Man kan se at læreren ud fra elevens tekst kan fortælle om meget eleven er god til, og samtidig kan læreren trække nogle punkter frem som eleven skal arbejde særligt med i de kommende tekster eleven skal skrive. Læreren har altså opstillet nogle detaljerede skrivemål som eleven skal arbejde med. Skrivemålene skrives ned og sættes i elevens logbog. Der er kun få skrivemål, og dermed bliver det overkommeligt for eleven at huske dem og øve sig på dem. Det bliver også overkommeligt for læreren at følge med i hvordan eleven udvikler sig i forhold til de opstillede mål. Senere kan læreren igen lave en evaluering og på den baggrund opstille nye skrivemål. Skrivemålene er et meget effektivt redskab i det daglige arbejde for både elev og lærer. Et redskab som gør det muligt hele tiden at følge elevens skriveudvikling og påvirke den i den ønskede retning.
Planlæg
Skriv
Ret
Uanset hvad eleverne arbejder med i skolen, er det vigtigt at de lærer nogle gode arbejdsvaner. Uden gode arbejdsvaner er det vanskeligt at overskue og strukturere arbejdet, og resultatet vil sjældent blive særlig godt. Gode arbejdsvaner læres ikke på én gang, men gennem længerevarende forløb hvor det er en bevidst del af undervisningens mål at give eleverne gode arbejdsvaner. Skrivevejen hjælper eleverne til at få gode arbejdsvaner når de skal skrive. Gode arbejdsvaner indebærer blandt andet at eleverne kan dele skrivearbejdet op i faser som de kan overskue. I Skrivevejen arbejder vi med en strategi der består af 3 faser: Planlæg – Skriv – Ret. Det er en strategi som eleverne med fordel kan benytte sig af i resten af skoleforløbet. Den form eleverne møder strategien i her i 3. klasse, vil gradvist blive udbygget efterhånden som eleverne magter mere og mere jo længere de kommer op i skoleforløbet. Planlæg er den første del af strategien og den første del af skriveprocessen. Her overvejer eleverne emnet, samler stof, tænker over hvad der skal med i begyndelse, midte og slutning. Efterhånden som eleverne bliver ældre og man kan stille større krav til deres skrivning, kommer der flere elementer ind i planlægningsfasen. Planlægningen er primært en tankeproces, men for at fastholde og klargøre tankerne skal eleverne gøre nogle notater, fx ved at lave styrkenotater, lave lister med skriveideer, eller udfylde en af de skriveskabeloner som er i Skrivevejen. Mange elever er tilbøjelige til at springe planlægningsfasen over eller i bedste fald gøre den meget kort. De synes at det er spild af tid blot ”at sidde og kigge ud i luften” uden at skrive noget. Derfor er det vigtigt, når strategien introduceres og eleverne arbejder efter den de første gange, at holde dem fast i denne fase og forklare dem at den er vigtig. De første gange kan man hjælpe eleverne igennem fasen ved at lade klassen ”tænke højt” og tale om deres tanker og evt. notere på tavlen for på den måde at anskueliggøre hvad metoden går ud på.
Side 12
Skrivevejen
3
01-80_9788723030382.indd 12
04/05/16 10.29