uge kursus på den vestsjællandske højskole, hvor 20 kvinder og to mænd bliver klogere på te maet ”Kvinde kend din historie”. Denne af ten er de mødt op for at deltage i aftenens ak tivitet: ”Brevkassesamta ler”. Grupperne er blevet stillet til opgave at debatte re diverse spørgsmål skre vet på papirlapper, de træk ker op af en pose.

På Ingelise Henriksens bord ligger en udfoldet pa pirlap påskrevet dette spørgsmål, som hun netop har svaret på: ”Hvordan har kvinders situation ændret sig siden 1950?”

den side af gaden, når hun kom gående,” fortæller Dorte Schaldemose.

Ved et andet bord er de deltagende allerede nået til spørgsmål nummer fire, hvor de har taget debatten om øremærket barsel op.

”Staten skal ik’ bestemme over nogens barsel,” siger Kirsten Vithus.

En rutschebanetur

Den efterfølgende diskussion bevæger sig fremad, som sad gruppen i en rutsjebane. Indimellem nikker alle samstemmende, som sad de i samme vogn. Andre gange bevæger stemningen sig opad i et loop, hvor flokken deler sig mellem de, der hujende bider sig fast i debatten og nyder turen, og de, der skærer tænder. Og så er der den ene deltager i sin egen adskilte, vogn, der sidder helt stil le, mens gruppens mest frembrusende med lem gang på gang retter sig mod vedkom mende og siger: ”Hvad synes du?!?”

Den tavse rytter er i dette tilfælde lægen Niels Hartmann. Efter Kirsten Vithus gør en insisterende indsats for, at han giver sit syn på øremærket barsel til kende, serverer han først en halvnervøs forklaring om, at den nye lov er udmærket, for han ville nok have taget sin bid af barselstiden, uanset hvad lovgiv ningen måtte foreskrive. Men svaret bliver ik ke taget for gode varer, så han kommer til kort og fremstammer et ”nej, ingen skal be stemme over barslen”.

”Det er godt,” siger Kir sten Vithus i et nik.

Niveauet af dyb koncen tration, der på denne aften hænger i luften, er usæd vanlig. Det kan man forstå på kursets tovholder, Lene Kristiansen, der både står bag idéerne og eksekverin gen af kurset.

Familie Journalen fra 1956 til 1976. Alle delta gende kursister var unge i dens levetid. Brevkassens tidløshed  Livets små spørgsmål kan tydeligvis stadig engagere folk her næsten en livstid efter, de blev stillet. Men hvad er det egentlig, brev kassen som format kan? Og hvad er det, der gør, at brevkasser findes endnu, både i avi ser, som podcast og i radioen? Anna Mejlhe de er præst og indehaver af en brevkasse i magasinet Søndag, og Kristeligt Dagblad rin ger derfor til hende for at få et bud på et svar:

”Brevkasser fungerer stadig i dag, fordi de vækker vores nysgerrighed. Når vi læser om andre mennesker, læser vi også om os selv,” siger hun.

Nok er livsvilkårene nogle andre i dag, end de var i Tove Ditlevsens aktive år, men mange problemer er tidløse.

Inde i det forhenværende kirkerum på seniorhøjskolen Liselund Højskole diskuterer en gruppe kursister små og store spørgsmål om kvinder i historien fra 1950 til i dag. – Foto: Anne Kiib Larsson.

virrede i dag,” siger én.

”Tror I, splittelsen mellem kønnene er skyld i, at vores børn og børnebørn oplever flydende køn?,” siger en anden.

”Nej,” siger Kirsten Vithus. ”Fåtallet føler sig anderledes”.

”Jeg kan godt sige dig, at samtalen om køn fylder meget i småbørnsfamilier,” indskyder nordjyden Tone Lunden.

”Gør den?,” siger Kirsten Vithus og indike rer, at det er nedslående.

”Det er også spændende,” siger Tone Lun den.

Tovholder Lene Kristensens stemme skæ rer igennem. Tiden er kommet til en kaffe pause.

ANNA MEJLHEDE, PRÆST OG BREVKASSEBESTYRER

”Kvinder har de rettighe der, vi har i dag, fordi tidli gere tiders kvinder fik støtte fra det omkring liggende samfund,” siger Lilian Persson, en anden af kursisterne omkring bordet.

”Ej! Udviklingen skyldes kvindernes ind sats,” svarer Dorte Schaldemose indigneret.

De debatterende kvinder er dybt opslugte af samtalen, som på dette tidspunkt kun har væ ret i gang i fem minutter. Debatten bevæger sig over emner som nutidens kønsopfattelser, det at kunne stå ved sig selv – og mødre.

”Min mor blev skilt i 1956-1957. Folk i landsbyen, hun boede i, gik over på den an

”Der er sket så meget for kvinder i historien siden 1950’erne. Og mange af kur sisterne på dette kursus har levet i al den tid,” siger højskoleundervise ren, der som regel afholder kurser i musik og sang.

Derfor blev aftenens begivenhed naturlig vis indledt med en fællessang fra Højskole sangbogen: ”Så tag mit hjerte i dine hænder” af Tove Ditlevsen.

Det ville næsten være bespottende at ar rangere en aktivitet med titlen ”Brevkasse samtaler” uden også at nævne Tove Ditlev sen, så det gør de selvfølgelig. Aftenenes op gaver tager i høj grad udgangspunkt i den

”En brevkasse er dels et tidsbillede, fordi spørgsmål og svar hænger sammen med den tid, de bliver skrevet i. Men mange af de spørgsmål, der blev stillet for 100 år siden, bliver også stillet i dag. De spørgsmål, jeg modtager i min brevkasse fra både mænd og kvinder, drejer sig ofte om parforholdspro blemer, men de handler i lige så høj grad om, hvordan man som menneske finder ud af at være til stede i verden,” fortæller Anna Mejl hede.

”Brevkassen adskiller sig fra andre medier ved at være små, fortættede fortællinger om at være menneske”.

Kønshistorie i kirkerummet Var livet lettere eller sværere i 1950?

Sådan står der skrevet på et af de mange spørgsmålskort. Spørgsmålet skiller vandene

Da kursisterne igen samles i salen, bliver de præsenteret for et spørgsmål, der blev trykt i Familie Journalen i 1956. Dilemmaet var indsendt af en ung kvinde, hvis kæreste ikke ville have noget at gøre med hendes dat ter, så hun måtte sende sin datter til Aarhus og lade hende passe der, hvis de skulle for blive et par. Kursisternes opgave går ud på at gætte, hvad Tove Ditlevsen skrev i sit svar. På trods af, at de ved, hvordan brevkasseinde haverens svar ofte underminerede kvinders rettigheder set med nutidige øjne, er alle grupperne enige: Kæresten skal ud af vagten. Han er ikke værd at samle på.

Lene Kristiansen læser svaret op, hvori To ve Ditlevsen ikke efterlader nogen tvivl om, at kvinden skal prioritere sit barn højest. Der lyder spredte klapsalver i lokalet. På denne mørke oktoberaften på Liselund Højskole fø les det, som om det gamle kirkerum rummer fortællingen om kønshistorie gennem årtier og frem til i dag. Kursisterne synger endnu en sang og siger tak for i aften. J

Amalie Høgsbro Jørgensen ajoergensen@k.dk

” Brevkassen adskiller sig fra andre medier ved at være små, fortættede fortællinger om at være menneske.